Hvor går man hen med sin magtesløshed og kontroltab?
Vi stiller store krav til unge, der overgår til voksenpsykiatrien. Samtidig bliver mange forældre efterladt tilbage på perronen. To overlæger fortæller om opdelingen af psykiatrien og de desperate forældre.
Der sker en hel del, når man fylder 18 år. Man får stemmeret, man kan få kørekort og komme i militæret, man får ansvaret for sin egen økonomi og så videre. Sådan er samfundet indrettet: Fra den ene dag til den anden forventes man at kunne stå på egne ben. Men at være myndig er ikke det samme som at være voksen.
Det mærker mange unge og deres forældre i forbindelse med overgangen fra børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien. For eksempel har pårørende forældre ikke længere adgang til barnets journal og modtager ikke længere beskeder og indkaldelser.
Markant opdeling mellem "psykiatrierne"
Hjernen hos fagfolk er trænet til at tænke i vandtætte skodder.
Flere fagpersoner fortæller også, at opdelingen mellem ’psykiatrierne’ er så markant, at det kan være svært overhovedet at gøre sig klog på – hvilket er symptomatisk for det manglende samarbejde. ”Hjernen hos fagfolk er trænet til at tænke i vandtætte skodder,” fortæller overlæge og børne- og ungdomspsykiater Anne Thorup.
Hun understreger, at hun ikke selv sidder med 18-årige dagligt, men hun ved, hvor voldsomt det kan føles at gå fra den ene afdeling til den anden: ”Det er en brat overgang i livet for alle, og den føles endnu mere brat, hvis man er ramt af psykisk sygdom.”
Mange forløb bliver afsluttet, når den unge fylder 18 år. Uforholdsmæssigt mange. Det efterlader både den unge og forældrene i vildrede. Maj Vinberg er som overlæge og voksenpsykiater i kontakt med mange unge, og nogle af dem går længe uden hjælp af en særlig grund:
”Jeg møder mange unge, der er decideret bange for voksenpsykiatrien, fordi de forbinder den med tvang og bæltefiksering. Mange omkring de 22 år har altså ikke fået hjælp i deres første fire år i voksenpsykiatrien, fordi de simpelthen ikke har haft lyst til at være en del af den.”
Hun mener, at rammerne omkring de unge kunne fungere bedre i et regi, som målrettes de unges specifikke behov. Nogle fagfolk mener endda, at der burde være både en børnepsykiatri (fx op til 14 år), en ungdomspsykiatri og en voksenpsykiatri. I socialpsykiatrien – fx på bosteder – betragtes man i øvrigt som ung, til man er 25 år, mens der også fra kommune til kommune kan være forskelle. Det gør det ikke nemmere at orientere sig og skabe de mest meningsfulde rammer.
Møde med eller uden forældre?
Anne Thorup understreger, at nogle af de 15-17-årige når et punkt, hvor de føler sig færdige med familiesamtaler og i stedet har mere lyst til at møde andre unge med samme eller lignende udfordringer. Maj Vinberg møder da også en del unge, der selv fravælger at have forældrene med til samtaler, ofte uden problemer. Til gengæld er det ofte en bekymring, når forældrene slet ikke nævnes og er helt fraværende, fortæller hun.
Hvorfor? Fordi det kan betyde, at der er komplekse forhold i hjemmet, som det kan være vigtigt at vide noget om, og fordi mange unge ikke nødvendigvis har sproget til at formulere følelser, tanker, bekymringer og symptomer – eller kan forholde sig til den udvikling i det psykiske helbred, der har været. Her kan inddragelse af forældrene være en stor fordel. Det handler trods alt om de bedst mulige betingelser for at finde den rette hjælp:
Med mere viden om – og fra – forældrene kan vi bedre finde ud af, hvad der foregår hele vejen rundt om det her unge menneske.
”Jeg kan sidde med en patient i en time og blive klogere. Men med mere viden om – og fra – forældrene kan vi bedre finde ud af, hvad der foregår hele vejen rundt om det her unge menneske.”
Forældre og andre pårørende bliver ikke nødvendigvis aktivt holdt udenfor. Men de bliver heller ikke aktivt inddraget. Maj Vinberg giver et eksempel: En 18-årig har fået stillet diagnosen bipolar lidelse i børne- og ungdomspsykiatrien og bliver overleveret til voksenpsykiatrien. Den unge kan have meget i bagagen og har måske haft stor gavn af familieorienterede samtaler. Men når personen som 18-årig indkaldes i voksenpsykiatrien, forventer man, at vedkommende er selvstændig, og derfor indkaldes personen alene – og ikke med pårørende. I indkaldelsen står der måske, at ”pårørende er velkomne”, men den unge skal have overskud og overblik og selv tage initiativ til at tage dem med.
Maj Vinberg minder om, at der hos de fleste teenagere er en løsrivelsesproces i de unge år, der kan komplicere overgangen til voksenpsykiatrien. Insisterer man på at stå på egne ben uden at være i stand til det?
”Det er voksenpsykiatrien ikke gearet til”
Der er situationer, hvor den unge indikerer, at der ikke er nogen pårørende, hvilket er et åbenlyst opmærksomhedspunkt, fortæller Maj Vinberg. Men oftest er der pårørende, og hvis den unge selv fortæller om dem, er det positivt, for det kan betyde, at den unge har nogen at tale med. Men de forældre skal vi også være opmærksomme på:
”Det kræver ofte rigtig meget at være forælder til et barn med en psykisk lidelse. Der sidder mange forældre i venteværelserne, der har kørt børnene til en samtale, fulgt dem i årevis, været med til møder, siddet og ventet, kørt frem og tilbage. I psykiatrien har vi ikke haft for vane at inddrage forældrene og anerkende den stress og magtesløshed, som forældrene kan stå med.”
Fra sit kliniske arbejde kender Maj Vinberg til, at forældrene kan blive bekymrede og bange for at give slip på deres voksne børn. Selvom den unge er tilbage, fx i skole eller på arbejde, bliver forældrene ved med at se det syge barn.
Forældrene eller den ene forælder bliver ved med at have følelsen af magtesløshed og sorg over, at deres barns liv tog en anden kurs, end de havde forestillet sig.
”Så forældrene eller den ene forælder bliver ved med at have følelsen af magtesløshed og sorg over, at deres barns liv tog en anden kurs, end de havde forestillet sig. Her kunne det være rart at kunne tilbyde en integreret hjælp, som også vil hjælpe den unge. Men det er voksenpsykiatrien endnu ikke gearet til.”
Depression og belastningsreaktioner
De har forskellige tilbud, fortæller hun. Der er pårørendegrupper, hvilket mange har glæde af, men nogle forældre har behov for individuelle forløb til at bearbejde de svære følelser, der er forbundet med at være nær pårørende. Det er heller ikke alle, der selv kan betale for et forløb. Mange forældre, særligt mødre, sygemelder sig eller må tage så meget fri, at de ikke kan beholde deres job. Flere udvikler en depression eller belastningsreaktioner.
For de forældre, der selv har en svær psykisk sygdom, som måske også er arvelig, kan der være megen skyld og skam. Mange forældre bliver også, hvad Maj Vinberg kalder ”sygdomsobservatører”, hvor de bruger mange kræfter og timer hver dag på at se efter tegn på sygdom hos deres børn. Når børnene er syge, har forældrene aldrig helt fri. Men de skal ikke bare have hjælp til at hjælpe deres børn – de skal også have hjælp til at hjælpe sig selv.
Læs også
Meget ændrer sig, når barnet bliver voksent. Også for forældrene. Hvordan hjælper man, hvad kan man stille op? I temaet får du gode råd, ny viden og personlige fortællinger.
Philip fik udskrevet medicin af sin psykiater, der gjorde ham afhængig. I årevis forsøgte han at få hjælp til udtrapning, men han og familien mødte lukkede døre overalt. Nu er Philip død, kun 29 år gammel.
Allerede i de unge teenageår viste Daniel tegn på mistrivsel og kæmpede med selvmordstanker. Men han og familien fik ikke den nødvendige hjælp, og det blev kun værre, da han blev voksen. Daniel mistede sit liv til selvmord. Nu fortæller hans mor historien med et håb om, at det ikke sker for andre.
Mange forældre føler magtesløshed og frustration, når deres børn bliver en del af voksenpsykiatrien. I OPUS har de gode erfaringer med aktivt at inddrage forældre og andre pårørende – til gavn for alle parter.
Hvad stiller man op, når man som forælder ikke længere har adgang til sit barns journal? Når man ikke længere får de informationer, man plejede at få? Socialrådgiver Baris Kaymaz fortæller.