Jonas mistede livet til selvmord, mens han var indlagt: ”De troede, at de havde styr på det”
Jonas var en glad ung mand, der var åben om sin autismediagnose. Hans mor og søster fortæller hans historie for at sætte fokus på en underbelyst sammenhæng mellem autisme og selvmord.
”Hvis hans historie kan bruges til noget godt, så ville han have ønsket det.”
Margit Schwartz er mor til Jonas. Han døde til selvmord under en indlæggelse sidste år. Jonas var diagnosticeret med Asperger og depression, og han led af en stor stressbelastning. Under sin sidste indlæggelse var han i en psykose, som han forsøgte at underspille over for personalet. Han var nemlig mester i at maskere, fortæller hans storesøster Nadia:
I Danmark bruger vi endnu diagnosemanualen ICD-10. I andre lande har man i flere år brugt ICD-11. I den nye udgave forsvinder Aspergers syndrom. De nuværende fem autismediagnoser samles i en enkelt diagnose, ”Autisme Spektrum Forstyrrelse” (ASF), hvor man i stedet arbejder med specifikationer eller tillægsbeskrivelser.
”Jonas blev først diagnosticeret med autisme som 20-årig. Når vi fortæller hans historie, er det med et ønske om, at vi bliver mere opmærksomme på alle dem, der først bliver diagnosticeret som voksne, for mange har lært at maskere og er bedre til at lade, som om det går bedre, end det egentlig gør.”
Nadia er født 19 måneder før Jonas. I børnehaven måtte pædagogerne ofte skille de to søskende ad, så Jonas også fik leget med andre børn. Nadia fortæller, at hendes bror var både kærlig og følsom. Aldrig bange for at være sårbar. Han var også kreativ:
”Jeg tog ham med på Det Hem’lige Teater i Aalborg, hvor vi spillede forestillinger sammen. Jonas var et meget nysgerrigt menneske, som interesserede sig for mange ting, især naturen og rummet.”
På teatret åbnede Jonas op, og han blev meget social. Gennem årene fik han her mange venner.
Nadia måtte nogle gange træde til som storesøster, så Jonas’ gode væsen ikke blev udnyttet af folk, der ville låne penge og andre ting – eller overnatte lige lovlig længe i hans lejlighed. Jonas var nemlig et åbent menneske. Da han fik diagnosen autisme – Aspergers syndrom – som 20-årig, var han heller ikke bange for at tale om det.
”Det betød meget for ham at få diagnosen,” fortæller hans mor Margit. ”For han fandt ro i det.”
Overgangen til gymnasiet havde været svær, fordi både det faglige og sociale blev mere krævende. Han brugte meget energi på at være i fællesskabet, siger Margit. Hun fortsætter: ”Jonas kom i løbet af sin gymnasietid til psykolog, men der blev ikke nævnt noget om en eventuel autismediagnose. Kunne det have gjort en forskel, at han havde fået diagnosen som 16-årig?”
Da Jonas efter gymnasiet begyndte at læse fysik, var han ved at knække efter to uger. Han begyndte også at isolere sig. De tog til lægen for at finde ud af, hvad det egentlig handlede om.
Jonas var glad, da han fik diagnosen. Men hjælp fik han ikke.
Autisme er en gruppe af udviklingsforstyrrelser med fælles træk. Personer med autisme har en anderledes måde at opleve verden på og kan have vanskeligheder inden for kommunikation, social interaktion og adfærd.
Havde ingen ro i sig
Jonas kendte til forskellige tilbud og samtalegrupper, men han fik ikke gavn af dem, fortæller hans søster Nadia:
”Så snart han fik diagnosen, sagde psykiatrien, at han skulle gå til kommunen for at få hjælp. Men kommunen sendte ham tilbage til psykiatrien. Som sendte ham tilbage til kommunen. Han var fanget i bureaukrati. Der mangler ordentlig hjælp til mennesker med autisme i systemet.”
Jonas startede på biologistudiet. Efter et halvt år blev han så stresset og belastet, at han blev indlagt. Da han vendte tilbage til studiet efter en sygemelding, fik han en ny belastningsreaktion. Han blev også diagnosticeret med depression.
”Jeg kan huske en påske, hvor han har det så dårligt, at han selv tager til psykiatrisk skadestue, fordi han er begyndt at have selvmordstanker,” siger Margit.
Under indlæggelsen følte han sig hørt og set. Havde meningsfulde samtaler med en læge. Der var flere gode ting ved hans første indlæggelser, understreger Margit. Selvom der gerne måtte være mere opfølgning, påpeger Nadia.
Det var en meget voldsom oplevelse at se sin søn i en psykose. Han havde ikke sovet. Det var så forfærdeligt. Han sagde alle mulige ting, som ikke havde hold i virkeligheden.
På cirka tre år blev Jonas indlagt tre gange. Den sidste gang med en psykose. Da han begyndte at føle, at medicinen ikke længere slog til, begyndte han at selvmedicinere med hash i større og større mængder, fortæller Margit:
”Det var en meget voldsom oplevelse at se sin søn i en psykose. Han havde ikke sovet. Det var så forfærdeligt. Han sagde alle mulige ting, som ikke havde hold i virkeligheden. Han havde ingen ro i sig. Jeg ringede til psykiatrien, men de bad mig vente. Efter to døgn fik jeg ham heldigvis med til psykiatrisk skadestue, og han blev indlagt på åbent afsnit.”
Under indlæggelsen var der vinduespudsere, men i Jonas’ psykose så han dem som russiske soldater. Han var bange for at blive afhørt og forsøgte at tage sit liv. Han blev udadreagerende, slog ud efter en portør, blev fikseret og flyttet til lukket afsnit.
Da han blev udskrevet, begyndte han at selvmedicinere med hash igen. I større mængder. Han var åben om sit hashforbrug i psykiatrien, som kvitterede med at afslutte hans forløb.
Når man er psykotisk, smelter virkelighed og fantasi sammen. Man kan føle sig forfulgt eller høre stemmer, ingen andre kan høre. Den mest alvorlige form for psykotisk sindslidelse er skizofreni.
”Nu er Jonas i trygge hænder”
Nogle måneder senere – i efteråret 2024 – kom han ud af det problematiske forbrug af hash og kontaktede sin læge for igen at få medicin, fortæller Nadia:
”Jeg fornemmer på det tidspunkt, at min lillebror er ved at være tilbage. Men han er også meget ked af det, og alle de ting, han har forsøgt at flygte fra, kommer tilbage og rammer ham. Han bliver meget deprimeret.”
Margit supplerer: ”Han havde det svært med, at han havde fravalgt sine venner under sit misbrug. Der var meget skyld og skam over ikke at have haft styr på sit liv. Det tyngede ham meget, at han ikke havde været en ordentlig ven.”
Lige så hurtigt han kan have det sjovt, lige så hurtigt kan han synke ned i et hul.
I julen svingede Jonas’ humør, husker Nadia: ”Lige så hurtigt han kan have det sjovt, lige så hurtigt kan han synke ned i et hul.”
De to søskende fejrede nytår med deres venner fra teatret. Humøret var højt. Men da det blev 2025, skete der noget. En aften havde Margit børnene hjemme til spisning:
”Jonas er stille. Han siger, han ikke har sovet, og jeg ved, at det kan udløse noget. Da vi taler sammen et par dage senere, har han det rigtig dårligt og vil gerne indlægges. Han skriver, at han har et ønske om at dø.”
Men da Jonas var blevet afsluttet i psykiatrien – grundet sit tidligere hashforbrug – måtte de vente på, at lægen åbnede og dernæst på at få en tid.
”Jonas er gået ind i en psykose, han føler, han bliver overvåget og har selvmordstanker. Men han har svært ved at tale, og det tager lang tid at få ham til at sige ja til at blive indlagt. Da vi endelig kommer til psykiatrisk skadestue, har han igen svært ved at tale. I sidste ende får vi ham indlagt. Jeg kan huske, at jeg tager derfra og siger til en kollega: ’I aften skal jeg sove roligt, nu er Jonas i trygge hænder’.”
Manglende støtte
Dagen efter skrev Nadia en lang besked til Jonas, men hun fik ikke noget svar. Da Margit ringede til ham, fortalte han, at han stadig ikke havde sovet. At han først ville have besøg dagen efter. Han var fortsat psykotisk, men det lykkedes ham at nedtone det, så han ikke behøvede være under konstant opsyn.
Senere fik Margit det værste opkald, man kan få: Hendes søn havde mistet livet til selvmord. Nadia havde mistet sin bror.
”Som jeg ser det, var det psykosen, der fik ham til det,” siger Margit. Hun fortsætter:
Personalet lagde sig fladt ned og sagde: ’Vi har ikke passet godt nok på Jonas’. Men det handler ikke om, at det er nogens skyld. Jeg ser sådan på det, at man har fulgt de procedurer, der er.
”Jonas blev indlagt, fordi han ville have, at nogen skulle passe på ham. Personalet lagde sig fladt ned og sagde: ’Vi har ikke passet godt nok på Jonas’. Men det handler ikke om, at det er nogens skyld. Jeg ser sådan på det, at man har fulgt de procedurer, der er.”
Nadia ser lidt anderledes på det: ”De vurderede, at han var selvmordstruet, ellers var han ikke blevet indlagt på den lukkede. Men de vurderede også, at det ikke var her og nu, så han skulle kun tjekkes hver halve time. De sagde, at folk normalt bliver aggressive, når de er psykotiske. Derfor så de mindre alvorligt på det. De troede, at de havde styr på det.”
En sygeplejerske har efterfølgende fortalt, at Jonas på en gåtur i perioder virkede kontaktbar, selvom han var i psykosen. Til samtale på den psykiatriske afdeling har familien fået at vide, at det kan være svært at anslå, hvor selvmordstruede personer med autisme er. Derfor er det så vigtigt for Margit at fortælle Jonas’ historie. Hun har siden mødt flere, der har mistet et barn med autisme til selvmord.
”Mennesker, som er højt begavet og har en autismediagnose, har en anden måde at se verden på, tror jeg. De stiller meget høje krav til sig selv og har dermed måske også alt for stor fokus på egne begrænsninger. Selvfølgelig kan man have et godt liv med autisme, men for mange er det en yderst kompliceret tilværelse.”
Der mangler også bedre støtte, påpeger Nadia:
”Da Jonas får diagnosen, skal han ikke blive tabt af systemet. Det føler jeg, han gjorde. Og sådan har mange med autisme det. Der mangler hjælp og forebyggelse, så man ikke bliver overbelastet.”
Jonas blev 27 år.
Læs også
Når den nye diagnosemanual ICD-11 engang bliver implementeret i Danmark, får det også betydning for autisme. En ekspert fortæller hvordan.