Et samlet sundhedsvæsen skal kunne rumme det hele menneske
Mennesker med psykisk sygdom dør for tidligt, fordi deres fysiske helbred ofte overses. Psykisk sygdom skal tages lige så alvorligt som fysisk sygdom, så krop og sind behandles som en helhed. Alle fortjener den behandling, de har ret til.
Foto: Louise Neupert
Mennesker med psykisk sygdom lever kortere end andre. Ikke fordi det behøver at være sådan, men fordi det somatiske sundhedsvæsen ofte overser deres behov. Kroppen og sindet behandles som to adskilte verdener, selvom de hænger tæt sammen. Derfor er beslutningen om at forene psykiatrien og somatikken en historisk mulighed. Men hvordan sikrer vi, at det virkelig kommer til at gøre en forskel for dem, der har allermest brug for det?
Det kræver, at psykiatrien får en stærk stemme i det nye sundhedsvæsen. Tidligere reformer har vist, at psykiatrien ofte bliver glemt, når der skal fordeles ressourcer og opmærksomhed. Vi så det efter strukturreformen i 2007, hvor behandlingen af kræft og hjerte-kar-sygdomme blev markant forbedret, mens psykiatrien stod stille. Det har ført til, at mennesker med psykisk sygdom stadig ikke får den hjælp, de har brug for. Det skal vi rette op på nu.
Et stort problem er, at mange mennesker med psykisk sygdom dør af fysiske sygdomme, der ikke opdages eller behandles i tide. Når symptomerne på psykisk sygdom fylder mest, overskygger de ofte kroppens signaler. Det betyder, at kroppen bliver overset, og det kan være fatalt. Derfor er det afgørende, at personalet i sundhedsvæsenet får redskaber og viden, der gør dem i stand til at se og behandle hele mennesket – både krop og sind.
For integration er ikke bare et spørgsmål om organisation. Det handler om at sikre, at krop og sind bliver set som to sider af samme sag, så vi kan give mennesker med psykisk sygdom den bedst mulige behandling og støtte.
Integration mellem psykiatri og somatik kan ske på flere måder. Det kan handle om bedre samarbejde, hvor man deler information og aftaler, hvem der gør hvad. Men det kan også være en mere omfattende sammensmeltning, hvor psykiatrien og somatikken bliver samlet i én enhed med fælles ledelse, mål og ressourcer. Uanset hvordan vi vælger at gøre det, kræver det, at vi arbejder med en fælles retning og sikrer, at alle kan følge med: fra patienter og pårørende til sundhedspersonalet.
Vi skal sætte patienternes behov i centrum. Mange, der har både psykisk og fysisk sygdom, oplever forløb, der er alt for komplekse og uoverskuelige. Det skal vi ændre. Erfaringer fra kræftområdet har vist, at vi kan skabe bedre resultater, når vi sætter klare mål og dedikerer ressourcer til opgaven. Det samme skal vi gøre for psykiatrien, så mennesker med psykisk sygdom får den behandling og støtte, de har ret til.
Denne forandring handler om mere end struktur. Den handler om værdier. Om, at vi som samfund forpligter os til at tage psykisk sygdom lige så alvorligt som fysisk sygdom. Det kræver, at vi investerer tid, penge og vilje. Men det giver os samtidig en chance for at skabe et sundhedsvæsen, der virkelig hænger sammen.
For integration er ikke bare et spørgsmål om organisation. Det handler om at sikre, at krop og sind bliver set som to sider af samme sag, så vi kan give mennesker med psykisk sygdom den bedst mulige behandling og støtte.