Tine tiggede forgæves om hjælp, da angsten overtog hendes liv
Tine Damm Egsgaard har allerede kendt til angst i mange år. Hun kender også til svigt i systemet og blandt vennerne. Psykisk sygdom rammer hårdere, når man ikke får den rette hjælp.
Foto(s): Privat
19-årige Tine Damm Egsgaard har altid været et følsomt barn. Samtidig holder hun ofte sine følelser inde. For hvilke følelser må man vise over for hvilke mennesker? Hun har altid haft det godt med familien og følt sig tryg i hjemmet, hvor hun kunne være sig selv. Skolen er en anden historie, og de første skoleår var svære.
Jeg har altid fået at vide, at jeg havde en gryde inde i maven, og jeg blev ved med at fylde på med oplevelser og følelser, og så boblede det til sidst over.
”Jeg har altid fået at vide, at jeg havde en gryde inde i maven, og jeg blev ved med at fylde på med oplevelser og følelser, og så boblede det til sidst over. Så det kom også snigende, at jeg var bange for at komme i skole. Da jeg så endelig var kommet til en ny skole og var blevet glad og begyndte at slappe af, gav jeg også plads til de svære følelser. Og angsten.”
I sommerferien op til 5. klasse får Tine konstateret angst. Familien bruger en privat psykoterapeut, og derfor bliver hun ikke tilbudt et egentligt forløb i psykiatrien i Vejle, men de giver hende medicin, sertralin. I knap to år er hun næsten ikke i skole. Men bedst som hun begynder at mærke fremgang, kommer det næste tilbageslag.
”Det gik så godt i 8. klasse, at vi trappede ned for min medicin, men da angsten langsomt kom tilbage, virkede det ikke at trappe op igen. En dag i 9. klasse kommer angsten buldrende, jeg kan tydeligt huske dagen, hvor det hele vender. Jeg stod i skolens kopirum og følte pludselig, jeg skulle besvime. Efter den dag var angsten helt tilbage. Denne gang som generaliseret angst, sygdomsangst og separationsangst.”
Tine starter et forløb i psykiatrien i Vejle med eksponeringsøvelser. Det virker ikke efter hensigten, og hun får at vide, at hun ikke er et ”typisk angstbarn”. Tine føler sig magtesløs og begynder at selvskade.
Angst hos børn er en naturlig følelse, som hjælper til at søge beskyttelse hos forældre. Angsten er som regel kortvarig; det er kun, hvis den er overdreven og langvarig, at man taler om en sygdom.
”Du kan bage en kage”
Tine i gymnasiet, men har det stadig dårligt. Hun husker det som et ”levende mareridt” med omkring 50 procent fravær, fuldt pensum og manglende forståelse for, hvordan hun egentlig har det. I 2.g får hun til en lægekontrol at vide, at nogle tal er for høje, og af hensyn til hjertet skal hun stoppe på sertralin.
”De stoppede mig fra den ene dag til den anden. Jeg havde været på medicinen, fra jeg var 12 til 17 år gammel, på ret høj dosis. Samtidig stoppede min psykolog (fra psykiatrien i Vejle, red.) også fra den ene dag til den anden. Til sidste session sagde hun ellers, at hun ville følge mig hele vejen, men få dage efter skrev hun, at hun måtte stoppe samarbejdet.”
Vi oplevede gang på gang, at systemerne ikke kan eller vil snakke sammen.
Tines krop reagerer på de mange år med medicin, som stopper brat: ”Jeg havde de vildeste abstinenser, men det ville psykiatrien ikke høre på. De ville have svar fra sygehuset om mit hjerte først. Men vi oplevede gang på gang, at systemerne ikke kan eller vil snakke sammen.”
Familien får efterfølgende at vide af sygehuset, at de sagtens kunne fremrykke svaret, hvis psykiatrien havde givet besked. Tine har det værre end nogensinde.
”Tre måneder i helvede med angstanfald stort set hver dag,” som hun siger. Hun er for syg til at forlade hjemmet, men familien kan ikke få hjælp i den lokale psykiatri, der insisterer på, at hun skal møde fysisk op. Tine har set plakaterne for online psykologhjælp, men døren er lukket for hende, og hun får ingen forklaring. Familien er desperat, men uanset hvor mange gange de skriver og ringer, forbliver døren lukket.
Akutlinjen opfordrer Tine til at bage en kage eller tage et bad. Tine er så svækket, at hun ikke engang kan stå op i badet, hun må sidde på en klapstol med sin mor ved sin side.
”På et tidspunkt siger de i psykiatrien, at de vil lave en underretning til Kolding Kommune, så mine forældre kan lære at sætte grænser, da de mener, jeg skal adfærdsreguleres. Heldigvis taler min mor med en sød dame fra kommunen, som forstår, at det er angst, og at den slags adfærdsregulering er noget, man gør ved 5-7-årige børn.”
Vennerne i klassen ser Tine som et problem, fordi hun ikke kan være så festlig, som de gerne vil have. På grund af medicinen har Tine holdt tilbage med alkohol i gymnasiet: ”Jeg var ikke nok på i deres øjne. Så da de falder fra, bliver jeg utrolig, utrolig ensom.”
Tine selvskader igen. Først da det lykkes familien at bliver overflyttet til psykiatrien i Esbjerg, får de den nødvendige hjælp. Tine får ny medicin og får det langsomt bedre.
Lyt også til de pårørende
Tine havde aldrig grædt foran andre end sine forældre, indtil hun blev 15 år. Gennem tiden er der mange, der ikke har set, hvordan hun egentlig havde det.
”I skolen så de en anden Tine, fordi jeg skjulte mine følelser. Jeg holdt alt inde i skolen, og så væltede det frem derhjemme. Mine forældre så mig hver dag, og de vidste, hvordan jeg havde det. Men de lyttede ikke nok til mine forældre i psykiatrien. De skal være bedre til at lytte til forældrene og de pårørende.”
Det lykkedes Tine at færdiggøre gymnasiet, en milepæl og bedrift efter de mange udfordringer: ”Selvom man kæmper mod systemer og sig selv indeni, så kan man godt få studenterhuen på, også selvom vejen er max hård, og man har lyst til at give op undervejs. Og pyt med at man kommer ud med et lortesnit, sejren er at få huen på.”
Tine har det bedre i dag. Trods alt. Hun er ikke længere i et fast forløb med sin private psykoterapeut, men hun kan kontakte hende, hvis hun har det svært. Hun arbejder 20 timer om ugen i en børnehave med en forstående chef:
”Jeg trives og har det så godt. Jeg kan trække stikket, hvis jeg har brug for det. Det gør en kæmpe forskel for mig at være færdig med skolen, hvor der ofte var pres på med karakterer og afleveringer. Nu er der ikke pres på, jeg kan rent faktisk lytte til mig selv.”
Tør hun prøve en uddannelse efter de mange dårlige erfaringer i skolen? Tør hun drømme?
”Jeg vil gerne være pædagog. Jeg kan egentlig godt lide at lave skolearbejde, og jeg kan også godt lide, at der er meget selvstudie involveret på uddannelsen. Jeg håber, at jeg med pædagoguddannelsen kan arbejde inden for specialområdet, så jeg kan være med til at hjælpe børn og unge, der har det svært.”
Tine Damm Egsgaard har et ønske om, at andre børn og unge, der kommer i kontakt med psykiatrien, får en bedre behandling, end hun har fået:
”Jeg håber, at man vil se på det enkelte barn og den enkelte unge i stedet for at komme alle i den samme kasse. Ingen med psykiske lidelser er ens og skal derfor heller ikke behandles ens. Og så håber jeg, at man vil se forældrene mere som medspillere frem for modspillere.”
I flere år gik Laura Swane alene med sin smerte. Hun gik glip af det ungdomsliv, som hendes klassekammerater levede, mens hun sank dybere og dybere. Til sidst forsøgte hun at tage sit eget liv. Hun fortæller om at leve med flere psykiatriske diagnoser, og hvordan hun kom tilbage til overfladen.