Hvordan lærer børn at fortælle om angst?
Børn har svært ved at finde sproget for sygdomme, også angst. Samtidig føler mange forældre sig magtesløse. Ny bog hjælper både børn og forældre til at finde sproget og løsningerne.
Hvordan kan man få børn til at tale om deres angst? Hvordan hjælper man dem med at finde sproget og modet? Det har autoriseret psykolog Thomas Geuken et bud på. Sammen med historiefortæller Adam Ruben har han skrevet bogen Børn med monstre med den sigende undertitel: Hjælp til familier med børn, der er ramt af angst og urovækkende tanker.
Thomas Geuken og Adam Ruben har begge børn, der har været ramt af angst. En dag til en fodboldkamp kom de til at tale om, hvad historier kan. De blev inspireret til at skrive en bog, der kunne hjælpe andre forældre med udgangspunkt i netop fortællinger. Mere specifikt narrativ børneterapi, der med Geukens ord handler om at fortælle og at bruge fantasien som redskab til at give barn og forældre et sprog og tage magten tilbage fra angsten.
Sproget har det med at fremmedgøre børnene, når vi taler på voksnes præmisser eller i psykiatriens mere kliniske tone. Det bliver ofte kedeligt og meningsløst for barnet, da det er analyserende og årsagsforklarende. Det er her, monsteret og de urovækkende tanker kommer i spil.
Alle har et monster
Monstre lever i fantasien og i et børneunivers, og det er vigtigt at tale på barnets præmisser, fortæller Thomas Geuken:
”Monsteret kan i virkeligheden være alt, barnet bøvler med. I dette tilfælde er det angst. Alle har et monster, og det er noget, der åbner op for fantasien, nysgerrigheden og legen. Man skal huske, at børn lever i en verden af fortællinger, som kan fylde enormt meget: ’Er jeg et elsket barn, er jeg god til matematik, er der nogen, der kan lide mig’. Alle de små tanker og spekulationer og historier.”
Ved at tale om monsteret adskiller man barnet fra monsteret og dermed angsten:
”Og det er helt utrolig vigtigt, for det lindrer og gør, at børn føler sig mere frie og kompetente. Så kan man tale om, hvad der driver monsteret, hvor meget det fylder og i hvilke situationer, hvilke løgne og overdrivelser den fortæller, hvad der er sandt, og hvorfor det gør os bange. På den måde bliver barnets autentiske identitet ikke overskygget af angsten. Angst og andre lidelser har det nemlig med at skygge for vores person.”
Denne adskillelse kan vi også kalde en eksternalisering. Ved at eksternalisere får barnet en fornemmelse af magten tilbage og muligheden for at se sig selv uden angstens definerende træk.
Bogen indeholder øvelser og råd. Her fortæller Thomas Geuken om nogle af dem.
- Sluk for forældreskylden: ”Mange af os har en forkert idé om, at det er forældrenes skyld, når børn har det skidt. Når barnet ter sig i Netto, kigger folk på forældrene, som om de ikke gør deres job som forældre godt nok. Vi bliver nemt ramt af stereotype billeder: ’Har jeg været for meget på arbejde?’ eller ’har jeg været for meget sammen med mit barn?’ Vi skal slukke den forældreskyld, for den er sjældent konstruktiv. Gode, kærlige forældre får også børn, der bliver ramt af angst.
- Adskille barn og problem: ”Det er vigtigt at rette frustrationen mod problemet. Forestil dig en familie klar til picnic. Kurven er klar, I glæder jer, men lille Emma på 8 år kan pludselig ikke, hun lukker ned. Så retter forældrene måske frustrationen mod Emma. I stedet kan man spørge: ’Emma, er det monsteret, der driller igen? Hvad siger det? Nå, hvordan kan det være?’
- Husk de gode øjeblikke: ”Fokusér på de magiske øjeblikke, hvor angsten ikke er til stede. Vi kan nemlig lære af de gode stunder, hvor monsteret ikke viser sig. Tænk over det, når det sker: Hvad laver barnet, hvor er det, hvem er det sammen med? Vi gør mange ting, vi ikke tænker over, også gode ting. Hvis vi undersøger dem, kan vi se de evner og særlige kompetencer, som barnet udviser. På en måde har barnet og familien allerede ingredienserne for at lykkes – men mangler opskriften.
At føle håb
Bogen henvender sig særligt til familier med børn i alderen 6-12 år, men den kan også bruges af både mindre og større børn. Den er inddelt i tre dele. Første del er henvendt til forældrene og handler om fortællinger og den narrative metode. Anden del er historien om en dreng med et monster på skulderen. Den giver blandt andet barnet mulighed for at kunne spejle sig:
”Spejling betyder, at man er medfølende. At man føler sig ind i fortællingen, og de følelser får man så et sprog for. Man får et vikarierende håb, fordi det kan lykkes for drengen i historien. Alle observationer, som drengen lærer om monsteret, skriver han ned, og det bliver hans guide til at komme ud af angstens fangetag.”
Bogens tredje og sidste del består af øvelser og råd. Også forældrene lærer at tale med deres barn på en ny og anerkendende måde: Hvordan man kan fortælle og stille spørgsmål, så børnene vokser, og deres kompetencer bliver tydelige, og deres ressourcer kommer i spil.
Det handler nemlig ikke kun om at håndtere angsten nu og her; det handler også om, hvad vi giver børnene med i rygsækken, siger Thomas Geuken:
”Vi skal vokse til at kunne blive livsduelige mennesker, vi skal bygge en modstandsdygtighed op. Og når fantasi og faglighed mødes, vokser barnet ud af angsten og kan klare mere. Måske endda blive venner med sit monster, som jo ofte forsøger på at beskytte barnet.”
Angst hos børn er en naturlig følelse, som hjælper til at søge beskyttelse hos forældre. Angsten er som regel kortvarig; det er kun, hvis den er overdreven og langvarig, at man taler om en sygdom.
Fortællingens magt
Men hvad er det, der er så særligt ved brugen af historier og fortællinger? Thomas Geuken forklarer:
”Vi lever i historier og fortællinger. Det samme gør børn. Men nogle historier er mættet med problemer, så barnet bliver fanget i historier, hvor man er lille, svag og bange. Hvis de historier vokser sig stærke, kommer de til at betegne en del af en selv og bliver en definerende historie.”
Det gælder også for voksne, minder Thomas Geuken om. Der er selvfølgelig gode historier, der kan være definerende. Forestil dig, at du – uden skyld – er ved at havne i en trafikulykke. Det lykkes akkurat at undgå at komme til skade. Nu kan du enten fortælle historien om, hvor farlig trafikken er, og at du er en usikker bilist, fordi du lod katastrofen komme så tæt på. Eller du kan fortælle, hvordan du undslap en farlig situation på grund af dit fremragende overblik og din hurtige reaktionsevne.
Angsten er socialt invaliderende og får os til at melde os ud af fællesskaber.
”Vi udvikler historier, hvor vi får kompetencer, og vi udvikler historier, hvor kompetencerne bliver taget fra os. Sådan fungerer angsten også.”
Vores oplevelser former vores historier, og vores historier former vores oplevelser: ”Problemet med angst er, at den former vores liv, så vi trækker os. Angsten er socialt invaliderende og får os til at melde os ud af fællesskaber. Angsten bliver et organiserende princip, hvor man også som forælder ender med at trække barnet ud af alle mulige sociale sammenhænge. På den måde bekræftes historien om, at verden er farlig.”
Man kan ikke gøre for, at man bliver ramt af angst. Men vi kan prøve at give forældrene og barnet magten igen. Det forsøger Geuken og Ruben med deres bog, der oversætter angst til et mere håndgribeligt sprog.