SDQ skal understøtte - ikke erstatte - den pædagogiske praksis i at hjælpe børn og unge i mistrivsel

Psykiatrifonden anbefaler, at målingen erstattes med det forskningsvaliderede og dermed mere retvisende måleredskab SDQ. Vores indlæg affødte en reaktion fra ph.d.-stipendiat Marie Rytter Møller. 

Vi glæder os over, at debatten om trivselsmålingerne bliver taget seriøst. Centralt for begge indlæg er nemlig, at de nuværende trivselsmålingerne ikke virker efter formålet. Møllers indlæg er for os en kærkommen mulighed for at adressere nogle centrale spørgsmål om SDQ.

Det praktiske 

Møller fremhæver i sit indlæg, at der ligger en sandhedsværdi og frihed for eleverne, i at de nuværende trivselsmålinger foretages anonymt, sådan som myndighederne har besluttet det. Hun nævner selv i den forbindelse, at det af den grund er svært for de voksne at følge op på trivselsmålingernes resultater. Møller kalder dette dilemma for en gordisk knude, men for psykiatrifonden ligger løsningen allerede klar. 

Næsten samtlige danske kommuner er nemlig medlem af foreningen BørnUngeLiv, der står for at gennemføre SDQ-målinger. Her har man valgt at gå anderledes til værks, da der ikke er et krav om, at spørgeskemaet skal besvares anonymt, men at det kommer an på de fagprofessionelles vurdering.

Så kom trivselsmålingen - der er bare ét problem: Den siger intet om elevers trivsel

I dag offentliggjorde Undervisningsministeriet årets nationale trivselsmålinger fra folkeskolen. Det burde være en vigtig dag – en temperaturmåling på, hvordan vores børn og unge faktisk har det. Problemet er bare, at målingen ikke fortæller os det...

Det etiske

Udover den praktiske problemstilling fremhæver Møller et etisk problem ved brugen af SDQ: Hun skriver, at trivselsmålingerne ikke kun indsamler viden fra elever, men også kommunikere til eleverne og dermed sætter standarden for det gode børneliv. Hun pointerer, at SDQ eksempelvis spørger ind til, om barnet har mindst én god ven. 

Møller understreger i den forbindelse, at man godt kan møde børn, som trives uden nære venner – og at spørgsmålet dermed kan føre til selvkritik og i stedet bliver til en praksis, hvor børnene konfronteres med det, som er svært.

Hos Psykiatrifonden forstår vi udmærket Møllers argument, men vi mener også, at dette vil være at gøre børnene en bjørnetjeneste. Vi mener, at det er et nødvendigt vilkår, hvis vi vil hjælpe de rette børn til rette tid, at vi spørger dem: Er der noget, du finder svært? Og her stiller SDQ vigtige og relevante spørgsmål. 

Fx viser forskning, at 41 procent af de børn som i 11-årsalderen besvarer SDQ og ligger uden for normalområdet, ikke har gennemført en ungdomsuddannelse som 25-årig. Til sammenligning er tallet 20 procent for dem, som lå i normalområdet. SDQ er ikke alene et stærkt redskab her og nu til at opspore de børn, som har det svært. Det understreger også de konsekvenser, som kan opstå senere i livet, hvis vi ikke benytter den mere retvisende opsporingsmodel.

Med andre ord ved vi, at der er børn, som har svær mistrivsel, og vi ved, at SDQ er det bedste redskab til at identificere disse børn i en hverdagssammenhæng som skolen – både på kort og langt sigt. Dermed bliver det etiske spørgsmål ikke om skolen har ret til at afkræve eleverne svar på personlige spørgsmål, men snarere, om vi ikke har pligt til at overgå til SDQ, når evidensen peger på, at det er et langt mere retvisende måleredskab.

Det pædagogiske

Som tredje argument fremhæver Møller derudover, at SDQ potentielt kan forstærke negative tendenser indenfor skolernes pædagogiske praksis. Herunder nævner hun diagnoser som del af hverdagssproget og øget brug af test og data som målestok for elevernes trivsel. 

Det er ikke Psykiatrifondens anliggende at vurdere forskellige tendenser i pædagogiske praksisser i skolen. Dog mener vi, at det er en ubegrundet frygt, at SDQ fx vil føre til en mere neuropædagogisk tilgang. Vi kan kun på det kraftigste opfordre folk til selv at læse de 25 SDQ-spørgsmål: Udover at være solidt forskningsvaliderede giver de samtidigt rigtig god mening for lægmand.  

SDQ vil ikke per automatik føre til flere psykiatriske diagnoser. Det vil et måleredskab aldrig kunne. SDQ kan slet ikke bruges til at diagnosticere børn. Til gengæld giver det et mere kvalificeret blik for hvilke børn, der måske kunne bruge hjælp fra PPR eller lægen. Hvilket er et ansvar, som ikke alene bør ligge hos lærere og pædagoger. Psykiatrifonden repræsenterer børnenes og deres forældres interesser. Og hvis SDQ erstatter de nuværende trivselsmålinger, så vil flere børn få den rette hjælp - tidligere.      

SDQ kan rette op på den faglig problematiske tilgang til at måle mistrivsel 

I Psykiatrifonden er vi positivt stemte over for SDQ. Det er vi, fordi det fungerer både praktisk, etisk og pædagogisk. Desuden har SDQ også en høj grad af accept blandt børn, unge, forældre og fagprofessionelle. Og endeligt har næsten alle danske kommuner allerede adgang til at bruge SDQ gennem deres medlemskab af BørnUngeLiv. 

Kort sagt er SDQ det aktuelt bedst dokumenterede redskab til måling af trivsel. Og hvis SDQ i fremtiden også kan hjælpe lærere og pædagoger med tidligere at opspore de børn, der kunne have gavn af fx at få hjælp af PPR eller det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud, så fungerer det også som et forebyggende tiltag. 

SDQ har dog også sine begrænsninger. Ligegyldigt hvilke måleredskaber man bruger, kan det ikke erstatte lærerens, pædagogens eller psykologens menneskelige blik. Derfor skal SDQ ikke erstatte den pædagogiske praksis, men understøtte med at hjælpe børn og unge i mistrivsel. 

Hvis vi vil rette op på den fagligt problematiske tilgang til at måle mistrivsel, som vi bruger i dag, så bør vi ikke ignorere eller negligere de muligheder, som SDQ giver fagprofessionelle til at forbedre børn og unges liv, udvikling og muligheder. Det ville nemlig være et ægte svigt.