Børnene på B201
Reportage fra et helt særligt døgnafsnit, hvor børn med svær psykisk sygdom bliver indlagt med deres forældre.
I Glostrup ligger B201. Her kan børn med svære psykiske udfordringer blive indlagt sammen med en af deres forældre i flere måneder ad gangen. På gangene er luften tyk af desperation, men også håb, for det er en unik mulighed for de pressede familier. For nogle kan det virke som den sidste udvej.
Langt de fleste børn på B201 har ikke haft en almindelig hverdag i flere år. De har ikke gået i skole. De har set meget få mennesker. De har alt fra svær depression, angst og autisme til skizofreni og OCD. Ofte flere ting på én gang. Nogle er selvmordstruede. Nogle er ikke til at komme i kontakt med. Der er børn med dårlig selvindsigt og børn med rigtig god selvindsigt. For børn er lige så forskellige som voksne, og fælles for disse børn er, at de er meget syge.
B201 har haft børn med selvmordstanker og børn med psykotiske episoder. En pige, der i flere døgn kun ville være på toilettet, men som langsomt fik tillid til miljøterapeuterne og åbnede sig mod verden og behandling. En dreng, der var overbevist om, at han var en dæmon, og som oplevede sine forældre som ondskabsfulde klovne. Samme dreng havde også uopdaget epilepsi og har det i dag godt efter at have fået den rette medicin. Jo, desperationen er til at få øje på, men håbet kan ikke holdes nede.
Det mærker man også på forældrene til Storm på 12 år. De er til møde i Glostrup, fordi de håber, at deres søn – og dermed resten af familien – endelig kan få den hjælp, de har brug for.
Inaktiv i tre år
Før Storms forældre deltager i mødet, sidder personalet og taler om situationen. Gennemgår papirerne. En overlæge, en oversygeplejerske, en socialrådgiver, en sygeplejerske og en afdelingsleder. Det kan lyde overvældende, men B201 består af flere afsnit: De har et døgnafsnit med plads til 12 børn, hvor barnet kan blive indlagt med en forælder med soveplads til begge.
De har et dagafsnit, hvor barnet kommer cirka fem timer hver dag. På dagsnittet er der plads til seks børn, hver med en forælder. Og så har de Det Udgående Børneteam, der er koblet til begge afsnit og skal sikre gode overgange mellem hjem, indlæggelse og den retur til dagligdagen, som alle drømmer om. Fx ved at tage med til møder med behandlings- eller specialskoler.
Storm er diagnosticeret med infantil autisme. Han har et passivt dødsønske, men er ikke akut selvmordstruet. Han er ikke med til den visiterende samtale. Hans mor træder ind i lokalet, hans far er med på en skærm. Storm lider af alvorlig skolevægring og har ikke været i skole i tre år. Forleden gik han en tur på 10-20 minutter, men det hører til sjældenhederne. Han tilbringer sit liv hjemme. Nogle weekender får han besøg af et par gamle skolekammerater, men besøgene bliver sjældnere.
”Det er et helt andet barn, vi har nu,” siger hans mor konstaterende. Man kan ikke høre fortvivlelsen, men man kan se den i øjnene. 12-årige Storm er overvægtig, da han har været inaktiv, siden han var ni år gammel. Han er glad for Pokémon og YouTube og kan lide at game.
Storm har brug for rammer og skal forberedes grundigt på alt. Men han vil gerne ud, han vil gerne opleve verden. ”Jeg skal have styr på mit liv, så jeg kan komme på badeferie,” fortalte han for nylig. Han taler meget om at få styr på sit liv, selvom han kun er 12 år gammel. Da han fik diagnosen, spurgte han: ”Hvad så nu, mor?”
Ja, hvad så nu? Til visiteringssamtalen får forældrene mere at vide om mulighederne. Hanne Hillebrecht fra Det Udgående Børneteam fortæller, at de altid sender billeder af de personer, der kommer ud, så børnene kan føle sig trygge og forberede sig på besøget. Da Storms mor fortæller, at hun mistænker ADHD, får de at vide, at der både kan komme en psykolog og en læge ud.
Det lyder lovende, og de to forældre er glade for mulighederne. De har fortalt om Storms udfordringer, symptomer og behov. Fx at han ville reagere positivt, hvis man kunne sende en person hjem til dem, som ved noget om Pokémon. Morens stemme har været klar og tydelig; først mod slutningen af mødet begynder den at knække. Man mærker, at hun har erfaring med at holde sammen på sig selv. Men hun er – trods alt – et menneske. Hun er nogens mor.
Overlæge Anne Heurlin skæver til uret. ”Vi skal til at runde af og forsøge at blive konkrete.” Der bliver lagt en plan. Der tændes et håb.
ADHD er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse. Den kan også vise sig som impulsiv adfærd, mens andre mest sidder stille og dagdrømmer.
Far må fiksere sin datter
Mens Storm snart får besøg af B201 og måske skal tilknyttes enten dag- eller døgnafsnit, har andre allerede været på døgnafsnittet i flere måneder. Kajsa på 12 år har været indlagt i et halvt år. Hun er diagnosticeret med autisme og ADHD og har udviklet en svær depression. Kajsa er selvmordstruet, fortæller hendes far. I perioder har han måttet fiksere hende dagligt, fordi hun forsøgte at springe ud ad vinduet i deres lejlighed.
I samme periode forsøger Kajsa at kaste sig ud ad vinduet hver eneste dag. Jeg kan huske, at vi tager ud på akutmodtagelsen, og jeg må bare spørge: Hvad gør vi? Hvad kan vi stille op?
Da Kajsa gik i vuggestue, var hun enormt god til at koncentrere sig, selvom der var kaos omkring hende. Men hun begyndte i stigende grad at blive meget frustreret, når tingene ikke blev, som hun ville. Så kom skolevægringen. Som 8-årig begyndte hun at tale om selvskade. Om ikke at ville være her længere. Familien forsøger ad flere omgange at få hjælp. Da det lysner en smule, mister de deres sagsbehandler i forbindelse med en effektivisering i kommunen:
”I samme periode forsøger Kajsa at kaste sig ud ad vinduet hver eneste dag. Jeg kan huske, at vi tager ud på akutmodtagelsen, og jeg må bare spørge: Hvad gør vi? Hvad kan vi stille op?”
Familien kan heller ikke få hjælp fra skolen til at sætte PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i gang. Først en mandag morgen, da Kajsas far kan fortælle dem, at ”hun i weekenden har forsøgt at tage sit liv tre gange”.
I familien er der flere børn. Der er mange hensyn. Kajsas forældre og kommunen er blevet enige om, at det bedste for Kajsa vil være at flytte til et bosted. De ved også hvor. Men Kajsa ved ikke noget. Hun har knyttet sig til en af de andre piger, der er indlagt på B201, hvor man ved, at Kajsa kan reagere med store følelser. Frem for alt må de ikke trigge hendes selvmordstanker. Her har B201 en stor fordel: Personalet har lært Kajsa godt at kende, og de har mulighed for sammen med familien at finde den rette løsning.
Depression kan ramme både børn og unge. De almindelige symptomer er nedtrykthed, nedsat interesse og øget træthed.
Tvangstanker på toilettet
Asbjørn er ny på døgnafsnittet. Han er blevet flyttet fra dagafsnittet, hvor han var i to måneder. Asbjørn er lige blevet ni år. For et halvt år siden begyndte han at ændre sig: Han er pludselig meget længe på badeværelset, ofte halvanden time, hvor han sparker, slår og hopper på sædet.
Familien mistænker OCD, men de famler i blinde. Asbjørns far prøver at hjælpe og går en aften med ud på badeværelset. Pludselig skal han med derud hver aften. ”Jeg bliver en del af Asbjørns tvangstanker og -mønstre,” siger han. ”Jeg har senere fundet ud af, at jeg nok har fodret hans OCD. Men jeg vidste jo ikke noget. Hvor skulle jeg vide det fra?”
Jeg ligger bare og har lyst til at brække mig over mig selv. Jeg hader mig selv. Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvorfor kan jeg ikke hjælpe min søn?
Familien er i vildrede. Asbjørn har ikke været i skole i lang tid, og faren må blive hjemme. Han er håndværker og mister mange tusinde kroner om måneden. En sen aften går det galt, da Asbjørn har været på toilettet i flere timer. Hans far må tvinge ham ud og ringe til psykiatrisk skadestue, mens Asbjørn reagerer kraftigt og kaster med møbler på værelset. Den voldsomme larm får kommunen til at lave en underretning. Først nu, efter flere måneder, kan de få hjælp, fordi en person i telefonen har hørt lyde, der var høje nok.
Den nat sover Asbjørns far ikke. ”Jeg ligger bare og har lyst til at brække mig over mig selv. Jeg hader mig selv. Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvorfor kan jeg ikke hjælpe min søn?”
På B201 er de lige nu ved at finde ud af, om Asbjørn også skal udredes for autisme og tourette. Hanne Hillebrecht fra Det Udgående Børneteam fortæller, at nogle børn bliver indlagt, så der kan stilles en mere korrekt diagnose – simpelthen fordi man har mere tid til at iagttage barnet og tale med familien: ”Selvom vi ved en masse om psykiatriske diagnoser, kender forældrene deres børn bedst,” siger hun.
På det socialpsykiatriske døgntilbud Holmstrupgård bor nogle af de børn og unge, der har det sværest. Her har man en fast tro på, at alle kan få det bedre, også når det ser sortest ud.
Fanget i angsten
Det kan moren til 11-årige Maria skrive under på. Hun kender sin datter bedre end nogen anden og ved, at hun kan fungere i de rette rammer. Da Maria var tre år, blev hun diagnosticeret med mental retardering, fordi hun var sprogligt hæmmet og svær at komme i kontakt med. Hun trives hjemme, selvom hun i perioder taler meget om døden. Maria er særligt angst for, at hendes mor skal dø.
Efter mange år med skolevægring og lange perioder hjemme blev Maria endelig diagnosticeret med angst. En sygeplejerske så et mønster, da hun læste tilbage i journalen. Nu står det klart, at Maria ikke lider af mental retardering som først antaget. Hun var – og er – fanget i angsten:
”Hun svedte hele tiden. Vi troede, hun var gået tidligt i puberteten, men hun var konstant angst. Og manglede sproget til at sige det.”
I dag er Maria diagnosticeret med autisme, ADD og angst. Foruden dødsangsten har hun social angst og angst for dyr, men angstdæmpende medicin hjælper. De mange år uden hjælp har ført til en spiseforstyrrelse og store søvnproblemer.
Vi har set omkring 20 forskellige behandlere, men de har alle givet op. Alle forløb er blevet afsluttet, ofte fordi de har troet, at hun ikke var samarbejdsvillig.
”Maria har bare været kastebold i kommunen,” siger hendes mor. ”Vi har set omkring 20 forskellige behandlere, men de har alle givet op. Alle forløb er blevet afsluttet, ofte fordi de har troet, at hun ikke var samarbejdsvillig. Indtil nu.”
På grund af den sproglige begrænsning virker terapi ikke på Maria, fortæller hendes mor: ”Alt handler om at skabe rammer og struktur, gøre hverdagen forudsigelig. Det hjælper på B201. Hun har fundet en glæde ved skolen og er stolt, fordi hun lærer noget og bliver udfordret på en god måde. Sætter man de rigtige rammer, så fungerer hun. Men vi skal udskrives om tre uger, og hun græder allerede, fordi hun skal væk.”
Men hvad skal der ske? Marias mor sukker: ”Vi aner det ikke. Kommunen er endnu ikke begyndt at se på skolemuligheder. Skal Maria så bare gå hjemme igen?”
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved et usundt og tvangspræget forhold til mad, krop og vægt. Det kan fx komme til udtryk ved, at man spiser alt for meget eller undgår at spise.
Alle kan blive ramt
Den uvished, som Marias mor giver udtryk for, kan de fleste andre forældre på B201 relatere sig til. Under indlæggelsen i Glostrup får de fleste familier det bedre, og det giver ekstra tryghed, at Det Udgående Børneteam fra B201 kan følge børnene i 3-4 måneder efter udskrivelsen.
Personalet følger familierne tæt. Holder sig opdaterede. På deres morgenmøder gennemgår personalet på skift de indlagte familier: Hvad har de lavet siden sidst, hvad skal personalet være opmærksomme på, skal nogen snart udskrives. Rundt om bordet sidder en overlæge, en oversygeplejerske, socialrådgivere, lærere og psykologer. De gør status, tager noter og udveksler synspunkter, mens de gennemgår børnene:
- En pige havde besøg af sin far. De legede sammen på legepladsen. Da faren skulle gå, blev pigen ”højttalende”.
- En dreng kaster med vand efter personalet, som forsøger at hjælpe ham med medicin. Han fortryder og bliver ked af, hvad han har gjort, og tilbyder at hjælpe med at tørre op.
- En pige har oplevelser, som personalet forsøger at tyde: Er det en psykose, en drøm eller virkeligheden, hun taler om?
- En dreng skal have en lidt større dosis sertralin.
- En pige går glip af idræt for anden gang. Det gør hende ked af det.
Problemerne er forskellige, og psykisk sygdom kan ramme alle. Børn fra alle samfundslag bliver indlagt på B201, fortæller overlæge Anne Heurlin. På det seneste har der været en overvægt af mindre ressourcestærke familier. Oversygeplejerske Helle Winding nikker. En tese er, at de lange ventetider i psykiatrien har fået mere ressourcestærke til at få anden hjælp gennem privat forsikring.
”Nu kan han smile lidt”
Moren til Liam på 11 år har ikke haft en sundhedsforsikring, der kunne hjælpe. Hun er fra provinsen, et sted med meget langt til hjælpen. Liams far udsatte sit lille barn for både fysisk og psykisk vold, og hans mor kæmpede i flere år for at få rettens ord for, at faren ikke måtte se Liam. I desperation forsøgte moren flere gange at tage sit liv. Til sidst vandt hun sagen. Men den hårde opvækst har sat sig i Liam, der har udviklet anoreksi og en svær depression.
”Han elsker at spille fodbold, han vil nærmest ikke andet,” siger hans mor. ”Men på grund af spiseforstyrrelsen har han ikke så meget at stå imod med, så en dag brækker han lårbensknoglen, mens han spiller. Han bliver indlagt, men selvom han er svært undervægtig, stiller de ingen spørgsmål. De behandler benet, og så lukker de ellers øjnene.”
Det bliver værre endnu. Liam holder helt op med at spise, men lægen vil ikke lave en henvisning til psykiatrien. Det bør gå gennem børnelægen, mener han, men børnelægen er på ferie. Liams mor ringer til 1813. Hun får mulighed for at komme til B201, men bare dét at holde ham i live på vejen derud er svært. Den selvmordstruede dreng forsøger flere gange at løbe ud foran bilerne. Han kan ikke mere.
Han vil bare gerne være som de andre børn.
I dag, nogle måneder senere, er der bedring hos Liam. Det hjælper med antidepressiv medicin. ”Det går langsomt fremad,” siger hans mor. ”Nu kan han smile lidt.”
Liam har mistet alle sine venner. Hans mor drømmer om, at han igen kan skabe nogle få gode relationer. Han bliver nemt angst og vender alt indad. Volden sidder stadig i ham. Over for sin mor har han også været voldelig i perioder. ”Som om han var i en psykose,” som hun siger.
”Men han er stadig den gamle Liam. Venlig, opmærksom, høflig. At se ham gå igennem alle de her følelser … Det er så svært at finde det rette skoletilbud til ham i udkantsdanmark.” Hun tørrer en tåre væk:
”Han vil bare gerne være som de andre børn.”
Alle navne i artiklen er anonymiserede efter aftale med familierne.
Læs også
I hver skoleklasse sidder der gennemsnitligt et eller to børn, der har så omfattende psykiske lidelser, at de har brug for professionel hjælp. De får problemer med at passe skolen, mister deres venner og kan til sidst slet ikke gå i skole.
En indlæggelse kan være mange ting. I dette tema forsøger vi at skabe forståelse for, hvad det kan betyde at være indlagt - hvad der foregår 'bag dørene'.