Systemstress: Du er ikke den eneste

Systemstress er en betegnelse for de belastningsreaktioner, der kan opstå i samarbejdet med det offentlige. Du kender det måske: Hjertebanken, søvnløshed, frustrationer, følelsen af at være alene.

Karin B. Nissen har skrevet bogen Systemstress – når mødet med systemet stresser dig og holder foredrag om emnet. Hun forklarer:

”Systemstress dækker over de belastningsreaktioner, som alt for mange børn, unge, voksne, ældre og pårørende udvikler som følge af langvarig, kompleks og konfliktfyldt sagsbehandling.”

Hun bruger bevidst ikke ordet ”borgere”. Det handler om mennesker, og det kan være i alle aldre. Dansk forskning viser, hvor meget børn kan rammes af skyld og skam i forbindelse med deres sagsbehandling: ”Børnene ser, hvor hårdt plagede deres forældre er af samarbejdet med for eksempel kommunen, psykiatrien, jobcenteret eller andre offentlige myndigheder og instanser.”

Karin B. Nissen er også stødt på udtrykket ”kommuneangst”, men hun bruger begrebet systemstress, fordi ”alle velfærdsstatens institutioner og mødet med dem kan udløse systemstress”.

Følt det på egen krop

Karin B. Nissen fortæller, at selv helt små børn kan mærke til ubehaget. Men der er også en anden gruppe, der ofte bliver overset.

”Ældre kan være ramt på mange forskellige parametre. Nogle er selv brugere af velfærdssystemet, og andre har stadig levende forældre, som de hjælper, fx ved at være i kontakt med systemet for dem og formidle deres behov for hjælp. Jeg møder også bedsteforældre til børn med skolevægring eller anden mistrivsel, og de kan nemt blive en del af et barnebarns sag. De ældre og børnene bliver tit glemt i det her.”

Hun fortæller, at mange har en frygt for at åbne e-Boks eller bare få en besked om, at der ligger noget, man skal forholde sig til. Og mange af de ældre udvikler tilsvarende en frygt for sms’er fra deres voksne børn. Skal de passe børnebørnene med kort varsel? Skal de med som bisiddere igen? Eller har de voksne børn selv brug for nogen at tale med?

Karin B. Nissen har skrevet bogen om systemstress for at hjælpe. For at sætte ord på noget, som mange har brug for at forstå. Hun har selv været en af dem, da hendes søn havde en børnehandicapsag i kommunen:

”Jeg følte mig anderledes og mærkelig, fordi jeg blev så nervøs, når jeg skulle tale med sagsbehandleren. Eller når jeg blev frustreret over, at sagsbehandlerne fra hjælpemiddelcentralen ikke selv kunne finde ud af at bruge de hjælpemidler, vi skulle bruge.”

Sagsbehandlerne forsøgte over telefonen at forklare, hvordan man skulle bruge den app, som Karin og hendes søn havde fået at vide, at de skulle bruge. Problemet var bare, at sagsbehandlerne ikke selv vidste, hvordan appen fungerede.

”Min knægt sad ved siden af og lyttede med, og på et tidspunkt sagde hen: ’Bare læg på, mor. De fatter det jo ikke’. Det blev et vendepunkt, da min søn sagde det. Det gik for alvor op for mig, at det her system ikke kunne hjælpe os.”

Se også vores tema om stress:

Tema: Stress

Kortvarig stress er en tilstand, der gør det muligt at reagere og handle hensigtsmæssigt i ekstreme situationer. Længerevarende stress er en trussel mod helbredet og kan føre til psykisk sygdom.

Afslag og absurditeter

Begrebet systemstress er nyt, men fænomenet er gammelt. Karin B. Nissen fortæller om en kvinde, der har lidt af det i over 50 år. Hun er mor til en voksen mand, der har haft behov for hjælp hele livet.

”For en person som hende – og mange andre – er det i virkeligheden ofte logistiske problemer, man har. Man skal til møde i psykiatrien, men ingen tager højde for, hvis man er alene med barnet. Og selv hvis man har søgt tabt arbejdsfortjeneste, venter mødet i kommunen ikke på den sagsbehandling. Og hvad er så konsekvensen, hvis man ikke møder op? De kan lukke sagen, hvis hun ikke dukker op.”

Det handler selvfølgelig ikke om ond vilje i et stort system. Men det handler til dels om, at det netop er et stort og komplekst system. Og så er det et spørgsmål om, at man som fagperson skal være bevidst om, at mange er frustrerede og stressede over det system.

”Hvis man ikke spørger til det, så finder man ikke ud af, at folk har det. Når man som fagperson sidder og skal hjælpe andre, er det som oftest ikke en del af tænkningen, at personen på den anden side er frustreret over ikke at kunne få hjælp, for man sidder jo og forsøger at hjælpe.”

Frustrationerne kan være mange. Som selvstændig socialrådgiver bruger Karin B. Nissen meget tid med klienter på at tale om både afslag og bevillinger – og hvordan den store maskine fungerer:

”Man bliver ekstra belastet, når ting ikke giver mening. Når man ikke forstår absurditeterne. Jeg oplever, at frustrationerne ofte lægger sig, når folk giver slip på forventningen om almen logik. For den findes ofte ikke i det system, der har sit eget liv og sin egen logik. Man er nødt til at spille det spil.”

Har man for eksempel været til et møde, kan man modtage et referat, man ikke kan genkende sig selv i. Man har sagt en ting, men på papiret er det blevet til noget andet.

Hvad stiller man op?

Socialrådgiverens gode råd

Karin B. Nissen fortæller, at mange ikke ved, at deres kommune har en borgerrådgiver, der kan hjælpe med mange typer sager. En anden vigtig pointe er, at man aldrig bør gå til møder alene. Socialrådgiveren råder til, at man altid har en bisidder med.

”Prøv at tænke strategisk: Hvilket møde skal du til, og hvor er du i sagsbehandlingen? For det kan godt være, at der er brug for en anden end din søde nabo eller veninde. Måske er der brug for at trække en fagperson ind, som kan bidrage med noget viden til et særligt problem, om sagsbehandling, jura og så videre.”

Hun minder også om, at der ikke er et loft over antallet af bisiddere til et møde, og at der i lovgivningen ikke står noget om, at en bisidder ikke må tale under et møde. For at finde mulige bisiddere kan man fx undersøge lokale bisiddernetværk og patientforeninger.

For at minimere systemstress kan man også forsøge at afgrænse sagsbehandlingen. Simpelthen sætte tid af, hvor man ”går på arbejde i sin sag” og tænker på sagsbehandlingen professionelt, som Karin B. Nissen siger. Opret eventuelt en email specifikt til din sag, så alt er samlet. Eller lav en mappe i din indbakke og på din computer, så du kan samle alt:

”Du kan fx sætte en halv time af på samme tidspunkt hver dag. I det tidsrum åbner du e-Boks og din email, graver dig ned i Ankestyrelsens afgørelser, bruger referater til at forberede dig på næste møde, ser på kontakter og fagpersoner, der kan hjælpe dig. Du arbejder, som du ville gøre på arbejde, og så ’går du hjem fra arbejde’: Luk mailen, luk mappen. Hvis du er mere analog, så læg papirerne i ringbindet og luk skuffen, så alt ikke ligger og flyder.”

At rydde op på bordet er også at rydde op i hovedet:

”På den måde sørger man for, at man ikke får forpestet sin tilværelse. Der er mennesker, der bruger hele døgnet på at gruble over en sag, og det er ikke ligefrem livskvalitet. Det fungerer selvfølgelig ikke for alle, og for nogle er det vanskeligere at indrette sig stringent eller holde fri fra sagsbehandlingen.”

Mange går alene med deres frustrationer, og Karin B. Nissen har mødt mange pårørende, der er meget hårde ved sig selv.

”Der er en heling i at føle sig set, hørt og forstået. Mange har følt en sorg, vrede og afmagt – også fysisk smerte gennem en belastningsreaktion – på grund af systemstress. At få sat ord på kan være hjælpsomt, og man kan føle et fællesskab, så man ikke føler sig så alene.”

Læs også: Systemstress i jobcenteret

Mange sygemeldte oplever alvorlige psykisk belastninger i mødet med jobcenteret. Det viser en undersøgelse, som Psykiatrifonden lavede sammen med SIND i 2019. En fjerdedel har ligefrem tanker om, at livet ikke er værd at leve. 

Læs mere: Undersøgelse: Jobcenterforløb forringer sygemeldtes helbred