Henning Jensens depression

Tekst: Lotte Ladegaard, freelancejournalist.

I 2020 kom så hans anmelderroste bog Gennem glasvæggen. I et interview fortæller Henning Jensen om bogens tilblivelse, sine erfaringer med depression, behandling og den rolle, barndommen spiller i hans liv og sygdom.  

Der skulle gå 42 år, inden Henning Jensen var klar til at skrive bogen Gennem glasvæggen. Den handler om de mareridtsagtige måneder, da han, som han skriver i indledningen til bogen, ”gled gennem en tynd, tynd glasvæg ind i en verden ved siden af denne.”  

Han var på vej på cykel mellem prøver på tv og teatret. Det var foråret 1978, og han så bilerne køre og mennesker, der talte sammen på fortovet lige ved siden af ham, men han hørte ingenting. Livet fortsatte som en stumfilm omkring ham. I det øjeblik gik det op for ham, at han var syg. 

Alligevel tog han hen på Allé Scenen og gjorde, hvad der forventedes af ham, indtil han begyndte at græde og blev sendt hjem. Derefter kom angsten.  

Som en tragisk komedie 

Han gik blandt andet til en astrolog.  

”Astrologen kiggede på mit stjernetegn og udbrød ’åh, nej, nej, jeg vil ikke også tage penge fra dig,’” griner Henning Jensen.  

”Han havde fat i noget. Det er et mirakel, at jeg ikke tog livet af mig.” 

Bogen er fuld af absurde situationer. For eksempel chefpsykiateren på Rigshospitalet, der konkluderede, at Henning Jensens psyke blot var så skrøbelig, at ”de hele tiden bringer Dem selv i situationer, De ikke kan magte. Men syg? Nej!”  

Der er også Ruth Poort, som godt nok var psykoanalytiker, men som aldrig formåede at diagnosticere depressionen. Til gengæld nåede hun at indlægge Henning Jensen i sit eget hus og sende ham ud på en angstfuld rejse til Zürich og endnu en kvaksalver, inden Ruth Poort selv blev indlagt på psykiatrisk afdeling.  

En overgang ”beroligede jeg mig selv med alkohol,” siger Henning Jensen, men ”det vil jeg også gerne advare imod. Det hjalp slet ikke. Tværtimod.”  

I bogen er mødet med diverse behandlere nærmest beskrevet som en tragisk komedie. 

”Man skal grine af det,” udbryder Henning Jensen. ”Bogen er én lang advarsel til læserne.” 

Et opkald fra datteren var redningen 

Imens angst og psykoser gradvist overtog skuespillerens sind og fik ham til at tro, at publikum hadede ham, og at kollegerne sladrede nedgørende, knoklede han videre med sine roller.  

”Jeg fik jo penge for det, så jeg kunne ikke bare gå min vej,” siger han. ”Jeg havde jo været vanvittig heldig og havde en svimlende karriere.” 

Under den sidste forestilling lige op til indlæggelsen var det dog helt håbløst. ”Jeg spurtede op til garderoben, klædte om og løb ud igennem det publikum, jeg lige havde optrådt for.” 

Endelig, i november 1978, blev Henning Jensen indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Her mødte han en ung reservelæge, Per Bech, som har fulgt Henning Jensen siden. 

”Jeg talte helt sort, og Per Bech svarede: ’Kan du ikke lige gentage det?’ Jeg gentog, og han svarede: ’Nå, nu forstår jeg.’” 

Henning Jensen var indlagt i tre en halv måned

”Jeg tænkte kun på at komme tilbage til scenen. Mens jeg var indlagt, ringede Morgen Grunwald. Jeg stod ude på gangen ved telefonen på psykiatrisk afdeling, og jeg havde sat mig på hug, fordi jeg troede, det var min datter, der ringede,” fortæller han. 

”Du skal vel ikke ligge der hele livet. Kom nu bare,” imiterer Henning Jensen den Morten Grunwald, som mange af os kender som københavnske Benny fra Olsen-banden. 

”Han hjalp mig utrolig meget.” 

Ellers var Henning Jensen meget alene med sygdommen. 

Depression var ukendt land for de fleste 

”Jeg havde to opløste forhold bag mig, et af dem med min datters mor. I 1978 kendte psykiatrien selvfølgelig til depression, men for de fleste andre var det ukendt land. Alle måtte kunne se, at jeg havde det ad h… til. Ingen sagde noget eller spurgte til det.” 

”Folk vidste ikke nok om depression dengang,” forklarer han.  

Når Henning Jensen selv greb ud i netværket for at få støtte, blev han anbefalet at komme ud og more sig eller få sig en god skål chokolademousse. 

Manglende viden sammen med sygdommens natur var også grunden til, at han kom så langt ud, som han gjorde, siger han. 

”Jeg tænkte, at ’det er lidt stress, så jeg har bare brug for at holde weekend.’ Sygdommen har et indbygget selvforsvar. Man tænker, ’det er ikke noget – det går over igen,’” forklarer Henning Jensen. 

”Mange tror, at ’sådan er jeg bare. Det er der ikke noget at gøre ved.’”  

Depression er også stadig et tabu i Danmark, mener han.  

”Det er ikke ret mange dage siden, at jeg var i Kerteminde for at filme. Vi var fire, der havde aftalt at mødes til et glas vin. Jeg gik ind i restauranten, og der sad et ægtepar. Kvinden siger til mig: ’Hvorfor fanden ser du altid så sur ud?’ Det er ikke comme il faut ikke at være lys i sindet.” 

Præcis derfor har han skrevet bogen

”Jeg har skrevet bogen for at hjælpe andre i situationen og deres pårørende ved at fortælle, at man kan komme ud af det igen. Bogen er også lidt til psykiatrien, selvom lægerne i dag ved meget om depression.” 

Henning Jensen er nemlig usikker på, om læger, der ikke selv har haft sygdommen, helt forstår, hvordan det føles, når hjernen er helt splittet i atomer, og man ikke kan holde på en tanke. 

Til de pårørende anbefaler han at snakke om det og acceptere depressionen.  

Derfor siger han, at ”man kan jo spørge og vise interesse frem for at flygte. Tal med os. Da jeg fik et tilbagefald, da jeg var midt i 50’erne, behandlede Solbjørg det som en brækket arm. Hun spurgte ’vil du være alene? Vil du snakke? Er der noget, du vil have?’ Det var godt. Hun ignorerede mig ikke.” 

Han understreger, at det er vigtigt at vide, at der ér en redning. At der er psykiatere og psykologer og medicin.  

”Jeg ved ikke, om alle bliver lige så syge som mig, men efter at bogen blev udgivet, har jeg modtaget helt utroligt mange mails fra mennesker, der skriver, at ’det var præcis sådan, jeg selv havde det.’ Mange oplever det voldsomt, og det går ikke bare over med en liter cola foran fjernsynet. Hvis man tager det alvorligt, også startsignalerne, kan man forhindre mange ulykker.” 

Notater om sygdommen blev til bog 

Mens Henning Jensen var allermest syg, skrev han notater om tankerne, følelserne, ensomheden, de malplacerede forsøg på behandling og de dygtige psykiatere, han omsider fik hjælp af. 

Første gang han overvejede at skrive en bog ud fra notaterne, var tre år efter indlæggelsen.  

”Dengang rådede en psykiater mig til at vente lidt. Jeg forsøgte alligevel og gik helt i sort indeni,” mindes han. 

20 år senere gik han i gang med research til bogen, ”men det var også for tidligt.” 

”Sidste forår var jeg et andet sted, og så kom bogen,” siger han.  

”Det føltes godt. Jeg skrev seks-otte timer hver dag oppe i sommerhuset, og Solbjørg var så sød. Hun sagde, at jeg så glad ud hver aften.” 

Han afviser, at det har været en terapeutisk proces at skrive. ”Hvis jeg havde haft brug for det, måske, men jeg startede jo ikke, før det var overstået.” 

”Drengen er jo dum” 

I bogen ser Henning Jensen ofte tilbage på barndommen. 

”Det måtte næsten ske, at jeg fik en depression. Jeg spurgte engang min mor, om hun havde set en tv-spillefilm, jeg var med i. Hun svarede ’det gjorde jeg da,’ og så kiggede hun ud ad vinduet efter hunden. Det var sådan, hun altid reagerede,” siger han. 

”Jeg var lidt længe om at lære at tage tøj på, da jeg var barn. Min mor sagde ’drengen er jo dum.’ Det var den daglige tone. Samtidig gav hun mig ikke lov til at omgås min far, som hun kaldte ’et pjok.’ Når vi spiste sammen, fortrængte jeg ham – ’han er der ikke.’ Jeg havde ikke én erindring om ham, da jeg blev indlagt.” 

Henning Jensen fortæller, at hans mor skammede sig så meget over sygdommen, at hun ikke sagde et ord, da forældrene besøgte ham på Rigshospitalet.  

”Min far lærte jeg først at kende, da min mor døde. Han var sød og forstående.” 

”Jeg begynder at ligne min far mere og mere, og jeg bliver også bedre og bedre til bare at være mig selv. Det bliver nemmere og nemmere at spille komedie, fordi jeg tør stå ved, hvem jeg er.” 

Depressionen har sat et lille mærke 

”Men depressionen har også sat et lille mærke. Jeg bærer det med mig. Erfaringen, erkendelsen, indsigten. Det glemmer jeg aldrig,” siger han. 

I dag er stemningen alligevel let, for Henning Jensen føler, at han omsider er ude på den anden side. 

”Jeg er rask nu, bortset fra, at disponeringen ligger der – disponeringen for stress, så angst og endelig depressionen. Jeg lever livet lidt farligt, fordi jeg lever med stress, men jeg har ikke angst længere. Jeg kunne gardere mig rigtig meget ved at holde op med at arbejde, men lige nu er jeg i gang med optagelser i Norge og England,” siger han. 

”Der ér den der krog i nakken. Min mor spurgte altid, om jeg havde noget nyt arbejde. Jeg svarede, at ’ja, du ved jo, hvad jeg skal lave i hele sæsonen,’ og hun kiggede ud ad vinduet og sagde ’hmm. Solbjørg har arbejdet utroligt meget. Hun må have brug for ferie.’” 

Men moren skal tilgives langt hen ad vejen, forklarer Henning Jensen. ”Hun var uægte barn, og mormor låste hende inde i fem år, fra hun var 18 år til hun var 23, så hun ikke ’kom i samme ulykke’ som hun selv.” 

”Her har jeg så slået brød op til næste bog, der nok skal handle om mor.”