Kirsten fra Hotel Romantik fandt en vej ud af mørket
Da Kirsten Møldrup mistede sin mand til selvmord, prøvede hun at gå samme vej. 20 år senere er hun et godt sted og fortæller om sin vej fra dybet, væk fra depression og angst. En ”hård, tung og voldsom rejse”, som har lært hende meget om, hvem hun er – og hvilken værdi hun har.
Foto(s): Nicolai Emil Fortuné Preisz, DR
Da ’Hotel Romantik’ kørte over tv-skærmene i sommeren 2025, kom mange danskere på fornavn med deltagerne: 20 seniorsingler på et schweizisk alpehotel, hvor de kunne lære hinanden at kende og måske finde en partner. En sjæleven. Den slags kræver mod.
I DR-serien følger man 20 singler, som alle er over 60 år. De bliver indlogeret på et pittoresk alpehotel i Schweiz, hvor de har ti dage til at lære hinanden bedre at kende. De otte afsnit blev sendt i sommeren 2025 og kan streames på DRTV.
79-årige Kirsten Møldrup fra Skødstrup nord for Aarhus ved det bedre end de fleste. Hendes livshistorie er både smuk og hård, og for bare få år siden ville hun selv have haft svært ved at tro på, at hun en dag ville tilmelde sig et DR-program, som alle danskere kunne se.
Men det gjorde hun heldigvis, for Kirsten har gennem programmets otte afsnit lært os om taknemmelighed og vigtigheden af at åbne op.
Aldrig god nok
Kirstens liv er på en måde historie om et liv på trods. Hendes far var engelsk soldat, og med udsigten til usikkerhed om fremtiden forsøgte moren at abortere. Kirsten blev dog født, og da moren senere fik børn med en ny mand, var det de yngre søskende og ikke Kirsten, der stolt blev vist frem. Heller ikke skolen var et trygt rum. Kirsten blev mobbet, blandt andet fordi hun ofte måtte nøjes med omsyede kjoler og sko, der ikke passede i størrelsen.
De første år af livet fik Kirsten hverken opmærksomhed eller bekræftelse.
”Jeg lærte at vende det indad. Så måtte det jo være mig, der var noget galt med,” fortæller Kirsten Møldrup.
Da hun som teenager mødte Jørn til en korkoncert, fik hun både opmærksomhed og bekræftelse. De delte musikken og livsglæden og fik en dejlig søn. I 42 år var de sammen, og med undtagelse af den allersidste tid var Jørn til stede, holdt om hende, lyttede og tænkte over, hvad hun fortalte. Han var nærværende – indtil han ikke kunne være det mere.
Hele livet blev han headhuntet, fordi han var så dygtig, og da han blev selvstændig, havde han også stor succes med sin butik. Så da tingene gik imod ham, knækkede det ham.
”Hele livet blev han headhuntet, fordi han var så dygtig, og da han blev selvstændig, havde han også stor succes med sin butik. Så da tingene gik imod ham, knækkede det ham,” fortæller Kirsten.
Store investeringer gjorde, at der kom røde tal på bundlinjen. Jørn tog det tungt: ”Senere gik det op for mig, at han nok i et halvt år havde skjult for mig, at han var depressiv. Jeg opdagede det ikke, før han første juledag var meget rørstrømsk og fortalte alle, hvor højt han elskede dem. Han var nærmest manisk. Men få dage efter brød han fuldstændig sammen.”
Kort tid efter forsøgte Jørn at tage sit liv. Han blev indlagt flere gange, men fik aldrig en diagnose. Han var fortvivlet og fortalte Kirsten om det hele, om at fejle, at føle sig som en kriminel, ikke at fortjene at være her mere.
”Men på hospitalet hørte personalet ikke noget af det. Over for dem havde han det fint, og de mødte bare hans business-ansigt.”
Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
Svigtet af systemet
Da Jørn endnu en gang var blevet sendt hjem med piller, der ikke virkede efter hensigten, forsøgte Kirsten – igen – at banke i bordet.
”Jeg er stadig fortørnet over, at psykiatrisk hospital ikke ville handle. De så ikke, hvad jeg så. En dag ringede jeg og insisterede på, at de skulle køre hjem til Jørn. I dag kan jeg læse i journalen, at jeg ifølge dem var ’hysterisk’ og ’grådlabil’. Men jeg var jo for fanden fortvivlet og råbte om hjælp.”
Kirsten havde ret. Da lægen ringede senere, var de ganske rigtigt kommet for sent. Jørn havde taget sig eget liv.
”Jeg kan ikke huske, at jeg besvimede, men jeg kan huske, at jeg vågnede ved en mærkelig lyd.” Kirsten hørte sig selv stønne fortvivlet i smerte og sorg. Hun blev taget med til sin læge for at få noget, der kunne berolige hende. Lægen kendte Kirsten og havde tidligere givet hende antidepressiv medicin. Alligevel spurgte han ikke, hvordan hun havde det, men konkluderede blot: ”Ja, det er jo trist dét, der skete.”
Kirsten følte sig alene med sorgen, svigtet af systemet. Og efterladt med en stor gæld fra mandens firma.
Alene, sølle og flov
I flere år var Kirsten forfulgt af kreditorer. Hun fortæller, at hun var både deprimeret og angst. Turde ikke tage telefonen. Som hun siger: ”Jeg var fuldstændig snøret sammen indvendigt.” Hun fortsætter:
Det var syv forfærdelige år efter Jørns død. Jeg mistede flere venner undervejs, og familien vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig.
”Det var syv forfærdelige år efter Jørns død. Jeg mistede flere venner undervejs, og familien vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig. Når jeg var til træning eller dans, kunne jeg holde det på afstand, og andre gange kunne jeg skjule det for andre. ’Jamen du grinede da, dengang vi var sammen sidst?’ kunne de så sige. Men indeni var jeg ulykkelig.”
Kirsten var selvmordstruet. Den første nytårsaften efter Jørns død blev fejret det samme sted og på samme måde som altid – men denne gang havde Kirsten ikke meget at fejre. Dagen efter kørte hun hjem til sit tomme hus, det var mørkt, og alt føltes håbløst. Kirsten forsøgte at tage sit liv. Nogle dage senere vågnede hun på hospitalet.
”Jeg skulle overflyttes til psyk (psykiatrisk afsnit, red.), og jeg havde ikke noget tøj, og der var ingen, der kom og besøgte mig. De kunne slet ikke tackle mig eller klare presset. Jeg følte mig alene og sølle og flov.”
Kirsten Møldrup var så selvmordstruet, at hun havde en vagt ved sin seng. Da hun endelig fik noget tøj af personalet, blev det bare lagt hos hende uden ord. Ingen spurgte, hvordan hun havde det, og følelsen af isolation voksede. Nogen tid senere forsøgte hun igen at tage sit liv.
Kirsten overlevede – igen. Kirstens historie handler som sagt om et liv på trods: ”Det viste sig, at min lever overhovedet ikke havde taget skade. Nogen holder hånden over mig, eller også er det, fordi jeg har været umanerligt sund. Nok begge dele,” smiler hun. For i dag kan Kirsten smile.
Omkring 600 personer tager hvert år deres eget liv i Danmark. Det svarer til næsten to personer om dagen. Det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken hvert år.
At få respekt for sig selv
”Jeg kan slet ikke forstå, at jeg flere gange i mit liv har været helt derude, hvor jeg overhovedet ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre. Hvor den eneste udvej var at komme herfra.”
Hvordan kom Kirsten videre? I årene efter Jørns selvmord fik Kirsten tilbudt behandling hos psykiater. Hun er taknemmelig for hjælpen, men det var ”som at sætte plaster på et sår, der bare begynder at bløde igen. Det var brandslukning,” siger hun. Kirsten gik også i en selvmordsgruppe med to andre kvinder.
Der var – trods alt – flere betænksomme mennesker i Kirstens liv. Alligevel var det en firbenet skabning, der endte med at blive en slags gennembrud: En dag talte hun med en kollega fra fitness, hvor Kirsten var instruktør og seniorambassadør. Hun ville høre, om ikke Kirsten skulle se hendes hundehvalpe. Egentlig ville Kirsten ikke have en hund, for hun var ikke et godt sted i livet, og hun havde heller ikke råd. Men mødet med lille Athos føltes skæbnebestemt.
Kirsten havde pludselig nogen at være ansvarlig for, stå op til, gå tur med. I samme periode begyndte hun også at få små gennembrud med den psykoterapeut, hun gik hos.
Min psykoterapeut sagde: Altså Kirsten, du er jo kommet dig oven på alt fra mobning til selvmordsforsøg. Du er jo skidesej!
”Jeg fik løst op for så mange ting. Min psykoterapeut sagde: Altså Kirsten, du er jo kommet dig oven på alt fra mobning til selvmordsforsøg. Du er jo skidesej! Lige fra du lå dér i livmoren, og den strikkepind var ude efter dig, sagde du bare ’nej, jeg bliver her!’.”
Kirsten begyndte at se en rød tråd og forstå sin fortid bedre. Hun fik mere respekt for sig selv. Og det var ikke kun hendes hund, der havde brug for hende. Hun har sin søn og familie og nu også en udvidet familie. Hun er nemlig blevet en slags reservebedstemor for flere venners børn og børnebørn. Kirsten har plads til mange mennesker i sit liv, og nu tør hun endelig tro på, at hun har en masse at tilbyde.
Farvel til skyld og skam
At være med i ’Hotel Romantik’ har været en uventet gave for Kirstens mentale velvære:
”Folk har sagt så mange søde ord til mig gennem årene, og jeg har altid tænkt: ’hvor er de venlige’. Men jeg har ikke rigtig taget ordene til mig, før jeg var med i programmet og nu møder så mange mennesker og får så mange venlige beskeder. Nu ved jeg, at jeg er det menneske, folk siger, jeg er. At jeg er sød og venlig. Og det er jeg så taknemmelig for. Indvendigt bobler jeg af glæde, og jeg er glad for hver eneste dag, jeg har.”
Hun møder folk på gaden, der fortæller, at hun er et forbillede. Hun får beskeder fra folk, der fortæller, at deres børn er vilde med hende. Ja, endda fra folk, der ville ønske, at hun var deres bedstemor.
”Jeg har været helt nede, hvor man ikke kan se nogen udvej. Og så sidder jeg her i dag og sprudler. Jeg er så glad for mit liv og så taknemmelig over, at det ikke er lykkes mig at komme herfra, selvom jeg har forsøgt.”
Som 79-årig tror Kirsten endelig på sig selv. Hun bliver rost for både sin personlighed og sin åbenhed. Netop åbenheden er vigtig for hende, så hun kan vise andre, er der er håb, selv når det ser allersortest ud.
”Jeg har påtaget mig megen skyld og skam gennem årene. Jeg har altid handlet ud fra, at jeg ikke var god nok, og at jeg måske ikke havde fortjent at være på jorden. Men det har jeg. Det ved jeg nu. Og jeg håber, at min rejse også kan hjælpe andre.”
Læs også
Vibeke Sonnes mand har demens. I 15 år har Vibeke forsøgt at arbejde sig uden om krisen ved at skabe en hverdag med plads til både sorg og grin. Men bliver man nogensinde klar til at sige farvel?
Viviann Lindhesgaard har haft tilbagevendende depressioner i store dele af sit liv. Her giver hun et indblik i, hvordan Internetpsykiatrien har gjort en forskel for hende.