Nikoline vil gerne have et arbejde – men hvorfor er det så svært at få den rette hjælp?
Nikoline Heikamp drømmer om en meningsfuld hverdag med job og kollegaer. Hun lever med skizotypi, og hun ved, at hun med den rette støtte kan passe et arbejde. Men at få den rette støtte er en kamp i sig selv.
Foto(s): Privat
Hun kender sine styrker og begrænsninger bedre end nogen anden. Hun er motiveret og klar til at komme i gang med at arbejde. Men Nikoline Heikamp må ikke få den hjælp, der kan gøre en forskel for hende. Den hjælp, som flere kontaktpersoner i psykiatrien mener, hun skal have.
Nikoline er 26 år og har skizotypi. Allerede i slutningen af folkeskolen ved hun, at hendes tanker er anderledes og mørkere end klassekammeraternes. Hun møder sin første kæreste i 7. klasse og ender i et meget turbulent forhold i fire år. Men i gymnasiet møder hun veninder, som hun endelig kan dele alt med.
Vi hjalp hinanden igennem angstanfald og depressive episoder, men vi vidste jo godt, at det ikke ville holde på den lange bane.
“Vi hjalp hinanden igennem angstanfald og depressive episoder, men vi vidste jo godt, at det ikke ville holde på den lange bane. Vi opfordrede hinanden til at søge mere professionel støtte, men ingen af os tog det til os.”
Først efter gymnasiet rækker Nikoline – med hjælp fra en ny kæreste, der forstår alvoren – ud til Headspace, som hjælper hende videre til en psykolog.
Dette møde er dog mindre heldigt. “Jeg får ting at vide som ‘livet er ikke en dans på roser’ og ‘vi har alle dårlige dage’.”
Da Nikoline som 21-årig bliver tilknyttet psykiatrien, konkluderer Center for Visitation og Diagnostik ifølge hendes journal:
”kvinde med taktile hallucinationer og stemmehøring henvises til APH (akutteam, red.) mhp. bridging til fast forløb måske hos OPUS til udredning for psykotiske eller traumeudløste symptomer.”
Nikoline starter dog ikke i OPUS, som de foreslår. I stedet ender hun på Psykoterapeutisk Klinik i København, hvor hun bliver behandlet for borderline. Men noget virker forkert.
Når man har skizotypi, har man som regel svært ved sociale relationer og følelser. Man mistolker ofte signaler og har svært ved at sortere i sanseindtryk.
Fejlbehandling
Nikoline er glad for at kunne tale med andre unge i gruppeterapi. Men hun mærker ikke samme resultater af behandlingen. Føler sig også lidt anderledes. Hun mistænker, at der ikke er tale om borderline. ”Hvis du ikke har skizotypi, ved jeg simpelthen ikke, hvad det er,” siger Nikolines veninde, der selv er blevet behandlet for skizotypi.
Da Nikoline nævner det for behandlerne, fortæller de i første omgang, at der er overlap mellem borderline og skizotypi. At Nikoline ikke lever op til kriteriet om ’aparte udseende’, som de lægger vægt på. Efter syv måneder konkluderer behandlerne alligevel, at Nikoline er blevet fejlbehandlet.
Personalet er bange for, at hun har fået det værre. Nikoline lider af angst, tvangstanker og vrangforestillinger, men det lysner, da hun bliver henvist til OPUS, som hendes veninde har haft god gavn af. Det får Nikoline også: Hun bliver klogere på sig selv og får nyttige værktøjer.
Faktisk går det så godt, at Nikoline efter nogle måneder i OPUS får mod på at tage på højskole. Her prøver hun sig af med forskellige fag og får nye bekendtskaber, blandt andet den kæreste, hun har i dag.
“Det var ikke uden bump på vejen, både min angst og mine vrangforestillinger besøgte mig til tider, men det var på mange punkter et bedre år end de foregående.”
Jeg var bange for, at hans liv gik videre, og jeg bare sad fast i min diagnose og i psykiatrien.
Da hun efter opholdet flytter sammen med sin nye kæreste, mærker hun også, at rammerne på højskolen gjorde hende godt. Nu er hun tilbage i OPUS og skal forsøge at skabe en hverdag rundt om behandlingen, mens hendes kæreste har travlt med uddannelse. Allerede på højskolen mærkede hun en snigende frygt, som nu blev tydeligere:
”Jeg var bange for, at hans liv gik videre, og jeg bare sad fast i min diagnose og i psykiatrien.”
Nikolines behandlere prøver at finde den rette medicin til hende, men:
”Det er hårdt med optrapninger og nedtrapninger af medicin. Det er kun mig, der kan mærke efter, så det er mig, der skal vælge, om de positive effekter opvejer bivirkningerne. Og det gør de bare ikke.”
Medicinen gør hende træt, giver kvalme og rysteture. Sætter en stopper for, hvad hun kan i hverdagen. Da Nikolines OPUS-forløb stopper, er hun klar på livet igen og har fået mod på at komme tilbage på det arbejdsmarked, hun måtte forlade efter gymnasiet. Men hun løber ind i et uventet problem.
”Vi kan ikke hjælpe dig”
OPUS er et ambulant behandlingsforløb for 18-35-årige, der har en diagnose inden for skizofrenispektret, fx skizofreni eller skizotypi.
Et OPUS-forløb kan vare op til to år.
F-ACT tilbyder ambulant (hvor man ikke er indlagt) behandling og rådgivning.
Da Nikoline stopper i OPUS, bliver hun henvist til F-ACT. Kontaktpersoner fra både OPUS og F-ACT mener, at den rette løsning for Nikoline er IPS, Individuelt Planlagt job med Støtte, en beskæftigelsesindsats for mennesker med psykiske lidelser, som er individuelt tilrettelagt. Det betyder, at man kan få hjælp og støtte, som også er integreret med psykiatrisk behandling.
Nikoline bliver informeret om, at hun skal være på en ydelse, fx kontanthjælp, for at få et IPS-forløb. I jobcenteret får hun at vide, at man heller ikke må have en opsparing, hvis man skal have hjælp fra IPS.
”Min opsparing var låst som en boligopsparing, for at jeg kunne flytte ud af København – det var det nødvendige for mit mentale helbred. Men jobkonsulenten sagde bare ’ja ja, men det er ikke godt nok, for pengene er ikke låst nok til, at vi kan gøre noget for dig’. Så jeg får at vide, at jeg ikke kan få hjælp til at komme i arbejde.”
Nikolines kontaktperson i F-ACT forsøger at finde en løsning, og IPS deltager i et møde for at undersøge mulighederne, men der er tilsyneladende intet at stille op.
November 2020: første møde med psykiatrien (Center for Visitation og Diagnostik)
December 2020: APH (akutteam), seks ugers ambulant forløb
Februar 2021: start i F-ACT som midlertidig behandling grundet ventetid
August 2021: opstart i Psykoterapeutisk Klinik for borderline (mentaliseringsbaseret terapi)
Maj 2022: opstart i OPUS for skizotypi (overlap med afslutning i Psykoterapeutisk Klinik for borderline)
August 2022: orlov fra OPUS grundet ti måneders højskoleophold
August 2023: genoptager forløb hos OPUS
Februar 2025: afslutning i OPUS, opstart i F-ACT
Det meningsfulde arbejdsliv
Nikoline er blevet rådet til at vente på IPS, da flere kontaktpersoner og sagsbehandlere har informeret hende om, at jobcenteret ikke er rustet til at hjælpe hende.
”Det burde være en win-win, hvis de kunne få mig på arbejdsmarkedet, før jeg ender på ydelse,” siger Nikoline og fortsætter:
Jeg er ved at miste tålmodigheden med systemet, og jeg synes ellers, at jeg virkelig har kæmpet for ikke at give op på dem mange gange.
”Jeg er ved at miste tålmodigheden med systemet, og jeg synes ellers, at jeg virkelig har kæmpet for ikke at give op på dem mange gange, men hvis der ikke kommer en løsning snart for mig og andre i samme situation, så flyder mit bæger over.”
I sommeren 2025 fik Nikoline Heikamp at vide, at IPS ville få flere midler – også til personer, der ikke er på en ydelse – og at hun fra september kunne se frem til et forløb. I december 2025 kom beskeden om, at der nok som minimum ville gå et halvt år mere. Nikoline døjer nogle dage med tankemylder og søvnbesvær. I de sjældne dårlige perioder kan hun være plaget af angst og katastrofetanker. At være i venteposition gør ikke livet nemmere. Men overordnet set er hun et godt sted med plads til håb:
”Jeg vil bare gerne ud og arbejde,” understreger hun. Et arbejde kan give hende sunde rutiner i hverdagen og noget at stå op til – og kollegaer:
“Jeg drømmer om en arbejdsplads, hvor jeg kan udfolde mig kreativt eller sætte noget i system – en kombination ville selvfølgelig være endnu bedre. Og så skal jeg ud et sted, hvor jeg kan være social, men også trække mig, hvis jeg har brug for det. Det kan lyde som mange krav, men jeg ved, hvor svært det er for mig at komme tilbage, hvis jeg først knækker, så jeg bliver nødt til at passe på mig selv. Også på arbejdspladsen.”
På den ene arm har Nikoline en tatovering af en snegl. Den virker passende for den sagsbehandling, hun har oplevet. Hun har også en tatovering af en diskokugle. Engang dansede hun meget. Hun er stadig en kreativ sjæl, der holder af at læse, skrive, tegne, plante ting, bygge i træ, skabe noget.
”Jeg prøver at lære, at man godt kan lave noget, der ikke har en funktion. At det er processen, der er vigtig, men det er bare lidt sjovere, når jeg kan bruge det til noget bagefter.”
Nu håber hun, at hun kan komme ud og netop få en funktion på en arbejdsplads, der kan give hende mere mening i hverdagen.
Nikoline Heikamp er flere gange blevet informeret om, at hun grundet sin opsparing ikke kunne modtage et IPS-forløb.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplyser, at IPS ”ikke bliver tildelt på baggrund af kriterier som eksempelvis formue”.
De kan ikke sige noget om Nikolines sag, da de ikke kan kommentere på konkrete sager.
Læs også
I dette tema ser vi nærmere på betydningen af et arbejdsliv for mennesker med psykisk sårbarhed. Vi undersøger de barrierer, som stigmatisering og diskrimination skaber, og ser på, hvordan den rette støtte og viden kan hjælpe flere ind i...
Da Sebastian Nathan fik sin første diagnose som teenager, skammede han sig. I dag vil den unge digter bidrage til en fælles samtale om, hvad psykisk sygdom kan gøre ved den enkelte. I sin nye bog 'Engle' giver han et indblik i et liv med skizotypi.