Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Har øget irritabilitet i den tidlige barndom konsekvenser?

De fleste forældre har prøvet at vugge et grædende spædbarn, til armene er helt ømme, eller forsøgt at afværge deres lille barns nedsmeltning over, at tallerkenen ikke havde den rigtige farve.

Barn, irriteret, sur
Billedet er AI-genereret.

Det er en normal del af børns udvikling, at de bliver frustrerede, fordi de ikke har udviklet kontrol over deres følelser og impulser.

Dog har nogle børn en høj grad af irritabilitet – altså tendens til at blive vrede og frustrerede – og de er ifølge et nyt metastudie i større risiko for at få psykiske vanskeligheder senere i barndommen. Studiet bruger data fra næsten en million børn og viser, at høj irritabilitet i alderen 0-5 år øger risikoen for både indre vanskeligheder og problematisk udadreagerende adfærd. 

Sammenhængen var tydeligst, når irritabilitet blev målt i børnehavealderen, hvor der blev fundet en moderat sammenhæng med senere psykiske symptomer. Hos spædbørn var sammenhængen svagere. 

Forskerne fandt også, at sammenhængen mellem tidlig irritabilitet og senere problemer er påvirket både af barnets evne til selvregulering og af forældrenes opdragelsesstil. Støttende og kærlig opdragelse kan altså mindske risikoen for senere problemer, mens kontrollerende eller fjendtlig opdragelse kan øge den. 

Der er ifølge forskerne behov for mere viden om, hvordan irritabilitet bedst måles, og hvilke biologiske og sociale mekanismer der fører fra tidlig irritabilitet til psykiske vanskeligheder. Men resultaterne viser altså, at tidlig irritabilitet er et vigtigt advarselstegn, og derfor kan tidlig identifikation og støtte til børn og forældre være afgørende for at forebygge senere psykiske problemer.  

Kilde

Finlay-Jones med flere “Systematic Review and Meta-Analysis: Early Irritability as a Transdiagnostic Neurodevelopmental Vulnerability to Later Mental Health Problems”, Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry 63, nr. 2 (2024): 184-215.