"Jeg kan stadig blive depressiv, men så har jeg de her metoder til at komme på benene igen"
Viviann Lindhesgaard har haft tilbagevendende depressioner i store dele af sit liv. Her giver hun et indblik i, hvordan Internetpsykiatrien har gjort en forskel for hende.
Fotos: Claus Randrup
60-årige Viviann Lindhesgaard har været helt nede. Flere gange. Første gang var det en fødselsdepression. Viviann var blot 20 år og følte sig alene som ung mor. ”Jeg var nærmest lige selv blevet født,” som hun siger.
Da hun var i 30’erne, pressede en chef hende ud i et stressende forløb, der endte med en ny depression. Begge gange kom Viviann igen. Hun fik også to børn, og tingene lysnede: ”Men så blev et af mine børn diagnosticeret og sad lige pludselig og stirrede ind i væggen i skolen. Der var 700 års ventetid i kommunen.”
Viviann pressede på for at få hjælp. I skolen så de ingen problemer, så Viviann måtte igen tage sagen i egen hånd og fik fat på en psykolog. Det endte med diagnoserne Aspergers syndrom, angst og OCD.
Det var ti hæslige år. Det endte med, at jeg blev skilt. Jeg havde ikke mentalt overskud til at reflektere over skilsmissen.
”Skolen mente, at problemerne var hjemme hos os. Vi blev trukket igennem en forældreundersøgelse, fordi skolen ikke troede på os. Det var en hård tid. Hold kæft, hvor var jeg depressiv, jeg gik helt ned med flaget.”
Det lykkedes Viviann at få sit barn udredt. Hun og hendes mand tog forskellige kurser for at blive klogere på diagnoserne, og Viviann selv fik konstateret ADHD som 46-årig. Men hele processen overbelastede hende: ”Det var ti hæslige år. Det endte med, at jeg blev skilt. Jeg havde ikke mentalt overskud til at reflektere over skilsmissen, og jeg prøvede at tjene til dagen og vejen som selvstændig.”
Viviann arbejdede sig op, indtil coronapandemien ramte hende hårdt. Hun oparbejdede en stor gæld og endte med en tung depression. Ved et tilfælde hørte hun om Internetpsykiatrien.
Mødet med Internetpsykiatrien
Viviann har fået antidepressiv medicin ad flere omgange. Hun kan ikke tåle ADHD-medicin og har derfor svært ved at få sit stressniveau ned. Hun har været til psykolog – med god effekt – da det var sværest med børnene. Da hun igen blev ramt af en depression ”med 700 kilometer i timen”, endte hun ved en ung læge under klinisk basisuddannelse, tidligere kendt som en turnuslæge:
”Han havde hørt om Internetpsykiatrien på medicinstudiet. Jeg undersøgte det, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, og jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle få det værre.”
På internetpsykiatrien.dk udfyldte hun et ansøgningsskema, og nogle dage senere talte hun sin situation igennem med en psykolog: ”Hun vurderede, om et onlineforløb ville give mening for mig. I nogle tilfælde kan man have det så skidt, at man bliver henvist videre, men jeg fik mulighed for et 10-ugers forløb.”
Jeg kunne vælge mellem video eller tekst, og det var rart at kunne gøre det på den måde, jeg selv ville. Og i mit eget tempo.
Som alle andre i Internetpsykiatrien skulle Viviann igennem et program baseret på kognitiv adfærdsterapi: en metode, hvor man særligt arbejder med uhensigtsmæssige tanker og adfærd. Viviann skulle igennem ti ”moduler” og modtog et link til at komme i gang:
”Det første var en introduktion med information om depression. Jeg kunne vælge mellem video eller tekst, og det var rart at kunne gøre det på den måde, jeg selv ville. Og i mit eget tempo. Bagefter går man i gang med selve metoderne. Mellem hvert modul har man et møde med den samme psykolog, som vurderer, om man er klar til at gå videre.”
Viviann fik forskellige metoder og råd til at arbejde med sin depression, herunder selvregulering til negativ tænkning og hjælp til at vende en tanke med en ny vinkel: ”Og så kan man arbejde med ’bekymringstid’, hvor man gemmer den svære tanke til senere. Nogle lægger de svære tanker i en kasse i hovedet, og så tager de dem for eksempel frem søndag, når de er friske og veludhvilede og har energi til at forholde sig til dem. Det er så fedt, at du bliver trænet i det.”
Internetpsykiatrien tilbyder gratis behandling af let til moderat angst eller depression. Behandlingen foregår online via et tekstbaseret selvhjælpsprogram, hvor du støttes skriftligt af en psykolog.
Du behøver ikke en henvisning fra din læge. På Internetpsykiatrien.dk sender du en ansøgning, som bliver vurderet inden for cirka 10 dage. Herefter kan du blive inviteret til en udredende samtale med en psykolog, hvorefter behandlingen kan starte.
Behandlingen tager cirka 10-12 uger med daglige øvelser og relevant viden. På sidelinjen har du en fast psykolog, der kommer med løbende feedback og skriftlig støtte. Læs mere på internetpsykiatrien.dk.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med Internetpsykiatrien, som er kommet på finansloven.
Det gode alternativ?
Mellem hvert modul havde Viviann en uge til at arbejde med konkrete opgaver: ”Der er god tid til at summe over det. Så logger man ind og skriver det ind, og så ser psykologen, om man har forstået teknikken.”
For nogle lyder det måske som lektier, men det fungerede for Viviann: ”Når man sidder der for sig selv og føler, at hele verden er ved at ramle, og man ikke tør række ud – eller ved, hvordan man rækker ud – så er det her ufatteligt konkret, og du føler, at du arbejder for din egen raskhed.”
Forløbet blev rundet af med et møde, hvor Viviann gik det hele igennem med sin tilknyttede psykolog: ”Det var så trygt et forløb, og jeg var bange for at blive sluppet. Men min psykolog sagde, at jeg havde adgang til alt materialet i tre måneder endnu, så jeg arbejdede videre med alle metoderne.”
Hun fortsætter: ”Forskellige mennesker har forskellige behov. Men det er et rigtig godt tilbud for folk, der har det svært og ikke rigtig vil ud af busken. Jeg kan stadig blive overbelastet, jeg kan stadig blive depressiv, men så har jeg de her metoder til at komme på benene igen.”
Hun beskriver det som et godt alternativ eller supplement til mere konventionel behandling: ”Jeg ved fra mine børn med autisme, at de har svært ved at møde andre mennesker, og et onlinetilbud ville være bedre for dem end at skulle møde op andre steder. Det er mit store håb, at flere kender til Internetpsykiatrien. Om de bruger det, er op til dem. Men det findes, og det er ærgerligt, hvis de ikke ved det.”