Den moderne atlet gør op med perfektionismen

En toptunet maskine, der altid kan blive lidt hurtigere, højere, bedre. Det må være målet som professionel atlet. Eller hvad? I vores syn på atleter glemmer vi nogle gange de mennesker, der gemmer sig bag præstationerne. Vi glemmer, at atleterne er mennesker med de samme følelser som os. Stolthed, skam, selvkritik, selvtillid, hele pakken. Men det er først inden for de seneste år, at psykologer er begyndt at spille en væsentlig rolle i sportens verden. Den hårde hund er på vej ud, medmenneskelighed er på vej ind.

Kristoffer Henriksen er Danmarks første professor i sportspsykologi. Han er professor ved Syddansk Universitet og er som sportspsykolog tilknyttet Team Danmark, der varetager den overordnede planlægning af eliteidrætten i Danmark. Her har han siden 2008 hjulpet danske topatleter, der ofte lever et liv præget af perfektionisme, stress, bekymringer og et pres, der kommer både udefra og indefra.

Pernille Harder, Viktor Axelsen, Clara Tauson, Jonas Vingegaard, Christian Eriksen. Vi ser ofte op til stjernerne og drømmer om at kunne præstere på deres niveau. Får de svedige håndflader ligesom os, når de bliver nervøse? Overtænker de også deres performance? Kender de til ensomhed?

Topatleter bliver trænet i at tænke klart i pressede situationer, bevare overblikket, ikke lade sig slå ud af modgang. Men i bund og grund er vi ikke så forskellige. Kristoffer Henriksen har været med til at lave en undersøgelse af den mentale sundhed i dansk idræt. Den viste en nogenlunde lighed med resten af befolkningen:

”Man kan altså hverken sige, at sporten som helhed er et værre sted, eller at den beskytter dig mere. Vi ved dog, at motion beskytter imod psykisk sygdom, så hvis man skal være lidt flabet, kunne man sige, at elitesporten burde have færre tilfælde af psykisk sygdom end resten af samfundet.”

Aldrig fri

Eliteudøvere er netop en del af samfundet og dermed andre miljøer. Fx unge atleter, som går i gymnasiet, hvor man også kan opleve at blive målt og vejet i det daglige. Både i form af karakterer, eksamener og andre menneskers vurderinger. Nogle af udøverne kan dermed føle en dobbeltbelastning i forhold til forventninger.

Forventningspres er én type psykisk udfordring. En anden er identiteten. Atleter definerer ofte sig selv som netop atleter – og indimellem lidt ensporet. Det kan være en styrke, når det går godt, men hvis man bliver skadet eller ikke lykkes, er hele identiteten truet. Hvem er man, når man ikke er den fysisk imponerende atlet, hvis man ikke længere kan dyrke sport på topplan?

Kristoffer Henriksen nævner et stort fokus på identiteten i forbindelse med de olympiske lege. De finder sted hvert fjerde år, og mange arbejder benhårdt på at være klar til en præstation over ganske få dage. Og så, puf, er det forbi. Tomheden sætter ind. Det fortæller svømmer Signe Bro om med sin oplevelse efter OL i Tokyo. 

”Vi har fokus på ’OL blues’, altså tab af identitet og struktur. Atleternes hverdag har i flere år været planlagt ned til mindste detalje med henblik på at peake til OL. Men hvad sker der på den anden side? Tager man bare hjem til ingenting? Ingen identitet, ingen struktur, intet mål? De atleter skal vi sørge for at gribe.”

I mange olympiske sportsgrene, fx sejlsport og banecykling, er der måske kun 2-3 højdepunkter om året – det kan være et EM, VM eller OL – som til gengæld fylder enormt meget. Her risikerer man potentielt at presse kroppen og psyken virkelig hårdt, fortæller Kristoffer Henriksen.

Denne mentale udfordring – med færre, men større kulminationer – er væsentligt anderledes fra eksempelvis en fodboldspiller eller håndboldspiller liv. De spiller typisk 1-2 kampe om ugen og bliver løbende vurderet. Kan de præstere, når det gælder og ikke bare levere til træning?

Læs også interviewet med fodboldspiller Martin Mikkelsen om angst.

”Fælles for mange sportsudøvere og atleter er, at de altid har sporten i baghovedet, og det påvirker hverdagen. De spiser som atleter og tænker over, hvad de indtager. De ser tv som atleter, fordi de er bevidste om, at det er restitution og planlægger det i forhold til deres træning. Det er nødvendigt med denne opmærksomhed, men det kan tage overhånd, fx når atleter altid laver den samme ret til aftensmad, fordi de kender kalorieindholdet, eller når de kun vil gå tur med kæresten, når der står restitution i træningsskemaet. Vi træner dem i at være atleter, når de er atleter, men også at kunne give slip indimellem og bare være kæreste eller studerende.”

Farvel til perfektionismen

Som forsker har Kristoffer Henriksen særligt fokus på miljøer og deres sammenhæng med talentudvikling. Hvor man traditionelt har tænkt talent som noget individfokuseret, ser man i dag mere på, hvad der kendetegner et godt talentudviklingsmiljø.

”Mental sundhed er ikke et individuelt anliggende. Vi arbejder derfor meget med lag: Individ, træningsmiljø, dialog mellem skole og træning.” De mange krav til sportsudøverne kræver en balance mellem – og forståelse for – disse forskellige lag.

For tiden undersøger Kristoffer Henriksen miljøets betydning for mental sundhed, og hvad man kan bruge som modsætning til den perfektionisme, der ellers hersker i sporten. Han nævner i den forbindelse compassion, en åbenhed om egen og andres smerte, som er meget på vej ind i moderne sport.

”Jeg kan mærke, at atleterne er glade for ideen om compassion, at det er noget, de gerne vil give videre til næste generation: At man kan være selvkritisk, uden det tager overhånd.”

Det hænger sammen med, at der er sket et skifte i, hvordan man er en god atlet i dag:

”Hele historien om den hårde hund, der skal slås med elementerne, at det altid skal være barskere, alt det er heldigvis blevet afløst af, at et godt liv ikke står i vejen for en god performance. Man kan godt tabe kampen uden at tabe modet.”

Det menneskelige batteri

Vi hører ofte om en ”sund sjæl i et sundt legeme”. Ja, sætningen er i sig selv knap 2000 år gammel. Selvom den kan lyde fortærsket, er det unægteligt svært at adskille de to. Kristoffer Henriksen minder i den forbindelse om, at den konkrete træning i sig selv kan være mentalt udfordrende, fordi den er fysisk hård. Og at de fleste topsportsfolk har kortsigtede mål, de skal leve op til, men meget lidt tid til ferie og genopladning.

Mange af os lader op ved at smække fødderne op og scrolle igennem vores sociale medier. Vi føler, vi kobler af, men det er ikke hele sandheden. Det samme gælder for atleterne, hvoraf mange bruger de sociale medier til at pleje fanbaser og sponsorer.

”Vi ved, at stress går forud for mange psykiske udfordringer. Der er meget, man skal nå, og at vedligeholde sociale medier er blevet en opgave. Når man ikke træner, kan man jo lave noget på sociale medier, tænker mange af dem. Vi arbejder meget med, at atleterne skal vide, hvad der tærer på deres batterier, og hvordan de lader dem op igen. Det er en misforståelse, at fysisk restitution er det samme som genopladning. Og det er ikke rigtigt. Det er en helhedsproces.”

Det gør genopladning til en meget konkret udfordring for atleterne og for Kristoffer Henriksen som sportspsykolog. Han og kollegaerne i Team Danmark opfordrer atleterne til at lave mindfulness, gå ture med musik i ørerne, se deres venner. Huske helheden. Og mange af dem er begyndt at arbejde væsentligt mere med vejrtrækning og mindfulness.

Der er sket meget med opfattelsen af mental styrke og mental sundhed, siden Kristoffer Henriksen startede sit samarbejde med Team Danmark i 2008.

”Dengang var der stadig mange, der ikke ville fortælle, at de arbejdede med en sportspsykolog. Det var nærmest pinligt. I dag kan man nærmest ikke forstå, hvis man ikke arbejder med en sportspsykolog. Men noget af det stigma hænger stadig ved, når det handler om mental sundhed, selvom mange er blevet bedre til at dele deres erfaringer.”

Også dét ser vi i resten af samfundet: Vi bliver bedre til at tale om psykisk sygdom, men vi kan blive endnu bedre til at bryde med tabuer og skabe forståelse for, hvad så mange mennesker går igennem. I tide. Kristoffer Henriksen og hans kollegaer arbejder målrettet med tidlig opsporing.

En af hans hovedpointer er, at man kan skelne mellem at være i ”grøn, gul eller rød”, altså enten befinde sig et mentalt sundt sted, være på vej ud over kanten eller være blevet ramt af en psykisk sygdom:

”Mental sundhed handler ikke kun om dem, der er i rød. Hvem har depression, hvem har angst? Det handler lige så meget om, at dem i grøn forbliver der.”