19-årige Laura ramte bunden. Nu vil hun hjælpe andre unge
I flere år gik Laura Swane alene med sin smerte. Hun gik glip af det ungdomsliv, som hendes klassekammerater levede, mens hun sank dybere og dybere. Til sidst forsøgte hun at tage sit eget liv. Hun fortæller om at leve med flere psykiatriske diagnoser, og hvordan hun kom tilbage til overfladen.
19-årige Laura Swane har med egne ord ”bingo i diagnoser”. I alfabetisk rækkefølge: ADHD, angst, autisme, bipolar lidelse og spiseforstyrrelse. Men Laura er ikke sine diagnoser. Hun er først og fremmest et menneske med drømme, sorger, interesser, karaktertræk. Og så er hun et menneske, der ramte bunden og har genfundet livslysten.
Det virkede, som om de andre bare legede ubesværet.
Laura har altid været meget opmærksom på andres behov. Et empatisk menneske, der gerne vil have, at andre har det godt. Som barn ville hun bare gerne passe ind, og i skolen gik det godt både socialt og fagligt. Derfor var der ingen, der så, at hun begyndte at føle sig stresset, blandt andet af forældrenes skilsmisse:
”Jeg begyndte at få små stresstegn og fik hjertebanken, når jeg skulle i skole. Jeg havde venner, men jeg havde det svært med sociale relationer. Jeg kan huske, at jeg hurtigt blev træt, når jeg talte med folk. Men det virkede, som om de andre bare legede ubesværet.”
Laura holdt det for sig selv. Hun ville ikke være anderledes. Men da hun som 8-årig fik en mobil i hånden, opdagede hun modeller, influenter og tv-stjerner, der alle var tynde. Laura begyndte at spise mindre og udviklede en spiseforstyrrelse. Hun havde behov for kontrol. Som 10-årig selvskadede hun for første gang.
Hun begyndte også at lide under påtrængende tanker, som hun ikke delte med nogen: Hvis hun stod ved en høj bygning, fortalte den påtrængende tanke hende, at hun ville springe, eller hvis hun stod med en kniv i hånden, fortalte den påtrængende tanke, at hun ville stikke folk ned.
Som 13-årig ”styrede mistrivsel, cutting, angstanfald og spiseforstyrrelse hverdagen”. Først i 6. klasse blev hendes selvskade opdaget, og Laura blev taget ud af skolen for at blive behandlet for spiseforstyrrelse. Men de så kun isoleret på spiseforstyrrelsen og ikke på de ting, der lå til grund for den:
”Det hjalp ikke ligefrem på mit mentale helbred. De spurgte ikke, hvordan jeg havde det. Jeg blev ved med at falde tilbage i spiseforstyrrelsen, fordi de ikke fixede det, der lå bagved.”
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved et usundt og tvangspræget forhold til mad, krop og vægt. Det kan fx komme til udtryk ved, at man spiser alt for meget eller undgår at spise.
Farlige fordomme
I skolen var klassekammeraterne vant til elever med forskellige diagnoser og behov. Men nogle fordomme fandt alligevel vej:
”ADHD betød ekstra hensyn, og man kendte altid nogen, der kendte nogen med angst, så det var også normaliseret. Men jeg kan huske, at folk i skolen gik og sagde ’din fucking autist’ til hinanden. Det var et skældsord.”
Da Laura selv fik autismediagnosen som 16-årig, ville hun derfor ikke associeres med den. ”I dag ved jeg, at det kan komme til udtryk på mange måder, men jeg kendte kun stereotyperne. Jeg researchede og kunne se, at det passede på mig.”
Jeg gør ting, jeg egentlig ikke vil, og jeg går i seng med folk, som jeg egentlig ikke vil i seng med. Og så ryger jeg ned i den sygeste depression.
Men Laura fik ikke den nødvendige hjælp, og hverdagen blev mere kaotisk.
”Min bipolar udvikler sig over teenageårene. Jeg gør ting, jeg egentlig ikke vil, og jeg går i seng med folk, som jeg egentlig ikke vil i seng med. Og så ryger jeg ned i den sygeste depression.”
Laura fortæller sin psykiater, at hun har haft selvmordstanker i et halvt år. Hun bliver indlagt, men da hun kommer hjem, tager hun en overdosis medicin. Hun panikker og fortæller det til sin mor, men der går kun få dage, før hun gør det igen.
”Anden gang siger jeg ikke noget til min mor, men hun kan se, at jeg ryster og bliver angst, så hun tæller pillerne i bøtten og ringer til Giftlinjen, og så kører vi på hospitalet.”
Smerterne er voldsomme. Laura kan ikke engang blinke, uden at det gør ondt. Hun er på hospitalet i en uge og bliver indlagt i fem måneder. Hun er dybt deprimeret, er blevet frarøvet et ungdomsliv og kan ikke se nogen mening i livet. Indtil hun hører en sætning, der ændrer det hele.
Bipolar lidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau - det vil sige manier og depressioner. Det kan føles overvældende at få diagnosen, men det er vigtigt at vide, at med den rette behandling og...
Intet at tabe
”Indlæggelsen holder mig i live, og de holder mig fra alt farligt. Men dét, der gør forskellen, er en læge, der mod slutningen af indlæggelsen spørger mig: ’Hvad med om du giver dit liv et sidste forsøg?’ Hun vidste, jeg havde givet op, og hun opfordrede mig til at gøre alt det, jeg havde lyst til. Alle de ting, jeg var gået glip eller bare gerne ville prøve.”
Laura havde ikke noget at tabe. Hun begyndte at fokusere på de ting, hun gerne ville. Hun tillod sig selv at drømme. Langsomt fandt hun livslysten.
”Jeg ville gerne opleve alle mulige ungdomsting. Jeg havde ikke prøvet alle de ting, som andre havde prøvet. Jeg ville så gerne til fester. Så jeg begyndte at gå til fester, og jeg elskede det, så jeg tog til flere fester og mødte en masse mennesker. Jeg ville også gerne have en tatovering, så jeg vidste, jeg måtte holde mig i live, til jeg var gammel nok til det.”
Efter hun blev udskrevet, begyndte hun også at tage kørekort. ”Jeg lærte ekstremt meget om mig selv, og hvad jeg kunne klare i pressede situationer. En kørelærer sagde ’nu skal du holde op med at lade din mor tale for dig!’, og det virkede faktisk. Jeg fik mere selvtillid.”
Laura havde fået undervisning under indlæggelsen og fik færdiggjort skolen. Hendes lærer fortalte hende, at hun sagtens kunne læse videre, og i dag er Laura ved at tage en HF for unge med autisme. Hun går til fester, shopper med veninderne, bruger meget tid på at tegne og se Netflix. Det går godt, men livet er ikke en dans på roser.
”Det er stadig pissesvært til tider. Nu har jeg bare et stærkt fundament, og jeg kan holde til, at det en gang imellem går ned ad bakke.”
Okay at være anderledes
Laura får samtaleterapi og medicin. Og selvom ikke al psykoedukation – altså undervisning i diagnoser – har været lige gavnligt, har hun lært meget om blandt andet angst. Hun blev en del af et hold med andre unge:
”Jeg lærte at tale om angsttanker og påtrængende tanker. Det var fantastisk, fordi vi unge blev sat i et rum og fik plads til selv at finde ud af det. Vi skulle fortælle hinanden, hvordan vi havde det, finde vores eget sprog for det, og vi fik lyst til at heppe på hinanden.”
Nu vil Laura gerne inspirere andre unge. Hun har endda skrevet en bog, Livet på prøveperiode, om sine erfaringer.
”Der er stadig mange tabuer. Da jeg havde brug for det, kunne jeg ikke finde noget om påtrængende tanker, og jeg hørte ingen tale om det, hverken psykologer eller psykiatere. Først da en sygeplejerske efter flere år fortalte, at det var normalt at have, og at det er okay. Det havde jeg virkelig brug for at høre.”
Hun håber også, at der kommer mere fokus på spiseforstyrrelser, hvor det er mindre synligt, som det var tilfældet med hende.
”Jeg vil gerne vise, at man kan være anderledes, og at det ikke gør noget. Jeg håber, at nogle unge vil kunne spejle sig i mig og få den rette hjælp.”
Laura Swane har også et godt råd til pårørende: ”Det var ofte svært for mig at forklare, hvordan jeg havde det. Men min mor var god til at lytte, og hun lyttede længe. Hun var tålmodig. Nogle gange skal man bare lytte og give et kram.”
Læs flere personlige fortællinger
Her finder du en række meget personlige fortællinger fra mennesker, som har erfaring med, hvordan det er at leve med forskellige former for psykisk sygdom eller mistrivsel.