Når børn lider, gør det ondt på hele familien
Når et barn får en psykisk lidelse, kan det blive en livskrise for forældrene. Agnete Holbak har været vidne til sin datters kamp med psykisk sygdom, der førte til gentagne indlæggelser. Hun og familien har måttet lære at navigere gennem en uventet og hård hverdag, hvor humor, modstandskraft og tilpasning blev nøgleord for at finde håb og styrke i en tid præget af uvished.
Foto: Lærke Bang Fagerberg
Agnete Holbak er mor til et barn, der udviklede svære psykiske udfordringer og endte med at være indlagt gentagne gange over en periode på fire år. Agnete beskriver det som en situation, hvor magten blev taget fra hende som mor, og hvor alt, hvad hun kendte og orienterede sig efter, pludselig ikke virkede.
Jeg havde følelsen af, at jeg hang bagved en lastbil, der bare kørte derudad.
"Jeg havde følelsen af, at jeg hang bagved en lastbil, der bare kørte derudad. Jeg var ikke med. Jeg hang udenpå i en snor, og jeg skulle bare prøve at holde fast," siger Agnete Holbak.
Agnetes datter var 15 år, da hun første gang selv henvendte sig til den psykiatriske akutmodtagelse i Glostrup. Efter en periode med mobning, hvor datteren havde trukket sig lidt, så Agnete, at datteren igen var blevet mere social, og hun tænkte, at det var et godt tegn. Derfor kom det også som et chok, da hun en aften fik en sms fra sin datter, hvor der stod: ”Der er en læge, der ringer om lidt. Undskyld”. Kort efter blev hun ringet op af en psykiater fra psykiatrisk akutmodtagelse. Agnete vidste godt, at datteren igennem flere år havde mistrivedes og havde angst, men hun kendte ikke omfanget af de svære følelser, som tit forvandlede sig til tanker om at tage sit eget liv.
Når virkeligheden bliver vanvittig
Datteren blev ikke indlagt med det samme, men fik at vide, at hun kunne komme igen, hvis det blev nødvendigt. Kort tid senere var hun tilbage – først på et modtageafsnit i 10 dage og derefter på en lukket afdeling i 11 måneder.
Datteren led af angst, svære selvmordstanker og selvskade. Hun havde også indimellem psykotiske symptomer. Undervejs blev hun meget dårlig, og der blev ofte anvendt tvang for at forhindre, at hun skadede sig selv. Hun endte med at få en autismediagnose, som psykiateren mente var med til at belaste hende og udløse angst og selvskade.
"I starten var det jo bare krise. Krise og chok. Jeg kan huske, vi havde en fotobog med en masse billeder af hende, som jeg kiggede i. Jeg sad bare og storhulkede neden under bordet. Fuldstændig, virkelig sorg. Tanken om dette uskyldige, glade væsen, som var blevet så desperat bange for livet," siger Agnete.
Havde datteren haft kræft og var begyndt i kræftbehandling, var Agnete og hendes mand blevet tilbudt en psykolog.
"Men man tilbyder ikke automatisk psykologhjælp til forældre i psykiatrien," forklarer Nina Tejs Jørring, overlæge i børne- og ungdomspsykiatri og specialist i familieterapi, som stiller sig undrende over for den store forskel, der er på behandlingen af fysisk og psykisk syge. Hun fortsætter:
"Vi ved, at psykisk sygdom ikke kun rammer det enkelte barn, men at det påvirker hele familien."
En ny hverdag
Agnete Holbak og hendes mand besøgte deres datter hver dag under indlæggelsen, og det var vigtigt for dem at vise, at de var der, selv i de mørkeste tider. Hverdagen ændrede sig drastisk. Familien havde altid brugt masser af humor og lavet fis og ballade. Deres yngste datter bemærkede, at de aldrig grinede mere – og det blev en slags vendepunkt.
"Ak ja, så græd vi igen! Men hvor var det godt, hun sagde det, for hun fik jo påpeget, at det, der plejede at være en stor del af vores liv, var forsvundet," siger Agnete.
De indførte ”tvangsgrin” i familien og gjorde meget ud af at få humoren tilbage. De så Mr. Bean, fandt på jokes – gjorde hvad som helst for at lysne dagene, der var blevet tungere og mere alvorlige. Det ændrede ikke vilkårene, men det gjorde, at de fik lidt mere overskud til at udholde alt det svære og klare hverdagen.
Livet med datteren på lukket afdeling førte også til en del praktiske ændringer, også af arbejdslivet. Der var ofte lægesamtaler, og det var altid kl. 12.00. Agnete havde heldigvis et fleksibelt arbejde, men i længden gik det ikke, så da hendes arbejde skulle omstruktureres, fik hun tilbudt en fratrædelsesordning på seks måneder med fuld løn.
"Det viste sig at være god timing. Jeg havde kun det fokus, at jeg skulle komme i god fysisk form. Og så skulle jeg hjælpe min datter igennem det kaos der," siger hun.
Sikkerhed og bekymringer
Datteren fik af og til udgang fra afdelingen og kom hjem. Agnete og hendes mand blev konfronteret med en virkelighed, der bød på absurde problemstillinger, de aldrig før havde skænket en tanke. For eksempel skulle knive og piller gemmes væk, så der ikke var nogen fristelser i forhold til selvskade og selvmordstanker.
"Min mand og jeg aftalte: Du tager det ene rum, og jeg tager det andet rum. Og så går vi det igennem fra øverst til nederst og fjerner genstande, der kan være farlige. De kom i bagagerummet på bilen," siger Agnete.
Mestring og håb
På trods af de mange udfordringer har Agnete og hendes familie fundet en måde at vokse med situationen på. Datteren kom efter de første lange indlæggelser på bosted, men hun er sidenhen flyttet i sin egen lejlighed tæt på Agnete og hendes mand. Datteren er stadig sårbar, men hun er blevet god til at passe på sig selv, og som familie har de fundet rytmen på ny.
Vi har jo overlevet og fundet en måde at vokse med det på.
"Jeg har altid været bange for, at tingene skulle gå galt. Altså grueligt galt. Nu har jeg mødt ’grueligt galt’. Vi har jo overlevet og fundet en måde at vokse med det på," siger Agnete.
Agnete beskriver forløbet som en ”adventure-tour”:
”Altså ikke sådan Bali-agtigt, men det er jo vores historie. Det kan godt være, det stadig ligner Mordor lidt. Men de ting, vi går igennem, er kapitler, og der kommer et nyt efter, som måske ser anderledes ud,” siger hun og fortsætter:
”Det har givet mig en utrolig ærbødighed over for, hvad mennesker egentlig kan rumme. Altså, vi er jo sygt tilpasningsdygtige væsner. Det har været en stor gave at få øje på.”
Ud over at være journalist har Lærke Bang Fagerberg 10 års erfaring som sygeplejerske i flere afkroge af psykiatrien.
Psykiatrifonden har undersøgt, hvordan det er for børn at have en psykisk sygdom, og hvordan det påvirker forældrene: Børn møder en lukket dør i psykiatrien
Foto: Lærke Bang Fagerberg
En krise betyder, at der er sket en afgørende forandring, der får indflydelse på et menneskes liv fremover. I løbet af livet vil vi alle opleve kriser. Nogle livskriser kan vi forvente, mens andre kommer pludseligt. Nogle vil være traumatiske og...