Da Alexander fik bulimi
Alexander Brun havde ikke hørt om mænd med spiseforstyrrelse. Så da han selv fik bulimi, stod han alene med sygdommen. Først mange år senere fik han hjælp – og en anden diagnose, som hjalp ham til at forstå sine udfordringer. Nu ønsker han, at mænd med spiseforstyrrelse får nogen at spejle sig i.
Foto(s): Privat
Hvordan ser en spiseforstyrrelse ud? Alexander Brun tænkte først og fremmest på anoreksi, når han tænkte på spiseforstyrrelse. Og kvinder. Det var ikke noget, der skete for mænd.
”Når man ikke ved, hvad det er, kan det være svært at forstå, hvad man går igennem. Jeg har brug for at fortælle min historie, fordi mange mænd tror, at de er helt alene med deres spiseforstyrrelse.”
Sådan siger 31-årige Alexander i dag. Hans historie om spiseforstyrrelse begynder i gymnasiet. Selvom han ikke var glad for at gå i skole, klarede han sig fint igennem det. Han beskriver sig selv som et stabilt barn. Aldrig udadreagerende. I gymnasiet blev det sværere.
Men sideløbende med den øgede træning – i dag vil jeg nok sige overtræning – skærer jeg maden fra. Jeg lever på reservedepoterne.
Han var tiltrukket af det sociale, nye venner, fester. Den del gik fint. Han kæmpede med rammerne om undervisningen, kæmpede med at sidde i et lokale med 30 mennesker, men han klarede sig igennem. Indtil 3.g da han skulle til session. Her blev han vejet for første gang i sit liv.
”Og jeg vejer væsentligt mere, end jeg havde troet. Jeg tænkte, at det kan jeg da ikke veje. Betyder det, at jeg er tyk? Så jeg beslutter mig for at tabe mig.”
Alexander er motiveret og begynder at løbe meget.
”På fire måneder taber jeg mig 25 kilo. Men sideløbende med den øgede træning – i dag vil jeg nok sige overtræning – skærer jeg maden fra. Jeg lever på reservedepoterne.”
Da han har nået sit mål, vil han begynde at spise igen, men uden at skulle træne lige så intenst:
”Jeg havde ikke søgt professionel hjælp, bare googlet lidt. Nu havde jeg sagt nej til mad i flere måneder, så mit forhold til mad var totalt smadret. Alt kunne føles som overspisning, og en dag følte jeg et ubehag og stak to fingre i halsen.”
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved et usundt og tvangspræget forhold til mad, krop og vægt. Det kan fx komme til udtryk ved, at man spiser alt for meget eller undgår at spise.
Holdt det hemmeligt
Alexander Brun ved, at det kan være svært at forstå, hvis man ikke selv har stået i det.
”Under mit vægttab fik jeg en masse dopamin, det gav mig et eller andet. Så jeg udvikler den her strategi, hvor jeg ligesom får eller føler noget ved at overspise og så få det ud igen. Og det fylder bare … rigtig meget i flere år af mit liv.”
Alexanders forældre kan godt se, at der er noget galt. De rækker ud. Mange gange.
”Jeg gik med til at begynde til psykolog, men jeg tog en maske på og lod, som om det gik fint. Jeg vidste jo ikke selv, hvad der var galt. Jeg havde ikke ord for det. Jeg havde ikke hørt om mænd med spiseforstyrrelse. Så jeg nedtonede problemerne og afviste hjælpen.”
I knap tre år kaster Alexander op hver dag. En dag vågner han med smerter i brystet og tager til akutmodtagelsen. De kan se en betændelsestilstand omkring en hinde ved hjertet. Alexander ender med at blive opereret i hjertet.
”Jeg tænker, jeg skal holde op med at kaste op, og i en periode er der længere mellem mine opkast. Jeg starter på min bacheloruddannelse, og jeg er i mange sociale situationer, hvor jeg ikke kan komme til at overspise. Så jeg kaster måske op hver 7. eller 14. dag i stedet for hver dag.”
Alexander begynder på sin kandidatuddannelse og tager på praktikophold i Los Angeles. Her bliver han bidt af kickboxing.
”Jeg træner tre timer om dagen, men jeg spiser ikke rigtigt noget og taber mig meget. Så da jeg begynder at spise igen, viser bulimien sig. Jeg tænker bare, at jeg ikke må blive tyk igen.”
Så jeg går ind til min far og papmor og fortæller dem: Jeg tror sgu, jeg har bulimi. De var godt klar over det, men det havde jo været svært at komme ind på mig.
Én mand og 15 kvinder
Alexander havde haft en spiseforstyrrelse i seks år. Det meste af tiden uden at vide præcis, hvad han led af.
”Jeg kommer hjem til Danmark lige inden corona. Og så kollapser alt bare. Jeg kunne slet ikke fortsætte med de samme mønstre, jeg havde ingen energi, og min krop kunne ikke mere. Så jeg går ind til min far og papmor og fortæller dem: Jeg tror sgu, jeg har bulimi. De var godt klar over det, men det havde jo været svært at komme ind på mig; jeg har nærmest kørt et dobbeltliv med en spiseforstyrrelse, der fyldte alt, og samtidig et liv ved siden af, hvor jeg kunne klare uddannelse og arbejde.”
Alexander ringer til sin læge og får en henvisning til Psykoterapeutisk Ambulatorium for Spiseforstyrrelser i Ballerup.
”Da jeg tjekker ind, sidder jeg ene mand med 15 kvinder. Noget i mig kriblede. Det var præcis det billede, jeg var bange for at blive mødt med. Jeg bliver tilbudt et gruppeforløb, men jeg havde ingen erfaring med at tale med andre om det, så jeg følte mig ekstremt sårbar. Der var også klart flest kvinder i grupperne, og dengang troede jeg ikke, at jeg kunne relatere til det, de sagde – og den anden vej rundt.”
Han begynder i et individuelt behandlingsforløb. I et halvt år kaster han ikke op. Han begynder også at se nogle mønstre: situationer fra hverdagen, der har fået ham til at reagere. Han indser, hvor svært han har haft det i de uddannelsesmæssige rammer. Han lærer også, at han aldrig vil være helt fri for bulimien, men at han kan lære at leve med den.
Og hvis han skal lære at leve med den, skal han lære at åbne op.
Angst og et udpræget behov for kontrol førte til en spiseforstyrrelse for Anna Louise Jensen. Men selvom hendes liv med bulimi nu tilhører fortiden, er hun stadig på vagt.
Frygt og tabu
”Jeg var ekstremt bange for, hvad responsen ville være. For når du går i sådan et vakuum, føles det som et kæmpe tabu at være Alexander med spiseforstyrrelsen. Man går i sin egen osteklokke og forventer det værste, og jeg ville jo ikke have, at de skulle være bekymrede. Men jeg lægger mig fladt ned over for venner og familie. Jeg fortæller dem alt.”
Han fortsætter:
”Jeg skrev en sms til mine bedste kammerater og min familie, og jeg fik bare de sødeste beskeder og opringninger. Nu forstod de, hvorfor jeg blev nødt til at gøre visse ting, at jeg havde brug for at tale om bestemte ting, og hvorfor jeg måske ikke lige kunne tage med på McDonald’s.”
Det går på mange måder godt. Alexander har få opkastninger. Men der sker pludselig en masse i hans liv: Han er lige blevet selvstændig, han får en kæreste, som har en datter. Alexander skal vænne sig til sin nye rolle som papfar og kan mærke en ny type uro i kroppen. Men da han brækker foden, kan han ikke længere træne, og hjernen vender tilbage til nogle af de gamle mønstre:
”Jeg kan mærke bulimien, og jeg har svært ved at håndtere det. Så jeg kontakter Ballerup (ambulatoriet for spiseforstyrrelser, red.) igen og beder om et gruppeforløb. Det er noget af det bedste, der er sket for mig. De andre i gruppen forstod mig. Jeg troede jo, jeg var mutters alene i verden med alt det her. Førhen kunne jeg ikke rigtigt sætte ord på følelser eller håndtere konflikter. Jeg prøvede altid at løse det ved at finde et andet emne, trække mig eller kaste op. Så alt det, jeg var bekymret for, det får jeg taget i opløbet med hjælp fra gruppeforløbet.”
Alexander bliver klogere på sig selv. Men der venter en overraskelse. Eller to.
”Det har betydet alt for mig”
Da Alexanders kæreste bliver gravid, mærker han igen en uro i kroppen. Hans papdatter har ADHD, og han kan relatere til meget af det, han ser i hende. Han tænker også tilbage på sin far, der har haft mange af de samme handlemønstre: Rastløshed, impulser og ”et hoved, der bare kører derudaf”.
”Før min datter blev født, måtte jeg finde ud af, hvad det var. Jeg kunne jo ikke blive far uden at kunne tale om mine følelser. Jeg var til i alt 13 samtaler, jeg havde også min mor med, og jeg fandt ud af, at jeg har haft ADHD hele livet. Jeg har klaret det gennem trygge rammer, men jeg har været overstimuleret – hele livet.”
Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få svar på hvorfor. Jeg var 30 år og totalt grædefærdig. Lige pludselig var der en grund til, at jeg havde været så hård ved mig selv.
Psykiateren fortæller Alexander, at der kan være en stor sammenhæng mellem hans ADHD og bulimi.
”Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få svar på hvorfor. Jeg var 30 år og totalt grædefærdig. Lige pludselig var der en grund til, at jeg havde været så hård ved mig selv.”
Alexander har fået medicin i halvandet år. Med god effekt.
”Det har betydet alt for mig. Som far, kæreste, kollega. Men også at jeg ikke har haft en eneste bulimitanke siden. Jeg skal stadig lære at leve med diagnoser, og jeg kan stadig være hård ved mig selv. Jeg arbejder i et højt tempo, men jeg skal også have overskud til at leve. Til at være far.”
I dag beskriver Alexander sig selv som en åben bog. I flere år løj han for sig selv og andre, gravede sig ned i et dybere og dybere hul.
”Det vigtigste er at indrømme, at der er noget galt. At man er ked af det. Der er for mange, der tror, de kan klare det selv. Jeg var en af dem. Jeg ville ønske, jeg havde haft nogen at spejle mig i. Derfor er jeg heller ikke bange for at stille op. For nogen skal gøre det.”
Det er en udbredt misforståelse, at spiseforstyrrelser primært handler om slankekure. Der ligger næsten altid noget andet bag. I dette tema kan du lære om de forskellige spiseforstyrrelser og møde mennesker, der har dem tæt inde på livet.