Sorg på forhånd
I mange år vidste Cecilie Grønlund ikke, at hun var syg. Hun drømte om et helt almindeligt liv, mens hun kæmpede for at få hjælp. Hun fortæller om angst, skam, venskaber og frygten for at være til besvær.
Da Cecilie Grønlund gik i anden klasse, begyndte hun at få ondt i maven. Noget føltes underligt i hende. Det blev langsomt værre og tog kraftigt til, da hun startede på efterskole. Angst prægede tankerne, og hun begyndte at forestille sig ting, der kunne gå galt eller ting, som hun kunne have gjort forkert.
”Det blev værre og værre, fordi jeg fik flere og flere forestillinger. Når jeg fortalte det til folk, kunne de ikke se problemet, men i mit hoved havde jeg selv tænkt scenarierne til ende. Hvis der skete én ting, så ville der også ske den her ting, og så ville en tredje ting ske. Det blev som en lang film i mit hoved.”
Cecilie er i dag 26 år, og tankerne og forestillingerne er der stadig. Til en vis grad.
”Men dengang vidste jeg ikke, at det var en sygdom. Jeg troede bare, at jeg ikke kunne finde ud af at gebærde mig ordentligt.”
Cecilie Grønlund har netop udgivet bogen 'Jeg kunne flå noget levende' om den unge Anna, der har nogle fællestræk med Cecilie: Tidlig erfaring med psykisk sårbarhed, angst, skam og en frygt for at såre og skuffe andre. Og tanker, der kan køre i ring.
Jeg var altid i tvivl, om det jeg sagde og gjorde, var normalt. Helt små ting kunne blive helt vildt store.
”Jeg var altid i tvivl, om det jeg sagde og gjorde, var normalt. Helt små ting kunne blive helt vildt store. Hvis jeg fx havde sagt noget, kunne jeg så have gjort folk kede af det eller blive udstødt på grund af en kommentar.”
Hun forsøgte at få hjælp. Både psykologer og psykiatere fortalte hende, at det jo var svært at være ung. De forsøgte at få det til at handle om kærestesorger og hormoner, og Cecilie følte, at hun bare måtte tage sig sammen. I hendes journaler står hun beskrevet som en ”velsoigneret ung pige”:
”Det var, som om de ydre faktorer var afgørende. Jeg så sund ud, så jeg kunne ikke være syg.”
Cecilie fik ikke hjælp, tankerne blev mørkere, og da hun startede på universitetet, ramlede det hele:
”Jeg kunne ikke styre noget længere. Der var pres på, jeg kunne ikke rigtig sige noget, jeg var helt indelukket og glasklokkeagtig.”
”Jeg føler bare, jeg har mistet min fornemmelse af virkeligheden helt. Den er altid kommet og gået, men nu er det voldsomt. Jeg kan slet ikke komme ind i dagen. Og jeg ved ikke helt, hvad der er i mine tanker, og hvad der egentlig foregår, fordi jeg ligesom kun lever i de ting, jeg forestiller mig kan gå galt. Jeg kan godt høre, det måske lyder helt væk. Jeg synes også, det er pinligt, at jeg har det sådan her og ikke bare kan stoppe mig selv.”
Fik først hjælp på akutskadestuen
Cecilies mor tog affære og kørte sin datter på akutskadestuen: ”De kunne se, at jeg var helt ude af den, og jeg blev henvist til Stolpegården (en del af psykiatrien i Region Hovedstaden, red.). Det var, som om jeg blev sat i en mere alvorlig kasse. De kunne se, at jeg havde brug for hjælp, men de kunne ikke placere mig.”
Jeg undersøger og tjekker min hjerne igennem for ting, jeg kunne have sagt eller gjort. Jeg kan fx blive med at spørge folk, der var med til en fest, om jeg sagde noget bestemt den aften.
På Psykoterapeutisk Center Stolpegård havde de grupper for OCD og social fobi, men ingen af dem var det helt rette for Cecilie:
”I min journal står der ’tvangspræget tankegang’. Jeg undersøger og tjekker min hjerne igennem for ting, jeg kunne have sagt eller gjort. Jeg kan fx blive med at spørge folk, der var med til en fest, om jeg sagde noget bestemt den aften.”
Cecilie Grønlunds nye roman Jeg kunne flå noget levende er også en bog om pårørende og venskaber. Hovedpersonen Anna bor med sin gode ven Barbara og føler sig utilstrækkelig i relationen. Anna ordner ting i køkkenet, laver mad, vasker havregrødsskålen op. Som der står: ”Det er ved at gøre praktiske ting, at Anna føler, hun kan give Barbara tilbage for sit besvær.”
Cecilie har – ligesom hovedpersonen i sin nye roman – følt stor skam:
”Jeg har lagt låg på mig selv, og jeg har faket, hvordan jeg havde det, fordi jeg gerne ville være en god ven eller en god datter. Jeg kan nogle gange føle en ulighed i relationer, så jeg holder fast i at gøre, hvad jeg nu er i stand til at gøre. For mine venner har jo gjort, hvad de kunne for at holde mig oppe.”
At komme rigtigt i gang med livet
I romanen beskriver hovedpersonen Anna en følelse af ”sorg på forhånd” over, hvad hun kommer til at ødelægge. Da hun efter lang ventetid endelig kommer til psykolog, fortæller hun:
”Lige nu er jeg bange for, at jeg aldrig kommer til at leve et rigtigt liv. Jeg kan ikke finde ud af at gå på universitetet, jeg har lidt mistet de fleste omkring mig, jeg bruger bare mine dage på at overleve og tænke på alt det, jeg har fucket op. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme videre.”
Cecilie Grønlund fortæller, at hun også selv er gået glip af det ungdomsliv, som hun kunne se andre omkring hende have.
”Jeg har følt mig bagud, fordi jeg havde så meget at tage stilling til, før jeg kunne tage stilling til livet. Jeg følte, jeg skulle have styr på de her ting, før jeg kunne få en uddannelse og komme rigtigt i gang med livet.”
Og hvor står Cecilie i dag? Hun har udgivet sin anden roman, og hun er blevet klogere på sig selv. Angsten fylder mindre, selvom tankerne og forestillingerne stadig kan melde sig. Hun lider muligvis af overvejende obsessiv tilstand, der er en underdiagnose til OCD. Her har man primært (eller udelukkende) tvangstankerne og ikke tvangshandlingerne.
”Jeg er bare lettet over at have en slags svar. Jeg var bange for, at jeg ikke var syg. Jeg har jo frygtet, at jeg sårede folk med ting, jeg måske havde sagt eller gjort, men som jeg nok bare har forestillet mig.”
Cecilie Grønlund måtte kæmpe i flere år for at blive forstået, for at blive taget alvorligt med sin lidelse og for at få hjælp. Hun drømmer om et system, der har blik for alle typer sygdomme:
”Jeg håber, at psykiatrien bliver ligestillet med somatikken. Hvis jeg kunne ønske én ting, er det dét. Der er mange introverte psykiske lidelser, der er svære at få øje på.”
”Jeg laver alle de her historier i hovedet. Men de føles mere virkelige end virkeligheden. Jeg er ligesom kun til stede i forestillingerne. Sådan er det hver dag.”