Fra kaos til klarhed: Man er aldrig sin diagnose

Thomas Teisens liv var næsten lige begyndt, da et liv tæt på ham endte. Sammen med sin søster sov han hos sine bedsteforældre og vendte dagen efter hjem til tragedien.

”Da finder vi ud af, at vores far har begået selvmord. Min søster var seks år, og jeg var fem, da vi lige pludselig fik det her kæmpe traume.”

Konsekvenserne for Thomas’ liv var store. Men Thomas er her endnu, klogere på sig selv og motiveret for at give sine erfaringer videre. I dag er Thomas 30 år, han er skolelærer, designer og terapeut. Fuld af entusiasme, ideer og gåpåmod. Og åbenhed:

”Jeg tror, at alle har følt indre smerte, og en måde at få den til at gå væk på er at tale om den. På den måde har vi alle noget til fælles.”

Thomas’ historie er en historie om selvmordstanker, stofmisbrug, indlæggelser og smerte. Men det er også en historie om håb og om at vælge livet til.

”Tidligere tænkte jeg, at hvis jeg også synes, at det er svært at leve, så kan jeg også vælge at trække stikket, ligesom min far gjorde. En skolepsykolog fortalte mig, at nogle gange kommer man i så dybt et sort hul, at man ikke kan komme op, og min fars måde at behandle det på var simpelthen bare at stoppe. Så jeg havde tænkt, at så må jeg også gerne, og den tanke endte næsten med at tage live af mig.”

Efter skolen og gymnasiet skulle den unge Thomas finde ud af, hvad han nu skulle lave, hvem han var, og hvad livet tilbød.

”Jeg har altid været grænsesøgende. Jeg ville gerne bryde ud af den her smerte, som jeg har haft i mig, så længe jeg kan huske. Jeg var rasende på mine omgivelser. Når man sidder i en flyvemaskine og kigger ned, er alt menneskeskabt inddelt i firkanter. Man forventes at passe ind i et system, en kultur og et samfund, hvor man gør ting, som andre også gør. Jo mere jeg prøvede at passe ind, desto mere ville jeg bryde rammerne og normerne,” fortæller han.

”Jeg har røget rigtig meget hash for at dulme nerverne. Jeg prøvede også at tage alle mulige andre stoffer. Jeg begyndte at gøre alle mulige vanvittige ting, jeg ville bryde ud af firkanten. Før jeg fik set mig om, var jeg både bokser, street artist, poet, lærerstuderende og 117 andre ting. Jeg brugte rigtig mange penge fra min fars arv og havde mange forhold med mange forskellige kvinder.”

Thomas opsøgte forhold for at holde sammen på sig selv: ”Efter hvert breakup var der pludselig ikke nogen til at holde sammen på mig, og så blev jeg endnu mere grænsesøgende – og endnu mere syg.”

En dag fik Thomas et vigtigt opkald fra en kvinde, der betød særligt meget for ham.

Som en gyserfilm

”En dag ringede min mor og sagde, at det nok ikke kunne skade at ringe til en læge og fortælle lidt om, hvordan jeg havde det.” Lægen henviste Thomas til en psykiater, som sendte ham videre til endnu en psykiater – for en sikkerheds skyld. De blev enige om, at Thomas havde bipolar affektiv sindslidelse.

”Jeg fik at vide, hvordan sindsstemningen går op og ned, og hvor svært det er at finde balancen. Det gik op for mig, at jeg måtte se mig selv som en person, der ikke var i balance, og at noget i mig havde taget over. Ligesom i en gyserfilm, når hovedpersonen bliver besat.”

Thomas’ omgangskreds var i vildrede. ”De vidste ikke, hvordan de skulle forholde sig til mig, fordi jeg ændrede mig så drastisk og hurtigt. De vidste ikke, hvordan de skulle være pårørende.”

Thomas vidste heller ikke selv, hvordan han skulle forholde sig til det hele. Han begyndte at læse til lærer, men der boede en grundangst i ham.

”Det kunne være de mindste ting, der kunne trigge mig. Hvis jeg åbnede et skab for at finde noget te, og jeg ikke kunne finde den, så ville jeg bare kollapse og ligge grådkvalt på gulvet med tårer trillende ned ad mine kinder. Lidt efter lidt udviklede jeg paranoide symptomer. Ting begyndte ligesom at ændre sig, og jeg frygtede konstant, at noget ville gå galt.”

Tankerne blev mørkere og mørkere, og Thomas tog til akutmodtagelsen.

Bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau - det vil sige manier og depressioner. Det kan føles overvældende at få diagnosen, men det er vigtigt at vide, at med den rette behandling og...

Ny diagnose, gamle problemer

Thomas blev indlagt, og det var en lettelse for ham.

”Et nyt breakup slog bunden ud af mig. Jeg havde massive selvmordstanker. Det startede med, at jeg havde en ekstrem indre smerte. Smerten sagde ligesom til mig, at ’hvis du vil af med mig, skal du også tage dit eget liv. Der findes ingen anden vej. Hvorfor gør du ikke ligesom din far?’ Så jeg blev heldigvis indlagt. Efter 14 dage blev jeg udredt med negativ paranoid skizofreni.”

Han fortsætter: ”Noget af det, jeg oplevede, var, at mine tanker ikke var mine egne, jeg hørte andres tanker, og nogle gange blev mine tanker stjålet. Jeg kunne ikke forklare ting eller samle mine tanker. Jeg var utroligt træt og havde mange absencer, som om jeg tappede ind i en anden virkelighed. At tale med mig var som at tale med en masse fulde mennesker, som konstant afbrød hinanden.” 

Thomas blev tilbudt samtaleterapi og medicin.

”Alt blev fladt, der var ingen glæde, ikke noget at se frem til, det handlede bare om den næste kop kaffe og det næste måltid. Terapi hjalp mig til at korrigere den destruktive mening, som jeg tildelte min fars selvmord. Men det, som virkelig gjorde mig syg, var, at jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne ændre følelser, når mørket tog over. På den måde var jeg et konstant offer.”

Thomas fortæller, at paranoid skizofreni havde erstattet bipolar lidelse i hans journal, men at manien stadig kunne vise sig.

”Jeg havde ikke nogen anelse om konsekvenserne af mine handlinger. Jeg havde arvet cirka en million kroner fra min far, og hvis jeg i mine maniske perioder havde lyst til at købe en højttaler til 4.000 kroner, så gik jeg bare ud og købte den. Jeg kørte også motorcykel, købte mange fine skjorter, tog meget i byen, det kunne ligesom ikke stoppe, det blev aldrig nok. Jo mere jeg gjorde, desto mere energi fik jeg. Vildere. Hurtigere. Sjovere. Lige indtil jeg lå i hospitalssengen og kiggede op i det intetsigende loft med følelsen af, at nogen havde kørt mig over.”

En dag tog Thomas til fest. Han havde fået ny medicin, som kroppen endnu ikke var vant til, og kombinationen med store mængder alkohol ledte til voldsomme selvmordstanker og en ny indlæggelse. Og nye indsigter.

Skizofreni og andre psykoser

Når man er psykotisk, smelter virkelighed og fantasi sammen. Man kan føle sig forfulgt eller høre stemmer, ingen andre kan høre. Den mest alvorlige form for psykotisk sindslidelse er skizofreni.

Hvem har ansvaret?

”Når man er syg, er det nemt at tænke, at man er sin diagnose. Jeg prøvede at lære mig selv at tænke, at jeg havde en diagnose, så jeg kunne lære mig selv bedre at kende gennem den. Når jeg kender mine advarselssymptomer, ved jeg også, hvordan jeg skal reagere.”

Terapi har lært Thomas at tage helbredet alvorligt:

”Gennem de ugentlige samtaler indså jeg, at mange mennesker elsker mig. Jeg lærte at genkende mine advarselssymptomer og de strategier, jeg skulle bruge for at få ro, hvilket jeg stadig bruger i dag. Når tankerne bliver overvældende, fokuserer jeg på små handlinger som at åbne et vindue, få en snack eller sætte noget musik på, alt efter mit energiniveau. Ved højere energi svømmer jeg i havet, tager i sauna, cykler eller går en lang tur i en skov eller laver keramik. De mest effektive strategier har været faste rutiner, 15-30 minutters meditation midt på dagen, og at have noget fedt at se frem til."

Da Thomas skulle trappe ud af medicinen, vidste han nu, hvad han skulle være særligt opmærksom på, og at han skulle give sig selv ekstra hviletid.

”Pointen er, når man mindsker medicin, øger man antallet og intensiteten af potentielle symptomer. Derfor er det ekstremt vigtigt, at man bliver fuldt tæt af professionelle samt ens familie og venner.”

Thomas fik med specialpædagogisk støtte (også kendt som SPS) færdiggjort sin læreruddannelse. Kommunen hjalp ham i jobtræning på et snedkeri. Senere har han også læst en kandidatuddannelse i Design For Play på Designskolen Kolding, også med specialpædagogisk støtte. Her mødte han også sin indiske kæreste, som har været en stor støtte for ham.

Han føler sig godt på vej. Gennem årene har han fået god hjælp af samtaleterapi, og han anerkender også, at medicin kan være vigtigt, men for ham har det virket som symptombehandling på underliggende traumer.

”For mig mindsker medicin følelsen af personlig frihed. Jeg har også været bange for, at medicin kunne minimere min kreative energi.” Kreativ har Thomas altid været. Han skriver, maler, tegner, snedkererer og laver keramik. Mest af alt handler det om en følelse af ansvar og kontrol.

”Jeg har haft behov for at tage ejerskab over min situation. At det er mig – og ikke systemet, medicinen eller mine støttepersoner – der har ansvar for mit liv.”

At lytte og falde til ro

Thomas sidder i Indien, da Psykiatrifonden taler med ham. Her er han med sin kæreste, og efter samtalen skal han pakke en taske og videre til Kina. Hans liv i dag byder på både rejser og virkelyst – og motivation for at inspirere og hjælpe andre. Han har lært meget:

”Jeg har fået overskud til at reflektere over mange ting. Jeg er nået frem til, at der i alle mine forhold har været problemer, når jeg ikke har lyttet. Når jeg har lyttet ordentligt, hvilket vil sige at lytte til sin partner, på samme måde som man lytter til sine tanker, er jeg faldet til ro. Som mand tror jeg, at det er en kerneopgave at være mere til rådighed for andre og ikke være så egoistisk og selvoptaget.”

Thomas Teisen var dybt traumatiseret og har været igennem stofmisbrug, stor sorg, selvmordstanker og hårde indlæggelser. Nu er han ude på den anden side og ser fremad.

”Jeg vil bare gerne dele mine erfaringer og indsigter og skabe en større opmærksomhed på, hvad det vil sige at hele sig selv og være der for andre. Jeg tror, at meningen med tingene kommer, når man gør noget sammen med folk, der gør en glad. Så behøver det ikke være mere avanceret.”

I dag arbejder Thomas som terapeut, og det fylder ham med mening.

“Hvis jeg skal have en god dag, så skal jeg tale med andre om, hvordan de har det. Det fylder mig med livsglæde at reflektere mine indsigter ind i mine klienters liv. Når jeg har overvundet to diagnoser, tre indlæggelser, fire år med medicin og vendt mit liv på hovedet, så kan jeg også være med til at støtte andre i deres udvikling. Jeg føler mig ydmyg over at kunne bruge mine erfaringer til at hjælpe andre med at finde håb og styrke, selv når det virker svært og aldeles uoverkommeligt. Jeg er taknemmelig for de muligheder, jeg har haft, og for den støtte, jeg har modtaget, som gør mig i stand til at være der for andre.”