Selektiv mutisme: Amanda taler derhjemme, men ikke i børnehaven

Når Amanda på fem år er hjemme, danser og synger hun. Hun er glad og leger godt med sine veninder, fortæller hendes mor Sif Lynge Andersen:

”Hun griner meget let, og hun synes, det mest fantastiske er at klæde sig ud i Elsa-kjoler og synge højt. Men i børnehaven er det bare ikke det samme barn.”

Amanda lider af selektiv mutisme. Hun er ikke ”bare genert”, som mange pædagoger gennem årene har troet. Det er en af de største misforståelser om selektiv mutisme, at der er tale om generthed. Selektiv mutisme er en angstlidelse, hvor kroppens nervesystem lukker ned, så det ikke er muligt for barnet at kommunikere med ord. Det handler altså ikke om, at barnet ikke vil, men at barnet ikke kan tale. 

Selektiv mutisme optræder tidligt hos mange børn. Sif Lynge Andersen fortæller, at Amanda allerede som 1-årig blev sendt til både syns- og høretest, fordi pædagoger i vuggestuen ikke kunne forstå, at de ikke fik nogen respons fra Amanda. Hun lider af separationsangst og er stærkt knyttet til sin mor. Hun snakker løs foran forældrene, og hun taler med sine bedste venner i vuggestuen – men siger ikke et ord, når en pædagog er der.

Pædagogerne i vuggestuen hæftede sig ved, at Amanda ikke selv ville tage mad fra et fad, og de bad familien øve situationen med Amanda. Men derhjemme var det ikke et problem:

”Så der er hele tiden et skift mellem, hvad vi oplever hjemme, og hvad vi hører fra vuggestuen. De oplever et helt stille barn, og hjemme hører vi et veltalende barn, der konstruerer flotte sætninger og bøjer ordene rigtigt.”

”I børnehaven er jeg en stille pige” 

Hvad sker der, når barnet ikke kan tale? Det forklarer psykoterapeut Daniel Jensen, der er ekspert i selektiv mutisme: 

”Man kan sammenligne det med at stå på 5-metervippen i svømmehallen og ikke kunne hoppe, selvom alle hepper på dig. Eller at stivne, når man ser en edderkop. Du fryser, fordi der er fare på færde. Evolutionært er det fight, flight or freeze: Du kan kæmpe, flygte eller fryse. Sådan er det for alle børn med selektiv mutisme, de reagerer med frys-responsen.” 

For Amanda hænger den ufrivillige stilhed sammen med præstationsangst. At blive spurgt om noget – særligt foran nogen, hun kender – kan fx udløse angsten. Det kan ske hjemme, hvis det handler om en situation med valgmuligheder, der kan få hende til at reagere. Eller hvis familie og venner er på besøg og stiller mange spørgsmål, som voksne ofte kommer til:

”Det er stressende for Amanda at skulle forholde sig til for mange ting, det får hende til at stejle. Hendes bedsteforældre har også besøgt vores psykoterapeut Daniel for at få gode råd, fx at begrænse spørgsmålene og bare give hende mad i stedet for at spørge, hvad hun kunne tænke sig. Så føler hun sig tryg, og så kan hun blomstre.” 

Sif Lynge Andersen husker en varm sommerdag, da Amanda er to og et halvt år. Da Sif henter sin datter, siger pædagogen, at Amanda nok er tørstig. Sif husker pædagogens formulering: ”De andre børn hentede deres kopper og bad om vand, men vi kunne ikke få hende til at sige noget, så hun fik altså ikke noget.”

”Hun var sikkert lige så tørstig som alle de andre, men hun var i ’frys-tilstand’.”

Sif husker også en fødselsdag, hvor Amanda ikke tager den kage, der bliver delt ud. Igen tolker pædagogerne det, som om hun ikke vil have noget:

”Amanda har kigget på rigtig meget kage og andre ting, som de andre fik, og som hun gerne ville have, men som hun er gået glip af, fordi hun ikke kunne sige noget eller ikke havde mod på at tage fra fadet selv. Den mangel på forståelse har været med til at fastholde hende i angsten, har vi senere fundet ud af.”  

Da Amanda begynder i børnehave, siger hun heller ikke noget til de voksne. Det får Sif og hendes mand først at vide efter to måneder. Amanda reflekterer selv over det, fortæller Sif:

”Mor, oppe i børnehaven er jeg en stille pige.” 

Presset ud af børnehaven 

Familien flytter væk fra København til en forstad. Amanda starter i en privat børnehave, familien drømmer om en frisk start, men det går ikke godt. ”Hvornår begynder hun at tale? Altså hvor længe går der?” spørger pædagogerne. Sif Lynge Andersen husker det tydeligt.

”Børnehaven sætter gang i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen, red.), og det er vi faktisk glade for. Vi får ikke mere at vide, men vi er bare glade for, at der endelig sker noget.” 

Familien håber, at de endelig får tiltrængt hjælp og støtte, men PPR-konsulenten bliver sygemeldt, før hun kan nå at observere Amanda. Månederne går, og familien må selv presse på, før børnehaven presser på hos kommunen, der tildeler en ny kontakt i PPR. Men omrokeringer i kommunen gør, at familien får en tredje PPR-konsulent. 

På intet tidspunkt har hverken pædagoger, læge eller PPR nævnt selektiv mutisme. Ingen kender til det. Sif og hendes mand googler løs og støder på diagnosen, men børnehaven vil ikke kommentere og afventer i stedet PPR. Da Amanda er fire og et halvt år får de besøg af den sundhedsplejerske, som er tilknyttet Amandas lillesøster. Hun præsenterer familien for VISO-materiale om selektiv mutisme og beder dem vurdere, om det er dét, der er på spil for Amanda. 

Så familien rækker ud til en af få psykologer med ekspertise på feltet, som bekræfter, at Amanda meget muligt har angstlidelsen. På grund af lang venteliste søger Sif anbefalinger af andre eksperter i en Facebook-gruppe for forældre til børn med selektiv mutisme. Her finder de familie- og psykoterapeut Daniel Jensen og indleder hurtigt et behandlingsforløb. 

Familien vil have den private børnehave til at tage imod rådgivning fra Daniel på familiens egen regning, hvilket lederen i børnehaven afviser. Sif citerer svaret: ”Vi kan ikke være sådan et sted, hvor man kommer med hvad som helst.” 

De tager Amanda ud af børnehaven. ”Vi følte os presset ud,” siger Sif. 

Familien har i den turbulente tid undersøgt andre institutioner i området, da den private børnehave har indikeret, at Amanda ”måske passer bedre ind et andet sted”. Samtidig vurderer PPR, at Amanda ikke skal i specialinstitution. Flere tæt på familien anbefaler en selvejende institution i kommunen, men på grund af venteliste må Amandas bedsteforældre træde til og hjælpe med pasning de næste fire måneder.

Stille fremgang

I maj 2025 starter Amanda i den nye børnehave. Hun har glædet sig, og børnehaven har forberedt hende godt: De har sendt videoer, så hun kan se stuen, legepladsen, toiletterne, pædagogerne og medhjælperne. Forældrene har også holdt et opstartsmøde med personalet, hvor også psykoterapeuten Daniel og PPR-konsulenten er med.

”De fik en indføring i, hvad selektiv mutisme er, og vi talte om den gode opstart, do’s and dont’s. Nu er der gået et halvt år, og hun er kommet tættere på de andre børn og har legeaftaler med en af dem. Hun taler stadig ikke i børnehaven, men for nylig svarede hun ’ja’ til den voksne, hun er tryggest ved.”

Det går fremad for Amanda. Da det var værst for knap to år siden, var der øjeblikke, hvor hun heller ikke kunne tale til sine forældre. Det smitter af på familien, men træerne vokser ikke ind i himlen. Amanda har stadig korte dage i børnehaven, og Sif er gået ned i tid for at kunne få det hele til at hænge sammen. Sifs mor arbejder også deltid for at kunne hjælpe. Foruden hjælp fra bedsteforældrene har både Sif og hendes mand fleksible arbejdspladser. Hun ved, at de har muligheder, som andre ikke har. 

Ulighed og tilfældigheder 

Familien må fortsat selv betale for hjælpen. De bruger mange tusind kr. om året på den psykoterapeut, som gør en stor forskel for dem. Men for en familie, der arbejder på nedsat tid og dermed tjener mindre, er det en ekstra stor udgift. 

”Vi er afhængige af støtte, afhængige af fast, kendt personale, så Amanda føler sig tryg ved alt fra at gå på toilettet til at kunne lege. Børnehaven tager imod hjælp fra Daniel (familiens tilknyttede psykoterapeut, red.), fordi kommunen ikke selv har specialistkompetence. Den hjælp betaler vi selv for, fordi kommunen har afvist vores ansøgning om at få betalt de merudgifter.” 

Udgifterne går ikke kun til at hjælpe Amandas forældre til at arbejde med at reducere angsten. En del af psykoterapeut Daniel Jensens tid går med at uddanne og opkvalificere personalet gennem supervision og handleplaner. Som en af pædagogerne fortæller, kan hun nu tydeligt se, at det var selektiv mutisme, et andet barn led af for få år siden. Og først nu ved hun, hvordan hun kunne have hjulpet. Skal familien også betale for, at lærerne bliver opkvalificeret, når Amanda begynder i skole næste år?

Amanda er heldigvis visiteret til yderligere støtte i skolen, fortæller Sif Lynge Andersen. Det indebærer VISO-inddragelse til opkvalificering af medarbejdere, og at terapeut Daniel Jensens ekspertviden tilkøbes i overgangen til skole. Alligevel står Sif og hendes mand stadig med tabte sager i forhold til at få dækket såkaldte merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Familien er glade for at få hjælp i skolen næste år, men hjælpen kan virke tilfældig på tværs af landet: 

”Det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvordan man sagsbehandler. Det bør det jo ikke være. Nogle tilbyder et forløb hos en privat psykolog eller psykoterapeut, andre gør ikke. I en Facebook-gruppe for forældre til børn med selektiv mutisme er det også økonomi, som mange skriver om: ’Hvordan får I det til at hænge sammen?’ eller ’Kan I få støtte i jeres kommune?’. Nogle får dækket alt, mens andre intet får.” 

Det taler også ind i et større samfundsproblem. Sif fortsætter:

”Der er rigtig mange, som ikke kan betale, og så får de ingen hjælp. Og hvad sker der med et barn, som ikke får hjælp? Det bliver fastholdt i angsten.” 

Psykoterapeut Daniel Jensen fortæller, at et barn, der bliver fastholdt i lidelsen og ikke får behandling, kan udvikle depression, få lavt selvværd og blive isoleret. Sif Lynge Andersen har talt med Center for Angst, der blandt andet kan efteruddanne PPR-ansatte. Men ikke alle kommuner har midler til efteruddannelse. Også her er det tilfældigheder og geografi, der afgør, hvem der får den rette hjælp.

Til maj skal Amanda starte i skole. Hun er spændt. Både hjemme og i børnehaven taler de om hendes ’drillestemme’, og Amanda tænker meget over både stemmen og fremtiden. Hun taler også om det derhjemme: ”Er drillestemmen væk, når jeg starter i skole?” 

Familien ved det ikke. Men nu ved de, at man kan få hjælp. De ved også, at mange aldrig har hørt om selektiv mutisme. At mange famler i blinde. Bliver desperate. Netop derfor vil Sif Lynge Andersen fortælle familiens historie.

Psykisk sygdom ødelægger liv hver dag, men der findes løsninger, værktøjer og hjælp, som mange ikke kender til. Og der findes håb.  

Selektiv mutisme: Hvad er det, og hvad hjælper? 

Daniel Jensen er familie- og psykoterapeut MPF og ekspert i selektiv mutisme. Han er selv far til et barn med diagnosen. Han fortæller her, hvad selektiv mutisme er, om de typiske misforståelser og om de værktøjer, man kan bruge.

Hvad er selektiv mutisme? 

Selektiv mutisme er en angstlidelse. Det er altså ude af barnets kontrol. Det er ikke, fordi barnet ikke vil, men fordi barnet ikke kan tale. Barnet er typisk et talende barn, som ikke kan tale i daginstitution eller skole. Mutismen – altså tavsheden – er med andre ord til stede i specifikke kontekster, hvor angsten er udløst. 

”Man kan sammenligne det med at stå på 5-metervippen i svømmehallen og ikke kunne hoppe, selvom alle hepper på dig. Eller at stivne, når man ser en edderkop. Du fryser, fordi der er fare på færde. Evolutionært er det fight, flight or freeze: Du kan kæmpe, flygte eller fryse. Sådan er det for alle børn med selektiv mutisme, de reagerer med frysresponsen.” 

For at kunne klassificere det som selektiv mutisme skal barnet være konsekvent tavst.

Hvad er de typiske misforståelser?

At barnet ikke vil tale.

At det handler om at være genert. Ud over at blokere for at få den rette hjælp vil det skabe et narrativ hos barnet om, at man er genert. I virkeligheden er barnet bange.

At det er forældrenes skyld.

At barnet nok har autisme. Og det kan være, at der både er autisme og angst, i dette tilfælde selektiv mutisme. Men selektiv mutisme skal ofte behandles først, fortæller Daniel Jensen.

Hvordan og hvornår?

Man ved ikke, hvad der udløser selektiv mutisme. International forskning viser, der kan være generiske sårbarheder, og at forældre kan genkende sig selv i barnets reaktion. Der kan også være traumeudløst selektiv mutisme. Man kan dog ikke pege på en specifik udløser eller årsag. Angsten bliver typisk udløst i barnets miljø, fx vuggestuen, børnehaven eller skolen. 

Selektiv mutisme debuterer typisk i 3-6-årsalderen. Hvor krav til tale fylder mere hos fx pædagoger, og man derfor i højere grad bemærker det ikke-talende barn. Selektiv mutisme kan sagtens fortsætte op igennem skolen, fortæller Daniel Jensen.

”Hvis det ikke bliver opdaget, vil det bo i barnet og blive ved. På den måde bliver det omgivende miljø – fx skolen – en vedligeholdende faktor, hvis de ikke ved, hvordan de skal kommunikere med barnet på en angstreducerende måde.” 

Her nærmer vi os de værktøjer og tilgange, man kan tage i brug.

Værktøjer og tilgange

For at reducere angsten hos barnet må man ofte reducere de krav, man stiller. Det betyder ikke, at man ikke må stille nogen krav. Barnet vil stadig gerne være som de andre børn, og der er også forventninger til andre børn. Nøglen er, at det handler om, hvordan vi sætter krav.

”Når vi bare siger til barnet, at det skal tage sig sammen, eller at forældrene skal stille flere krav, er det skadende for barnet.” 

Helt overordnet skal man forsøge at få angstniveauet til at falde, siger Daniel Jensen: ”Først når vi bryder barnets angst, kan barnet begynde at tale.”  

Hvilke værktøjer hjælper forældre i forbindelse med selektiv mutisme? Daniel Jensen fortæller:

Defokuseret kommunikation

Når et barn kæmper med selektiv mutisme, er det afgørende at hjælpe barnet ud af spotlight og ind i tryghed. Defokuseret kommunikation handler om at fjerne alle forventninger til tale, så barnets nervesystem falder til ro, og barnet får mulighed for at deltage på andre måder. Først når barnet føler sig trygt, kan sproget begynde at komme igen.

1. Skab ro i kontakten – sid ved siden af barnet
Start med at sidde ved siden af barnet i stedet for overfor. Den voksne skal ikke “vente på svar”, og barnet skal ikke føle sig i fokus. Når blikket ikke er rettet direkte på barnet, falder oplevelsen af pres markant.
Et fælles tredje, fx et spil, en opgave, en tegning eller en bog, kan hjælpe barnet ind i relationen uden krav.

2. Brug “tænk-højt”-sprog i stedet for spørgsmål
Mange børn med selektiv mutisme går i frys-tilstand, når de får et direkte spørgsmål.
I stedet for at spørge: “Hvad vil du lave?” kan du sige:
“Jeg går og tænker på, om jeg skal finde farverne frem…”
Dette giver barnet mulighed for at deltage uden krav om et verbalt svar.

3. Giv ét valg ad gangen
Når der endelig gives et valg, så gør det helt enkelt: “Vil du have den røde eller blå?”
Hvis det er svært, reducerer du til: “Ja eller nej?”
Ét valg ad gangen forebygger overbelastning og gør det lettere for barnet at reagere.

4. Nonverbal kommunikation 
Barnet skal ikke presses til tale. I stedet tilbyder du fleksible måder at svare på:

Nikke eller ryste på hovedet
Vise med pegefinger
Vinke
Bruge farvekort til “ja” og “nej”

Når barnet bruger kroppen til at kommunikere, er det et vigtigt skridt op ad “kommunikationsbroen”. Det er deltagelse, og det er med til at støtte barnet ud af tavsheden.

5. Brug en bamse eller figur som et fælles tredje

En bamse, en lille figur eller et dyr kan gøre kontakten nemmere.
Du kan sige: “Bamse, du kan ryste på hovedet for ja eller nej.”
Barnet kan så nikke på vegne af bamsen eller bevæge bamsens hoved uden selv at være i direkte fokus. Det skaber tryghed og nysgerrighed og kan ofte løsne noget i barnet.

6. Stop straks, hvis barnet fryser

Børn med selektiv mutisme kan få en frys-reaktion. Det kan ses ved:

Stivnet kropssprog
Tomt eller fastfrosset blik
Manglende mikro bevægelser
At barnet “lukker ned”

Stop straks og tag presset helt af. Sig fx: “Det er helt okay. Vi prøver igen en anden dag.”
Dét at blive i relationen, uden at kræve noget, er i sig selv en intervention.

7. Bliv i relationen – også når barnet ikke kan svare

Når barnet fryser eller ikke kan svare, bliver mange voksne usikre. De kommer enten til at presse for meget eller undgå barnet helt.

Men den vigtigste hjælp er: at blive der, være rolig, vise varme og afslutte kontakten anerkendende.

Barnet lærer, at det ikke mister relationen, selv når det ikke kan tale. Det er en vigtig måde at reducere angst og opbygge mod.

Kort opsummeret: 
Defokuseret kommunikation handler om at give barnet deltagelsesmuligheder uden talepres. Når barnet får lov at være med på sine egne præmisser, skabes der en følelse af kontrol, tryghed og mestring. Herfra kan verbal kommunikation udvikle sig naturligt og i barnets eget tempo.

Emotionsfokuseret psykoterapeutisk metode (til forældrene)

Her arbejder man psykoterapeutisk med at intervenere og regulere forældrenes eget nervesystem og deres følelsesmæssige reaktioner, fordi en tryg og reguleret voksen har en direkte angstreducerende effekt på barnet. Forældre bliver – ganske forståeligt – naturligt ængstelige og bekymrede. Men når ængsteligheden står stærkt i den voksne, smitter den og kan ubevidst være med til at fastholde barnets angstproblematik.

Empatisk validering 

Empatisk validering hjælper med at regulere barnets følelser. Det handler om at normalisere og validere/gyldiggøre barnets følelse. Hvis barnet kommer hjem og siger, det er ked af det, fordi der ikke var nogen at lege med den dag, er vi som forældre tilbøjelige til at undgå barnets følelse og sige: ”Du behøver ikke være ked af det, du har da Joakim og Josefine at lege med”. Det gør vi som forældre, fordi vi selv frygter at forstærke barnets negative følelse, forklarer Daniel Jensen. 

Paradokset er, at hvis vi fortsætter med at undgå barnets følelse, vil det netop forstærke barnets negative følelse. Og barnet kan ende med at føle sig forkert, alene med sin oplevelse og som om dets indre verden ikke har plads hos forældrene. Det kan give barnet en oplevelse af ikke at være værd at lytte til og af, at det må bære sine svære følelser selv. Når barnet står alene med følelser, der ikke bliver mødt eller forstået, kan det vedligeholde og øge barnets angst, fordi barnet lærer, at dets indre tilstand er noget, det skal håndtere alene frem for sammen med en tryg voksen.

I stedet for at undgå eller overhøre barnets følelse, kan vi empatisk validere barnets følelse og sige: ”Jeg kan godt se, det gør dig ked af det. Og så føler du dig måske helt alene. Det lyder ikke rart, og det er helt okay, at du bliver ked af det. Kom, så finder vi sammen ud af, hvad der kan hjælpe dig, så det føles lidt bedre.”

Nogle børn udtrykker ikke primært deres følelser gennem tristhed eller frygt, men gennem en stærk vilje, behov for kontrol, selvbestemmelse eller egenrådighed. Det kan være børn, der let siger ”nej”, ”jeg bestemmer selv!” eller bliver vrede, når de voksne sætter rammer. For disse børn er det ofte netop vilje, autonomi og selvhævdelse, der er de sunde følelser bag adfærden, og de skal også valideres.

Hvis vi kun prøver at dæmpe eller korrigere adfærden, uden at møde følelsen bag, kan barnet opleve sig misforstået, og ”modstanden” kan vokse.

Her kan empatisk validering lyde sådan: ”Det giver så god mening, at du gerne vil bestemme selv. Og så kommer vi voksne og fortæller dig, hvad du skal gøre og det kan faktisk være virkelig frustrerende. Jeg kan også mærke, at du har en stærk vilje og en kraft i dig. Når du først har besluttet dig, er der ikke nogen, der lige kan lave om på din mening. Den styrke, du har dér, er faktisk ret imponerende.”

Empatisk validering er angstreducerende, fordi barnet bliver reguleret gennem den voksne. Når barnet oplever, at dets følelser bliver forstået og holdt af en tryg voksen, falder trusselsniveauet i nervesystemet, og angsten begynder at slippe sit greb.

Defokuseret validering

Daniel Jensen har udviklet metoden defokuseret validering. For mange børn med selektiv mutisme kan det være overvældende at få deres følelser spejlet eller navngivet direkte. Selv en venlig sætning som ”jeg kan se, du er ked af det” kan skabe pres, skam eller følelsen af at være i spotlight. De børn, der har et højt niveau af sensitivitet, selvbevidsthed eller kontrolbehov, kan reagere med tilbagetrækning, modstand eller total lukning, når den voksne kommer for tæt på deres indre tilstand.

Her kan en mere skånsom og indirekte metode være langt mere regulerende, nemlig defokuseret validering. Defokuseret validering betyder, at den voksne ikke taler ind i barnets følelse, men i stedet taler ud fra sig selv. Forælderen eller fagpersonen deler noget genkendeligt fra sin egen oplevelsesverden, som barnet kan spejle sig i uden at føle sig konfronteret, vurderet eller ”afsløret”.

Når den voksne regulerer gennem sin egen følelsesmæssige erfaring, får barnet følelsen af fællesskab og normalitet, men i en form der er langt mere tålelig for nervesystemet. Barnet kan tage imod støtten uden at blive overvældet, fordi fokus ikke ligger direkte på barnets indre tilstand.

Her kommer eksempler på, hvordan forældre og fagfolk kan bruge defokuseret validering i hverdagen uden at presse barnet og uden at tale direkte ind i barnets følelser.

Når barnet har haft en svær dag: “Jeg kan huske, da jeg var barn, og der var dage, hvor jeg ikke vidste, hvem jeg skulle være sammen med. Det kunne føles rigtig alene.”

Når barnet reagerer med kontrol, nej-sigeren eller stærk selvbestemmelse: “Jeg kan godt huske, hvordan jeg selv fik det, når voksne bestemte over mig. Det kunne være ret frustrerende, især hvis jeg selv havde en plan.”

Når barnet både gerne vil og ikke kan: “Jeg kender godt den følelse af at ville noget og samtidig mærke, at det bliver for meget. Det er en mærkelig blanding, som jeg også har prøvet.”

Når barnet viser stærk vilje: “Det giver rigtig god mening at ville bestemme selv. Jeg havde præcis det samme, da jeg var barn. Når jeg først havde besluttet mig, var der ingen, der kunne rykke mig. Der var virkelig en styrke i det.”

Når barnet bliver overvældet eller trækker sig: “Jeg kender også den slags dage, hvor tingene bare bliver for meget. Så har jeg også brug for lige at være lidt i fred, før jeg kan finde mig selv igen.”

Kort opsummeret:

Defokuseret validering giver barnet mulighed for at tage imod følelsesmæssig støtte på en måde, der respekterer dets nervesystem, autonomi og grænser. Det er en mere indirekte og skånsom måde at skabe følelsesmæssig forbindelse på, og netop derfor er den særlig værdifuld i arbejdet med børn med selektiv mutisme. Hvis direkte følelsesfokus føles som for meget, bliver defokuseret validering ofte nøglen til, at barnet kan regulere sig, finde ro og langsomt kunne åbne sig i sit eget tempo. Målet er altid at gå fra defokuseret validering til den direkte.

Lydterapi

Som psykoterapeut arbejder Daniel Jensen angstreducerende i barnets nervesystem. Derfor er lydterapi til barnet et effektivt supplement, fortæller han. Musikken påvirker nervesystemet via vagusnerven, hvor de bløde frekvensskift skaber mikrovibrationer, som hjælper kroppen med at falde til ro og slippe alarmberedskabet. Når nervesystemet får lov at regulere sig, øges følelsen af tryghed, og angstresponsen dæmpes markant.

”Det er tydeligt at se, at børnene, der får lydterapi, sover bedre, falder hurtigere til ro og begynder at udvide deres sociale relationer. De tør mere, deltager mere og får større følelsesmæssig fleksibilitet,” siger han.

Daniel Jensen har skrevet mere om selektiv mutisme her og har lavet en guide til forældre her. 

Læs flere personlige fortællinger

Personlige fortællinger

Her finder du en række meget personlige fortællinger fra mennesker, som har erfaring med, hvordan det er at leve med forskellige former for psykisk sygdom eller mistrivsel.