Mathilde slap ud af angsten
Lyset skulle være tændt i forældrenes soveværelse, så Mathilde Stougaard var sikker på, at hun ikke var den eneste i huset, der var vågen. Hun kunne ikke køre i skole alene uden at græde voldsomt. Nogle gange græd hun så meget, at hun glemte at trække vejret.
Af Sarah Cecilie Boss, journalist (publiceret i 2021, opdateret 23. februar 2023)
Når jeg skulle sige farvel, så blev jeg fuld af tanker om, at de blev kede af det eller skuffede, hvis jeg kørte.
Mathilde er 12 år og har lidt af angst. Den har fyldt så meget, at hun havde brug for hjælp.
Det fik hun i Psykiatrifondens nye program Mind My Mind. Et program, der griber børn som Mathilde, der ellers let kunne lande mellem to stole.
Birgitte Stougaard, der er daginstitutionspædagog og mor til Mathilde, viser os ind i en lys stue i parcelhuset i Præstø på Sydsjælland. Fem minutters gang den ene vej ligger fjorden, tyve minutter den anden vej, så er man i skoven. Det er coronatid, og Mathildes hjemmeskole er slut for i dag.
For et barn med angst kan det være rart ikke at skulle nogen steder, men angsten kan også spænde ben for alt det, man gerne vil. Og hvad er man bange for? Tja, som Mathilde selv siger med sin klare, faste stemme: ”DET vil jeg også gerne vide!”
Nogle har sagt til os, at vi bare skulle være lidt mere bestemte, så gik det nok lettere. Men sådan var det ikke. Og det er svært for andre at forstå.
Svært for andre at forstå
”Siden Mathilde var tre år, har hun været et følsomt barn. Det var især svært at aflevere hende i børnehaven og senere i skolen. Hun græd og græd. Det tog langsomt til og fyldte mere og mere,” fortæller Birgitte og ser over på Mathilde.
Der er især ét eksempel, som Mathilde synes forklarer meget godt, hvordan det er at have angst: ”Da min far på et tidspunkt var en uge på Bornholm, sov jeg næsten ikke, og jeg græd meget.”
Kunne ikke gøre noget – det kom bare
Da Mathilde gik i fjerde klasse for et par år siden, kunne hun stadig ikke køre alene i skole.
”Når jeg skulle sige farvel, så blev jeg fuld af tanker om, at de blev kede af det eller skuffede, hvis jeg kørte. Det er svært at forklare. Det var ikke noget, jeg selv kunne gøre noget ved – det kom bare,” fortæller Mathilde.
Datterens angst kom også til at påvirke Birgittes sociale liv uden for familien. Hvis hun skulle mødes med et par veninder en fredag aften, måtte hun forberede Mathilde flere dage i forvejen. Og på dagen fyldte det stadig så meget for Mathilde, at det, der kunne have været en hyggeaften med hendes far, slet ikke blev hyggeligt, men præget af, at hun savnede sin mor så meget.
Mere lyd og video med Mathilde
- Video (efteråret 2022): Nu kan Mathilde snakke åbent om sin angst
- Lægens Bord, P1 (23. februar 2023): Mistrives mit barn?
Nye muligheder med Mind My Mind
Det var klart for familien, at det ikke kunne fortsætte sådan. Birgitte og hendes mand var bekymrede for Mathilde, og angsten udmattede hele familien. En sundhedsplejerske på Mathildes skole ledte dem i retning af et nyt forskningsprojekt, deres kommune, Vordingborg, var en del af. Det hed Mind My Mind og var en mulighed for børn, der som Mathilde kæmpede med psykisk mistrivsel.
På det tidspunkt var Mind My Mind et forsknings- og udviklingsprojekt. Kommunens sædvanlige tilbud skulle sammenlignes med Mind My Mind-programmet i et lodtrækningsforsøg. Det vil sige, at deltagerne blev tilfældigt fordelt til at modtage det ene eller det andet tilbud. Du kan læse mere i dybden om Mind My Mind her.
Kort fortalt foregår Mind My Mind-forløbene i regi af kommunens pædagogiske, psykologiske rådgivning, forkortet til PPR.
Behandlingen kan hjælpe børn, der har det svært inden for felterne depression, angst eller adfærdsvanskeligheder. Og fordi mange af disse børn ofte har vanskeligheder, der spænder over flere felter, kan træningen tilpasses på en måde, så den bedst muligt hjælper det enkelte barn, også hvis der er flere forskellige problemer på samme tid.
"Det er rart, at jeg kan snakke så åbent om det" (PDF)
Behandlingen foregår hos en af kommunens PPR-psykologer, der har modtaget undervisning i at anvende Mind My Mind og de kognitive og adfærdsterapeutiske metoder, der er samlet i programmet.
Fik sat ord på problemet
Da Mathilde kom med i projektet, ville lodtrækningen, at familien skulle modtage kommunens ordinære tilbud om hjælp. Det tilbud bestod af forældresamtaler, der ikke involverede Mathilde.
”De samtaler lærte os, at Mathilde havde angst, og vi fik nogle ord sat på det, men vi fik ikke noget med hjem, vi kunne bruge til at hjælpe,” fortæller Birgitte.
Et år senere var forsøgsperioden med sammenligning af tilbud færdig, og Vordingborg Kommune fortsatte med at bruge Mind My Mind-programmet. Det gav familien mulighed for at komme ind i et Mind My Mind-forløb hos PPR-psykologen Ida.
Et mål – og så et nyt mål
”Det var lidt mærkeligt til at begynde med at være hos psykologen alene. Min mor var med i starten af samtalen, og så gik hun ud, når jeg syntes, det var o.k.,” fortæller Mathilde.
”Vi fik sat nogle mål for, hvad jeg skulle prøve at gøre til næste gang. Når det så lykkedes, satte vi et nyt mål. Det kunne være at cykle i skole uden at blive ked af det. Det kunne også være at sove ude hos nogen. Eller at sove med slukket lys eller uden at kunne se, om min mor og far var vågne,” fortsætter hun.
Gradvist gik det lidt bedre og lidt bedre og til sidst meget bedre, da de 13 samtaler, en om ugen, med psykologen i Mind My Mind var ovre.
Ondt i maven eller ”angst-ondt” i maven?
”Vi har altid talt åbent om tingene i vores familie, men nu gør vi det i endnu højere grad. Vi har fået et sprog for det. Hvis Mathilde fx en dag siger, at hun har ondt i maven, så ved vi nu, at det kan være et tegn på angst. Så nu spørger vi: ’Har du ondt i maven, eller har du angst-ondt i maven?’,” fortæller Birgitte. Hun fortæller også, at det er nyt og dejligt at have en datter, der vil det samme som andre på hendes alder.
Man kan ikke se det bag facaden. Jeg håber virkelig, at dem, der føler sig alene og læser det her, får lyst til at få noget hjælp.
Tal med nogen – man kan ikke se det bag facaden
Indimellem dukker angsten op igen: ”Nogle gange vil jeg stadig gerne have, at min mor og far sover med åben dør.
Men når jeg har det sådan, så siger vi til hinanden: ’Hvad ville Ida sige nu?’, og det hjælper,” fortæller Mathilde og fortsætter med et grin: ”Da jeg var færdig med Mind My Mind og havde fået det bedre, var jeg lidt bange for, om jeg så i stedet blev sådan helt teenager-agtig, men sådan er det ikke gået – i hvert fald ikke endnu!”
Det, der ligger Mathilde mest på sinde, er at sige til andre børn, der har det skidt psykisk, at det er vigtigt at tale med nogen om det.
Læs mere om Mind My Mind
I gennemsnit har et til to børn i hver skoleklasse psykiske problemer i en grad, der hæmmer deres liv og udvikling. Derfor har Psykiatrifonden sammen med tre regioner og fire kommuner udviklet Mind My Mind: Et program, som afhjælper psykisk...
”Historien om Mathilde er klassisk. Den viser tydeligt, at psykiske problemer begynder tidligt, og at de kan stå på længe, før man får den rigtige hjælp.” Ordene er Pia Jeppesens, klinisk professor med særligt fokus på psykoterapi i Børne- og...