Psykisk sygdom er mere end blot sundhedspolitik
Med Danmarks første egentlige psykiatriplan, som blev endeligt vedtaget sidste år, tilføres et længe ventet kapacitetsløft, især i hospitalspsykiatrien. Det vil styrke psykiatrien som helhed – og det er vigtigt. Men psykisk sygdom er ikke blot sundhedspolitik. Det er også retspolitik, beskæftigelsespolitik, skolepolitik, socialpolitik og boligpolitik.
Psykiatrifondens rådgivning er dagligt i kontakt med mennesker, der fortæller om manglende sammenhæng i deres forløb: mellem sektorer, fagligheder og lovgivning. Mellem løfter og handling eller mellem rettigheder og oplevelser.
En stor del af den manglende sammenhæng skyldes mange års underprioritering af psykiatrien. Med Danmarks første egentlige psykiatriplan, som blev endeligt vedtaget sidste år, tilføres et længe ventet kapacitetsløft, især i hospitalspsykiatrien. Det vil styrke psykiatrien som helhed – og det er vigtigt.
Men psykisk sygdom er ikke blot sundhedspolitik. Det er også retspolitik, beskæftigelsespolitik, skolepolitik, socialpolitik og boligpolitik. Selv om sundhedspolitikken i stigende grad har blik for psykiatrien og psykisk sygdom, halter det stadig alvorligt på andre politikområder. Der er endnu ikke sammenhæng mellem sundhedsministerens prisværdige fokus på mennesker med psykisk sygdom og resten af regeringens.
Historisk brud
Den 1. januar i år trådte en problematisk lov i kraft: Fremover mister retspsykiatriske patienter deres offentlige ydelser ved indlæggelse. Det er et historisk brud på den retlige status, som mennesker med psykisk sygdom altid har haft, nemlig retten til at blive behandlet som patienter, ikke som forbrydere, hvis de som følge af ubehandlet sygdom begår kriminalitet.
Det er også et tydeligt eksempel på, at selvom vi er kommet langt med sundhedspolitikken, er det ikke nok i sig selv.
Hvis dette forslag var blevet behandlet af sundhedsudvalgets ordførere – som har brugt mange år på at forholde sig til psykisk sygdom – frem for beskæftigelsesudvalgets, tror jeg aldrig, det var blevet vedtaget.
De ordførere, der har brugt store dele af regeringsperioden på at forholde sig til forskelsbehandling, overdødelighed og udfordrede patientrettigheder, ville straks have set katastrofen i denne lov. Det tror jeg faktisk på. Og den tro rummer både håb og afmagt.
Lang vej igen
På den ene side viser det, hvor langt der er igen, når man uden videre bortkaster fundamental retssikkerhed for nogle af landets mest syge og udsatte borgere. På den anden side understreger det, at holdninger kan flyttes politisk.
Hvem ved, de ordførere, der har forhandlet Psykiatriplan 1, bliver måske genvalgt og skal fremover arbejde med skolepolitik, beskæftigelsespolitik eller noget tredje. Det er derfor ikke dårligt, at nogle mennesker har sat sig grundigt ind i udfordringerne for mennesker med psykisk sygdom – og jeg håber, de tager deres viden med sig.
Der er dog stadig brug for strukturelle forbedringer uden for sundhedsområdet.
Det minder mig om, at selv de mest indlysende sandheder – som at patienter ikke skal behandles som kriminelle – let kan blive udfordret i det næste rum. Og selvom vi er nået langt, er der stadig lang vej igen.