Skizofreni står ikke længere i vejen for Sarahs drømme
Da Sarah Hvass efter flere år med paranoid skizofreni endelig fik hjælp, kom hun i gang med både job og uddannelse. I dag tør hun drømme om en fremtid med både job, egen bolig, kæreste og børn.
Foto: Privat
26-årige Sarah Hvass har hørt stemmer, så længe hun kan huske. Som barn kunne de få hende til at føle sig flov, men de var nogenlunde uskyldige. ”Gjorde du virkelig det? Sagde du virkelig det?” Først senere blev de mere voldsomme. Barndommen var dog god og tryg. Sarah var stille og genert, men hun havde let til latter og var kendt som en grinebider i skolen.
En dissociativ lidelse kan vise sig gennem bevægelses- og sanseforstyrrelser, fx krampeanfald og blindhed.
Det er en tilstand, hvor personen mangler den sædvanlige kobling mellem sansning, erindring, bevægelse, bevidsthed og/eller identitetsoplevelse.
Man kan få dissociative krampeanfald, som kan ligne epileptiske anfald.
Fra omkring 6. klasse blev hun mere ængstelig, og i 9. klasse blev hun meget deprimeret. Skolesygeplejersken og en psykolog mente, at det kunne være pubertet, hormoner, skoletræthed. Typiske ungdomsudfordringer. Men i gymnasiet blev det værre, og hun begyndte at få angst- og panikanfald. Hun fik også et dissociativt anfald, hvor hun – blev hun senere fortalt – rystede og var ukontaktbar. Kroppen lukkede ned, og hun huskede intet fra de følgende 12 timer.
”Jeg kunne skubbe det meste væk i 1. g, men i 2. g fik jeg sværere ved at koncentrere mig. Jeg var i et rigtig dårligt forhold, og jeg havde et arbejde, der også krævede noget af mig. Jeg blev simpelthen drænet.”
I 3. g blev ondt værre, og Sarah Hvass var så stresset, at hun hverken spiste eller sov.
”Jeg var deprimeret og undervægtig, og jeg trænede for meget, fordi min daværende kæreste også var min personlige træner – og han mente, at der var en masse, jeg kunne arbejde på. Jeg havde stort fravær både i gymnasiet og på mit arbejde. Samtidig følte mine venner en afmagt, fordi jeg begyndte at trække mig, og så trak de sig også.”
Sarah blev også isoleret fra sin familie, fordi hendes kæreste mente, det var bedst sådan. Det var i denne periode, hun begyndte at føle sig paranoid.
Trine Lindhardt Roux har skizofreni. Hun er ansat i fleksjob som kulturkonsulent, festivalarrangør, taleskriver og meget mere gennem foreløbig 11 år i Lejre Kommune: ”Min personlige fortælling på arbejde er min faglighed. Ikke min skizofrenidiagnose”.
Fordomme i sundhedsvæsenet
Sarahs kæreste var i nogle dårlige miljøer, og han fortalte historier om, hvad folk i de kredse kunne finde på, hvis man kom på tværs af dem.
”Det kickstartede min paranoia. Jeg var så udkørt, og min krop råbte bare ’stop!’, men jeg kunne ikke sove. Jeg var paranoid og sikker på, at der var noget uden for mit vindue. Det satte sig i alt, jeg gjorde. Jeg blev bange for, om folk var ærlige over for mig, om de kunne lide mig, at jeg ikke var god til mit studiejob, at jeg var en dårlig datter. Jeg var overbevist om, at det hele var sandt, men jeg turde heller ikke konfrontere nogen med det. Så jeg isolerede mig endnu mere.”
De stemmer, hun hørte, blev mere fremtrædende. Mere hadske. Hun følte større uro.
”Jeg begyndte at se skygger. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jo mere presset jeg blev, jo voldsommere blev det hele.”
De mørke silhuetter var – ligesom stemmerne – ikke farlige. Men Sarah vidste ikke, om andre havde samme oplevelser, og hvad de betød. Da hun fik flere dissociative anfald, søgte hun igen hjælp. Igen forgæves:
”Det kan være svært at blive ordentligt hørt, når man er en pige, der kan klare skolen, har job og kæreste og ser nogenlunde sund ud. Det så simpelthen ud, som om jeg havde det godt nok. Og jeg tænkte senere: Jeg skulle ikke have taget et bad den dag, jeg skulle ikke have børstet mine tænder eller redt mit hår. Så havde de måske lyttet.”
Sarah blev færdig med gymnasiet og kom ud af sit problematiske forhold. Men ligesom Sarahs problemer i skolen blev slået hen med hormoner og skoletræthed, oplevede hun igen, at læger og psykiatere foreslog kærestesorger og endda hysteri.
”En psykiater konkluderede uden at lytte til mig, at en ung pige som mig ’bare skal have en kæreste og noget sex’, så ville jeg få det bedre.”
En psykiater konkluderede uden at lytte til mig, at en ung pige som mig bare ’skal have en kæreste og noget sex’, så ville jeg få det bedre.
Ved et tilfælde mødte hun en vikarierende overlæge, der skulle undersøge, om hendes dissociative anfald var epilepsi. Som ekspert på feltet kunne overlægen se, at der var noget ved anfaldene, der ikke stemte overens med epilepsi. Hun hjalp Sarah med at blive sygemeldt fra det arbejde, hun havde fået efter gymnasiet.
Endelig hjælp
Enkelte psykiatere spekulerede i skizofreni, hvilket Sarah selv mistænkte i gymnasiet, da hun begyndte at se skygger. Sarahs mor pressede på for hjælp, og gennem TOP – Tidlig Opsporing af Psykose – mødte de en sygeplejerske, der fik Sarah ind i distriktspsykiatrien. De fik også en sygeplejerske med til møde med en psykiater for at få samtalen til at glide, så Sarah ikke blev afvist og affejet endnu en gang.
”Jeg fik en undskyldning fra en af de psykiatere, der ikke havde taget mig alvorligt tidligere, og så fik jeg diagnosen paranoid skizofreni.”
Det krævede både tilfældigheder, flere års pres og hjælp fra pårørende, før Sarah Hvass fik den psykiatriske diagnose, der gjorde, at hun endelig kunne komme videre. Kort efter blev hun tilknyttet et OPUS-forløb, hvor hun blandt andet deltog i samtalegrupper og fik psykoedukation og fulgte et undervisningsforløb i selvværd og selvtillid.
OPUS er et ambulant behandlingsforløb for 18-35-årige, der har en diagnose inden for skizofrenispektret, fx skizofreni eller skizotypi. Et OPUS-forløb kan vare op til to år. Behandlingen tilbydes i alle regioner.
”Jeg fik så meget ud af mit OPUS-forløb. Allerede efter et par måneder var jeg en helt anden person. Jeg kom i jobprøvning, jeg kunne købe ind uden at kollapse, jeg kunne være menneske igen. Jeg kunne være mig. Halvvejs igennem forløbet begyndte jeg på mit gamle arbejde på Starbucks.”
Efter kort tid skruede de op for både ansvar og antal timer på arbejdet.
”Jeg arbejdede mig op på 25 timer og var delvist sygemeldt, men altså delvist ude i den virkelige verden igen. Så slap kommunen mig, og jeg kom op på 30 timer og fik en lederstilling med en masse ansvar.”
Når Sarah Hvass havde fri fra Starbucks, var hun ude at holde oplæg om at leve med skizofreni for Landsindsatsen En Af Os, der arbejder med afstigmatisering.
”Jeg fik så meget energi af at have det arbejde. Der gik ikke så lang tid, så købte jeg en andelslejlighed. Jeg kunne være social igen. Nu var jeg ligesom tilbage til at være mig.”
Når man er psykotisk, smelter virkelighed og fantasi sammen. Man kan føle sig forfulgt eller høre stemmer, ingen andre kan høre. Den mest alvorlige form for psykotisk sindslidelse er skizofreni.
Drømmen om meningsfuldt arbejde
I det øjeblik, Sarah Hvass fik diagnosen paranoid skizofreni, troede hun, at hun var dømt til et liv på førtidspension. Det var en af de fordomme, hun selv havde hørt om diagnosen.
”Jeg havde afskrevet job, kæreste, børn. Jeg syntes ikke, det ville være fair over for et andet menneske at trækkes med mig, og det ville ikke være fair over for børn, der skulle have mig som mor, hvis jeg gav de gener videre. Sådan tænkte jeg virkelig.”
Jeg havde afskrevet job, kæreste, børn. Jeg syntes ikke, det ville være fair over for et andet menneske at trækkes med mig, og det ville ikke være fair over for børn, der skulle have mig som mor, hvis jeg gav de gener videre. Sådan tænkte jeg virkelig.
Efter at Sarah Hvass fik behandling og kom i arbejde, turde hun igen drømme om kæreste og børn. I dag læser hun til markedsføringsøkonom og har fået en kæreste, der er en god støtte for hende. Hun er stadig på medicin. Når hun er presset – fx på studiet, eller da hun flyttede i hus med sin kæreste – kan hun stadig have dårlige dage og depressive perioder.
”Jeg kan blive ængstelig og modløs, og mine hørehallucinationer kan blive voldsomme. Jeg er blevet bedre til at få stemmerne til at dæmpe sig. Men nogle gange er det så meget, at det eksploderer, og så må jeg bare vente. Paranoia og synshallucinationer mærker jeg stort set ikke noget til. Så skal jeg virkelig være nede og skrabe bunden, og det har jeg ikke været i et par år.”
Hun er blevet god til at se tingene i et større perspektiv:
”Min kæreste og min familie hjælper mig med at se, at det faktisk går godt på mange måder. Min skizofreni er der stadig, men den generer mig ikke. Jeg ved, det går væk igen. Diagnosen er ikke længere altødelæggende.”
Sarah Hvass er åben om sit liv med paranoid skizofreni. Hun holder foredrag, og hun taler meget med sin kæreste om, hvad hun oplever, så de kan håndtere det sammen. Særligt én stemme har plaget hende i et stykke tid, så hun og kæresten fandt sammen på at give den et fjollet navn for at afvæbne den.
”Jo mere jeg snakker om stemmer i mit hoved, jo mindre generer det mig faktisk, fordi det bliver mindre alvorligt.”
Hun glæder sig til at finde et arbejde, når hun er færdig med studiet:
”Rutiner og struktur i hverdagen er godt for de fleste. Mødetidspunkter, arbejdsopgaver, ansvar. Jeg håber, jeg kan komme ud på en arbejdsplads, der er åben for, at jeg selv er så åben om min diagnose. Måske er nogle nervøse for, om det betyder, at jeg er upålidelig, men de kan bare ringe til min gamle chef eller mine undervisere. Jeg skal nok dukke op, jeg skal nok løse mine opgaver. Jeg glæder mig til at komme ud igen og få gode arbejdsrelationer og endnu mere mening i tilværelsen.”
Og drømmen om børn?
”Lad os sige, at mine børn får samme diagnose som mig. Så skulle jeg da om nogen være den rette til at tale med dem om det og hjælpe dem med at navigere i psykiatrien. Men nu tager jeg én drøm ad gangen.”
Læs også
Nikoline Heikamp drømmer om en meningsfuld hverdag med job og kollegaer. Hun lever med skizotypi, og hun ved, at hun med den rette støtte kan passe et arbejde. Men at få den rette støtte er en kamp i sig selv.
Hverdagen blev langsomt fyldt med flere og flere tvangstanker og -handlinger. Men det var ikke OCD’ens symptomer, der knækkede Laurits Balker Jørgensen – det var forskelsbehandlingen.
I dette tema ser vi nærmere på betydningen af et arbejdsliv for mennesker med psykisk sårbarhed. Vi undersøger de barrierer, som stigmatisering og diskrimination skaber, og ser på, hvordan den rette støtte og viden kan hjælpe flere ind i...
Da Tina for 30 år siden blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, afskar hun kontakten til vennerne. For hun skammede sig. I dag har hun lært at takle skammen. Blandt andet fordi forståelsen for psykisk sygdom er større nu.