Kvartlivskrise og kampen for at finde en plads i verden
For Julie Voldby Bruun var overgangen fra ung til voksen slet ikke, hvad hun havde forventet. I stedet for frihed, fast job og børn bød 20’erne på ustabile relationer, arbejdsløshed, søgen efter identitet og en depression. Men hun har lært meget af krisen.
Foto(s): Liv Rossander
De fleste har hørt om midtlivskrisen. De seneste år er flere begyndt at tale om kvartlivskrisen. I begge tilfælde kan livet være præget af tvivl og usikkerhed. Er jeg, hvor jeg vil være? Er jeg gået i stå? Hvad vil jeg gerne med mit liv? Store og eksistentielle spørgsmål presser sig på.
Kvartlivskrisen rammer typisk ved overgangen fra ung til voksen. Omkring 20’erne. Drømme viser sig at være illusioner, og man er hele tiden på vej, men man ankommer aldrig helt til det sted, man gerne vil være. Man skal finde sin egen vej i livet og samtidig navigere i forventninger fra både en selv og samfundet.
Julie Voldby Bruun havde store forventninger til livet i 20’erne. I de sidste år af folkeskolen og i løbet af gymnasiet havde hun haft nedtrykte perioder, og hun glædede sig til, at der skulle ske noget andet. Til en ny chance.
Jeg er vokset op i Vestjylland, og der er en tendens til, at man ikke taler så meget om, hvordan man har det.
”Jeg er vokset op i Vestjylland, og der er en tendens til, at man ikke taler så meget om, hvordan man har det. Som et følsomt og ekspressivt menneske var det lidt omklamrende. Jeg havde en stærk længsel mod at skulle ud i verden og flytte så langt væk som muligt, hvilket var København for mig. Jeg havde en idé om, at når jeg flyttede hjemmefra og skulle finde mig selv, ville det blive vildt og sjovt og spændende. Den der følelse af at træde ind i et nyt årti.”
Populærkulturen fodrer os med forventninger om livet i 20’erne. Julie nævner tv-serien Friends og drømmen om at bo med alle sine bedste venner, feste sammen, græde sammen, navigere gennem storbyen, arbejdslivet, romancer. Et liv, der står åbent.
Men 20’erne blev med Julies egne ord ”et horribelt lorteårti”.
Har livet et formål?
Julie havde ikke en fornemmelse af, at hun skulle have en bestemt type job. Det var faktisk lidt tilfældigt, at hun endte på journalisthøjskolen. Hun havde til gengæld en klar forventning om, at man skulle have en kæreste, og hvis ikke man havde en kæreste, hvem skulle man så rejse med, købe bolig med og få børn med? Men kærligheden lykkedes aldrig rigtig for Julie op gennem 20’erne, samtidig faldt nogle venner fra, og andre flyttede væk. Ideen om livet i storbyen smuldrede.
Jeg undertrykte ofte mine mange følelser, da jeg var yngre, fordi det var det nemmeste.
”Jeg undertrykte ofte mine mange følelser, da jeg var yngre, fordi det var det nemmeste. Det er en klassisk coping-mekanisme. Men hvor det lykkes for nogle at slukke for deres følelser hele livet, så virkede det aldrig rigtig for mig, og det resulterede i en depression.”
Julie gik ikke til psykolog i første omgang:
”Da jeg voksede op, fik jeg at vide, at man ikke kunne få et job, hvis man gik til psykolog. Da jeg første gang fortalte lægen, at jeg ikke havde det godt, fik jeg en flyer til gruppeterapi for selvmordstruede, men det var slet ikke dér, jeg var. Da jeg efter et års tid stadig havde det dårligt og spurgte lægen, om mine p-piller måske kunne være hormonforstyrrende, blev jeg bare tilbudt en spiral og antidepressiv medicin.”
Medicinen lagde en dæmper på alt. En dyne blev trukket over Julie. Medicin uden samtaleterapi var ikke den rette løsning, og Julie kontaktede en psykolog. Under sit samtaleforløb blev hun for alvor bevidst om den usynlige rygsæk, hun selv og alle andre bærer rundt på, og som barndommen og ungdommen igennem er blevet fyldt op. Nogle rygsække er tunge, andre lettere.
”Jeg ramte et punkt, hvor rygsækken blev for tung for mig at bære. Der var simpelthen for meget bagage. Og så har man ikke andet valg end at begynde at pakke den ud.”
I anden halvdel af 20’erne nåede Julie et vendepunkt og begyndte at gøre op med nogle af de forventninger, der havde tynget hende. Hun forsøgte ikke at lade sig begrænse, hun rejste og udfordrede sig selv. Nogle ting blev bedre, men de ydre omstændigheder kunne ikke holdes fra døren: Efter studiet ventede kun midlertidige ansættelser, hvor hun hver måned måtte vente på at finde ud af, om hun blev forlænget eller ej. Hun var jobsøgende i fire år. Var hun også identitetssøgende?
”Dit arbejde er ikke din identitet, men det er alligevel så stor en del af os mennesker. Jeg ville jo gerne have et formål, jeg ville gerne udtrykke mig og skabe noget. Hvis jeg ikke kunne det, hvad var mit formål så? Jeg havde en følelse af ikke at have en plads i verden, og den periode var meget præget af utilstrækkelighed og tanker som ’hvad skal der blive af mig?’.”
Ti år senere
Julie fortæller, at tvivlsomme valg også spillede en rolle gennem dele af 20’erne, men som hun pointerer, hører det netop de år til: ”Det er også dér, man skal træffe de dårlige valg. Og der er fandme ikke andet for end at prøve sig frem. Jeg troede, jeg havde brug for en voksen til at tage mig i hånden dengang og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, men hvis nogen rent faktisk havde gjort det, havde jeg alligevel ikke taget imod de råd.”
Julie er blevet 30 år. Hun er stadig en drømmende idealist, men hun er blevet bedre til at skrue ned for forventningerne. Hun har lært, at det nogle gange kan være et formål i sig selv ikke at have et formål. Bare være til, bare være sig selv. For hun har indset, at der faktisk er plads til hende.
Skulle hun give et godt råd til 20-årige Julie, ville hun derfor først og fremmest berolige hende. Bede hende stole på, at der netop er plads til hende. Fortælle, at visse ting tager tid, selvom det er pisseirriterende at vente på. I dag har Julie et job, hun er glad for, og hun er blevet klogere på sig selv:
”Jeg ønsker ikke for nogen at få en depression. Det er forfærdeligt. Men der er ikke noget unormalt i, at det er i de her år, rygsækken for alvor begynder at tynge, og at man bliver bevidst om den. Det er bare svært at acceptere, når man er 22 eller 26 år.”
Føler hun sig mere frigjort i dag?
”Jeg kæmper stadig med normer og samfundsmæssige forventninger. Men jeg er blevet klogere af de ting, jeg har været igennem, og det er vigtigt for mig at blive ved med at blive klogere. Min største frygt er at gå i stå. Men jeg er ikke blåøjet omkring, at jeg nu er kureret for min depression for altid, for man kan ikke erfare sig ud af alting.”
Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
En krise betyder, at der er sket en afgørende forandring, der får indflydelse på et menneskes liv fremover. I løbet af livet vil vi alle opleve kriser. Nogle livskriser kan vi forvente, mens andre kommer pludseligt. Nogle vil være traumatiske og...