Hannes liv med OCD

Nu har hun skrevet bogen ’Indre ordrer’ om at leve med OCD, om nederlag og sejre og om at åbne op.

Hjernen og vaskemaskinen er på overarbejde

For mange mennesker viser OCD sig omkring puberteten. Der er ingen enkel forklaring på, hvorfor nogle udvikler OCD. Sygdommen opstår i et komplekst samspil mellem forskellige biologiske, sociale og psykiske faktorer – fx stress. Hanne Schønning var 13 år, da hun begyndte at få tvangstanker om rengøring og renlighed:

”Det er en alder, hvor man nemt kan føle sig presset, og sådan viste det sig også senere. Så snart jeg bliver udfordret på noget eller føler mig stresset, så udmønter det sig i OCD.”

Hvordan lever du med din OCD i dag?

”Det fylder ikke særlig meget længere. Jeg har stadig tvangstankerne, særligt om ting, der er beskidte. Jeg undgår fx at sætte mig på bænke på banegården, men i hverdagen lever jeg rigtig fint.

Jeg har nogle ritualer, altid at tørre bordet af i forbindelse med madlavning og andre mindre ting, men det er ikke længere noget, jeg gør fire eller otte gange. Jeg har måske stadig en light version af sygdommen, men jeg bruger slet ikke så meget tid på det længere, selvom jeg stadig er på overarbejde nogle gange i mit hoved.”

Der gik lang tid, før Hanne Schønning fandt ud af, at hun havde OCD. Men symptomerne havde altid været de samme, og oftest handlede de om at føle sig uren og fokusere på snavs. Var hun fx kommet til at sidde på en bænk, der lugtede af tis eller virkede beskidt? Så skulle alt tøjet vaskes – mindst én gang.

Akut håndvask og lange, lange bade med gentagende skrubbebevægelser fyldte store dele af hverdagen. Hun kunne ikke slippe tvangstankerne, før hun handlede på dem. Der var ingen indre trusler om, at andre ville blive skadet, hvis hun ikke gjorde noget. Men hun kunne ikke slippe dem, før hun fulgte dem op med en tvangshandling.

Hjernen og vaskemaskinen havde altså allerede været på overarbejde i mange år, før Hanne som 35-årig stødte på en artikel, der beskrev symptomerne på OCD. Hun kalder det som en ”kæmpe lettelse”, for det var også første gang, hun kunne sige det højt til en anden.

Men der skulle gå 16 år, før hun fik behandling første gang. Hun oplevede et gennembrud med gruppesamtaler, hvor de sammen skulle eksponeres for noget grænseoverskridende, der ville give hende OCD-angst. Hun beskriver én af øvelserne i bogen:

”Vi skal røre ved et toiletbræt og skylle ud uden bagefter at vaske hænder. Bagefter kan jeg mærke de fingre, som har rørt ved toilettet. Vi prøver at røre ved os selv, vores hår og tøj og papirerne foran os. Vi inficerer det hele, sætter ud af kontrol. Som tiden går, aftager angsten. Jeg har en følelse af sejr, som om jeg har vundet et slag og fundet en mening med terapien.”

Hjernens usynlige greb

I bogen fremgår det, at du er blevet bedre til at tale med din familie om din OCD. Men hvordan åbner man op, hvis man har svært ved det?

”Jeg var forfærdelig længe om det. Man finder nok først modet til det, når man kan stå ved sig selv og acceptere det selv. Så vil det ikke røre dig på samme måde, hvad andre tænker, fordi du kender din egen kerne. På et tidspunkt kunne jeg se, at jeg havde spildt en masse tid og fik dårlig samvittighed over det. Jeg blev nødt til at tale med familien om det. Jeg var også klar over, at jeg især skulle tale med mine børn om det.”

I bogen bruger Hanne Schønning udtrykket ”hjernens usynlige greb”. Hun erkender, at tvangstankerne ikke er rationelle, selvom de foregår i hovedet. Men er tvangstankerne så også en del af Hanne? 

”Jeg troede i mange år, at min OCD var en del af mig, men jeg fandt jo ud af, at det kom ”udefra”. At jeg fik den tekniske forklaring på, hvorfor jeg havde det sådan, hjalp mig til at forstå, at det ikke var mig. Det er en sygdom, der gør, at du har de her tvangstanker.”

Selvom Hanne Schønning stadig kan få tankerne, har hun lært ikke at handle på dem. Hun kan skubbe dem væk. Nogle gange er det nemt, andre gange kræver det en lidt større indsats, men væk kommer de. Og det har været en vigtig lektie for hende at vide, at tankerne måske kan opstå, men at det ikke er verdens undergang.

Hvordan hjælper man en person med OCD?

”Det kan være ved at fortælle, hvordan du selv ser en situation, så man får en idé om, hvad der er normalt. Jeg har fx spurgt en veninde, hvad hun ville gøre, hvis hun satte sig på en bænk på banegården og opdagede, at den var våd? ’Jamen så ville jeg nok finde et stykke papir og tørre mine bukser’, siger hun så måske. Det giver mig ro på, og så kan jeg godt være i tvangstanken et øjeblik, før den går væk. Så hvis man har OCD, kan det være godt at spørge en anden: Hvad ville du have gjort?”

For den pårørende gælder det ifølge Hanne Schønning særligt om én ting: ”Ikke at gå med på den fikse idé! Når jeg er presset og kan mærke tvangstankerne, er jeg ude på at få meget mere kontrol, end jeg skal have. Og dér har jeg brug for normalisering. Fx at den anden ikke skal smide alt sit tøj til vask, bare fordi jeg vil have det sådan et øjeblik.”

I bogen beskriver Hanne Schønning et tilbagefald, hvor hun ”lader den uudholdelige tanke vinde”. Betyder det, at det stadig kan føles som en kamp?

”Jeg har sluttet fred med tankerne. Jeg tilgiver mine tanker og mig selv. Jeg føler ikke, at jeg bliver nødt til at gøre noget, som ikke er en del af mig. Jeg har fået en kæmpe indsigt i mig selv og ser i dag mig selv som modig og handlekraftig. Jeg synes, jeg skal mange flere ting i mit liv.”

Har corona været en kilde til ekstra bekymring?

”Nej, ikke hos mig. Det har det hos de OCD-ramte personer, hvor OCD’en kredser mere om sygdom. Jeg har bare tænkt: ’Godt! Flere er blevet mere renlige!’ Det har også givet mig et vist perspektiv. Vi kan gøre rigtig meget selv ved renlighed, men jeg forstår godt, at folk ikke er vant til at tænke i fx smittekæder.”

I forbindelse med corona har undersøgelser vist, at flere børn kan risikere at udvikle OCD som følge af de mange tanker om håndvask og konstant at skulle holde sig ren. Det er stressende og ligeledes en pålagt angst for ikke at smitte andre, fx bedsteforældre, som mange børn har svært ved at tackle. Det kræver, at vi bliver meget bedre til at tale om psykiske sygdomme – og om at OCD faktisk kan behandles. Men Hanne Schønning er optimistisk:

”Jeg tror, vi er blevet meget bedre til at tale om det (i samfundet, red.). Jeg kan mærke, at forældre til OCD-ramte børn er blevet bedre til at sætte ord på det. Jeg synes, vi er på vej, men der går stadig mange børn rundt, som har svært ved at tale om det. Vi er stadig langt fra at kunne håndtere forskelligheder, og det gælder mange ting. Men børn selv er faktisk ret gode til det.”

Hanne Schønning understreger, at målet må være, at børn i dag kan komme sig helt over deres OCD. Det kan de gøre ved tidligt at identificere det, tale om det og få behandling. Det kræver hjælp fra det omkringliggende samfund at bryde tabuer, men måske er vi nået et lille skridt nærmere. Med Hanne Schønnings bog bliver der i hvert fald sat ord på nogle af de ting, som mange har svært ved at tale om – og som mange af os ikke ved ret meget om.

Om bogen ’Indre ordrer’

Bogen er en fortælling om et liv med OCD. I korte tekster formidler forfatteren ærligt, hvordan OCD har fulgt hende siden teenageårene. Hvordan hun i et halvt liv ikke vidste, hvad det var for tanker og ritualer, der prægede hele hendes tilværelse og fyldte hende med ensomhed, ubehag, skyld og skam. Men det handler også om et liv med mand og børn, kærlighed og tvivl, arbejde og terapi – og sejre.

Bogen beskriver samtidig den viden, vi i dag har om OCD. Psykiater Anne Lindhardt har skrevet faktateksterne om OCD og diagnosens symptomer, årsager, karakteristika og behandlingsmuligheder. Bogen henvender sig både til mennesker med OCD, til pårørende, til professionelle i sundhedssektoren og til alle andre interesserede.

Du kan købe bogen 'Indre ordrer - Et liv med OCD' i vores webshop

Læs mere om diagnosen OCD