”Der er en kæmpe social skævhed i psykiatrien”
Da Morten Pape var barn, blev hans mor selvmordstruet. Han stod alene med sin smerte, for i hans boligområde virkede det, som om andre havde større problemer. I sin nye bog dykker han ned i sin mors historie og prøver at forstå hendes ensomhed og desperation.
”Vreden var blevet overtaget af en tristhed.” Som 10-årig mærkede Morten Pape et markant skift i sin mors humør. Senere fandt han ud af, hvor alvorligt det var.
Foto(s): Politikens Forlag
Hvem har mest ret til omsorg? Hvem har mest brug for hjælp og støtte? Hvordan tager man overhovedet stilling til, hvem der oplever størst smerte?
Det er nogle af de spørgsmål, der optager Morten Pape i hans bog 'Månebarn'. I debutromanen 'Planen' og resten af Amagertrilogien undersøgte han oversete samfundsgrupper. I sin nye bog – og i forgængeren 'Nøglebarn' – er han i samme boligområde, men zoomer mere ind på sin egen familie, herunder morens psykiske sygdom og tanker om selvmord.
Hvor går et barn hen med sine følelser, når han ser sin mor sygne hen? Når far ikke længere er der, og man er den ældste af tre søskende og selv må få hverdagen til at hænge sammen? Som 10-årig bliver Morten Papes forældre skilt. Børnene bliver hos moren, og Morten bemærker et skift i morens humør:
”Min mor havde altid været god til at give os skideballer, men så blev hun alenemor, og det endte i tårer, når hun forsøgte at skælde os ud. Vreden var blevet overtaget af en tristhed.”
Mortens mor har bipolar lidelse. Eller maniodepressiv, som hun beskrev det dengang. Hun står op om natten for at passe sit arbejde og tilbringer dagene med at ligge ned, sovende eller grædende.
”Når vi kommer hjem fra skole, ligger hun altid på sofaen. Jeg kan se på hendes rødmossede ansigt, at hun bare har grædt. Jeg troede længe, at hun havde en form for eksem, men det var indtørrede tårer. Hun sover rigtig, rigtig meget og bliver meget trist at være i nærheden af.”
Den bedste af de værste
Moren er ikke hjemme, når børnene står op. Som det ældste af børnene skal Morten Pape være den voksne. Vækkeuret ringer 7.45. Der er ikke noget, der hedder morgenmad, vitaminpiller eller tandbørstning. Morten vækker sine søskende, og de går i skole. Men i skolen lægger ingen mærke til hans sorg, for andre elever pådrager sig mere opmærksomhed, de laver mere ballade og starter slåskampe.
”Jeg kan ikke huske, at nogen voksne spurgte, hvordan jeg havde det. Udadtil har det set ud til, at jeg har tilhørt en bedre gruppe.”
Morten Pape er alene med sin smerte. Han har ingen at spejle sig i. Samtidig har han en idé om, at han ikke har noget at brokke sig over, da andre har større problemer. De kommer måske fra hjem med misbrug, og Morten Papes forældre var trods alt sammen, indtil han fyldte ti år, som han siger.
”Det var tydeligt for mig, at vores mor ikke havde det godt. Men jeg havde ikke nogen at snakke med om det. Det, der gjorde ondt i mit liv, var ikke det, der gjorde ondt i mine venners liv. Så hvad skulle jeg få ud af at dele mine bekymringer?”
I dag tænker han, at hans kammerater nok tænkte det samme om deres problemer. Alle gik med noget, ingen talte om det.
Morens hemmelighed
Morten Papes mor havde det så skidt, at hun kun holdt sig i live på grund af børnene. Han husker, at hun sagde det direkte. Det satte sig – selvfølgelig – i ham:
Når jeg kom hjem fra skole, ventede jeg altid med at kigge op, til jeg havde hørt hende sige noget. Jeg var så bange for at se hende hænge i gardinstangen.
”Når jeg kom hjem fra skole, ventede jeg altid med at kigge op, til jeg havde hørt hende sige noget. Jeg var så bange for at se hende hænge i gardinstangen.”
Han fortsætter: ”Det gjorde mig meget, meget bange at se min primære omsorgsperson være så psykisk sårbar, at jeg måtte tage det med i min daglige kalkule. Jeg skulle ikke bare bekymre mig om mobning i skolen, jeg skulle også bekymre mig om, hvorvidt min mor ville leve mere.”
Han kalder morens kommentar for en trussel klædt som en forsikring og understreger, at det bestemt ikke er noget, et barn skal høre.
”Men det siger noget om, hvor desperat hun var. Og det siger noget om hendes ensomhed. Hun har ikke haft nogen at vende det her med, så vi blev involveret i hendes overvejelser.”
Da Morten Pape gik i 7. eller 8. klasse, blev hans mor indlagt for første gang. Sammen med sine yngre søskende skulle han sove hos sin elskede bedstemor. De vidste kun, at deres mor havde det dårligt og skulle overnatte på et psykiatrisk center. Da hun blev indlagt anden gang, gik Morten Pape i 3.g. Han var ikke hjemme, da han passede en kat i en anden lejlighed.
”Jeg bor ude for første gang i de dage, og jeg tænker: jeg bliver her. Det føles virkelig rart at være på afstand af det. Det er først senere, jeg hører, at hun er indlagt, fordi hun er selvmordstruet.”
I flere år har den unge Morten beundret sin mor for ikke at gøre alvor af sine trusler. Først langt senere finder han ud af, at både hans mor og bedstemor har forsøgt at tage deres liv. Men hvorfor? Viljen til at forstå dem og deres ensomhed har været motivationen for at dykke ned i deres familiehistorier i 'Månebarn'.
Omkring 600 personer tager hvert år deres eget liv i Danmark. Det svarer til næsten to personer om dagen. Det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken hvert år.
Dem, der lider i stilhed
Morten Pape har gennem årene skrevet og fortalt meget om social arv og angsten for at arve psykiatriske diagnoser. I dag er han 39 år, omtrent samme alder, som da hans mor begyndte at få det allerværst. Dengang forklarede hun sin depressive tilstand med en mørk tordensky, der var flyttet ind i hendes hoved. Derfor tænkte han selv på svære og melankolske perioder som noget uundgåeligt.
”Som voksen, der selv går i terapi, har jeg lært, at det ikke nødvendigvis er en dæmon, der kommer ind fra højre, men at det kan skyldes de ting, man har med sig i bagagen, og at rigtig mange psykiske udfordringer skyldes indre fejlfortolkninger. Jeg øver mig meget i at tolke verden og livet ud fra et sundt voksenperspektiv – og ikke fra det skadede barns.”
Det er et vigtigt aspekt af min mors historie, at hun ikke føler sig mødt og set af det velfærdssamfund, som skulle være verdens bedste.
Morten Pape har tidligere fortrængt visse ting som forsvarsmekanisme, og han forstår, hvis man kan blive overvældet af at behandle de traumer og erfaringer, man kan have med i bagagen. Samtidig skal man tage sin fortid alvorligt og forsøge at forstå den, mener han. Han har selv haft stor gavn af samtaleterapi.
Men den rette hjælp er ikke alle forundt, understreger han. Hans mor havde heller ikke gavn af de få psykologtimer, hun fik tilbudt i offentligt regi, og hun havde ikke råd til at betale for yderligere terapi. Dem, der ikke råber højt – eller ikke har en platform til at få opmærksomhed – lider i stilhed:
”Der er en kæmpe social skævhed i psykiatrien, og det håber jeg, at jeg kan gøre opmærksom på her i bogen. Det er et vigtigt aspekt af min mors historie, at hun ikke føler sig mødt og set af det velfærdssamfund, som skulle være verdens bedste.”
Sorg og smerte må ikke negligeres. Hvis han kunne give teenageudgaven af Morten Pape et godt råd, ville han opmuntre ham til at finde modet til at tale at tale om sine bekymringer og problemer:
”Man skal ikke være bange for at blive set. De fleste vil gerne lytte til dem, der åbner sig for dem. Men folk, der er vokset op i et udsat boligområde, har en indbygget selvforståelse, der gør, at man ikke føler sig fortjent til sympati. Man er i forvejen bagud på point og en lille smule mindre værd end de andre.”
Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.