”De små skridt og mulighedernes kunst” 

Udenfor blæser det. Solen forsøger at bryde igennem, men grå skyer hænger over byen. Indenfor er det roligt denne formiddag på Bostedet Thea på Frederiksberg. Her bor 29 mennesker med forskellige psykiske lidelser, de fleste med en svær psykisk sygdom. 

Der er plads til 35, men nogle er gået bort eller flyttet på plejehjem. For sådan er det: Nogle kan komme ud og få egen bolig igen, forrige år skete det endda for tre beboere. Andre bor her til det sidste. Flere har været på Thea i omkring 20 år.  

Den yngste beboer er 35 år, og den ældste er 83. Alderen kan være svær at gætte, for nogle gange ældes kroppen hurtigt. Enkelte beboere er meget medtagede af psykofarmaka og selvmedicinering. Af meget sukker og mange smøger. Blandt de somatiske sygdomme er KOL fremtrædende, både på Bostedet Thea og blandt ældre med psykisk sygdom generelt. Det er umuligt at adskille krop og sind.

Alle beboere har eget toilet og bad. Bostedet har et fitnessrum og en fysioterapeut, som nogle benytter. Der er også køkken, fællesstue og meget mere. Ja, der er endda et musikrum til husbandet, der gerne spiller D-A-D-sangen ’I Won’t Cut My Hair’.  

Man kan gå og komme, som man vil, og personalet anvender ikke magt, men de assisterer med alt fra lægebesøg og indkøb til at læse – og måske reagere på – breve fra det offentlige. Enkelte opgaver er lavpraktiske og administrative, andre handler om mennesket og sociale eller kulturelle ønsker og muligheder. Det hele handler om livskvalitet og værdighed.  

Pårørende kan være pårørende

Nogle benytter sig meget af mulighederne på bostedet, nogle søger fællesskabet. Andre gør ikke. Marie på 71 år er en af dem, der holder sig lidt for sig selv. Men hun har både gavn og glæde af at være på et bosted. Hun har udifferentieret skizofreni og havde egen bolig, som hun ikke kunne holde. 

Hun var afhængig af meget medicin, som hun havde brug for hjælp til at trappe ud af, så hendes sønner hjalp hende med at få plads på bostedet. De kan igen være sønner, og det kan betyde meget: At pårørende kan udfylde deres rolle som pårørende frem for at have en mere praktisk rolle.

Marie har sagt ja til at tale med os. Vi er to fra Psykiatrifonden og Susan Odgaard, som er social- og specialpædagog på Bostedet Thea. Vi har fået at vide, at Marie har en del indre uro, så det handler om at give hende ro. I dag er der lidt uro.  

Marie støtter sig til dørkarmen. Hun spørger Susan om et tandlægebesøg, og Susan beroliger hende ved at fortælle i detaljer, hvad der kommer til at ske, så Marie er forberedt. 

Hun har ikke energi til et interview, nogle dage har hun som alle andre mennesker mindre energi. Gennem den åbne dør kan vi se lejligheden, og før vi går, fortæller vi hende, at den ser dejlig ud. Hun lyser op: ”Ja, ikke?” Hun taler lidt videre og griner lidt, hun har let til latter. Susan fortæller, at hun snart kommer igen, og Marie går ind igen. Selvom hun vil være lidt alene, lader hun døren stå åben.  

”Jeg har det jo godt nu. Ikke?”  

Vi banker på hos Hanne. Hun er 70 år og har diagnosen bipolar lidelse. Hun har behov for en del støtte. Hun kan få stor trang til at shoppe og får hjælp udefra til at styre sin økonomi. Hun modtager lommepenge, og hun får dem til at række langt og fortæller gerne om både sine køb og drømmeobjekter. Drømmene fylder meget. 

Omvendt kan hun – med personalets ord – falde helt sammen, når hun er længst nede. I dag er hun glad for at fortælle. Om sin lejlighed, som hun er glad for, om sit barn og to børnebørn, sko og et liv med op- og nedture. Men som hun siger flere gange: ”Jeg kan ikke klage.”  

Hun fortæller, at hun har været gartner, og i lejligheden er der da også mange planter. På væggene hænger malerier og tegninger, og over sengen dingler nogle medaljer fra en idrætsdag. Gymnastik gør hende glad, og hun fortæller entusiastisk om andre ting, hun går til. Snart skal hun til banko, og hun vil gerne gå til svømning.  

Susan spørger, om Hanne er søvnig. ”Ja, jeg har ligget vågen hele natten. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Jeg har det jo godt nu. Ikke?” Susan bekræfter. Det er en god periode. Men Hanne har nogle gange et søvnefterslæb. Hun kigger på sin bluse og spørger, hvor den er fra. Vi taler om, at den ligner et maleri, og Hanne fortæller, at hun engang malede et landskab, som hendes mand elskede at kigge på. Så kunne han altid se solen.  

”Han var angrebet af alskens sygdomme, og det var kun mig, der havde forstand på ham,” fortæller hun og holder en pause. ”Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, han var her.”  

At arbejde med ældre  

Vi forlader Hanne, som siger tak for besøget og selv bevæger sig mod elevatoren. Måske hun vil ned og se til nogle af de andre. Susan fortæller, at de på bostedet har ”29 vidt forskellige mennesker med meget forskellige behov. Men de er rigtig gode til at passe på hinanden, og de kender til hinandens behov.”  

Susan har arbejdet der i over to år. På forhånd troede hun egentlig ikke, at arbejdet med psykiatriske patienter var noget for hende, for hun havde jo hørt alle fordommene. Men nu kan hun ikke forestille sig at lave andet.  

”Det er et enormt meningsfuldt arbejde. Nogle gange er beboerne så glade for at se os, at det bliver en hverdags-booster. Det er hårde arbejdsvilkår nogle gange, men psykiatrien kan også meget. Der er ikke to dage, der er ens.”   

Kirsa Lyster Andersen er leder på Bostedet Thea. Hun har været i psykiatrien i over 30 år. Hun har arbejdet i både kommunen og regionen, og hun har erfaring fra alt fra socialpsykiatrien til hjemmeplejen. Hun har været på Thea i fire år: ”Jeg har sjældent været et sted, hvor så mange mennesker samlet fungerer så godt. Men der er selvfølgelig en del, der foretrækker at være hos sig selv, og hvor vi skal være opsøgende.”  

Det har altid tiltalt hende at arbejde med ældre. Vi bliver forhåbentlig alle ældre, som hun siger, og det er vigtigt for hende at give alle så meget livskvalitet som muligt. Der er en enorm ulighed i sundhedsvæsenet, fortæller hun, og det går ofte ud over ældre. Det bliver ikke bedre, når man samtidig har en psykisk lidelse.  

At sige farvel  

Vi sidder på Kirsas kontor, da en beboer kommer ind og spørger efter smør. De ansatte har mange hatte på – også chefen – og alle beboere skal kunne føle sig velkomne i hele huset. Kirsa kan ikke hjælpe med smørret, men hun taler lidt med beboeren og fortæller hende, hvordan hun kan få hjælp. ”Ingen afvisning uden anvisning,” siger hun bagefter: Når der er noget, man ikke lige kan hjælpe med, må man forklare, hvornår og hvordan man så kan finde en løsning. I sine 30 år i psykiatrien har hun set mange mennesker lande mellem to stole og blive afvist først det ene, så det andet sted.  

Nogle beboere får det bedre og får egen bolig. Nogle får demens i en grad, der gør, at behovene ændrer sig og bedre kan tilgodeses på et plejehjem. Hvad forventer de af Marie og Hanne?  

”De er måske kommet til deres sidste sted, og det går heldigvis så godt for begge to,” fortæller Kirsa. Men selvom de bliver boende, må man jo sige farvel på et tidspunkt. Hun fortsætter: ”Vi (personalet, red.) kommer til bisættelserne, og alle beboere får også tilbuddet. Sidste gang lavede vi faktisk en ceremoni her på stedet og …” Hun trækker vejret, halsen snører sig lidt sammen, hun kigger efter et glas vand. ”Det er lidt hårdt. Men det er vigtigt, at man siger pænt farvel.” 

Susan fortæller om vigtigheden af at være fleksibel, fordi alle mennesker – også på Thea – er så forskellige. Nogle gange oplever de et stort gennembrud og store oplevelser. Men det vigtige er hverdagen, den værdige hverdag. Eller som Kirsa siger:  

”Det er de små skridt og mulighedernes kunst.”  

Efter aftale med bostedet – og af hensyn til beboerne og deres familier – har vi brugt andre navne på de to beboere, der er citeret.

Billedet er AI-genereret.

Tema: At blive ældre med psykisk sygdom

Med alderen følger både overgange og nye sygdomme. I dette tema kan du læse om livet med psykisk sygdom, ensomhed og hvordan ældre bliver forskelsbehandlet.