Det er ikke tal og kurver, vi debatterer. Det er menneskers liv

Der er igen sat kog under debatten om psykiatriske diagnoser i vores samfund. Argumenter om, at der sker en overdiagnosticering, at ADHD kan forveksles med dårlig opdragelse, og at diagnosticering er et udtryk for forældres 'bogstavjagt', har fået lov at fylde i spalterne.

Hos Psykiatrifonden hilser vi debatten om psykiatri og mental sundhed velkommen. Når det er sagt, er vi dog bekymrede for den måde, debatten føres på. Vi er nødt til at kunne tale om psykiatriske diagnoser uden at stigmatisere.

Den nuværende debat efterlader et indtryk af, at psykiatriske diagnoser ikke har den store betydning, men gives efter ønske og uden afsæt i faglige vurderinger af symptomer.

Det er dog langt fra virkeligheden. Vejen til en psykiatrisk diagnose er urimelig lang, svær og fyldt med frustration. Tal fra vores forældreundersøgelse viser, at der i gennemsnit går ni måneder fra forældre oplever, at deres barn har brug for professionel hjælp grundet psykisk mistrivsel, til at barnet får det. For ét ud af ti børn går der mere end fem år.

Dertil kommer, at den gennemsnitlige udredningstid for børn og unge i andet kvartal i år ligger på næsten et halvt år - til trods for at de har ret til at blive udredt inden for 30 dage.

Sundhedsstyrelsens tal, der viser en enorm stigning i antal personer, der bliver diagnosticeret med ADHD samt mængden af udskrevet ADHD-medicin, er centrale for den nuværende debat. I Danmark har vi dårlige data på den præcise forekomst af psykiske lidelser. Vi ved, hvor mange der bliver diagnosticeret, og vi ved, hvor meget medicin der bliver ordineret. Vi ved dog ikke noget om, hvor mange der går rundt med symptomer på psykiatrisk sygdom.

Forskning tyder på, at en del af stigningen i antallet af mennesker, der får en psykiatrisk diagnose, skyldes tidligere tiders underdiagnosticering.

Ser vi på de lande, som vi normalt sammenligner os med, har vi en kraftig formodning om, at antallet af mennesker, der får en psykiatrisk diagnose, ikke vil falde i kommende år. Tværtimod er der meget, der tyder på, at kurven fortsat vil stige.

Og lad os slå fast: det er ikke en dårlig ting. Det er et udtryk for, at vi nu får kastet lys på et stort mørketal.

Lige nu handler debatten om ADHD. Men jeg frygter, at den om et halvt år har samme tone, de samme argumenter og de samme misforståelser, bare med en anden psykiatrisk diagnose som fortegn.

Psykiatrifonden har netop gennemført en undersøgelse, der viser, at seks ud af ti oplever stigmatisering på baggrund af deres psykiatriske diagnoser, og at lige så mange til tider foretrækker tavshed fremfor åbenhed.

Mennesker med psykiske udfordringer fortæller, at de bliver stemplet i sundhedsvæsenet, på arbejdsmarkedet, i deres sociale liv. Vi kender til forældre, der udskyder at få deres børn udredt, fordi de frygter samfundets ændrede syn på deres børn.

Det er et udtryk for, at vores samfund ikke kan rumme mennesker med diagnoser.

Derfor vil jeg opfordre til at huske nuancerne og huske, at det er menneskers liv og ikke tal og kurver, vi debatterer.