Fokus på psykiatri og mental sundhed er ikke et særhensyn – men et fundament for velfærdssamfundet
I Altingets podcast Politisk Stuegang kom den sundhedspolitiske valgdebat endelig i gang. Og partierne var enige: selvom Danmarks første psykiatriplan er vedtaget, er tiden allerede nu moden til at tænke videre.
Valgkampen er allerede i fuld gang. Partierne præsenterer løsninger på de udfordringer, vi som samfund står overfor, hvad end det drejer sig om folkeskolen, arbejdsmarkedet eller ældreomsorg.
For samfundet kan det have store konsekvenser, når mentale sundhedsproblemer ikke prioriteres.
Men som Altinget bemærker, har valgkampens første uger været overraskende blottet for sundhedspolitik.
Og det på trods af, at sundhedspolitik – ikke mindst psykiatrien – igen i år ligger højest på vælgernes liste over, hvilke emner politikerne bør tage sig af. Og med god grund. For dels har området været forsømt politisk i mange år, dels berører den langt flere mennesker, end de fleste nok forestiller sig.
Således kommer 8 ud af 10 danskere i løbet af deres liv ud for at have en behandlingskrævende psykisk sygdom.
For den enkelte og dennes familie og pårørende kan det være svært, men med den rette behandling behøver det ikke stå i vejen for at leve et helt normalt liv. For samfundet kan det have store konsekvenser, når mentale sundhedsproblemer ikke prioriteres. På alt fra sygefravær, børn der ikke gennemfører grundskolen og meget andet. Men det betyder omvendt, at der er meget at hente ved at styrke psykiatrien.
Nu er det psykiatriens tur
Der var også bred opbakning til psykiatrien i Altingets podcast Politisk Stuegang, som i forbindelse med valgkampen blev gæstet af Sophie Løhde (V), Monika Rubin (M) og Peder Hvelplund (Ø).
Alle tre partier var med til at vedtage Danmarks første psykiatriplan i forrige valgperiode. Det var et historisk økonomisk løft, og planen har lappet flere huller i psykiatriens fundament.
Det er ekstremt vigtigt, at psykiatrien fortsat er et centralt emne efter valget. Med dertilhørende politiske ambitioner.
Man kan forlade sig til at tro, at udfordringerne i psykiatrien nu er løst. Eller i det mindste vil blive løst, når de politiske aftaler rammer virkeligheden.
Både Løhde, Rubin og Hvelplund var enige i, at vi ikke må hvile på laurbærrene. For uden en klar plan for, hvad der skal ske efter 2030, når Psykiatriplan 1 løber ud, risikerer fundamentet at slå sprækker igen.
Derfor glæder det os i Psykiatrifonden, at alle tre partier var tydelige i støtten til psykiatrien – også efter valget. Hvelplund sagde, at en psykiatriplan 2 bør være en del af regeringsgrundlaget. Løhde gjorde det tydeligt, at Venstre vil prioritere yderligere investeringer i psykiatrien, og Rubin var klar på at genbesøge aftalen og bygge videre på den.
Det er ekstremt vigtigt, at psykiatrien fortsat er et centralt emne efter valget. Med dertilhørende politiske ambitioner.
For faktum er, at psykisk sygdom findes overalt i samfundet – og sygdommen trækker sine spor. F.eks. har 40 procent af børn med psykiatriske diagnoser et længerevarende ufrivilligt skolefravær, mens det gælder for blot 17 procent af børnene uden psykiatriske diagnoser. Blandt de børn, der som 11-årige har mentale trivselsudfordringer, har 40 procent som 25-årige ikke gennemført en ungdomsuddannelse. Og mennesker med de sværeste psykiske lidelser lever op til 10-15 år kortere end andre.
Tiden er moden til en Psykiatriplan 2
Hvis vi skal gøre livet bedre for mennesker, der lever med psykisk sygdom, kræver det politisk handling og mod. Både nu og langsigtet. Derfor mener vi også, i lighed med de tre gæster i Politisk Stuegang, at tiden er moden til at drøfte en Psykiatriplan 2.
Helt konkret bør psykisk sygdom, som det første, tænkes ind i fremtidige lovforslag og lovgivning på tværs af flere politikområder.
Helt konkret bør psykisk sygdom, som det første, tænkes ind i fremtidige lovforslag og lovgivning på tværs af flere politikområder. Meget mistrivsel ses i folkeskolen og bliver kun værre senere i livet uden den rette indsats. Det kan betyde ringere mulighed for at tage en uddannelse og have et arbejde. Alene angst og depression er hvert år skyld i 4 millioner sygedage. Det svarer til 18.000 årsværk.
For det andet skal vi ikke tro, at Psykiatriplan 1 giver anledning til at sætte et flueben for endt arbejde. Psykiatrien har været forsømt i så mange år, at var der tale om et hus, var der ikke behov for blot en hurtig renovering, men en komplet genopbygning. Det kræver overblik, mod og vision. Det kræver yderligere investeringer, genbesøg i aftalerne og ikke mindst flere nye psykiatriplaner.
Hvis vi griber psykiatrien rigtig an i de næste par år, vil det føre til bedre liv for alle. Både for den enkelte og for samfundet.