Nyt studie: Lavt selvværd hos børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom kan påvirke mental sundhed
En stor undersøgelse viser, at børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom oftere lider af markant dårligere selvværd end andre børn. Samtidig er de i væsentligt større risiko for selv at udvikle psykisk sygdom. Heldigvis ved vi, hvor vi kan sætte ind og hjælpe familierne, fortæller en af forskerne bag studiet.
Alle forældre vil deres børn det bedste og gør det bedste, de kan. Men i nogle hjem er forældrenes udfordringer så store, at det kan få alvorlige konsekvenser for børnene. Det handler ikke om at stigmatisere forældrene yderligere, men om at sikre dem og børnene den rette støtte – i tide.
Det ved Mette Falkenberg Krantz. Hun er læge, ph.d. og lektor, og hun forsker blandt andet i børn, der har forældre med alvorlig psykisk sygdom. Gennem flere år har hun fulgt børn i alderen 7-14 år og set nærmere på deres udvikling af selvværd og selvopfattelse, mere specifikt børn af forældre, som på et tidspunkt har været diagnosticeret med skizofreni eller bipolar lidelse.
Resultaterne viser tydeligt, at særligt børn af forældre med skizofrenidiagnoser ofte lider af dårligt selvværd. Nogle af de medvirkende årsager er mobning og et udfordret hjemmemiljø. Det dårlige selvværd handler om mere end mistrivsel. Børnene har også væsentligt større risiko for selv at udvikle psykisk sygdom.
Men der er håb. Ifølge Mette Falkenberg Krantz er vi som samfund godt i gang med at få bedre muligheder for at støtte børnene og deres familier, og tilbud som Kombu findes til børn i flere og flere kommuner.
Kombu klæder fagpersoner på til at opspore og støtte børn og unge i familier med psykisk sygdom. Det sker gennem gratis opkvalificering, viden, værktøjer og rådgivning.
Kombu er etableret af Psykiatrifonden, Region Nordjylland og Region Hovedstaden og er udbredt til kommuner i hele landet.
"Kombu" står for Det nationale kompetencecenter for børn og unge i familier med psykisk sygdom.
Særligt udsat gruppe
Mette Falkenberg Krantz og hendes kollegaer, heriblandt professor i børne- og ungdomspsykiatri Anne Thorup, har fulgt mere end 500 børn af forældre med skizofreni- eller bipolardiagnoser.
De har fulgt børnene og deres forældre/omsorgspersoner, siden børnene var syv år gamle. Børnene har de matchet med en kontrolgruppe af børn på samme alder, hvis forældre ikke har haft en af de to sygdomme. Gennem årene har de blandt andet undersøgt, hvordan børnene trives socialt, følelsesmæssigt, kognitivt, motorisk, fysisk og familiemæssigt.
De har også set på hjemmemiljøet og på, om børnene oplever mobning, fortæller Mette Falkenberg Krantz:
”Hjemmemiljøet handler om, hvad man får med sig af fx støtte og stimulation i dagligdagen, og hvad det kan betyde for barnets udvikling. Vi kan se, at hjemmemiljøet oftere er påvirket, hvis en forælder har en alvorlig psykisk sygdom, og særligt hos familier, hvor en forælder har en skizofrenidiagnose. Samtidig ser vi, at disse børn også oftere oplever mobning. Disse to faktorer kan påvirke selvværdet, og et lavt selvværd øger risikoen for selv at få psykisk sygdom. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op og hjælper børnene og familierne på disse parametre, så vi kan nedbringe børnenes risiko for selv blive ramt af psykisk sygdom.”
Børnene er blevet undersøgt fra syvårsalderen, fordi de på det tidspunkt er startet i skole. Det betyder både, at kravene til dem bliver øget, og at skolelæreren kommer ind som ’informant’, hvilket har bidraget til at kvalificere undersøgelsen som supplement til forældrenes og barnets egne besvarelser.
”Siden undersøgelsens start i 2013-2015, er børnene nu ved at være unge voksne,” siger Mette Falkenberg Krantz. ”Så nu kan vi se nærmere på resultater og konsekvenser. Vi har omfattende data om, hvordan man som barn kan få påvirket sin udvikling både positivt og negativt på en række parametre, når man har forældre med alvorlig psykisk sygdom.”
Mette Falkenberg Krantz gentager, at det ikke handler om at placere skyld eller ansvar. Tværtimod. Det handler om at kunne sætte ind i tide og yde den nødvendige støtte. Når børn får den rette støtte til god trivsel i tide, er det også en stor hjælp for forældrene og for hele familiens trivsel.
Psykiatrifonden driver Kombu, "kompetencecenter for børn og unge i familier med psykisk sygdom". Her kan fagpersoner få viden og rådgivning om familier, hvor et familiemedlem er ramt af psykisk sygdom.
Markant forøget risiko
Tidligere studier har vist, at børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom har 10 gange større risiko for at få samme sygdom som deres forældre sammenlignet med baggrundsbefolkningen og en risiko på mere end 50 procent for at udvikle psykisk sygdom generelt, inden de når voksenårene.
Under navnet The Danish High Risk and Resilience Study – også kaldet VIA-kohorten – har man fulgt børn født af forældre, som ifølge de danske registre har været diagnosticeret med skizofreni eller bipolar lidelse.
Mere præcist har man fulgt 322 børn af forældre med alvorlig psykisk lidelse og matchet dem med en kontrolgruppe på 200 børn, hvis forældre aldrig har haft skizofreni eller bipolar lidelse.
Formålet er ”på langt sigt at kunne identificere specifikke faktorer, som indikerer øget sårbarhed, og resiliens, i forhold til udvikling af psykisk sygdom for individer med familiær disposition”.
I forbindelse med studiet har man blandt andet samlet oplysninger om "børnenes sociale, motoriske og kognitive udvikling, deres psykiske helbred og familiernes hjemmemiljø".
Blandt en række andre parametre, som kan have betydning for den psykiske sårbarhed, har Mette Falkenberg Krantz fundet, at dårligt selvværd påvirker risikoen for, at børnene udvikler psykisk sygdom. Men hvad oplever børnene? Hvordan bliver deres selvværd påvirket? Børnene fra undersøgelsen – altså børn af forældre med skizofreni- eller bipolardiagnose – svarer mere negativt end kontrolgruppen, når de bliver spurgt ind til, hvordan de opfatter sig selv, siger Mette Falkenberg Krantz:
”De oplever både sociale og følelsesmæssige problemer. De oplever også problemer relateret til udseende og fysiske aktiviteter som idræt. I forhold til kontrolgruppen svarer de i højere grad ’jeg er tit vred’, ’jeg er tit irritabel’ og ’det er svært at finde de rigtige ord’. Men også, at de ikke er lige så gode som andre børn til gymnastik og sport. Vi ved fra forskningen, at det er korrekt, at børn af forældre har flere udfordringer fx både kognitivt, socialt, følelsesmæssigt og motorisk, så børnenes egen oplevelse af deres udfordringer er i tråd hermed.”
Kløften mellem de pårørende børn i undersøgelsen og kontrolgruppen bliver større og større med alderen. Det dårlige selvværd bliver altså mere og mere markant.
”Forskellen er størst i skizofrenigruppen. I bipolargruppen er kløften ikke lige så stor, men da vi undersøgte data fra de tidlige ungdomsår, kunne vi også se dét, man med en statistisk betegnelse kalder en signifikant forskel også for denne gruppe.”
Meningsfuld støtte
Der er håb, pointerer Mette Falkenberg Krantz. Når man identificerer en risiko, er der også noget, man dermed er opmærksom på. Den opmærksomhed skal udbredes og veksles til hjælp og støtte.
”Når vi taler om familiær risiko for psykisk sygdom, ved vi, at genetik kan spille en rolle, men oftest i samspil med miljøet – og miljøet har vi mulighed for at støtte op om: Det betyder noget, når vi genererer viden om, hvordan man skal være opmærksom på fx mobning og hjemmemiljø, og det danner grobund for at indtænke disse faktorer i støtteindsatser.”
Tidlig opsporing og støtte til børn i familier med psykisk sygdom handler ofte om at øge kompetencerne og tilgængeligheden hos fagpersoner, der er tæt på børnene, fx lærere, sundhedsplejersker og socialrådgivere. Fagpersoner, der kan opkvalificeres gennem eksempelvis Kombu. Mange udfordringer kan vi faktisk gøre noget ved, siger Mette Falkenberg Krantz:
”Det handler om at tilpasse behovene efter den enkelte families og det enkelte barns behov. For ét barn kan det være, at der er følelsesmæssige udfordringer og behov for, at barnet deltager i forløb, der træner dette. For et andet barn kan det være, at der mangler overskud i familien til, at barnet kan gå til en fritidsaktivitet, og at der derfor er behov for at finde en voksen, som kan køre barnet frem og tilbage. Grundlæggende skal man tage fat dér, hvor der er udfordringer. Det er vigtigt, at den rette hjælp tilvejebringes til rette barn på rette tidspunkt, så børnene kan støttes i at udvikle god trivsel og et positivt selvbillede.”
Der er altså mange faktorer, man kan understøtte og hjælpe med. Men hjælpen skal tilpasses på både familieniveau og individniveau. Mette Falkenberg Krantz understreger, at man ikke kan ændre noget fundamentalt fra den ene dag til den anden. Men tidlig opsporing og tidlige indsatser er vigtige af flere grunde:
”I forhold til livskvalitet – og for at sikre mange gode leveår – er det simpelthen bedre at forebygge end at behandle. Selvværd og selvopfattelse er eksempler på faktorer, som påvirker risikoen for senere psykisk sygdom, og som er påvirkelige og dynamiske i barndommen og ungdommen, så de kan støttes og påvirkes i positiv retning. Derfor er det så meningsfuldt at støtte op rettidigt. Vi skal være bevidste om, at der er meget andet end hospitalsbehandling, der kan gøres for børn af forældre med psykisk sygdom. Med den rette viden og de rette ressourcer kan vi gøre rigtig meget ude i hverdagslivet.”
Læs også
Hvert fjerde barn i Danmark oplever at have en forælder med psykisk sygdom, inden de fylder 16 år. Det svækker børnenes muligheder i livet og er dyrt for samfundet. Det viser en ny rapport.