Det bliver i familien

Christine Kærulv er vokset op i Bjerringbro. På familiens store svinefarm var hun et lille menneske gennem hele sin barndom og ungdom. Sådan føltes det i hvert fald, for sådan var det meningen, at hun skulle føle sig: Hendes mor udøvede psykisk vold, og konsekvenserne af en opvækst i frygt kan Christine Kærulv stadig mærke i dag. 

Men som barn vidste hun ikke, hvad hun blev udsat for. Først som voksen – da hun med lidt hjælp fra sin far fik råd til at betale for terapi – begyndte hun at forstå den smerte, hun stadig lever med.

Smerten kommer man helt tæt på i hendes debutbog, digtsamlingen Motherlode, hvor man følger en 13-årig pige og dennes forsøg på at navigere i en hverdag, der på én gang er ensformig og alligevel komplet uforudsigelig.

”Det startede som en utryg stemning, men som barn ved man ikke, om noget er godt eller skidt. Man ved bare, at det er ubehageligt. Det er først, når man har noget at sammenligne med, at man kan se, at der er noget, som ikke er som i de andre hjem.”

På legeaftaler så hun andre og mere fredelige familieformer. Forældre, der ikke råbte. Længe troede Christine Kærulv, at hun måske var skyld i den vrede, moren gav udtryk for: ”Jeg var bange for, at jeg var en katalysator, men jeg har senere fundet ud af, at hun var sådan, længe før jeg kom til.”

Psykisk vold kan være svær at forstå, hvis man ikke har oplevet det. Det er komplekst, og det er svært for andre at se og forstå. Modsat familier med fysisk vold eller alkoholproblemer, hvor man ser de blå mærker og efterladte flasker. Hvordan føles det?

”Det er en grundfornemmelse af, at man ikke må være til. At man hele tiden skal bruge alt, hvad man er, til at opfylde nogle andres behov. Det gør, at man ikke får lov til at mærke efter, hvad man selv har behov for. På den måde får man heller ikke lov til at eksistere i verden. Børn kan jo have lyst til mange ting, og når man slukker for det, slukker man også for en vilje og en måde at mærke ind i sig selv, som kan have mange konsekvenser også senere i livet.”

Volden er ikke kun larmende og råbende, forklarer hun: ”Et eksempel kan være at bruge stilhed som våben. Ikke at svare og bevidst udelukke nogen fra fællesskabet. I den nære familie er det voldsomt at blive smidt ud af sin egen flok for småting. Man kunne heller ikke regne det ud: Hvad skal der til for at gøre min mor vred? Jeg tror, at uforudsigeligheden er et af de største våben, for det gør, at man hele tiden skal være på mærkerne, og at man hele tiden skal have antennerne ude og fornemme, om noget er under opsejling.”

Ingen ville blande sig

”Jeg lærte, at alt, jeg fik, kunne blive taget fra mig. Alt, jeg fik, kunne blive brugt imod mig. Alt kunne blive brugt som våben. Hvis jeg fik en gave, kunne den blive taget fra mig som en straf senere. Så jeg vidste, at jeg ikke ejede noget her i verden.”

Helt alene var Christine Kærulv heldigvis ikke. I bogen er pigen også tæt på sin lillebror. De holder hinanden oppe, giver hinanden værdi, mens de forsøger at navigere i hjemmets minefelter:

”Jeg var den ældste og har dermed haft en længere liste med ting, der kunne trigge en voldelig reaktion. Jeg har sendt min bror blikke eller givet ham et spark under bordet for at sige ’vi skal være stille nu, ellers …’ Vi lærte at aflæse hinanden ud fra bittesmå bevægelser.”

Christine Kærulv fortæller, at det var altafgørende ikke at være alene om det. At de som vidner kunne bekræfte hinanden: ”Det har man virkelig brug for, når man er i et lukket og isoleret miljø, for tingene kan være helt anderledes, når man kommer i skole eller andre steder. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen værdi i at være datter, men jeg havde en kæmpe værdi i at være søster.”

I bogen findes skolen mest som et sted, man bliver hentet fra. Fokus er på livet hjemme på den konventionelle svinefarm. Christine Kærulvs skole intervenerede aldrig, for de vidste ikke, at noget var galt. Omkring 7. klasse – samme alder som hovedpersonen i bogen – blev hun bekræftet i, at hun blev udsat for noget helt forkert: ”Det fik jeg at vide af venner og forældre. De kunne godt se, at dét, der foregik, ikke var i orden. Men de vidste heller ikke, hvad de skulle gøre ved det.”

Måske ville de ikke blande sig, måske var de bange for at sætte noget i gang. Christine Kærulv selv havde hørt om ”kommunen” som et vagt begreb. I hjemmet havde hun lært, at man ikke kunne stole på hverken psykologer eller det offentlige: ”Så jeg havde ingen tillid til, at de systemer ville hjælpe mig. Jeg overvejede flere gange at gå, at henvende mig et sted, men jeg var bange for, at jeg ikke havde nogen pondus som barn. Man skal jo altid hjem igen. Og hvad kommer man så hjem til? Jeg kunne ikke gøre så meget andet end at vente.”

Flygtede ind i et computerspil

Christine Kærulv kunne ikke flygte – i hvert fald ikke rent fysisk. Men hun fandt et fristed, hvor ingen kunne true hende: Computerspillet The Sims, en slags digitalt dukkehus, hvor man ud over at bygge huse også styrer beboernes liv. Fra deres tøj og mad til relationer, uddannelse og arbejde. I spillet følte Christine Kærulv sig ikke magtesløs:

”Jeg kunne bestemme alt fra, hvad de skulle hedde, hvornår de skulle i seng, hvordan deres hus så ud. Der var en følelse af at kunne bestemme noget, jeg ikke kunne i den virkelige verden. Jeg var så glad for at være et sted, hvor jeg ikke kunne blive dømt for de ting, jeg gjorde. Jeg har også haft en følelse af, at jeg har udviklet mig som menneske ved at spille The Sims, fordi jeg kunne forestille mig, at det var mig, der boede i det her hus og havde en karriere. Det gav mig et sted at drømme, at forestille mig en fremtid og muligheder, og det havde jeg brug for.”

”Jeg brugte meget tid på bare at være omsorgsfuld over for de her simmere (karaktererne i spillet, red.). Jeg ville gerne have, at de skulle have gode liv. Jeg havde en hel notesbog, hvor jeg lagde planer for, hvad de skulle et år frem. Så havde jeg skrevet ned, hvor mange børn de skulle have, hvor de skulle gå på universitetet og sådan noget. Det var måske også en måde at bearbejde tingene på, at jeg kunne gøre noget godt for nogen. Det var der, jeg voksede mest; når jeg kunne være i omsorgen.”

Christine Kærulv ved, at mange ser skævt til computerspil eller tænker det som noget asocialt. Det kan det være, men det kan også være meget mere, uanset om det er The Sims, World of Warcraft eller noget tredje:

”Jeg har lyst til at hylde spil og muligheden for digitale tilflugtssteder og verdener, for de kan være så vigtige for rigtig mange udsatte unge og børn. Det bliver ofte udskammet, men for nogle børn er det en måde at overleve på. Det kan sagtens være sunde fællesskaber, og der kan være rigtig mange grunde til, at man har brug for det.”

Når Christine Kærulv spillede The Sims, var det heller ikke for at få afløb på en destruktiv måde. I spillet kan man være streng over for sine simmere. Gøre dem ulykkelige, brænde deres hus ned, fjerne stigen fra poolen, mens de er i vandet. Men:

”Jeg kunne mærke, at det var svært for mig at gøre onde ting i spillet, fordi jeg følte så meget skyld og skam i forvejen. Det har sat sig ret dybt i mig, når jeg er blevet talt ned til foran andre, det kunne være i supermarkedet, eller når vi havde gæster. Skammen vokser af situationer, hvor man ikke kan sige fra.”

Ved buffeten sagde kroppen stop

På svinefarmen i Bjerringbro forsøgte Christine Kærulv sig med små oprør. Men konsekvenserne var typisk så voldsomme, at hun holdt op.

”Man stopper med at have en stemme, man stopper med at have grænser. Det er så udmattende at være i et hjem, hvor det kan udløse endnu mere ballade at vise grænser, så det bliver det nemmeste ikke at gøre noget, fordi alle er så udmattede. Man lader sig bare opsluge af det reglement, der nu eksisterer.”

I bogen er hovedpersonen omkring konfirmationsalderen. For Christine Kærulv fortsatte den psykiske vold i endnu flere år.

”Man er placeret i en rolle, man ikke kan være i, og det betyder, man ikke har en vilje. Men det er den eneste måde at være i familien på. Man kan ikke bryde med de strukturer, så det fortsatte bare.”

Christine Kærulv begyndte at undersøge, hvordan hun kunne slippe væk. Hun havde ingen penge, men hun fandt ud af, at hun – uden omkostninger for familien – kunne bo på et kollegie, når hun kom i gymnasiet. Som 16-årig lykkedes det, og da hun endelig begyndte at føle frihed, ville hun have mere. Hun ville mærke noget. 

Hun begyndte at gå meget i byen, og samtidig skulle hun passe skolen og sørge for at være en god storesøster. Det spidsede til, da hun skulle afslutte gymnasiet. Den samme dag, som hun fik sit eksamensbevis, fik hun en voldsom belastningsreaktion. Hun skulle fejres på sit kollegie, da kroppen pludselig sagde fra:

”Jeg ville hente noget mad i buffeten, og så kunne jeg bare ikke gå. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg prøver at sige det højt, men de tager det ikke alvorligt.”

En ambulance hentede hende. ”Jeg finder ud af, at jeg er gået helt ned med stress. Min krop har lige holdt ud, indtil jeg fik det studenterbevis, og så lukker det hele bare ned bagefter.”

Ingen tvivl hos lægen

Hele sommeren stirrer Christine Kærulv ind i væggen. Systemet er lukket ned. Samtidig skal hun flytte væk fra sit gymnasiekollegie, da hun er blevet student. Hun ved, at hun ikke kan få hjælp hjemme, og hun ved, hun ikke kan flytte hjem. Hun mangler både bolig og startkapital, men løser det ved at blive au pair i Paris. Da tiden i Frankrig er ved at løbe ud, tilbyder hendes norske kæreste – som hun har mødt på Roskilde Festival den sommer, hun blev student – at hun kan bo hos ham i Stavanger.

Det hele går stærkt, hun er stadig stresset og har det dårligt, men hun får fred, og langsomt kommer hun ovenpå. Hun ved ikke, hvad der præcist skal ske i hendes liv, men hun ved, at hun bliver nødt til at slå sig ned langt væk fra sted, hun er vokset. Hun får sæsonarbejde – med bolig – i Skagen og sparer op til at flytte til København.

Christine Kærulv er omkring 22 år, da hun går til lægen med fysiske symptomer. Lægen får hende til at udfylde en seddel med spørgsmål, der peger på noget andet.

”Jeg har nok været bevidst om, at jeg har haft noget med mig i mange år, men det er blevet så svært at håndtere som voksen, fordi jeg på det tidspunkt ikke længere kan flygte. Jeg har været tvunget til at forholde mig til mine følelser på en ny måde. Og jeg finder ud af, at jeg er meget deprimeret.”

Den skepsis over for det offentlige, som hun voksede op med, sidder stadig i hende, da hun bliver henvist til en psykolog. Samtidig er ventetiden så lang, at hun selv – med hjælp fra sin far – betaler for psykoterapi. Hun får konstateret både depression og angst, og langsomt begynder hun at forstå omfanget – hvad hun har været igennem. At der er noget, der hedder psykisk vold.

”Jeg vidste, at der foregik noget, som ikke var i orden. Men det var først, da jeg som voksen kunne betale for min egen terapi, at jeg forstod omfanget af det, og hvor gennemgående det har været. Og hvordan det stadig påvirker mig. Jeg startede i terapi, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med at have det så skidt.”

Hun fortsætter:

”I starten handlede det om at forstå, hvilken tilstand jeg var i, så jeg langsomt kunne åbne op for, hvordan jeg var havnet der. Det tog flere år at nå frem til at forstå, hvordan det hang sammen, hvorfor jeg havde det skidt, og at det ikke var min egen skyld. For det var helt klart dét, jeg var sikker på. Jeg var også træt af at være en byrde for andre mennesker, og det var egentlig derfor, jeg søgte hjælp. Jeg tænkte, det var dyrt, men min motivation var, at så kunne jeg være en bedre ven og en bedre kæreste.”

Man kan ikke fjerne skyld og skam fra den ene dag til den anden.

”Jeg skal stadig finde måder at håndtere det på. Jeg har brug for at blive spejlet af mennesker, der ikke er for tæt på mig, for det har jo været utrygt for mig. Det har været noget, jeg ikke kunne stole på. Jeg har haft behov for et mere klart billede af, hvad der foregår, så jeg bedre kan støtte mig selv og lære at være til stede i verden.”

Usynlige ar

Til stede i verden. Sådan rigtigt til stede. Hvad vil det sige?

”Når jeg udgiver en bog, gør jeg noget, som var farligt i mit barndomshjem: At have en stemme, at være tydelig i rummet, hvor jeg hele tiden prøvede at gøre mig usynlig og gøre mig mindre. Nu skal jeg stå fast og sige tingene højt. Fortælle min historie med min egen stemme og min egen krop.”

Med Motherlode har Christine Kærulv skrevet den bog, hun selv ledte efter, da hun var yngre. Ud over The Sims har hun selv brugt bøger for at flygte ind i historier, tilbringe tid i andre karakterer og suge næring fra dem. I skrivningen har hun givet plads til sig selv, set sig selv ved at sortere sig frem gennem tankerne:

”Det har været terapeutisk på den måde, at det har været uforstyrret, og det har været en form for helligt rum med plads til den kritik, jeg ville åbne op for ved andre – men kun når jeg selv var klar. Og så er der nok nogle ting, der er gået op for mig undervejs, som jeg bedre kan se, når jeg læser det.”

Hun skriver dog ikke kun for sig selv:

”Jeg havde en følelse af, at jeg blev nødt til at forsøge at få den her historie ud. Det var så vigtigt for mig at dele, at de her ting findes, at man kan vokse op på den her måde, hvor der ikke er de samme tydelige tegn på misbrug, men hvor det stadig har kæmpe konsekvenser. Men de konsekvenser bliver måske også usynlige, for der er aldrig nogen, der finder ud af, hvor de kommer fra, for det bliver i familien.”

Christine Kærulvs historie er voldsom. Psykisk vold giver ar, som kan være svære at se. Men hun håber, at andre i samme situation vil føle sig mindre ensomme, når de læser bogen:

”Når man bliver mere klar over, hvad der foregår, og hvad man faktisk bliver udsat for, kan man fjerne noget af den skyld, man tillægger sig selv, for det er en tung måde at være i verden på, når man hele tiden tænker, man er skyld i al mulig dårligdom. På den måde er bogen et forsøg på at fjerne noget skyld fra andre, der vokser op i det her, så de måske også kan finde nogle kræfter eller energi til at søge hjælp.”