Portræt af en usynlig sygdom: Fotograf Marie Hald om OCD og ADHD
Fotograf Marie Hald følte sig forkert og alene med skamfulde tanker i årevis, fordi ingen så hendes sygdom. I dag lever hun med OCD og har for nylig fået diagnosen ADHD. Hun vil nedbryde tabuer og gøre det nemmere at tale højt om psykiske lidelser, så andre kan få den hjælp, de har brug for.
Foto(s): Marie Hald
Alle med penge kan købe et godt kamera. Men det kræver noget særligt at tage stærke portrætter. Hvordan fanger man personlighed og sjæl? Man skal kunne møde et andet menneske med åbenhed og skabe et trygt rum, så personen på den anden side af linsen kan være sig selv – så meget som muligt. Og så kan man begynde at finde de rette vinkler, lys og meget mere.
Marie Hald er en anerkendt og prisvindende fotograf, som blandt andet er kendt for sine portrætter af udsatte og marginaliserede mennesker. Hun har i sine billeder givet plads til vidt forskellige skæbner, der fanger både styrke og skrøbelighed. Mennesker med spiseforstyrrelser, sexarbejdere, ofre for vold, kropsaktivister, præsidenter og meget mere:
”Jeg er ikke bange for at gå ind i folks svære rum, måske fordi jeg selv har haft det svært. Jeg giver altid noget af mig selv, ellers ville jeg slet ikke kunne komme så tæt på dem.”
Husker tydeligt, hvordan det begyndte
Marie Hald har levet med psykisk lidelse, siden hun var teenager:
Jeg begyndte – helt klassisk – ikke at træde på stregerne på fortovet, for så ville mine forældre dø.
”Jeg er vokset op i en supergod familie og har haft en tryg og glad barndom. Jeg havde mine veninder, og det gik godt på mange måder, men jeg følte mig forkert og gik med det her alene som en stor klump. Det fyldte vildt meget.”
Der skulle gå mange år, før Marie Hald fandt ud af, at hun har OCD. Men hun husker tydeligt, hvordan tankerne begyndte.
”Jeg så min kattekilling blive kørt over, og det kan lyde som en lille ting for en voksen, men det er voldsomt for et barn. Min ene søster løb over vejen, og så løb den med. Jeg opdagede, at man bare kan dø. Sådan dér.” Hun knipser med fingrene.
”Det prikkede til noget OCD, der lå i mig. Så jeg begyndte – helt klassisk – ikke at træde på stregerne på fortovet, for så ville mine forældre dø. Jeg skulle tælle til et eller andet og lavede alle mulige ritualer. Jeg var megabekymret, når min far var ude at rejse, eller når min mor var til kor om mandagen. Jeg kunne slet ikke finde ro og var altid bange for, at der skulle ske noget.”
OCD er en angstlidelse, hvor man har uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen. Som regel af frygt for, at der ellers vil ske noget slemt.
Tilfældigt, hvem der får hjælp
Marie Hald kom til børnepsykolog, der talte om angst og fik hende til at skrive de ting, hun var bange for ned på et papir, som hun så skulle rive i stykker. Senere i livet måtte hun besøge fem forskellige voksenpsykologer, der heller ikke kunne diagnosticere hende. De kaldte det bare angst. Da hun endelig fandt en psykolog, der diagnosticerede hendes tanker som OCD, var det en enorm lettelse:
”Det, jeg gik med hele min barndom, var så tydelige OCD-symptomer, men ingen så det. Fordi jeg ikke fik hjælp, blev det værre, og tankerne blev mere uhyggelige. Pædofili blev min store frygt. Hos den nye psykolog fik jeg at vide, at seksuelle temaer er helt klassiske inden for OCD. Og at der faktisk gik tre andre i samme psykologpraksis, som også havde tvangstanker om pædofili. Det var livsomvæltende at finde ud af, at det var ’helt almindeligt’. Det gjorde så kæmpestor en forskel at lære, for nu vidste jeg, at jeg ikke var ved at blive sindssyg.”
Marie Hald fortæller om en bekendt fra Aarhus, der tilfældigvis voksede op tæt på det psykiatriske hospital i Risskov:
”Hun havde det på samme måde, da hun var på min alder. Men hun blev udredt for OCD og fik hjælp, fordi hun boede det rigtige sted, og hun har næsten ikke lidt af det i sit liv.”
Det kan virke som et lotteri, hvem der får hjælp og ikke får hjælp. Et tilfældighedernes spil, der kan blive afgjort af, hvilke psykologer du møder, og hvor du kommer fra. I knap ti år følte Marie Hald en stor skam, fordi hun var alene med overvældende tanker. Hvis der i samfundet var mere åbenhed og viden om de forskellige psykiske lidelser, fortæller hun, "ville jeg ikke have gået uden hjælp i et helt årti."
Skamfulde tanker
”Nu hvor jeg kender til OCD, ved jeg, at det vigtigste er at identificere, hvad der er en OCD-tanke, så du ikke bliver ved med at lytte til OCD-tankernes falske beviser, de prøver at fremlægge.”
Marie Hald er blevet klogere på diagnosen og klogere på sig selv. De to ting hænger sammen, når man har OCD, fortæller hun. Det handler derfor om at kende til OCD’ens væsen:
OCD handler ofte om et tabu, en frygt eller en katastrofe, og så kan hjernen gå i gang med at finde en masse beviser på, at den katastrofe kunne være rigtig.
”OCD handler ofte om et tabu, en frygt eller en katastrofe, og så kan hjernen gå i gang med at finde en masse beviser på, at den katastrofe kunne være rigtig. Man lytter jo til de følelser, fordi de føles vigtige, fordi de er angstfyldte. Og vores hjerne er programmeret til at prioritere de angstfyldte tanker, fordi hjernen tror, det er liv eller død.”
Hun fortæller, at tankerne kan kredse om de samme ting, men at OCD’en kan flytte fokus til noget nyt.
”Jeg har brugt lang tid i terapi på at lære alt det her. OCD’en er en biologisk sygdom. Den er i mig, og jeg skal lære, at den altid vil finde et nyt tema. Når det sker, kan der gå lidt tid, før man opdager, at det er dén, der er på spil. OCD’en er lige så klog, som du selv er, så den kan lave alle mulige kringlede forklaringer, så du virkelig tror på den. Og så finder den dét, du er allermest bange for.”
Underbelyst sygdom
Det betyder meget for Marie Hald at gøre opmærksom på de forskellige temaer, OCD kan have. Fordi så mange mennesker går rundt og er bange uden at vide, at der er tale om en sygdom.
”Sygdommen er underbelyst, fordi det er så skamfulde tanker, man kan have. Det kan handle om frygten for at skade andre, om frygten for at hoppe ud foran et tog, at tænde på dyr, om man overhovedet elsker sine børn og tusind andre ting.”
Har man fået at vide, at en ting er særligt farlig, kan det være udslagsgivende, når man har OCD. På den måde kan tankerne være kulturelt indlejrede: Hvis noget fylder i mediedækningen eller i en bestemt kultur, kan det føre til en konkret frygt, der optager hjernen. Det kan være sygdomme, såsom AIDS i 1980’erne eller coronapandemien omkring 2020. For et religiøst menneske kan det være frygten for, at man i virkeligheden bekender sig til en anden religion. Eksemplerne er mange.
Marie Hald fortæller, at man førhen har brugt udtrykket ’tvivlesyge’, og det er der en god grund til:
”Jeg kan huske, at jeg var angst for, om jeg elskede min kæreste nok. Og når man mærker så meget efter, så mærker man kun uro og angst, og det kan så føre til, at man har et bevis for, at man ikke elsker sin kæreste. Det er bare ikke et bevis, det er et falskt bevis.”
Hun uddyber: ”Og så er et godt tip, at når der er noget, der rumsterer ekstra rundt, som handler om at ville have fuldkommen sikkerhed eller bevis – ja, så er det nok OCD’en, der er på spil.”
Netop fordi tankerne ofte er så skamfulde, kender mange kun til fx overdrevet håndvask og rengøring. Eller ritualer med at tænde og slukke lyset mange gange. Tanker, som kan være invaliderende i sig selv, men som kun udgør en brøkdel af de mange eksempler, der plager og kan begrænse mennesker i deres liv.
Brikkerne passede til puslespillet
”Det er lidt som at heale sit indre barn, når man kan hjælpe nogen ved at fortælle sin egen historie. Det vildeste for mig er, at folk derude generelt ikke ved, hvad OCD er. Derfor er der mange, der har det, men ikke får hjælp, fordi de ’tror på tankerne’ uden at kende til diagnosen.”
Marie Hald fortsætter:
”Det er også derfor, jeg selv er blevet diagnosticeret med ADHD i en sen alder. Fordi jeg havde én idé om, hvordan netop den sygdom er. Jeg fulgte med på sidelinjen, da en veninde blev udredt for ADHD, og jeg tænkte, at vi var så forskellige, at jeg i hvert fald ikke kunne have ADHD.”
Hun begyndte at læse mere om diagnosen. Brikkerne passede pludselig til puslespillet.
”Jeg havde en grundfølelse af at være i minus, have uro og være ked af det og ængstelig. Ud over det er jeg impulsiv, keder mig utroligt nemt og kan kun motiveres til ting, jeg synes er spændende. Derfor er jeg også selvstændig og er nået langt i karrieren, netop fordi jeg laver de ting, jeg er passioneret omkring.”
Man får ikke en diagnose for sjov
Marie Hald har aldrig været i den offentlige psykiatri. Hun er blevet afvist hver gang, hendes læge har forsøgt at få hende henvist: ”Der var aldrig nogen, der syntes, det var slemt nok. Hvilket jeg synes er ret vildt, for jeg har virkelig haft det dårligt. Da jeg skulle udredes for ADHD, kunne jeg ikke engang komme igennem telefonkøen og endte med at betale for det.”
ADHD er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse. Den kan også vise sig som impulsiv adfærd, mens andre mest sidder stille og dagdrømmer.
Hun fik diagnosen tidligere i år, og det har gjort en forskel. Hun ved, at medicin ikke er svaret for alle, men det har hjulpet hende.
”Jeg har fået den nødvendige ro, og jeg kan overskue dagene. Jeg bliver ikke udmattet af én ting længere. Jeg kan mærke glæde i min krop, helt ud i mine arme! Nu kan jeg bare sidde på min altan og være i en helt ny ro, som jeg aldrig har følt før nu.”
Hun giver ikke meget for de mange påstande om ’modediagnoser’:
Nu kan jeg bare sidde på min altan og være i en helt ny ro, som jeg aldrig har følt før nu.
”Man får ikke en diagnose for sjov. Som kloge hoveder har sagt, bliver vi jo også bedre til at screene for kræft, og det er der ingen, der rynker på næsen over. Men det er jo lige så hjælpsomt for samfundet, at vi bliver bedre til at screene for ADHD. Det vil føre til færre mennesker, der selvmedicinerer med stoffer og alkohol. Færre mennesker på understøttelse, fordi de ikke kan holde et job. Færre skilsmisser. Færre folk med angstdiagnoser, som ofte er komorbiditeter og altså følgesygdomme af en ubehandlet ADHD eller neurodivergent hjerne.”
Og så er vi tilbage til Marie Halds arbejde som fotograf. Tilbage til de mange skæbner, der trods forskelligheder er dybt menneskelige.
”Jeg tror på, at repræsentation i medier og kunst kan ændre så meget i samfundet. For hvis du ser en film med folk, der ligner dig, så føler du, du hører til og har ret til at findes. Vi er vokset op med aldrig at se tykke kvindelige hovedroller, der finder kærligheden eller en læge spillet af en ikke-hvid person eller en helt, der lider af psykiske sygdomme.”
Det er netop derfor, hun vil gøre en forskel:
”Det er det, jeg gør i mine billeder. Fortæller om dem, der er udenfor, så de kan føle, de hører til. Jeg fortæller historier gennem min fotografi, fordi der er ting, jeg gerne vil ændre. Lige nu fokuserer jeg meget på, at vi skal arbejde henimod et sted, hvor psykiske lidelser bliver set som lige så normale som somatiske lidelser. Jeg kan se, at mit arbejde har en impact. Og derfor bliver jeg ved!”
Læs mere om OCD
OCD er en angstlidelse, hvor man har uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen. Som regel af frygt for, at der ellers vil ske noget slemt.
Hanne Schønning lever et liv med OCD. Et godt liv. Men sådan har det ikke altid været. I mange år gjorde tvangstanker og tvangshandlinger det svært for hende at arbejde og at være der for sin familie.