Hvordan hjælper man hjemløse med psykisk sygdom?
Hjemløse med psykisk sygdom er en af de mest komplekse grupper i samfundet. De er svære at hjælpe, men Psykiatrisk Gadeplansteam gør et forsøg.
”De mennesker, vi møder, er mennesker med psykoser og misbrug på en gang. Det er svært. For hvad har de lige taget den dag? De er kommet ud i en afhængighed, som holder dem fanget, fordi det kan give dem ro på eller få dem til at glemme, hvad de står i.”
Teamet består af ni sygeplejersker, en oversygeplejerske og to overlæger.
De opsøger, opsporer og udreder hjemløse med – eller mistanke om – psykose eller bipolar lidelse.
Teamet hører under Psykiatrisk Center Amager og er aktivt i kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby.
Ursula Pie Aidt er oversygeplejerske i Psykiatrisk Gadeplansteam i København. Deres fornemste opgave er at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte borgere. Hjemløse med skizofreni og alvorlig bipolar lidelse, som i mange tilfælde også har et problematisk forbrug af rusmidler. Mennesker, der ofte ikke er til at finde, og som måske afviser hjælp mange gange. Mennesker, der er svære at hjælpe, fordi de både kan være psykotiske og/eller påvirkede, når Ursula og hendes team møder dem.
Netop derfor er det så vigtigt, at nogen møder dem, hvor de er, fortæller Ursula Pie Aidt:
”Det er dem, der ligger allerlavest i hierarkierne rundt omkring, og som virkelig har været udsat for nogle voldsomme ting. Mange af dem har været på en markant social deroute. De har måske været syge i lang, lang tid, uden at det bliver opdaget og har længe levet på må og få.”
Overlæge i Psykiatrisk Gadeplansteam Rasmus Handest fortæller, at mellem 10-14 procent af hjemløse i Danmark lider af skizofreni. De fleste af dem oplever alvorlige sociale problemer i barndommen og har i gennemsnit deres første psykotiske symptomer som 17-årige.
Alligevel får de gennemsnitligt først skizofrenidiagnosen, når de er 33 år. På det tidspunkt har de altså haft ubehandlede psykotiske symptomer i godt og vel 16 år. Læg dertil et formentlig årelangt skadeligt forbrug af rusmidler og hjemløshed i et hårdt miljø, der kan byde på vold, usikkerhed og utryghed – hver eneste dag og nat. Jo, der er behov for at hjælpe denne gruppe.
Kompleks løsning til komplekse skæbner
Men hvordan arbejder Psykiatrisk Gadeplansteam? Foruden oversygeplejersken og overlægen er der otte psykiatriske sygeplejersker. Sygeplejerskerne kan noget helt særligt, forklarer Ursula Pie Aidt. De har stor indsigt i psykopatologi – altså hvordan psykisk sygdom viser sig, opleves og opfører sig – og de går til arbejdet med stor medmenneskelighed:
”Vores psykiatriske sygeplejersker har en pædagogisk, næstekærlig omsorg med i deres sygepleje, når de skal kontakte folk på gaden, som mange gange har angst for at tale med psykiatrien, måske fordi de har haft dårlige oplevelser.”
Sygeplejerskerne går på gaden – altid to sammen – hvor de både opsøger mulige patienter og besøger kendte patienter. Man skal give samtykke til behandling, og derfor er nogle hjemløse ”boblere”, i venteposition, for at se teamet an. Det handler om at skabe tillid, og det kan være en lang proces.
Ursula Pie Aidt understreger, at sygeplejerskerne går to og to af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vigtigt at have styr på sikkerheden, da de er gæster i deres patienters miljø, som hun siger – derfor er det også vigtigt at respektere det enkelte menneske, hvis de siger nej til at samarbejde. Sygeplejerskerne udleverer gratis antipsykotika til alle patienter, men de går ikke rundt med al slags medicin på sig:
Fordi mange på gaden er så komplekst syge, og deres psykoser kan være så alvorlige, skal vi selvfølgelig være påpasselige. Det gør også patientgruppen svær at arbejde med.” Hun uddyber:
”Vi udleverer ikke fx benzodiazepiner eller ADHD-medicin, for vores sygeplejersker skal ikke gå rundt med det, når de ikke ved, hvilke patienter de kommer til at møde. Hjemløsemiljøet kan være uberegneligt, og derfor skal vores sygeplejersker være særligt varsomme, når de bevæger sig rundt. Det gør det også svært for os at skulle administrere den type medicin.”
Sygeplejerskerne er gode til at aflæse patienterne, fortæller hun. De ved, hvornår de skal trække sig og undlade at presse på.
”Fordi mange på gaden er så komplekst syge, og deres psykoser kan være så alvorlige, skal vi selvfølgelig være påpasselige. Det gør også patientgruppen svær at arbejde med.” Hun uddyber:
”Vi har mange gode resultater, men der er mange tilbagefald. Det kan gå godt i lang tid, de har måske fået en bolig. Men så fandt de ud af, ’nåårh, jeg har egen bolig, jeg behøver ikke tage medicin, og jeg behøver da ikke en mentor’. Så begynder problemerne at hobe sig op igen, og mange bliver smidt ud af boligen. Så begynder man forfra.”
Udsathed og hjemløshed ser lige så forskelligt ud som resten af samfundet. Men nogle typer går igen, fortæller hun. Hun giver nogle eksempler:
”Vi har en mand, der har gået nærmest uafbrudt i 15 år, fordi han er overbevist om, at hans søn bliver slået ihjel, hvis han holder op.”
”En kvinde holder til ved sin mands grav og venter på at blive arresteret på grund af jødeforfølgelse. Hun har boet i en lejlighed det meste af sit liv, men da hendes mand dør, kan hun slet ikke håndtere det, og ingen tager sig af hende.”
”Såkaldte ”mad travelers” er en kategori, man kender i miljøet. Ofte folk, der rejser rundt på hele kontinentet.”
”Vi har en gruppe unge, der kendt som ’forældreenker’. De bor hjemme, indtil deres forældre går bort. Og så går det helt galt for dem, og de kan ikke klare sig selv.”
”Nogle bliver kaldt ’stille sindssyge’. De kan godt finde ud af at være på en natcafé. De sover under et bord, holder sig i periferien eller er gadesovere.” Denne gruppe kan tænkes at bidrage til et formodentligt mørketal, når det drejer sig om hjemløse, fortæller hun.
”Og så er der dem, der larmer og laver postyr. Hvor politi og ambulance dukker op. Folk er syge på hver deres måde. Det er så individuelt, hvad der er det rigtige for den enkelte. Vores patienter passer simpelthen ikke ind i de kasser, der er lavet.”
Hjerteskærende og rystende
I skrivende stund har gadeplansteamet omkring 75 patienter. Dertil kommer dem, de holder øje med:
”Vi har to sygeplejersker, der arbejder meget opsøgende. De kommer i kirkerne, på hovedbiblioteket, på Nørreport. De går tit sammen med Københavns Kommunes hjemløseenhed, som ved meget om de steder, folk holder til.”
Psykiatrisk Gadeplansteam samarbejder med Københavns store herberger og natcaféer som Sundholm og Hillerødgade, og de kommer på Mændenes Hjem og Christiania, fortæller Ursula Pie Aidt:
”Det er ofte dem, der spotter de personer, som virkelig har brug for at blive grebet, og så kommer vores sygeplejersker og ser, om de kan hjælpe. Så følger vi dem derfra, hvis de gerne vil snakke med os. Der er ingen visitation i vores team. Man skal ikke igennem andre instanser, centralvisitationen eller egen læge. Vi kan tage patienterne direkte ind i teamet, hvis de er i målgruppen.”
Ursulas team er fleksibelt og arbejder på de tidspunkter, det er nødvendigt. Det er ofte om morgenen, blandt andet fordi natcaféerne lukker, og man her har mulighed for at skabe kontakt. Mange af teamets patienter vågner i forvejen tidligt, ofte på grund af abstinenser.
Der er sket meget i min tid i psykiatrien. De unges misbrug er blevet mere udbredt, det er blevet nemmere at få fat på stoffer, og nye stoffer kommer til hele tiden. Det er hjerteskærende og rystende.
Psykiatrisk Gadeplansteam er en unik størrelse, også i et internationalt perspektiv, fortæller hun. Det er krævende og komplekst arbejde for en krævende og kompleks gruppe. Hun beskriver det som detektivarbejde. De bliver hele tiden klogere og bedre til at hjælpe, men samfundet udvikler sig også:
”Der er sket meget i min tid i psykiatrien. De unges misbrug er blevet mere udbredt, det er blevet nemmere at få fat på stoffer, og nye stoffer kommer til hele tiden. Det er hjerteskærende og rystende,” siger Ursula Pie Aidt og uddyber:
”Vi ser mange unge udsatte komme til København fra Jylland og Fyn, og så er de pludselig i det hårde miljø. Sover på fyldte herberger, hvor du ikke kan være sikker på, om du bliver voldtaget, eller om dine få ejendele bliver stjålet. Du er simpelthen så udsat på alle parametre. Der skal ikke så meget til, før du bliver tilbudt alle mulige stoffer og tilbud om at tjene hurtige penge, eller du bliver udnyttet, fordi du ikke kan navigere i det miljø. Vi skal være hurtige til at få dem væk fra gaden, i OPUS eller andre gode tilbud.”
Læs også
I Danmark har alle formelt set lige adgang til sundhedsvæsenet. I praksis er virkeligheden en anden. Socialt udsatte borgere lever med komplekse fysiske, psykiske og sociale problemer – og i gennemsnit 17 år kortere end resten af befolkningen. Det er...
Som hjemløs med dobbeltdiagnose har Martin i årevis tigget og bedt om at få hjælp. Han er blevet kastet rundt mellem herberger og indlæggelser. For nylig gik hjertet i stå, og kun ved et tilfælde blev han genoplivet.
I dette tema ser vi nærmere på nogle af samfundets mest udsatte. Mennesker, der ofte lider af psykisk sygdom, social udsathed, hjemløshed og et problematisk forbrug af rusmidler.