”På Tinder skriver man jo ikke, at man er en sårbar mand"
Jesper Burgdorff Johansen har diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Som mand har han aldrig haft nogen at spejle sig i, men han har lidt under andres forventninger til, hvad en mand skal være – og ikke være.
Foto: Privat
Hvad betyder det at være ”en rigtig mand”? Hvad betyder det at være ”stærk”? De fleste af os vokser op med visse forventninger til, hvordan man skal opføre sig i bestemte situationer, og mange af de forventninger handler stadig om køn og gammeldags kønsroller.
49-årige Jesper Burgdorff Johansen voksede op i 1980’erne og 1990’erne med klare forventninger til, at mænd var aktive og handlekraftige – og ikke talte om følelser:
Jeg blev drillet en del i skolen. Jeg reagerede meget sårbart på det, jeg gav ikke igen og råbte ikke op. Det var måske allerede et udtryk for noget, jeg stadig går og bøvler med i dag.
”Vi spejlede os i nogle bestemte typer. Vi så Schwarzenegger-film, og vi havde fædre, der bed tingene i sig. Mænd fortalte ikke, hvis de gik i terapi. Når man selv er pissesårbar, er det svært at se sig selv i.”
Jesper har diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Han har sjældent haft nogen at spejle sig i, og hans følsomhed har ikke passet til samfundets forventninger til ham som mand. Han fik først diagnosen, da han var i 30’erne, men han mærkede tidligt og tydeligt, at han var mere følsom end klassekammeraterne.
”Jeg var et sårbart, indadvendt og eftertænksomt barn. Jeg blev drillet en del i skolen. Jeg reagerede meget sårbart på det, jeg gav ikke igen og råbte ikke op. Det var måske allerede et udtryk for noget, jeg stadig går og bøvler med i dag.”
Det fik konsekvenser for Jesper.
”Jeg meldte mig ud af fællesskaberne for ikke at ende i situationer, hvor jeg kunne blive nedgjort. Jeg fandt nogle hobbyer, der passede til en sårbar dreng som mig. Jeg læste og tegnede. Da computeren kom frem, var det oplagt for en som mig at kaste sig over.”
Mange med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse går længe alene med smerten. Jesper fortæller, at mange ikke får hjælp, fordi de ramte gør mindst muligt væsen af sig.
”Vi er på mange måder velfungerende. Vi råber ikke højt, der er sjældent misbrug forbundet med diagnosen, vi møder ikke forhutlede op på arbejde. Hvis vi er i stand til at have et familieliv og et arbejde, så er det ikke os, der bliver prioriteret i psykiatrien.”
19. november er det Mændenes Internationale Dag, og det er afgørende, at vi får bedre data om mænds psykiske helbred, for lige nu handler, behandler og forebygger vi i blinde.
Manglende behandling
Psykiatrien kom kun ind i billedet, fordi Jesper havde en somatisk sygdom. Han fik konstateret type 1- diabetes, og med livsændringerne og påtvungne nye vaner fulgte stress. Jesper begyndte i terapi, hvor der blev talt om depression og angst. I de år, da Jesper var i starten af 30’erne, blev han også gift og fik to børn. Hverdagen blev mere kompliceret.
”Det hele blev sværere og sværere. Jeg gik med selvmordstanker i lang tid, og der var for mange ydre faktorer til, at jeg kunne lade det ligge. Da jeg var i midten af 30’erne, lod jeg mig indlægge.”
Under indlæggelsen blev Jesper diagnosticeret med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Det var et tveægget sværd: På den ene side var han glad for endelig at få sat ord på nogle af de udfordringer, han gik med. På den anden side var det svært at bruge til noget, fordi der ikke var en oplagt behandling for ham.
Når man bliver 49 år, og udefra anses for at være en velfungerende borger, så er der også lidt mindre interesse for en i et behandlerperspektiv.
Under indlæggelsen havde de forsøgt sig med både antidepressiv og angstdæmpende medicin. Hverken dengang eller nu har medicin fungeret for Jesper. Han fik først et individuelt terapiforløb. Mere brugbart var det med et gruppeforløb, hvor han mødte andre med samme udfordringer. Men dén mulighed har Jesper ikke længere, selvom han gerne vil i et behandlingsforløb med andre. Jesper er for velfungerende til at få hjælp.
”Jeg har søgt med lys og lygte efter hjælp. Der mangler forskning på feltet, og det er stadig meget begrænset, hvad der findes af behandlingsmuligheder. Når man bliver 49 år, og udefra anses for at være en velfungerende borger, så er der også lidt mindre interesse for en i et behandlerperspektiv.”
Jesper er ”en dårlig business case,” fortæller han: ”For hvis jeg ikke får behandling, passer jeg stadig mit job, mine pligter og mine børn, og jeg betaler skat. Også selvom jeg har det ad helvedes til. Hvem gider interessere sig, når det ikke gør nogen forskel for samfundet.”
Han forstår, at det kan være svært at prioritere i et system, der mangler midler. Men som han siger: ”Jeg tror, de fleste med diagnosen har et forholdsvist lidelsesfuldt liv. Personligt har jeg haft mange udfordringer, og hvad jeg hører, er, at mange har det meget værre.”
En hverdag med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse er en hverdag, hvor man nemt kan blive presset og have svært ved at rumme andre mennesker.
De mange misforståelser
Der er mange misforståelser om ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, og Jesper har hørt dem alle.
”Den største misforståelse er overfølsomheden over for kritik: Folk har altid spurgt: ’Hvorfor er du så følsom? Jeg sagde jo bare…’ Det kan godt være, det var en lille ting for dig, men jeg oplever det, som om du er ved at forlade mig.”
Han har også ofte hørt fra folk, at de ’skam også bliver nervøse’, når de diskuterer med deres partner, eller at de ’også er lidt indadvendte’. Jesper ved, at det kan lyde krukket, eller som om man altid selv har det lidt værre end andre, men det er en vigtig distinktion, når man har ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse:
- Jesper Burgdorff Johansen
”For mig er det, som om det er med livet som indsats og med risikoen for at miste mig selv. Bogstaveligt talt.”
Omverdenen har svært ved at forstå udfordringerne. Samtidig har behandlingssystemet svært ved at tilbyde brugbar hjælp.
”Folk tror, man har det utrolig godt. Jeg har et fint arbejde, jeg har to søde børn, jeg får støvsuget og gjort rent. Jeg kan få praktikken til at fungere. For mig er det mere besværligt at forholde mig til, at der er andre, der skal forholde sig til mig.”
Jesper forklarer:
”Jo tættere relationer man får, jo sværere kan det blive. Parforhold kan være svære at navigere i og håndtere. Bare dét at være del af en klub eller forening kan være svært, fordi der er så meget på spil indeni. Mange tænker nok, at familien er det trygge rum, og at partneren er den, man kan læne sig ind i og være tryg ved, men for mange af os kan det være lige det omvendte.”
Det er et brutalt aspekt af diagnosen: ”Jeg kan begå mig socialt, så længe det ikke kommer for tæt på.”
Jesper Burgdorff Johansen fortæller, at meget kredser om frygten for at blive stødt bort og for at blive kritiseret:
”Mit selvværd er lavt, så det er farligt at indgå i tætte relationer. Man er utroligt følsom over for kritik og for at blive såret. De fleste kender til at blive såret, men de fleste af os med diagnosen går rundt med det som en invaliderende frygt. Både frygten for at blive såret og for at blive forladt.”
Han sammenligner det med at gå rundt ude i junglen: ”Man ved, at der er en tiger i nærheden, og det kan godt være, den ikke springer frem og tager dig, men den er altid lige i nærheden. Nervøsiteten og bekymringen er der altid.”
Manderoller og forventninger
Jesper blev skilt fra sine børns mor. I dag har han en kæreste, men det har taget tid at komme dertil. Han har mærket forventningerne til, hvad en mand skal være og udtrykke – eller ikke udtrykke.
Som mand er sårbarhed ikke noget, man går og blærer sig med.
”Sårbarhed er jo ikke noget, man reklamerer med, så os med diagnosen gemmer den gerne af vejen. Som mand er sårbarhed ikke noget, man går og blærer sig med. På Tinder skriver man jo ikke, at man er en sårbar mand, der græder en gang om ugen og har svært ved at tage imod kritik.”
Når han selv læste profiltekster på Tinder fra kvinder, der gerne ville have ”en stærk mand” eller en mand, der kunne ”sætte sig igennem” og ”tage initiativ”, følte han sig altid forkert.
”Det har altid været utrolig svært at leve op til de forventninger i et parforhold. Det virkede, som om der ikke var noget for mig. Og når man så kom på en date, havde den anden part svært ved at være i det. I følelserne og sårbarheden.”
Samfundet ændrer sig hele tiden. Jesper Burgdorff Johansen fortæller, at hans generation er mere tilbageholdende med følelser. At nogle ting – måske – langsomt er ved at ændre sig: ”Jeg håber fandme, at unge mænd i dag ikke føler, at de skal leve op til det, vi skulle.”
Jesper har ikke mødt mænd, der har det på samme måde i virkeligheden. Online har han fundet grupper, men ”ofte er det svært for os at hjælpe hinanden, fordi alle har det svært og oplever meget af det samme. Det kan nemt blive et ekkokammer af dårligdomme.” Han har manglet nogen at spejle sig i:
”Jeg kunne godt tænke mig, at der var andre, der kom på banen. At flere fortæller om de her ting. Jeg håber, at det her kan blive et lille skridt i den rigtige retning. De fleste med diagnosen lever i skjul, fordi de helst vil undgå konflikt, kontroverser og opmærksomhed. Måske dette kan gøre en lille forskel.”
Det har taget mange år at nå til et punkt, hvor han ved, hvornår han skal trække sig og tage pauser. Han tager sine forholdsregler, før han går ind i et rum. Før han melder sig til en julefrokost. Store forsamlinger kan være svære, fordi det er sværere at regne ud, hvad der kan ske.
Sammen med sin kæreste har han også arbejdet meget på, at der er en fælles forståelse for, at der er ”rigtig mange dårlige dage ind imellem”. Han fortæller, at hans kæreste heldigvis ikke abonnerer på de traditionelle kønsroller og forstår, at gensidig tryghed er forudsætningen for at have et godt forhold. At leve med diagnosen kan dog stadig føles som at være fanget i et paradoks:
”Man har det ofte bedst alene,” siger han og tilføjer: ”Men man har også brug for nærhed, fællesskab og familie.”
Læs også
Ængstelig evasiv type er én af de hyppigst forekommende personlighedsforstyrrelser. Professor og forskningschef i Psykiatrien i Region Sjælland Erik Simonsen mener, at vi i langt højere grad bør forske i opsporing og behandling.