”Jeg var ikke bare Laurits, jeg var ham med OCD”
Hverdagen blev langsomt fyldt med flere og flere tvangstanker og -handlinger. Men det var ikke OCD’ens symptomer, der knækkede Laurits Balker Jørgensen – det var forskelsbehandlingen.
Foto: Privat
Laurits fik sin OCD-diagnose som 22-årig, men tvangstanker og -ritualer har fulgt ham siden barndommen. Indtil Laurits startede i sin første fuldtidsstilling, havde han formået at navigere rundt i skole, fritidsjobs og gymnasium.
Men på arbejdspladsen endte hans OCD med at fylde alt.
Jeg overhørte seriøst en af mellemlederne forklare mine kollegaer, at mit tempo og mit udtryk skyldtes stofmisbrug.
Laurits holdt minutiøst styr på, hvor mange gange han var i hvert rum. Han talte de varer, han hentede på lageret, og han udførte flere opgaver to gange.
Gentagelserne gjorde ham langsommere end kollegaerne, og derfor havde Laurits allerede ved ansættelsen fortalt ledelsen om sin diagnose og om risikoen for, at bestemte opgaver kunne trigge hans OCD.
”I starten sagde de, at det var helt okay,” forklarer han. Men virkeligheden blev en anden. Hans åbenhed blev misforstået – og senere misbrugt.
”Jeg overhørte seriøst en af mellemlederne forklare mine kollegaer, at mit tempo og mit udtryk skyldtes stofmisbrug.”
Laurits forstår stadig ikke, hvor den forklaring kom fra. ”De kendte udmærket til min diagnose.”
Rygterne om Laurits som stofmisbruger spredte sig blandt kollegaerne, og samtidig blev han jævnligt mindet om af chefen, at han ”præsterede dårligere end de andre”.
OCD er en angstlidelse, hvor man har uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen. Som regel af frygt for, at der ellers vil ske noget slemt.
Reduceret til en diagnose
De tvangshandlinger, som han selv havde brugt år på at forstå og adskille fra sin identitet, blev gjort til forklaringen på, hvem han var som medarbejder. Den misforståede fortælling om hans adfærd fik ikke blot tvangshandlingerne til at eskalere, men blev også en større del af Laurits’ selvbillede.
I lang tid var jeg sikker på, at jeg aldrig skulle tilbage til et 9-16-job igen.
Det var ikke længere OCD’en, der var årsagen, men i stigende grad Laurits selv, der blev gjort ansvarlig. Den linje, han med mange timers arbejde havde formået at trække mellem sig selv og sin diagnose, blev på kort tid udvisket af arbejdspladsens ledelse.
Det, der knækkede ham, var ikke de ekstra minutter, han brugte på gentagelserne. Det var følelsen af usikkerhed – og af at blive reduceret til sin diagnose. Efter ni måneder forlod Laurits arbejdspladsen. Kort efter blev han indlagt på en psykiatrisk afdeling.
”Jeg blev selvdestruktiv og lukkede af for mine nærmeste, og jeg begyndte at selvmedicinere,” fortæller Laurits. Han beskriver, hvordan han langsomt forsvandt ned i selvmedlidenhed og mørke tanker – og hvor lang vejen tilbage blev.
”I lang tid var jeg sikker på, at jeg aldrig skulle tilbage til et 9-16-job igen.”
I dag har Laurits det markant bedre. Han har siden udgivet to digtsamlinger om livet med psykisk sygdom.
Læs også
Nikoline Heikamp drømmer om en meningsfuld hverdag med job og kollegaer. Hun lever med skizotypi, og hun ved, at hun med den rette støtte kan passe et arbejde. Men at få den rette støtte er en kamp i sig selv.
I dette tema ser vi nærmere på betydningen af et arbejdsliv for mennesker med psykisk sårbarhed. Vi undersøger de barrierer, som stigmatisering og diskrimination skaber, og ser på, hvordan den rette støtte og viden kan hjælpe flere ind i...
Fotograf Marie Hald følte sig forkert og alene med skamfulde tanker i årevis, fordi ingen så hendes sygdom. I dag lever hun med OCD og har for nylig fået diagnosen ADHD. Hun vil nedbryde tabuer og gøre det nemmere at tale højt om psykiske lidelser, så andre kan få den hjælp, de har brug for.
Hanne Schønning lever et liv med OCD. Et godt liv. Men sådan har det ikke altid været. I mange år gjorde tvangstanker og tvangshandlinger det svært for hende at arbejde og at være der for sin familie.