Behandling af social angst med Virtual Reality og kunstig intelligens
Nye teknologier kan hjælpe personer med social angst, forklarer en ekspert i digital psykiatri. Og meget mere er på vej.
Per Trads Ørskov er psykolog og forsker ved Center for Digital Psykiatri.
Du har måske hørt om eksponeringsterapi til behandling af angst. Er du bange for edderkopper, skal du gradvist eksponeres eller udsættes for edderkopper: Forestille dig dem, se dem på en tegning, se dem på et mere realistisk billede. Næste skridt kunne være at holde en piberenser, der er formet som en edderkop. Og så videre. Hvis man ikke har den konkrete angst, kan det lyde nemt. Men for personen med angst overskrider man sine grænser i et tempo, hvor man – om alt går vel – kan lære at leve med angsten.
- Per Trads Ørskov.
- Psykolog, ph.d., postdoc, forsker ved Center for Digital Psykiatri.
- Ekstern lektor på Syddansk Universitet.
Forestil dig nu, at du har social angst, og at du skal træne svære situationer fra hverdagen. Hvordan gør man det uden at skulle hyre en masse skuespillere? Per Trads Ørskov har et godt bud. Han er psykolog og forsker ved Center for Digital Psykiatri, hvor han blandt andet forsker i behandlingen af social angst med Virtual Reality-baseret eksponeringsterapi. Helt konkret har han og resten af forskerholdet lavet seks forskellige virtuelle scenarier, der alle er relevante i forhold til social angst:
”Det kan være at holde et oplæg for en masse mennesker eller at gå på café og få serveret noget andet, end man har bestilt, så man skal sende maden retur. Det kan også være det første personalemøde på et nyt arbejde, hvor man skal præsentere sig selv. Den situation kan være ubehagelig for mange, men har man social angst, kan det være decideret hæmmende og lammende.”
Vi kender alle til angst i en eller anden grad. Men for nogle bliver angsten langvarig og så intens, at de oplever en lammende fornemmelse, der hæmmer dem i at gøre almindelige dagligdags ting.
"Vi kan skrue på intensiteten"
Kender man ikke Virtual Reality (forkortet VR), skal man forestille sig, at personen med angst sidder med nogle store briller på, som lukker alt andet ude. I brillerne ser man en programmeret, virtuel verden med dertilhørende lyd- og billedside.
Vi kan skrue på intensiteten, og hvor meget man skal opleve i situationen, mens det sker.
Det ligner måske ikke virkeligheden til fulde, men det er så tæt på, at oplevelsen kan være overvældende – og ganske effektfuld. Derfor har Per Trads Ørskov kunnet sammenligne VR med eksponeringsterapi i den ”virkelige” verden.
Men hvordan udspilles de nævnte scenarier? Hvad sker der, når man sidder der med VR-brillerne på? Han vender tilbage til situationen, hvor man skal præsentere sig selv over for nye kollegaer. Altså kollegaer, som i dette tilfælde kun findes virtuelt:
”De kan for eksempel være interesserede i, hvad du siger, og kigge på dig og nikke, når du taler. Eller de kan være neutrale, uinteresserede eller direkte uhøflige og snakke hen over dig. Vi kan skrue på intensiteten, og hvor meget man skal opleve i situationen, mens det sker.”
Scenarierne kan efterfølgende forgrene sig, alt efter hvordan man reagerer og agerer. Han sammenligner det med de såkaldte choose your own adventure -bøger, som børn af 80’erne og 90’erne måske husker: bøger, som udvikler sig, alt efter hvad læseren vælger: ”Hvis du vil undersøge den mørke hule, skal du bladre til side 88. Vil du gå tilbage til bilen, skal du bladre til side 54.”
Hjælp fra kunstig intelligens
Under eksponeringen måler Ørskov og hans team svedrespons og pulsfrekvens. Og nu bliver det lidt mere teknisk: De har lavet en algoritme, der indsamler denne data og laver en model, der kan vurdere patientens oplevede angst. Den algoritme kan kaldes maskinlæring eller kunstig intelligens, og den skal gøre behandleren klogere på patientens oplevede angst under forløbet, så scenariet kan justeres.
”Den fortæller om angstniveauet, så terapeuten kan tage det med i sine betragtninger. Vi har altså ikke overgivet beslutningen til kunstig intelligens, men det kan guide terapeuten i de forskellige valg. Sådan tror jeg, vi skal tænke om kunstig intelligens indtil videre: som noget, der kan understøtte og supplere, hvad terapeuten allerede kan. Men det er stadig terapeuten, der beslutter, hvordan behandlingen skal skride frem.”
Resultaterne er lovende, og mulighederne er mange for både VR og kunstig intelligens. De fleste danskere har efterhånden stiftet bekendtskab med ChatGPT og andre sprogmodeller. Per Trads Ørskov fortæller, at man snart vil have bedre muligheder for at bruge sprogmodeller til for eksempel at træne smalltalk og øve sociale interaktioner som del af eksponeringsterapien.
De førnævnte scenarier kan også blive endnu bedre og mere varierede med brug af kunstig intelligens, der kan være med til at skabe troværdige miljøer for personen med angst. Både hvad angår de virtuelle omgivelser og de avatarer, der befolker dem. Altså de personer, du møder i den virtuelle verden, som med kunstig intelligens kan blive bedre til at forstå, hvad du siger, så scenarierne kan justeres bedre og nemmere til gavn for den person, der er i virtuel eksponeringsterapi.
Udredning med VR?
Hvad kan vi så forvente af Virtual Reality i den nære fremtid? Ørskov mener, at det giver god mening at udbrede brugen af VR til eksponering:
”Under en terapisession kan det være svært at finde relevante situationer at eksponere i. Det kan man gøre her og nu med VR, og vi kan se, at det giver mening for terapeuter og patienter. Når teknologien bliver mere udbredt, kan terapeuter i højere grad bede personen med angst øve sig virtuelt i forskellige situationer derhjemme. Man kan også forestille sig børn med angst, der får hjælp af deres forældre til at arbejde med eksponering i hjemmet. Det kan gøre hjemmearbejdet med eksponering langt mere konkret.”
Når teknologien bliver mere udbredt, kan terapeuter i højere grad bede personen med angst øve sig virtuelt i forskellige situationer derhjemme.
Det er også nærliggende at arbejde videre med Augmented Reality, kendt som AR, der blander virkeligheden og det virtuelle. Mange kender teknologien fra spil på telefonen, hvor man kan få en racerbil til at køre rundt i stuen, når man holder telefonen op. Eller spillet Pokémon GO, hvor man går rundt i den fysiske verden og skal fange væsener, som bliver vist på telefonen på en given lokation.
Det kan lyde forvirrende, men teknologien kan gøre det nemmere at lave øvelser hjemme, mens terapeuten for eksempel blot er til stede virtuelt. Det kan givetvis også modvirke såkaldt ”cybersickness”, som mange oplever med Virtual Reality-brillerne på.
Mere kontroversielt er det måske, at VR med hjælp fra kunstig intelligens kan tænkes ind i udredningen af psykisk sygdom. Ørskov fortæller, at man kan få hjælp til at se mønstre, der kan hjælpe i udredningen: Hvor kigger personen i VR hen i hvilke øjeblikke, hvordan ser pulsen og svedresponsen ud, hvordan reagerer hjernen. Der er brug for mere forskning og flere kliniske studier, også for at skabe den nødvendige tillid, fortæller han:
”Det er efter min mening komplekst. Det er noget, der forskes i, men en egentlig anvendelse i klinikken er længere væk. Vi skal både sikre, at den data, der ligger til grund, er god nok, og at der er en vis grad af gennemsigtighed i de vurderinger, den kunstige intelligens kommer med. Og hvordan skal det integreres i en klinisk praksis? Hvor meget vægt skal der lægges på de her ting? Der er mange aspekter, som vi skal undersøge, før vi tager det skridt.”
Digital psykiatri kan være alt fra videokonsultationer og apps til internetbaseret behandling. Der forskes også heftigt i brugen af kunstig intelligens og virtual reality. Bliv klogere på digital psykiatri i dette tema.