Daniel blev 19 år
Allerede i de unge teenageår viste Daniel tegn på mistrivsel og kæmpede med selvmordstanker. Men han og familien fik ikke den nødvendige hjælp, og det blev kun værre, da han blev voksen. Daniel mistede sit liv til selvmord. Nu fortæller hans mor historien med et håb om, at det ikke sker for andre.
Foto: Privat
”Han fremstod egentlig som en rigtig glad dreng. Alle syntes, han var supercharmerende. Fra en tidlig alder kunne vi dog godt mærke, at han var lidt anderledes, men psykologerne var hurtige til at konkludere, at han var en herlig dreng, og at der ikke var noget galt med ham.”
Daniels mor, Mette, mistede sit barn for fire måneder siden. Hun fortæller om det med et håb om, at andre ikke skal udsættes for det samme.
Vi har været meget åbne om, at han døde til selvmord. Det må ikke være tabu.
”Vi har været meget åbne om, at han døde til selvmord. Det må ikke være tabu. Vi har selvfølgelig tænkt over, hvad der kunne have gjort en forskel for vores dreng, men samtidig er det en smertefuld rejse at gå den vej: At begynde at tænke, om vi kunne have gjort noget anderledes.”
Mette og hendes mand har også to andre børn. Sorgen over Daniel har ramt hele familien. Hvad skete der?
Mette fortæller, at de på et tidspunkt kan mærke, at der er lidt udfordringer med det sociale i skolen, og i 5. klasse kommer de mere alvorlige tegn. Først begynder Daniel at lyve og stjæle, og den sommer begynder han også at selvskade. ”Det var bare for at få opmærksomhed,” siger han til forældrene. Senere finder forældrene ud af, at Daniel i samme periode også har skjult et selvmordsforsøg.
En psykiater vurderer efter en indledende samtale med Daniel, at han blot er ”meget følsom, en pigedreng”, men at det ikke er noget, der kræver anden behandling end at gå til psykolog.
En farlig cocktail
I 9. klasse kommer Daniel på efterskole, hvor han trives og får nogle virkelig gode venskaber.
”Udadtil er han virkelig fin, velfungerende og glad, men han lader til at kæmpe med noget indeni. Jeg føler, han går med en maske, og beder dem holde et ekstra øje med ham på efterskolen.”
Efter et år på efterskole, hvor han endnu engang får at vide, at han er ”dygtig, men distræt”, går Daniel med til – i privat regi – at blive udredt for ADHD: ”Og de kan se tegn på ADD og autisme, men han vil ikke selv gå videre med autismeudredningen. Han bliver diagnosticeret med ADD, får medicin og 45 minutters psykoedukation, men det var dét. Så er man bare alene med det hele igen.”
Daniel starter i gymnasiet og mistrives. I efteråret forsøger han igen at tage sit liv, men bliver reddet af en række heldige tilfældigheder og venner, der reagerer hurtigt. Efter selvmordsforsøget kommer han i behandling i offentligt regi og går med til en fuld udredning, hvor han får bekræftet diagnosen ADD samt autisme i den ”lettere ende af spektret”, som de siger.
”Men oveni det har han så en svær depression, fordi han har været overbelastet i flere år. Vi har senere fundet ud af, at det er en farlig cocktail, når let autisme er kombineret med høj intelligens, fordi det kan gøre dig meget bevidst om dine begrænsninger og samtidig god til at maskere.”
Forældrene finder et mindre kostgymnasium med mere tryghed, stor rummelighed og mulighed for at skabe gode rammer socialt. Daniel ser umiddelbart ud til at få det bedre. Han bliver formand for skolebestyrelsen og debatklubben, spiller i band og trives socialt. Mette får at vide, at hendes søn er meget vellidt og gør en stor forskel for hele skolen.
”I den her periode gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for ham. Men han bliver også 18 år og går fra barn til voksen.”
Kastet rundt i psykiatrien
”Daniel er blevet udredt i ungdomspsykiatrien men bliver nu overflyttet til voksenpsykiatrien. I en overgangsperiode bliver han behandlet på psykiatrisk ambulatorium, hvor han er heldig at blive tilknyttet en dygtig sygeplejerske. Men de har ikke ressourcer til at beholde ham i behandling; han skal sendes videre til en privat psykiater. Hos den private psykiater koncentrerer man sig kun om, at han tager sin medicin for depression og ADD, ikke andet.”
Mette får adgang til sin søns journal, selvom Daniel gør meget for at forsøge at leve op sit nye ansvar som officielt voksen. ”’Mor, jeg er voksen,’ sagde han flere gange. ’Så hvorfor kan jeg ikke finde ud af det her? Mit hoved burde kunne finde ud af det.’ Det var svært for ham at forstå.”
Daniel ”er jo lidt distræt”, som hans mor siger, og har brug for hjælp til at holde styr på sine aftaler. En dag, da hans recept er udløbet, kontakter han den private praksis, han er tilknyttet, men får at vide, at han ikke længere er patient hos dem – blot fordi han ikke var mødt op til en aftale, som han i øvrigt mente, at han havde aflyst.
”Han fik ingen advarsel på skrift. De sagde, de havde lagt en besked på hans telefonsvarer, men hvilke unge lytter til telefonsvarerbeskeder. Desuden havde han jo ADD, så man kunne måske forvente lidt hensyn til netop denne udfordring. Så jeg må ringe og fortælle, at vi har ventet i halvandet år på behandling, og til sidst går de med til at tage ham ind igen, dog ved en ny psykiater.”
Mette holder en lille pause og konstaterer: ”Men hende nåede han aldrig at møde.”
Familien prøver at finde hjælp til Daniel. I kommunen, som familien bor i, bliver Daniel tildelt en dygtig kontaktperson med ekspertise i autisme, som han får lov at beholde efter at være fyldt 18 år. Men da familien flytter til en anden kommune, møder de både store forskelle og manglende sammenhæng på tværs af systemet.
Vi følte virkelig, at han bare blev kastet rundt.
I den nye kommune får de afslag på ansøgningen om lignende hjælp med begrundelsen, at han har et behov, der rækker ud over ungdomsårene. Men kommunen tilbyder ingen alternativer.
”Vi klager over afgørelsen og prøver at argumentere for, at han med rettidig hjælp kunne yde et stort bidrag til samfundet i stedet for potentielt at blive en omkostning. Nu kommer han i hvert fald ikke til at koste mere.”
Mette fortsætter:
”Vi følte virkelig, at han bare blev kastet rundt. Hvis vi skal snakke om, hvad vi kan lære af det her, så er det på et større plan: Der mangler sammenhæng og kontinuitet i behandlingen. Det tager rigtig lang tid at opbygge en tillidsfuld relation, og kun få formåede at komme ind under huden på ham.”
Hun understreger, at mange trods alt forsøgte, og der var flere behandlere gennem årene, som han havde gode snakke med. Men når tilliden var ved at blive opbygget, skulle han sendes videre. Det er systemet og ikke enkeltpersonerne, der er problemet, mener hun.
Når der er sammenhæng i psykiatrien, er det langt nemmere for mennesker at få den rette støtte og komme sig. Derfor kæmper Psykiatrifonden politisk for en psykiatri, hvor ingen bliver overset eller tabt i systemet.
Vi har allerede bidraget til vigtige fremskridt:
- 780 millioner kroner er afsat til at øge kapaciteten i psykiatrien, så det ikke er manglen på hænder, der forhindrer sammenhæng.
- 550 millioner kroner er øremærket til let og tidlig hjælp til børn og unge, så problemer bliver grebet i tide – uanset hvor i landet man bor.
Men vi er ikke i mål endnu. Derfor arbejder vi videre for:
- En psykiatri med færre brud og skift i behandlingsforløb.
- En fast kontaktperson, som følger patienten gennem hele forløbet.
- Et system, der tilpasses patient – ikke omvendt.
- En koordineret, forudsigelig og tillidsfuld indsats på tværs af faggrænser og sektorer.
Blev betragtet som velbehandlet
Det er starten af året, og Daniel skal afslutte 3.g om få måneder. Fagligt går det godt, og han har en mentor, der hjælper ham. Han får hjælp til de lavpraktiske ting, fortæller Mette, ”men jeg tror ikke, at han troede på, at nogen rigtigt kunne hjælpe ham.” Så tanken om livet på den anden side af studentereksamen har været uoverskuelig, tror hun.
Daniel blev i psykiatriens øjne betragtet som velbehandlet, fordi han tog sin medicin, siger Mette.
”Det er jo til grin at kalde ham velbehandlet. Han havde jo brug for samtaleterapi og hjælp til at acceptere sine vilkår og få alle sine gode sider i spil – og for at føle at der var en vej for ham, på trods af hans udfordringer.”
19 år gammel mistede Daniel sit liv til selvmord. Mette og resten af familien forsøger stadig at forstå. At finde en eller anden form for mening.
”Jeg forestiller mig, at han har følt sig som en spand med huller i. Lige meget hvor meget kærlighed, man hældte ind, så fæstnede det sig ligesom ikke. Han var så vellidt, og han skrev i sit afskedsbrev, at han følte sig heldig og elsket, men at han ikke kunne føle glæde. Jeg tror at han følte en tomhed, en dyb og smertefuld tomhed.”
Daniel havde svært ved at tage imod kærlighed, men han gav meget. Han gjorde indtryk på folk. Til hans bisættelse mødte flere af hans tidligere behandlere op. Flere af dem donerede endda til den indsamling, som familien lavede til fordel for Psykiatrifonden. Flere af Daniels gamle skolelærere mødte også op. En af dem delte sine tanker med moren om, hvordan vi som samfund skal være bedre til at få øje på dem, der har brug for hjælp.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke: hvad nu, hvis vi havde fanget det, da han var yngre. Hvis vi ved de første signaler havde insisteret på at få ham udredt? Havde han så følt sig mindre forkert?”
Det var en kæmpe udfordring, dengang han blev 18. Han ville ikke dele alt, så jeg måtte kun se nogle ting. Han havde en behandler, og hun havde jo tavshedspligt og måtte ikke fortælle, hvor dårligt han havde det.
Som Daniel blev ældre, blev det sværere at hjælpe ham. Han var pludselig voksen i systemets øjne, men han var stadig Mettes dreng.
”Det var en kæmpe udfordring, dengang han blev 18. Han ville ikke dele alt, så jeg måtte kun se nogle ting. Han havde en behandler, og hun havde jo tavshedspligt og måtte ikke fortælle, hvor dårligt han havde det. Det måtte jeg selvfølgelig respektere, men jeg vidste, at der var noget, jeg missede,” siger Mette og slutter:
”De tanker og følelser kunne vi så læse om i hans afskedsbrev.”
Denne sommer ville Daniel være blevet student. Til sin fødselsdag 4. juli havde han planlagt at holde studentergilde. Den første fest, som forældrene fik lov at holde for ham.
”Hans far havde set meget frem til at holde tale for ham. Den tale holdt han i stedet til hans bisættelse.”
Daniel blev 19 år.
Læs også
Meget ændrer sig, når barnet bliver voksent. Også for forældrene. Hvordan hjælper man, hvad kan man stille op? I temaet får du gode råd, ny viden og personlige fortællinger.
Philip fik udskrevet medicin af sin psykiater, der gjorde ham afhængig. I årevis forsøgte han at få hjælp til udtrapning, men han og familien mødte lukkede døre overalt. Nu er Philip død, kun 29 år gammel.
Mange forældre føler magtesløshed og frustration, når deres børn bliver en del af voksenpsykiatrien. I OPUS har de gode erfaringer med aktivt at inddrage forældre og andre pårørende – til gavn for alle parter.
Vi stiller store krav til unge, der overgår til voksenpsykiatrien. Samtidig bliver mange forældre efterladt tilbage på perronen. To overlæger fortæller om opdelingen af psykiatrien og de desperate forældre.
Hvad stiller man op, når man som forælder ikke længere har adgang til sit barns journal? Når man ikke længere får de informationer, man plejede at få? Socialrådgiver Baris Kaymaz fortæller.