Kirsten fik ADHD-diagnosen sent i livet: ”I dag kan jeg endelig slappe af”
Kirsten Lundsgaard har brugt en stor del af livet på at føle sig forkert. Som 57-årig fandt hun endelig ud af hvorfor.
Når 71-årige Kirsten Lundsgaard tænker tilbage på sit liv, kan hun tydeligt se et mønster. Hun blev først diagnosticeret med ADHD som 57-årig, men hun husker, at hendes mor fra starten havde svært ved at styre hende.
71 år, bosat i Middelfart. Ved siden af folkepensionen arbejder hun to dage om ugen i egen praksis som psykoterapeut og sexolog.
”Jeg kastede mig ud i tingene og lærte måske ikke så meget af mine fejl.” I dag kan hun grine ad de forskellige styrt på cyklen og andre uheld, som gjorde forældrene så bekymrede. Men det gør også ondt at tænke tilbage, for Kirsten har brugt store dele af livet på at føle sig forkert.
Hun havde svært ved at gå i skole og blev hurtigt god til at finde på undskyldninger for lige at få en pause fra undervisningen. Det blev værre, da hun skiftede fra den lille midtfynske friskole til realskolen i Ringe.
”Det var de tre værste år af mit liv. Jeg blev mobbet, fordi jeg var anderledes. Jeg havde det forkerte tøj på, jeg sang gerne for til sange, jeg kendte simpelthen ikke spillereglerne.” Kirsten sad altid på forreste række og stillede mange spørgsmål for at holde sig vågen, men klassekammeraterne tolkede det, som om hun ville tækkes lærerne. Ofte fik hun heller ikke lavet sine lektier, fordi hjernen var brugt efter skoledagen og dens mange indtryk.
Den unge Kirsten begyndte at gøre oprør. Hun fik en mekanikerkæreste, blandt andet fordi hun vidste, at hendes mor ikke ville kunne lide ham. Midtfyn begyndte at føles for lille til Kirsten, der gerne ville se mere af verden, opleve andre værdier, blive udfordret. Nogle gange kom foredragsholdere til skolen med lysbilleder fra den store verden, og Kirsten fik lyst til selv at rejse ud og vende hjem med noget at vise.
Det behøver ikke være perfekt
Som 18-årig rejste Kirsten til London for at arbejde som au pair, og hun mødte hurtigt en masse mennesker. Hun fik smag for livet på farten.
Det er svært at sige til sig selv, at noget ikke er godt nok, hvis man har svært ved at se sin egen værdi.
”Så tog jeg på interrail, så rejste jeg rundt i USA, hvor jeg mødte min nu eksmand. Så rejste han og jeg til Indien og Nepal, og vi kom også tilbage til Nepal, da vi havde fået børn.” Hun har rejst meget og ofte skiftet job. Haft behov for, at der skete noget. Det harmonerede dårligt med hendes ægteskab. Hun følte, der blev lagt en dæmper på hende.
”Jeg blev hængende 25 år i et ægteskab, jeg ikke trivedes i. Jeg fik lært at indrette mig, og det var ikke godt for mig. Men det er svært at sige til sig selv, at noget ikke er godt nok, hvis man har svært ved at se sin egen værdi.”
Kirsten blev skilt. Det var en turbulent tid. Hun havde været selvstændig familieterapeut i syv år og skulle både flytte og starte sin praksis op på ny. På samme tid var hun i gang med at uddanne sig til sexolog. Og hendes søn var indlagt med en svær depression. Han blev udredt for ADHD, og Kirsten husker det tydeligt:
”Dengang var der ikke ret meget snak om, at kvinder kunne have ADHD. Men jeg havde været med, da min søn blev udredt, og jeg vågnede op en morgen kort efter og kunne se det hele klart, det var fuldstændig ligesom at se mit liv som en film.”
At kvinder generelt får stillet diagnosen ADHD senere i livet end mænd?
Flere får diagnosen ADHD i dag end for få år siden, også ældre. Det kan blandt andet skyldes, at vi er blevet bedre til at se symptomerne og ikke sidder fast i gamle ideer om, hvordan ADHD kommer til udtryk.
Som barn havde Kirsten fået at vide, at hun var både doven og langsom, og hun troede derfor, hun måtte have ADD, altså uden hyperaktiviteten. Men psykiateren var ikke i tvivl, og han sagde noget, der fik tingene til at falde på plads i Kirstens hoved. En vigtig brik i puslespillet: ”Nej, du er ikke doven, som du har fået at vide, du gør bare ikke tingene færdige.”
Kirsten huskede tilbage på projekter, hun startede og havde svært ved at afslutte:
”Tidligere var det sådan, at hvis jeg ikke blev god til noget med det samme, så droppede jeg det. Som barn spillede jeg det ene instrument efter det andet. Det eneste, der duede, var, hvis jeg fik ros med det samme.”
I årevis havde hun følt sig utilstrækkelig og bange for ikke at gøre tingene godt nok. En dag sagde en underviser på terapeutuddannelsen til hende: ”Kirsten, du har altså lige så meget ret til at være her på Jorden som alle andre mennesker. Du behøver ikke forklare dig hele tiden.” Nu er hun et sted, hvor hun faktisk kan tro på de ord.
”I dag kan jeg endelig slappe af og nyde en proces. Dét at have så meget ro på og kunne nyde at være på vej og se, at tingene bliver bedre, at det er okay, at det ikke er perfekt … Det er fantastisk.”
ADHD er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse. Den kan også vise sig som impulsiv adfærd, mens andre mest sidder stille og dagdrømmer.
Stadig eventyrlysten
”Det var chokerende at få sin første diagnose som 57-årig,” fortæller Kirsten. ”Men det var også en lettelse, for så havde jeg en forklaring. Jeg har aldrig set det som en undskyldning, men så havde jeg en forklaring på de ting, jeg havde gjort.”
Det tog lidt tid, før Kirsten fandt den rette medicin. Hun understreger, at den ikke har ændret, hvem hun er, den har bare hjulpet hende med at disponere over sin energi og tid – og til at se visse ting klarere. Hun kommer til at grine og understreger, at det også er nyt at kunne grine ad sig selv:
”Jeg taber stadig ting hele tiden, og jeg kan stadig ikke spise en chokoladeis uden at tabe chokoladen, som min søn siger. Jeg er det samme menneske, jeg er bare mere nærværende og rolig.”
Gåpåmod har jeg altid haft. Pippi Langstrømpe har været som en slags forbillede.
Diagnosen har givet hende en mulighed for at blive klogere på sig selv. Ikke bare hvorfor hun tidligere har gjort eller ikke gjort noget, men også hvad hun har brug for og lyst til. De seneste år har hun ad flere omgange rejst til Buenos Aires for at danse tango. Hun er stadig eventyrlysten.
”Gåpåmod har jeg altid haft. Pippi Langstrømpe har været som en slags forbillede: Selvfølgelig kan jeg alt muligt, selvom jeg ikke har prøvet det. Men det kan også være en ulempe for mange med ADHD, at der nogle gange ikke er grænser.”
Kirsten Lundsgaard har tidligere haft svært ved netop at mærke sig selv og sine grænser. To gange har hun været så udbrændt, at hun er blevet sygemeldt med stress. ”Jeg har følt mig forkert, fordi jeg var anderledes. Man kan opleve og opnå en masse interessante ting med sådan et gåpåmod, men man kan også brænde ud.”
Hun har for nylig meldt sig som formand for den lokale tangoforening, fordi hun nu kan acceptere, at hun ikke behøver gøre alting perfekt.
”Jeg går efter kvalitet og de mennesker, jeg har god kontakt med. Tidligere har jeg haft en masse bekendte, og jeg tog initiativ til en masse ting. Jeg er blevet bedre til at mærke efter og vælge ting fra og til.”
Det er vigtigt at lære sig selv at kende, både begrænsninger og ressourcer. Man kan få mange gode ideer, men være dybt afhængig af andre for at færdiggøre dem. Husk, at det er en kvalitet at kunne sætte ting i gang.
En ADHD-diagnose er ikke en undskyldning, men en forklaring. Den kan hjælpe dig til at tage ansvar for dig selv, og hvordan du kan få hjælp.
Du behøver ikke fortælle alle mennesker om din ADHD-diagnose. Det er fint at være åben, men omverdenen har ikke krav på at få det at vide.
Lær at sige stop. For en ven, partner eller kollega er det også rart at vide, at du ikke kan tage mere ind, eller at du har brug for en pause.
Med alderen følger både overgange og nye sygdomme. I dette tema kan du læse om livet med psykisk sygdom, ensomhed og hvordan ældre bliver forskelsbehandlet.