Hvordan støtter man PTSD-ramte flygtninge på arbejdsmarkedet?
Beskæftigelse er godt for det psykiske helbred, men ikke alle kan arbejde. En forsker fortæller om sammenhængen mellem arbejde og en særligt udsat gruppe: flygtninge med psykisk sygdom.
Man kan næppe forestille sig, hvordan det er at være på flugt, hvis man ikke har prøvet det. At forlade sit hjemland af frygt for sit liv, af frygt for tortur, af frygt for sin families skæbne. Selvom det må være en lettelse at komme til et land, hvor man umiddelbart er i sikkerhed, følger traumerne med hos mange flygtninge, der lever med PTSD.
- Jessica Carlsson Lohmann er læge, professor og forskningsleder på Region Hovedstadens Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri.
- Deres forskningsprojekter fokuserer blandt andet på psykoterapi, samtaleterapi, medicin, søvn og samarbejder med kommuner og jobcentre.
- Alt sammen med henblik på at kunne forbedre behandlingstilbud og give patienter så sammenhængende tilbud som muligt.
Jessica Carlsson Lohmann er læge, professor og forsker blandt andet i behandling af flygtninge med psykisk sygdom i Danmark. PTSD står sjældent alene for denne gruppe. Mange lider af en længerevarende depressiv tilstand og af angstsymptomer. Rigtig mange har en hverdag præget af lavt energiniveau, hvor dårlig nattesøvn ofte spiller en vigtig rolle.
Nogle har så hyppige mareridt, som genspiller den vold og de grusomheder, de er flygtet fra, at de forsøger at holde sig vågne. De kan også have voldsomme opvågninger og vågne med angst, fortæller Jessica Carlsson Lohmann:
"Man er i alarmberedskab, og de følelser kan fortsætte, når man er vågen. Man er på vagt. Når man sover dårligt og har de her genoplevelser, påvirker det opmærksomheden og koncentrationsevnen. Man er mere optaget af fortiden end nutiden."
Hun giver nogle eksempler: man har svært ved at finde rundt, man glemmer at stå af bussen, man kan simpelthen ikke huske ting i hverdagen. Mange har hjemmeboende børn og bruger mange af de ressourcer, de har, på at forsøge at få familien til at fungere. Det er vanskeligt at overskue sociale kontakter, og det er derfor nemmest at have meget få mennesker omkring sig. Man forsøger at leve et liv uden for mange stimuli.
Dertil kommer dét, man med et fint begreb kalder "post-migratoriske stressorer", altså stressende faktorer, som gør sig gældende for flygtninge: opholdstilladelse, økonomisk usikkerhed, væbnede konflikter i personens oprindelsesland, hvor man måske har familie, der er i fare. Måske man har børn, der nemt kan navigere i den danske kultur, mens man selv har store udfordringer med det.
Og så er der arbejdsmarkedet.
Der er brug for, at vi tager fælles ansvar for at sikre åbenhed, fleksibilitet og psykologisk tryghed på danske arbejdspladser.
Job giver struktur og rutiner
Der er mange åbenlyse fordele ved at have et arbejde: en mere stabil økonomi, et større netværk, fællesskab, struktur i hverdagen, måske endda en følelse af mening. Jessica Carlsson Lohmann påpeger også, at flere studier peger på, at beskæftigelse hænger positivt sammen med det psykiske helbred.
"Når man kommer til et nyt land, vil man som udgangspunkt gerne blive en del af samfundet. Det handler ikke kun om at have et job, men om at have noget at beskæftige sig med og at have en struktur i hverdagen, en døgnrytme. Vi lavede et studie, hvor vi med et særligt ur, en såkaldt aktigraf, målte vores patienters aktivitet og hvile, og hvor vi kunne se, at dem med fast struktur og rutiner også var dem, der havde færrest symptomer på PTSD og depression."
Sammen med vores patienter gennemgår vi lister over aktiviteter i lokalsamfundet, fx klubber, motion, kaffesteder, yoga, i virkeligheden alt, der kan bygge bro.
Det er nemmere sagt end gjort. Nogle mennesker er så syge, at de ikke kan passe et arbejde, heller ikke selvom de gerne vil.
"Vores forskning viser, at en hel del får det bedre, og at denne bedring fortsætter, efter at forløbet hos os er afsluttet, men andre bliver ikke lige så godt hjulpet. For PTSD er svært at komme sig helt over. For nogle er det umuligt at være en del af det ordinære arbejdsmarked, og ud over arbejde kan det være vigtigt at se på, hvad man ellers kan foretage sig. Sammen med vores patienter gennemgår vi lister over aktiviteter i lokalsamfundet, fx klubber, motion, kaffesteder, yoga, i virkeligheden alt, der kan bygge bro."
At bygge bro til både lokalsamfundet og socialpsykiatrien – før behandlingen afsluttes – er også vigtigt for en tredje gruppe, fortæller hun: Dem, som får det bedre, men får det svært igen, når behandlingen ophører. Netop fordi PTSD er så kompleks en sygdom. For nogle af dem, som lever meget isoleret, kan det dreje sig om at undersøge muligheder for frivilligvenner eller støttekontaktpersoner, fortæller Jessica Carlsson Lohmann. Eller hjælpe med at etablere kontakt til nogle af de særlige tilbud, som findes for flygtninge, fx værestedet Muhabet, hvor man kan deltage i aktiviteter som fællesspisning.
PTSD er en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis man har været ude for en traumatisk oplevelse.
16 år uden behandling
Tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtigt for de fleste. Også for flygtninge med psykisk sygdom. Men et arbejde er selvfølgelig ikke bare et arbejde, siger Jessica Carlsson Lohmann:
"Det er vigtigt at afdække, hvad man skal beskæftige sig med. Hvad har man prøvet før? Hvad kan passe til ens kompetencer og psykiske og fysiske helbred? Hvad synes man er meningsfuldt? Når man starter på et arbejde eller i praktik, skal der være klare rammer og fleksibilitet, så man kan skrue op eller ned for timer og ansvar."
Selvom det går godt i behandlingen, kan det hurtigt vende, fortæller hun: "Jeg taler meget med patienter om, at selvom de er i bedring, vil det gå op og ned. Man skal være klar over, at det stadig kan svinge, og dette kan også være godt for en arbejdsgiver at kende til."
Man kunne hjælpe mange flere, hvis man opdagede dem tidligere.
Jessica Carlsson Lohmann fortsætter:
"Med vores patienter arbejder vi med at kunne flere ting i hverdagen, og for nogle er det uoverskueligt bare at være ude blandt mennesker."
De patienter, som bliver henvist til Jessicas team, har gennemsnitligt været i landet i omkring 16 år. For manges vedkommende betyder det, at de har været udiagnosticerede og ubehandlede i alle de år. De er gået under radaren og har ikke været hos lægen. Andre har været behandlet uden held, før de ender i hendes team.
"Der er også en gruppe, der har holdt symptomerne på PTSD nede ved at have et job, og som måske har være travlt beskæftiget med familielivet, mens børnene var små. Men så bliver man ramt af en fyring, en skilsmisse, en diskusprolaps eller noget fjerde, og så vælter det hele. Traumerne kommer tilbage, og man søger behandling."
Fælles for rigtig mange er en eviggyldig sandhed på tværs af samfundet:
"Man kunne hjælpe mange flere, hvis man opdagede dem tidligere."
Læs også
Nikoline Heikamp drømmer om en meningsfuld hverdag med job og kollegaer. Hun lever med skizotypi, og hun ved, at hun med den rette støtte kan passe et arbejde. Men at få den rette støtte er en kamp i sig selv.
I dette tema ser vi nærmere på betydningen af et arbejdsliv for mennesker med psykisk sårbarhed. Vi undersøger de barrierer, som stigmatisering og diskrimination skaber, og ser på, hvordan den rette støtte og viden kan hjælpe flere ind i...
Hvilken gavn har arbejde for personer med skizofreni? Og hvordan kommer flere i arbejde? En forsker gør os klogere.
Undersøgelser viser, at minoritetsgrupper i samfundet i højere grad er udsat for social marginalisering og har højere risiko for at udvikle dårligere psykisk sundhed sammenlignet med resten af befolkningen. Undersøgelser peger på, at det kan skyldes...