Underbelyst og overset: Hvad er BDD, og hvordan får man hjælp?
Mange tror, at der er tale om forfængelighed. Men virkeligheden er langt mere alvorlig, når man lider af BDD. En ekspert forklarer, hvorfor mange med BDD ikke bliver opdaget, og hvordan de finder den rette hjælp.
De fleste af os har et eller andet, vi godt kunne tænke os at ændre ved vores udseende. Men for nogle bliver det til en tvangstanke, der plager os så meget, at vi ikke kan slippe det. Det kan være tilfældet, når man lider af Body Dysmorphic Disorder (BDD). På dansk dysmorfofobi.
Malene Klindt Bohni er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi/klinisk psykologi. Sammen med psykolog Gunnþóra Steingrímsdóttir har hun skrevet bogen Indbildt grimhed til BDD-ramte, pårørende og fagprofessionelle.
Man stirrer sig blind på en detalje på sin krop, som ingen andre lægger mærke til. Det kan være et modermærke, næsen, huden eller noget mere generelt. Det fortæller psykolog Malene Klindt Bohni, der sammen med kollegaen Gunnþóra Steingrímsdóttir har skrevet bogen Indbildt grimhed til BDD-ramte, pårørende og fagprofessionelle:
”Det ligner OCD på mange punkter, men hvor OCD kan handle om mange forskellige ting, er det her en tvangstanke, der specifikt handler om, at der er noget galt med ens udseende. Men det må ikke forveksles med forfængelighed, som de fleste kender til i en eller anden grad. BDD er ikke udtryk for en ekstrem forfængelighed, men en tvangslidelse, der er meget pinefuld.”
Med BDD følger typisk en række tvangshandlinger: ”Man kan gøre meget for, at ingen ser det, man selv opfatter som en ’defekt’. Nogle synes, de har for lidt hår eller for krøllet hår, så de skal gå med kasket, når de er ude. For en større og større gruppe kvinder handler det om kønslæber, så de fx ikke kan gå i bad i svømmehallen. En anden tvangshandling er, at man sammenligner sig enormt meget med andre. Gid jeg havde den næse’. Eller at man konstant googler måder, hvorpå man kan gøre noget ved problemet.”
Malene Klindt Bohni understreger, at man sjældent løser det ved fx at få fjernet et modermærke eller få rettet sin næse. Ligesom med OCD kan opmærksomheden ”springe”, og tvangstanken finder noget nyt at fokusere på, eller tankerne kredser om, at resultatet ikke er som håbet. Man kan have følelsen af, at en tvangshandling kan løse problemet, men den handling – fx plastikkirurgi – kan fastholde selve ideen om, at man har et problem med sit udseende.
Når man har BDD, er man sygeligt optaget af træk ved sit udseende, som man opfatter som skæmmende. ”Fejlen” kan være så lille, at andre næppe kan se den.
Fejldiagnoser og fejlbehandlinger
BDD er en overset lidelse, fortæller Malene Klindt Bohni. Ikke bare i offentligheden eller blandt fagprofessionelle. Mange med BDD er ikke selv klar over, at de lider af tvangstanker. En stor forskel på OCD og BDD er, at de fleste med OCD har god indsigt i, at selve tankerne er et problem:
De fleste med BDD oplever, at selve udseendet er problemet, ikke tvangstankerne. Derfor er det typisk de pårørende, der opdager, at der kan være tale om BDD.
”De fleste med BDD oplever, at selve udseendet er problemet, ikke tvangstankerne. Derfor er det typisk de pårørende, der opdager, at der kan være tale om BDD.”
For mange betyder det, at de ikke får den rette behandling – med potentielt store konsekvenser. Ifølge førende forskere på feltet er lidelsen forbundet med en stor risiko for selvmord, blandt andet fordi lidelsen er så underbelyst, at den ikke bliver identificeret. Mange med BDD har svært ved at være i forhold, og det sociale liv bliver næsten altid påvirket, fordi ens udseende følger med i sociale kontekster:
”Det kan være virkelig svært at komme ud, og nogle kommer fx kun ud, når det er mørkt.”
Når man ikke anerkender tvangstankerne, opsøger man heller ikke en psykolog, men snarere en kosmetolog, gynækolog eller andre, der kan gøre noget ved det, man oplever som et kropsligt problem. Hvis man endelig kommer i psykiatrisk behandling, er det ofte, fordi man også har fået en depression. Men da mange fagprofessionelle ikke er klar over, at de skal spørge ind til det, er der stor sandsynlighed for, at man kun vil forsøge at behandle depressionen, så personens BDD stadig ikke bliver opdaget og dermed behandlet.
Malene Klindt Bohni fortæller, at omkring 2 procent af befolkningen har BDD. Sygdommen rammer typisk i ungdomsårene. Kønsfordelingen er ret lige, kun lidt flere kvinder end mænd har BDD.
Malene Klindt Bohni fortæller, at netop depression er et typisk følgesymptom. En anden alvorlig konsekvens er fejlbehandling. Hvis personens BDD ikke bliver opdaget, risikerer man at behandle for fx spiseforstyrrelse, depression eller skizofreni:
”Nogle er blevet fejldiagnosticeret med en psykose eller skizofreni, fordi deres tanker om udseendet kan være så langt fra den objektive virkelighed, at det kan fejlvurderes som værende af psykotisk karakter. Og der kan bivirkningerne ved en forkert behandling have voldsomme konsekvenser.”
En hyppig form for BDD hos mænd kaldes muskel-BDD, altså overdrevne og plagsomme tvangstanker om, at man ikke er muskuløs nok. Dette blev tidligere anset som en spiseforstyrrelse, megareksi, men i dag ved vi, at det er en form for BDD, siger Malene Klindt Bohni. Behandler man det som en spiseforstyrrelse i stedet for BDD, når man ikke ind til kernen, ind til det tankemønster, der skal brydes. Derfor vil mange blive ved med at træne overdrevent og lave andre tvangshandlinger, der aldrig vil gøre dem tilfredse – tværtimod.
Pårørende kan også ende med at fastholde den BDD-ramte, når de i bedste mening forsøger at sige noget sødt om den ting, som personen ser som et problem, fordi det fastholder fokus på fx næsen, modermærket og så videre. Det er ”som at hente øl til alkoholikeren,” som Malene Klindt Bohni siger.
Stigmatisering kan også føre til manglende hjælp: Mange er bekymrede for at blive anset for at være narcissistiske, selvoptagede eller overdrevent forfængelige, hvis de fx fortæller deres læge om tvangstankerne.
Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
Hjælp, der virker
Der er hjælp at hente, understreger Malene Klindt Bohni.
”Det kan virke svært at bryde tankemønsteret, men det er vigtigt at sige, at der kan gøres noget.”
Der er to former for effektiv og dokumenteret behandling, fortæller hun. Den ene er antidepressiv medicin.
Det kan virke svært at bryde tankemønsteret, men det er vigtigt at sige, at der kan gøres noget.
”Den anden er kognitiv adfærdsterapi, fordi netop adfærden bliver styrende. Det hjælper ikke bare at arbejde med at hvile mere i dig selv. BDD’en starter for nogle med en enkelt kommentar, som ikke behøver være negativt ladet, men den kan sætte gang i et mønster af tvangstanker, og netop det mønster skal brydes.”
Malene Klindt Bohni fortæller, at det går i den rigtige retning: ”Lige nu er vi med BDD cirka samme sted, som vi var med OCD i starten af 1990’erne, hvor det også var mindre kendt. Om ti år ved fagprofessionelle meget mere.”
En af årsagerne til den større viden er, at BDD får en anden status i diagnosemanualen ICD-11, som på et tidspunkt – endnu uvist hvornår – bliver implementeret i Danmark.
”Det vil gøre det nemmere at opdage og stille diagnosen, og det vil dermed blive nemmere at få den rette hjælp. Jeg har talt med mange psykologer og læger, som aldrig har hørt om det, og i Danmark er det lige nu kun Region Midtjylland, der har et behandlingstilbud til BDD-ramte. Om få år vil fagfolk formentlig blive bedre til at opdage dem, der lider af BDD.”
