Forskelsbehandlet på barselsgangen

Kristine ville bare gerne amme sit nyfødte barn. Men børnelægen på barselsgangen begyndte at udskamme den nybagte mor og lod hende vide, at hun ikke var i stand til at tage sig af ham. I journalen havde lægen set, at Kristine har bipolar lidelse. Frem for at blive mødt med støtte og åbenhed oplevede Kristine at blive mistænkeliggjort.

Kristine fortæller om konsekvenserne, når psykiatrien og somatikken ikke taler sammen. Om et sundhedsvæsen, der forskelsbehandler og stiller mennesker med psykisk sygdom dårligere end andre.

Lad os spole lidt tilbage. Kristine er gravid med sit første barn. Hun har bipolar type 1 og er velmedicineret. Hun lever et godt liv og har ikke været syg i mange år. Under sin graviditet taler Kristine en del med sin psykiater om amning, fordi hun brændende ønsker at kunne amme sit barn. Den generelle anbefaling for personer, der får den medicin, som Kristine får for sin sygdom, er nemlig, at de ikke bør amme.

Men psykiateren går Kristine i møde. I hans team på Ambulatorium for Affektive Lidelser og under ledelse af en farmakolog – altså en ekspert i medicineringens effekt og bivirkninger – gennemgik de den samlede forskning på området. På baggrund af den nye viden opdaterede de deres anbefalinger for amning, når man bliver behandlet med lithium. Psykiaterens faglige anbefaling blev derfor, at Kristine – selvom hun tager medicin – kan amme om dagen, og hendes partner kan give flaske om natten. Kristine fortæller:

”Når man har bipolar, er det allervigtigste at passe på sin søvn. Det er den ene grund til, at man bliver frarådet at amme. Den næste er, at lithium ikke er særlig godt for spædbørn at indtage i visse doser. Da jeg får en lille dosis lithium om aftenen, aftalte min psykiater og jeg, at jeg fortsat skulle tage den, og mens jeg fik min søvn, kunne den dosis nå at aftage i løbet af natten, så jeg kunne amme næste dag.”

Så vidt, så godt. Psykiateren indførte et notat i Kristines journal. Nu kunne hun fokusere på selve fødslen. Sent i graviditeten bliver forbindelsen mellem babyen og moderkagen dårlig, men Kristine oplever at få god hjælp:

”De tager sig godt af mig op til fødslen. Jeg går til det ene sundhedstjek efter det andet. De er gode til at informere, og selvom situationen er alvorlig, føler jeg mig tryg. Jeg bliver passet på. Det ender med at være en virkelig fin fødsel med et godt team omkring mig. Intet føles forhastet. Jeg fik en fornemmelse af et system med overskud, hvilket kom lidt bag på mig. Det ændrer sig desværre markant, da jeg kommer over på barselsgangen.”

Bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau - det vil sige manier og depressioner. Det kan føles overvældende at få diagnosen, men det er vigtigt at vide, at med den rette behandling og...

Stress i stedet for ro

På grund af sin psykiatriske diagnose blev Kristine som gravid placeret i kategorien psykisk sårbar. Det betyder, at man kan få tilbudt ekstra støtte, og før fødslen blev det derfor planlagt, at hun skulle blive på hospitalet i syv dage efter fødslen. 

”Man går og frygter selve fødslen, men der er ingen, der siger, hvad man skal forvente bagefter. Når tingene er store og livsomvæltende, er jeg skrøbelig, og i de situationer kan jeg ikke nødvendigvis styre min hjerne, som andre kan. Det kan komme ud af kontrol. Omvendt ved jeg også, hvad jeg skal gøre for at minimere den risiko, fx at sove, få ro, være helt tryg. Helt basale ting. De ting var der ikke plads til på barselsgangen.”

Hendes stue bliver fra første dag en banegård.

”Hver anden time kommer en ny ind til os. En sygeplejerske, en jordemoder, en bioanalytiker. De prøvede at stikke mit barn flere gange, fordi de ikke kunne få blod nok til deres blodprøver. Antallet af mennesker var voldsomt. Vi fik aldrig nogen navne. Ud over en sød sundhedsplejerske var der ingen, der var ’vores’. Det var et rend af mennesker, og vi vidste ikke, hvornår vi kunne sove og få den ro, vi havde brug for. Det var helt vildt stressende.”

Dagen efter spidser det til:

”En jordemoder kommer ind og siger, at vi lige skal finde ud af, hvad vi gør med amning. For hun kan se, at jeg ikke bør amme. Så jeg fortæller hende om min aftale med psykiateren og notatet i min journal, som jeg gik ud fra, at de havde set.”

Kristine får at vide, at hun selv skal sætte et møde op mellem sin psykiater og en børnelæge fra hospitalet. Efter fødslen er overskuddet ikke stort til at agere projektleder, men hun aftaler med sin psykiater, hvornår sundhedspersonalet må kontakte ham den følgende dag. Hun håber og formoder, at hun nu kan få lov til at sove, amme, sove, amme – og få den tiltrængte ro.

Dagen efter kan hun konstatere, at psykiaterens ord ikke har vægt i det somatiske system.

Psykiater har aldrig oplevet noget lignende

”Næste dag har jeg sovet meget lidt. Min mand er taget hjem for at lufte vores hund, så jeg er alene med vores søn og ligger helt krøllet sammen på hospitalssengen. Min krop gør ondt efter fødslen, og jeg er udmattet. Jeg blinker med øjnene, kigger op, og så står der fire mennesker over mig: en jordemoder, en sygeplejerske, en studerende og en børnelæge.”

De har ikke ringet til psykiateren som aftalt.

”I stedet siger børnelægen: ’Jeg skal ikke snakke med ham, jeg skal snakke med dig, for det er underordnet, hvad din psykiater mener om det her’. Jeg er slet ikke blevet forberedt på det her møde med fire mennesker, og der bliver talt til mig, som om jeg er et barn. Det har jeg prøvet før i sundhedssystemet, så derfor reagerer jeg stærkt på det; at de formoder, at jeg ikke forstår visse ting lige så godt som andre, fordi jeg har en psykisk sygdom.”

Kristine fortsætter:

”Så siger lægen, at det er hendes pligt at fortælle, at de ikke kan stå inde for, at jeg ammer. Hun siger, at hun er børnenes advokat og forsøger at lyde pædagogisk: ’Det er jo meget vigtigt, at vi alle sammen husker på, at for at passe bedst på dit barn skal vi også passe på dig’. Det var nedværdigende. Hun sagde mellem linjerne, at jeg ikke kunne passe på mig selv eller mit barn. At jeg ikke kunne finde ud af at være forælder.”

Kristine var ellers stolt og lykkelig over at være blevet mor. Hun havde kæmpet længe for det, men lægens ord prikkede til en angst, hun havde båret med sig i hele voksenlivet: Hvad nu hvis hun ikke kunne være mor? Lægen kunne se, at Kristine var både vred og ked af det, men hun fortsatte.

”Børnelægen ville diskutere det teoretiske grundlag bag psykiaterens anbefaling, antallet af casepersoner, prævalens … Jeg var undersovet, fyldt med hormoner og ikke frisk til en akademisk debat. Jeg måtte bare svare, at jeg respekterede deres holdning, men at jeg ville følge mit eget ønske og anbefalingen fra min psykiater, som kom af de resultater, han sammen med sine kollegaer var kommet frem til. Altså at jeg ifølge den nyeste gennemgang af eksisterende forskning, med den dosis jeg fik, sagtens kunne amme om dagen.”

Hun bad dem gå, så hun kunne få ro.

”Børnelægen gik baglæns ud af lokalet, mens hun fortsatte med at tale. Jordemoderen og sygeplejersken blev i lokalet og syntes, at det hele var underligt. Det gjorde min psykiater også, da jeg ringede til ham. Børnelægen havde nemlig også ringet og givet ham ‘voksenskældud’. Han sagde faktisk, at han aldrig havde prøvet noget lignende.”

Måtte flygte fra hospitalet

Banegårdsstemningen fortsatte også den følgende dag. Kristine og hendes mand blev enige om, at de blev nødt til at tage hjem. Den stress, som hun blev udsat for på barselsgangen, var ved at gøre hende syg. I hendes tilfælde med bipolar lidelse var det ved at udløse en hypomani, som før har udviklet sig til regulær mani med psykotiske episoder for Kristine:

”Det værst tænkelige for mig som nybagt mor er jo, at jeg skal indlægges, og at mit barn skal mangle mig. At jeg ikke kan tage mig af min søn. Derfor er min allerstørste frygt at få en psykose, og den frygt dukker kun op, når jeg kan mærke de tidlige tegn, som jeg kunne her. En udløst psykose havde været barselsgangens ansvar. Og så passer man i hvert fald ikke på de børn, som de netop vil og skal passe på. Jeg er med på, at det er psykiatrien, der har ansvaret for mig. Men personalet har i det øjeblik ansvar for at læse min journal og sørge for at gøre sit for, at jeg ikke ender i en psykose.”

Hun fortsætter:

”Det var med nød og næppe, at jeg ikke blev syg. Når jeg begynder at få synsforstyrrelser og se underlige farver, ved jeg, at jeg ved at blive syg. Det begyndte at ske på barselsgangen. Al den tid efter fødslen, som kunne være smuk og magisk, og hvor jeg skulle have hjælp til at få ro på, den tid blev i stedet brugt på at være projektleder og at skulle forsvare et notat i min journal fra min egen psykiater. Og min søn havde det jo rigtig godt. Det var, som om det ikke eksisterede.”

Planen var, at familien skulle blive på barselsgangen i syv dage for at få hjælp af sundhedsvæsenet. I stedet måtte de tage væk fra det sundhedspersonale, der skulle passe på dem, så Kristine ikke blev syg. På grund af psykisk sygdom i Kristines journal blev familien forskelsbehandlet af sundhedspersonalet.

Et samlet sundhedsvæsen skal kunne rumme det hele menneske

Mennesker med psykisk sygdom dør for tidligt, fordi deres fysiske helbred ofte overses. Psykisk sygdom skal tages lige så alvorligt som fysisk sygdom, så krop og sind behandles som en helhed. Alle fortjener den behandling, de har ret til.

”Det er den dybeste frygt”

Kristine har gennem sit liv oplevet god behandling i psykiatrien. Også i somatikken. Der er meget, hun er taknemmelig for. Hun har aldrig følt, at der manglede ressourcer, og hendes historie handler ikke om, hvad hun ikke kunne få:

”Min historie handler om, hvordan man kan føle sig tabt mellem to systemer, der ikke kan tale sammen, og hvad det kan have af konsekvenser. Mødet mellem det psykiatriske og somatiske system er det helt store problem. Det strukturelle problem blev superkonkret i mit tilfælde. Der var ingen onde intentioner, men sundhedsvæsenet rykkede ved den skrøbelighed, jeg allerede havde, fordi jeg overhovedet ikke følte mig grebet. De gjorde ikke, hvad de grundlæggende skal: at passe på mennesker.” 

Kristine fortæller, at det er meget få og enkle ting, som kunne have gjort hendes oplevelse helt anderledes og tryg – ligesom der ikke skulle meget til, før det var blevet endnu værre.

”Jeg havde haft et helt andet forløb, hvis de to systemer havde talt sammen. Hvis den viden om mig fra før fødslen bare var givet videre til dem, der skulle se mig efter fødslen. Jeg vil ikke skyde skylden på nogen. Men det virkede, som om der ikke blev overleveret eller koordineret noget som helst. Alle på barselsgangen vidste, at jeg havde en psykisk sygdom, men ingen vidste, hvad de skulle gøre med den, eller hvad det betød for, hvad jeg havde brug for.”

Kristine blev ikke mødt af personalet som Kristine. Hun blev set som sin sygdom. Ligesom mange andre har hun ofte været hård ved sig selv, bebrejdet sig selv alt muligt og følt stor skam. Derfor rammer det endnu hårdere, når stigmatiseringen kommer fra sundhedsvæsenet.

”At blive mødt med en formodning om, at man ikke er i stand til at tage vare på sig selv og sit barn, det er det mest diskriminerende, jeg har oplevet og kan forestille mig. Det går så dybt ind, for det er ens dybeste frygt, når man har en psykisk sygdom.” 

Kristine er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn og identitet er redaktionen bekendt. 

Læs også

Tema: Forskelsbehandling

Nogle mennesker føler, at de bliver stemplet, når de får en psykiatrisk diagnose. Det kan føre til, at de bliver dømt på forhånd og behandlet anderledes af omverdenen, alene fordi de har en psykisk sygdom.