Usynlige lidelser
Emma er 18 år og diagnosticeret med social angst og Aspergers syndrom. Hun har skrevet om fordomme, sociale udfordringer og det udmattende behov for at forklare og forsvare en diagnose. Kan vi skabe større forståelse for psykiske lidelser i samfundet?
Foto: Privat
Psykiske lidelser er ofte pakket ind i stereotyper, som kan skygge for den virkelige mangfoldighed i, hvordan de opleves. Mange har en forestilling om, at der kun er én entydig måde at have en psykisk lidelse på – en ensartet fremtoning, der er let at genkende og forstå. Hvis man ikke passer ind i denne fremtoning, bliver ens lidelse ofte ikke betragtet som "rigtig" eller legitim. Men i virkeligheden er denne opfattelse langt fra fuldstændig.
Psykiske lidelser varierer enormt fra person til person, og symptomerne kan manifestere sig på mange forskellige måder. Det er vigtigt at anerkende, at man ikke nødvendigvis skal opføre sig eller se ud på en bestemt måde for at blive taget alvorligt. Denne forestilling kan føre til misforståelser og stigmatisering, som forhindrer mange i at få den støtte, de har brug for.
Da jeg først blev diagnosticeret med autisme, føltes det både omvæltende og befriende at få en forklaring på mine behov.
Som 18-årig kvinde har jeg oplevet betydelige udfordringer som følge af Aspergers syndrom og social angst. Disse diagnoser, som jeg modtog som henholdsvis 16- og 18-årig, har haft en dyb indvirkning på mit liv. Da jeg først blev diagnosticeret med autisme, føltes det både omvæltende og befriende at få en forklaring på mine behov, og hvordan jeg fungerer som person. Men det har også været en stor udfordring at navigere i en verden, der ofte ikke er tilpasset mine behov, samtidig med at jeg skulle lære at acceptere mig selv og forsvare mig over for andre.
Min autisme har vist sig på forskellige måder gennem årene. Jeg kæmper med akademiske og sociale udfordringer, sensorisk overbelastning, frygt for forandringer og problemer med at bevare ro og overblik, selv i mindre stressende situationer. Alligevel er det ikke noget, man umiddelbart kan se på mig. Når jeg deler mine diagnoser med folk, bliver de ofte overraskede og tror, jeg joker. "Du virker ellers ikke som en med autisme" er en bemærkning, jeg ofte hører. Selvom jeg måske ikke passer ind i den stereotype opfattelse af autisme og fungerer godt i samfundet, betyder det ikke, at jeg ikke har brug for forståelse og støtte.
Skal konstant forsvare diagnose
At leve med en psykisk lidelse er i sig selv en udfordring. For mange af os med diagnoser indebærer det en daglig kamp for at forstå og navigere i vores egne tanker og følelser. Men oveni denne personlige kamp kommer ofte en anden byrde: at skulle forklare og forsvare vores diagnoser over for omverdenen. Selvom man har fået en officiel diagnose fra en professionel, bliver man ofte mødt med skepsis og mangel på forståelse fra andre. Dette kan føles som en dobbelt straf, hvor man ikke alene skal kæmpe med sine egne udfordringer, men også konstant skal overbevise andre om, at disse udfordringer er reelle og værdige til at blive taget alvorligt.
Et eksempel på dette opstod, da jeg blev tildelt ekstra tid til en eksamen. Jeg kunne straks mærke en skepsis, som om folk troede, at ekstra tid var snyd. Når jeg forklarede, at jeg har autisme, blev jeg ofte mødt med kommentarer som: "Du ser helt normal ud", "det havde jeg aldrig troet" eller "hvorfor skal du så have ekstra tid?" Jeg føler mig nødt til at beskrive, hvordan jeg dagligt kæmper med sensoriske overbelastninger og sociale udfordringer, selvom det ikke altid er synligt, så folk bedre kan forstå, hvorfor jeg har brug for ekstra tid. Alligevel kan jeg mærke, at det ikke altid giver mening for dem, hvilket efterlader mig med en følelse af skyld.
Det er udmattende og nedslående at skulle bruge energi på at forklare sin tilstand til mennesker, der måske aldrig helt vil kunne forstå den.
Det er udmattende og nedslående at skulle bruge energi på at forklare sin tilstand til mennesker, der måske aldrig helt vil kunne forstå den. Ofte er det ikke nok at nævne diagnosen; man skal også forklare, hvordan den påvirker ens liv på specifikke måder. Denne konstante selvforklaring kan føre til en følelse af isolation og utilstrækkelighed, fordi det antyder, at ens ord og oplevelser ikke er nok til at blive anerkendt. Derfor er det vigtigt med en bredere samfundsmæssig forståelse og accept af psykiske lidelser, så vi kan mindske behovet for, at den enkelte konstant skal forsvare sin diagnose.
Manglende viden og forståelse for psykiske lidelser fører til misforståelser og fordomme. For eksempel kan en person med ADHD, der har brug for hyppige pauser, blive betragtet som doven. Derfor er det vigtigt at øge bevidstheden om psykiske lidelser for at skabe et mere støttende og inkluderende samfund.
Jeg drømmer om, at vi kan nedbryde stereotyperne og skabe mere viden og forståelse, hvilket vil lette presset på os med disse lidelser og gøre os mere inkluderede i samfundet. En større viden vil også hjælpe folk med at opdage og forstå deres egne udfordringer tidligere i livet og finde måder at navigere i hverdagen på.
Øget pres i skolen
Skolereformen fra 2014 havde til hensigt at forbedre uddannelsessystemet og skabe bedre læringsmiljøer for alle elever. Desværre har reformen haft utilsigtede konsekvenser, særligt for unge med psykiske lidelser. De længere skoledage, flere tests og øgede krav har skabt et betydeligt pres, som kan være særligt udfordrende for elever med psykiske lidelser som autisme, ADHD og angst.
De længere skoledage har reduceret den tid, som eleverne har til hvile og fritidsaktiviteter, hvilket er særligt vigtigt for dem, der kæmper med stress og angst. Manglen på pauser kan forværre symptomerne og gøre det sværere for disse elever at håndtere deres udfordringer. Det øgede fokus på tests og akademisk præstation kan forstærke følelser af utilstrækkelighed og angst, hvilket yderligere vanskeliggør koncentration og læring for elever med skrøbelig mental sundhed.
Desuden har det øgede pres fra reformen resulteret i højere fravær og forværring af mental sundhed for mange unge, da det intensive akademiske miljø bliver overvældende. Uden tilstrækkelig støtte og tilpasning kan det akademiske krav føre til, at disse elever ikke trives og endda opgiver deres skolegang.
Der er behov for øgede ressourcer til specialundervisning, mere fleksible skemaer og ikke mindst en større forståelse for, at læring ikke er en "one-size-fits-all"-proces.
Som teenagepige, der selv har kæmpet med både social angst og autisme, har jeg følt mig isoleret og misforstået i alt for lang tid.
Derfor føler jeg et stærkt behov for at dele mine tanker om inkludering af psykiske lidelser i undervisningen. Som teenagepige, der selv har kæmpet med både social angst og autisme, har jeg følt mig isoleret og misforstået i alt for lang tid.
Undervisning i psykisk sygdom
Jeg drømmer om en fremtid, hvor psykiske lidelser bliver en naturlig del af undervisningen. Forestil dig en verden, hvor vi lærer om ordblindhed, angst, autisme og stress på samme måde, som vi lærer om fysiske sygdomme eller har seksualundervisning. Det vil både være til gavn for dem, der står over for sådanne udfordringer, og for alle andre ved at øge forståelsen og empatien – og derved skabe et mere inkluderende samfund. Vi må støtte hinanden gennem vores individuelle udfordringer, uanset hvad de måtte være, og fremme en kultur, hvor forskellighed bliver fejret og accepteret.
Jeg anerkender, at der er meget, jeg endnu har at lære om de forskellige former for psykiske lidelser. Det er kun gennem øget viden, at vi kan forstå andre bedre og give dem den omsorg og støtte, de har brug for.
Lad os sammen stræbe efter en fremtid, hvor psykiske lidelser ikke længere er tabuer, men anerkendes som en naturlig del af det menneskelige liv. Lad os uddanne os selv og nedbryde barrierer af uvidenhed og fordomme omkring psykiske lidelser. Lad os skabe et samfund, der er mere åbent, forstående og inkluderende. Det er kun gennem viden og forståelse, at vi virkelig kan lindre byrden for dem, der kæmper i stilhed.
Tak for at læse mine ord. Jeg håber inderligt, at mine erfaringer og overvejelser har bidraget til en større forståelse og medfølelse for dem, der kæmper med psykiske lidelser. Vi er ikke blot vores diagnoser. Vi er mennesker med drømme, håb og ambitioner, præcis som alle andre – blot med andre ressourcer og forskellige udfordringer på vores vej.