Indlæggelserne reddede Amalies liv

Amalie er vokset op i en klassisk kernefamilie i Hirtshals med ”letmælk og ferier til Gardasøen.” Hendes forældre har lige haft sølvbryllup, og hun har haft en god skolegang. Men som 13-årig mærkede hun en respons på at blive ældre og få mere ansvar. Denne livsovergang førte til anoreksi.

”Sygdommen lå på et stabilt niveau, men det øgede presset, da jeg kom i gymnasiet. Jeg tog kørekort, fik min første kæreste, skulle klare skole med karakterer, mange lektier og afleveringer, forholde mig til nye venner, fritidsjob, fester, fremtid, job ...”

Det er en historie, mange kender: Det hele blev for meget. Da det blev december i 3.g, sad hun hjemme og skrev en større opgave. Hendes forældre var hos hende på skift, de spiste sammen hver dag, og hele familien kunne se, at problemet var ved at komme ud af kontrol. De blev enige om, at Amalie ikke skulle tilbage i gymnasiet efter juleferien.

Amalie Christiansen var allerede tilknyttet regionens enhed for spiseforstyrrelse, og da hendes læge anbefalede indlæggelse, var Amalie og familien enige.

”Jeg glædede mig til at give slip. At nogle andre tog over. At jeg skulle ind i en boble, hvor jeg ikke skulle forholde mig til, hvad jeg skulle spise, hvornår jeg skulle spise, hvordan jeg skulle spise.”

En indlæggelse er aldrig ukompliceret, og for Amalie Christiansen beskriver tiden op til en indlæggelse med anoreksi som et vakuum at stå i.

"Tiden op til indlæggelsen – og for den sags skyld også under – var utrolig ambivalent. På den ene side var det en kæmpe lettelse at få hjælp, og inderst inde ville jeg jo brændende gerne havde det bedre. Omvendt var jeg også virkelig bange og vidste, at jeg ville blive enormt presset. Det var skræmmende."

Både mureren og overlægen

Amalie Christiansen blev indlagt på sengeafsnit S7 i Aalborg. Et åbent afsnit med primært tomandsstuer. Fire pladser var til personer med en spiseforstyrrelse, resten af patienterne på afsnittet kæmpede blandt andet med svær depression.

”Det gode ved afdeling S7 var, at der var fire pladser til os med spiseforstyrrelser, og så var der jo mange andre, som vi også mødtes med. Så vi kunne sparre alene i vores team, men vi kunne også mødes med mange andre. Jeg fik forskellige perspektiver på livet. Det er både mureren og overlægen, der får en depression. Og vi kunne se, hvordan alle mennesker bare er, men også hvordan alle kan blive ramt og kæmper. Det satte meget livet i perspektiv for mig."

Dagene havde faste rutiner. Hvornår man stod op, spiste morgenmad, havde samværstid – et populært ord i forbindelse med indlæggelse – og forskellige aktiviteter. Fx en gåtur i roligt tempo, afhængigt af deres vægt.

”Vi spiste altid med personale ved vores eget bord inden for en tidsramme. Vi skulle altid konstatere, hvad klokken var, og hvornår vi skulle være færdige.”

En befriende boble

Eftermiddagene var lange. Der var ofte besøg, og man kunne være kreativ. Det var populært at strikke og hækle, og Amalie kastede sig over sidstnævnte. Efter aftensmaden var der mere samværstid, og Amalie blev knyttet til de andre i teamet. De spillede kort, hæklede, så film.

”Det er nogle særlige bånd, der blev knyttet inde i den her boble. Vi er samme sted, nogle gange i rigtig lang tid. Jeg har kontakt til flere af dem nu, og jeg er opmærksom på at have folk i mit netværk, som er gode for mig i mit videre liv.”

Amalie Christiansen siger i dag, at hendes indlæggelser har været med til at redde hendes liv. Men hun minder om, at det er mere nuanceret end som så:

”Man skal passe meget på med at tænke, at en indlæggelse er løsningen på alle problemer. Jeg ville ikke have været foruden mine indlæggelser, men det er ikke dét, der alene har reddet mig. Det er først ude i ’virkeligheden’, at man skal lære at leve videre. Jeg ser mine indlæggelser som et pusterum eller en hvilefase. Jeg var så syg, at det var nødvendigt, at jeg blev trukket ud af virkeligheden og ind i den her boble, hvor jeg kunne samle energi og kræfter til at tage kampen op i det daglige. Det var afgørende for mig, at jeg ikke skulle koncentrere mig om skole, arbejde, mad, sociale arrangementer og så videre, men ganske enkelt om at passe på mig selv og overleve."

Amalie Christiansen bor i dag på botilbud i Skanderborg og har aldrig haft det bedre. Hun bruger masser af tid med sin kæreste og familie – og med at hækle. Hun holder sig i gang på egne præmisser.

”Jeg har brug for at træne det virkelige liv og forberede mig på, at jeg i løbet af sommeren skal flytte i egen lejlighed i Hjørring og på sigt starte studie. Jeg savner min familie i det nordjyske og drømmer om at læse til folkeskolelærer, når helbredet tillader det.”