Fra identitet til indlæggelse: Fem malerier, der indrammer Ovartacis liv

 

Alle gengivelser af malerier er lånt fra bogen "Ovartaci. Vild, visionær, verdenskunstner", 
af Anne Valbjørn Odgaard, udgivet på Gads Forlag 2024.

Louis Marcussen var indlagt med psykisk sygdom det meste af sit voksenliv. Under kunstnernavnet Ovartaci skabte han fra det psykiatriske hospital i Risskov et hav af malerier og andre kunstværker, der har gjort ham til en af landets mest originale kunstnere.

Ovartaci døde i 1985, 91 år gammel. Fra at blive betragtet som en outsiderkunstner har Ovartacis status ændret sig med tiden, og han er nu – også internationalt – en bredt anerkendt kunstner, der både har fået et museum opkaldt efter sig og har været udstillet på alt fra Venedig Biennalen til Amsterdams museum for moderne kunst, Cobra.

Ovartacis billeder kan give et indblik i livet med psykisk sygdom. Men de er meget mere end det. Intet menneske – heller ikke Ovartaci, der var indlagt i 56 år – er sin psykiske sygdom eller lidelse. Ovartacis kunst tilbyder et blik ind i et menneske, der først og fremmest var nysgerrig på forskellige verdener: Det gamle Egypten, det fjerne Østen, den indre verden og meget mere.

Ovartaci var ikke, som folk er flest. Men de fleste kan blive betaget af den kunst, han efterlod.

Litteraturhistoriker og forfatter Anne Valbjørn Odgaard fortæller gennem fem malerier om Ovartacis kunst og liv.

1. Den unge Ovartaci rejste til Argentina og vendte transformeret tilbage

Ovartaci blev født i 1894 og voksede op i Ebeltoft i en velhavende familie. Han var på mange måder en almindelig dreng, ret genert og tilbageholdende og dygtig i skolen. Men han var også optaget af buddhisme og yoga, var verdensvendt i sine interesser og begyndte at læse indiske digte.

Han uddannede sig til malersvend som 19-årig i 1913, og ti år senere tog han til Argentina, inspireret af en god ven, der havde taget rejsen.

Vi ved ikke ret meget om turen, men han slutter opholdet af i det nordlige Argentina ved oprindelige folk. Et billede som det her viser, at han nok kan være kommet i kontakt med dele af det shamanistiske verdensbillede, måske har han deltaget i nogle ceremonier. Han har i hvert fald mødt en helt anden verdensanskuelse.

På billedet har vi disse væsener, som er halvt overnaturlige, halvt dyriske væsener, som er inspireret af dyr, man har kunnet finde i Argentinas jungle. Man fornemmer, at der er nogle transformationer og skabelsesprocesser i gang, der kan tale ind i oprindelige myter. Ansigter dukker op overraskende steder i maleriet, og figurer vandrer ud af en mund. Der er måske en leg med nogle dyreånder, som shamaner (ledende figurer i disse samfund, red.) i de her kulturer kunne gå i forhandling med.

I Ovartacis kunst finder man mange af de temaer, som også figurerer i shamanistisk tankegang og initieringsprocesser: Genfødsel, at dø og blive sat sammen på ny. Mere om det senere.

2. Ovartaci var indlagt det meste af sit liv

Da han vender hjem fra Argentina, bliver han indlagt på det hospital, vi kan se afbildet på det her maleri (Jydske Asyl, senere kendt som det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus). Han får diagnosen skizofreni, som han ikke selv var helt enig i, han mente slet ikke, han skulle indlægges her. Men han hallucinerer, er paranoid og får desuden nogle traumatiske oplevelser under indlæggelsen, da han på ret brutal vis afhentes i hjemmet i Ebeltoft.

Hospitalet i Risskov skulle komme til at danne ramme om det meste af hans kommende liv.

Hospitalet opstod i midten af 1800-tallet, og det var banebrydende på flere måder. De havde en ny måde at se på psykisk sygdom med forsøg på mere human behandling. Selve ideen om overhovedet at kunne helbredes var ny, og tanken var, at det kunne ske ved at være indlagt og få ro, regelmæssighed og meningsfuldt arbejde. Senere kom bygningen til at huse Museum Ovartaci, som nu er rykket til den gamle journalisthøjskole i Aarhus Nord, Olof Palmes Allé.

Maleriet var en gave til en overlæge og blev malet naturalistisk og enkelt. Der var i første omgang ingen overnaturlige figurer, men overlægen syntes, det var lidt kedeligt. Man kunne ikke se, at det var Ovartaci, der havde malet det, og overlægen savnede kunstnerens kendetegn, så Ovartaci videreudviklede maleriet.

På maleriet ser vi de autoritære læger og plejere med stærk jordforbindelse, mens Ovartaci selv svæver oppe til venstre med sit staffeli i kunstens højere sfærer, oppe i fantasiens domæne, mens vi til højre har det her store luftige væsen, der både ligner en drage og Ovartacis typiske væsener: et sted mellem menneske og dyr. Det bliver nu det fine slør, som vi ser hospitalet igennem.

Når man kigger efter, dukker de små hemmelighedsfulde figurer op rundt omkring, ofte med vinger, som han var glad for, og han malede gerne bevingede væsener.

Maleriet viser den spændvidde, der ofte er hos Ovartaci, mellem det naturalistiske, særligt i bygninger, som han gik meget op i at male detaljeret – han var bygningsmaler oprindeligt – og det fantasifulde. Han vekslede mellem de her forskellige motiver igennem sit liv, altså både det naturalistiske og det mere surrealistiske, særligt ovartaciske.

3. Blikket mod andre kulturer

Her har vi også en typisk Ovartaci-figur: Hun er kvinde, hun har vinger, og hun forener flere dimensioner, ligesom hun forener flere elementer. Vi har luften, jorden og ilden, og hun forener det hele. Pilespidserne peger op mod den åndelige dimension, men der er stadig forbindelse til det jordiske og vores verden. Og endelig forbinder hun dyr og menneske, som Ovartaci så ofte gjorde med sine figurer.

Hun bliver kaldt Kosmosgudinden, og det er de her helt store dimensioner, han ofte beskæftigede sig med i sin kunst. De helt store værdier. Forsoning, håb, tro, frihed. 

Det er også de ord, vi finder rundt i rammen på kinesisk: stærkt ladede værdiord som håb, trøst, forventning, lykke, moder, sol. Begreber, som han virkelig troede på, og som han ville videregive globalt gennem kinesisk. 

Han lærte sig sproget under sin indlæggelse, og han var optaget af sprog hele livet, ligesom han var generelt velbegavet og videbegærlig.

Han studerede mange kulturer, og den kinesiske var en af dem. Blandt andet derfor var han så optaget af drager. Men også af det gamle Egypten med egyptiske kvinder, pyramider, sarkofager og selve blikket på kunsten, hvor kunst var skabt til at være levende på en anden måde. 

Sådan var Ovartacis værker: Skabt til at være levende; han talte og interagerede med dem og indlagde små hemmeligheder i dem. Ovartaci blandede gerne kulturer, verdensanskuelser og religioner i sin kunst.

4. Køn og identitet

Ovartaci var meget optaget af indisk kultur. Han var erklæret buddhist gennem flere år, og på maleriet her ser vi en genfødselsproces. Ovartaci havde en meget konkret tro på genfødsel og oplevede hele tiden sine tidligere liv, som han kunne erindre, på en måde levede i – og altså malede. Mange af hans motiver er scenarier fra tidligere liv. Der var selvportrætter, hvor han var en sommerfugl i A Coruña eller en pige i Egypten, ja ofte kvinder, men også ofte dyr.

I maleriet er vi i et klaustrofobisk rum, som ofte går igen hos Ovartaci. To rækker af kvinder er med til at danne den trekantsform ind i rummet, vi kan se. De ser meget lykkelige ud, selvom det kunne ligne, at de befinder sig i en smelteovn. Det kunne også minde om et ritual, som de står med armene over kors i helt lige rækker. På en optagelse kan man høre Ovartaci fortælle om maleriet, hvor han kobler det til en fortælling fra et tidligere liv i Morsø Jernstøberi, hvor han skærer sin penis af – som han jo også helt konkret endte med at gøre i sit eget liv.

På billedet sidder Ovartaci nederst i billedet i midten af flammerne som en gammeldags sprællemand og ser lykkelig ud. Det er en renselses-, frigørelses- og genfødselsproces, vi betragter, hvor han genopstår som kvinde. Nederst har han underskrevet sig ”Vartaci Virruelle”, hvor ”virul” er Ovartacis eget ord for den kvindelige væren.

Maleriet taler ind i den transformationsproces, Ovartaci gik i gang med i 1951, da han ønskede at blive kvinde, og han endte med at få to kønskorrigerende operationer i midten af 1950’erne, efter han amputerede sin penis. Han blev dermed en af de første i Danmark til at få sådan en operation. Når jeg siger ”han” i dag, er det, fordi han sidst i livet ønskede at blive kaldt det igen, og der begyndte atter at indgå maskuline elementer i hans identitet. Alligevel kan man ikke sige, at han landede på noget bestemt køn – han eller hun, entydigt forstået. Der har snarere været en flydende kønsforståelse, og Ovartaci kan siges at have en queeridentitet.

Men i 1950’erne er han meget optaget af at transformere sig til kvinde, begynder at gå i kjole og bruge diverse skønhedsprodukter og ville overføres til kvindeafdelingen på Risskov. Han fik faktisk også nogle privilegier under indlæggelsen, kunne gå i kjole noget af tiden og købe skønhedsprodukter. Når man tænker på, at det er 1950’erne og et psykiatrisk hospital, er det ret vildt.

Samtidig har det bestemt ikke været nemt, og han fik ikke lov til at blive overført til kvindeafdelingen, som han ønskede. Han identificerede sig med kvindekønnet, fordi han så det som det rene køn, der ikke blev besudlet af de lave, maskuline drifter. Kvinder var mere forbundet med den åndelige verden og dermed frihed.

5. Forvandlinger og outsiderkunst

Maleriet her er et godt eksempel på Ovartacis overordnede yndlingstema: Forvandlinger. Det er altid på spil. Her er det mellem menneske, dyr og landskaber. Og mellem dette liv og andre liv. En hel lille verden dukker op i væsenets hoved. Det er typisk Ovartaci med de her små detaljer, små verdener og små hemmeligheder, der dukker op. Det kunne også ligne en egyptisk frise, vi ser i øjet.

I øret er der en trappe, hvor man kan gå ind i en anden verden. Man træder ind i frihedsrum, mulighedsrum og det underbevidste. Det kan ligne surrealisme, som var et begreb, der blandt andet også blev bragt i spil på Biennalen i Venedig, da han blev udstillet der i 2022. Her var dels en surrealistisk vinkel, dels et fokus på non-konforme og non-binære kunstnere, hvor Ovartaci jo passede ret godt ind.

Men det meste af livet er han dog blevet set som Danmarks fornemste repræsentant for outsiderkunst. Han er blevet koblet sammen med art brut, der direkte oversat betyder rå kunst: Det er kunstnere, der på en eller anden måde står uden for det gængse samfund og lever med en vis afstand til det samfund. De skaber ud fra stærke indre behov og er mindre optaget af, hvad der er på mode i kunsten og tanken om at blive rig og berømt. I stedet er det en form for kunst, hvor man søger at finde tilbage til noget oprindeligt eller rent.

Det er netop i denne kontekst, altså outsiderkunst og art brut, som Ovartaci er blevet set meget igennem tiden. Også ved at de første udstillinger, han deltog i, var med fokus på psykiatrikunst. Senere er man begyndt at få øje på andre traditioner og rammer, han kan ses ud fra, for eksempel det modernistiske og såkaldt insiderkunst. Men det er vigtigt at holde spændet åbent og holde sig for øje, at Ovartaci aldrig kan indfanges af ét bestemt begreb eller én bestemt genre eller ramme. Han er bare helt sin egen.

Ovartaci. Vild, visionær, verdenskunstner af Anne Valbjørn Odgaard, udkom i 2024.