At finde fællesskab og frirum på en forfatterskole for psykisk sårbare

Anders spørger, om han må tage noget kaffe. Sara sidder stille med sin servicehund. Silja er klar med en notesbog foran sig. Nicolaj viser en digtsamling frem, han har skrevet. Alle fire har gået på hold på Forfatterskolen PS!, der tilbyder ”skriveforløb for mennesker med psykisk sårbarhed”. 

I dag er de til skrivesalon. Dagens skrivevært Frederik, som selv har erfaring med psykiatrien, byder velkommen. Han taler med rolig stemme og sørger for, at alle deltagere er trygge ved på skift at præsentere sig og fortælle om dagsformen: Flere har sovet dårligt, så dagsformen er ikke entydigt god, men alle har prioriteret at dukke op, fordi de på skolen finder fællesskab og frirum.

Silja på 28 år fortæller, at hendes tankemylder forsvinder, når hun er der. Det bliver en ventil:

”De dage, jeg har det allerværst, er også de dage, jeg har allermest brug for at skrive. Det er måske ikke de bedste tekster, der kommer ud af den dag, men så har man lavet noget og fået noget ud. Jeg har det altid bedre, når jeg har været her.” 

Silja har selv arbejdet i retspsykiatrien og har udviklet en depression efter en belastningsreaktion. Hun er typen, der kunne alt selv, indtil hun måtte række ud: 

”Jeg har aldrig haft brug for hjælp, indtil jeg røg så langt ned. Uanset hvor selvkørende man er, så kan alle blive ramt.”

At skrive skal ikke forveksles med hverken behandling eller terapi; skolens fokus er på recovery. Det kan handle om at få værktøjer til at komme sig. At få bedre muligheder for at udtrykke sig, give sig selv og potentielt andre en bedre forståelse for noget komplekst. 

Det er forskelligt, hvad deltagerne får ud af at skrive skønlitterært, men alle er enige om, at de har gavn af det:

Om at skrive

Fra venstre: 

Silja: ”Man kan vide nok så meget om psykisk sygdom, men selvom jeg har arbejdet på feltet, er det bare noget andet selv at opleve det på egen krop, i eget sind.” 

Nicolaj: ”Der var ikke plads til mine følelser, da jeg var barn. Der er plads til følelserne, når jeg skriver.” 

Sara: ”Skolen er et dejligt sted at være. Her skal jeg ikke tænke på, om de problemer, jeg har, er mærkelige.” 

Anders: ”Der er stadig mange tabuer, så der er stadig behov for at skrive om særligt svær psykisk sygdom.” 

Alle har noget i bagagen 

”Jeg har været meget indelukket. I mange år var jeg aldrig social, så jeg begyndte at skrive for at få al den intense spænding fra mit liv og min diagnose ud.”

25-årige Nicolaj havde en hård opvækst. Som teenager mistede han sin far til selvmord, og han oplevede svigt i både skolen og kommunen. Han endte ad flere omgange i akutafdelingen, men blev aldrig indlagt. Først flere år senere fandt han ud af, at han har skizotypi.

”Jeg skriver, fordi jeg gerne vil vise, hvilke ting jeg har i hovedet, hvad der dvæler i mig, hvad jeg tror på. På skolen er jeg blevet inspireret af at se forskellige måder at udtrykke sig på, og det var en åbenbaring at finde ud af, at jeg kunne bruge skrivning til at bearbejde følelser.” 

De seneste år er der udkommet mange danske romaner og digtsamlinger, der tager udgangspunkt i psykisk sygdom. Dagens skrivevært, Frederik, læser tekster højt af Asta Olivia Nordenhof og Sebastian Nathan og bemærker, at han selv kunne have brugt flere bøger om psykiatrien, da han var indlagt.

28-årige Sara håber også, at andre kan bruge hendes tekster: ”Det giver mig rigtig meget at fortælle, hvordan det er at have psykisk sygdom. Et mål med mine tekster er at udbrede viden om psykiatrien og give et indblik i, hvordan det kan føles at være indlagt. Der er en del fordomme, men mange kan få det bedre af det.”

Sara har paranoid skizofreni og OCD. Hun har været indlagt flere gange, siden hun var i starten af 20’erne, senest en uge før dagens skrivesalon:

”Jeg var depressiv og havde ret mange selvmordstanker. Jeg kan se mønstrene og ved, hvornår jeg har brug for at blive indlagt. Her på skolen kommer alle med noget i bagagen. Der er plads til at være den, man er.”

Sara har skrevet, siden hun var barn, men i en lang periode var hun så syg, at hun ikke kunne. Hun har fået servicehunden Eddie, en brun labrador, der hjælper hende med at komme ud ad døren:

”Jeg havde en periode på syv år, hvor jeg ikke kunne gå ud alene, fordi jeg havde så meget angst. Jeg kunne ikke engang gå ned med skraldet. Eddie har reddet mit liv på flere parametre.”

Sara er et bedre sted i dag, og det hjælper at skrive. Hun har medvirket i flere antologier og drømmer nu om at udgive i eget navn.

Rapport fra flere år i helvede

Anders på 27 år lider af paranoid skizofreni. Han har selvudgivet flere bøger om livet med diagnosen, men i dag skriver han en sangtekst. Uanset genre er det vigtigt for ham at dele erfaringer: 

”Folk har brug for at vide, hvor voldsomt og invaliderende det kan være at have en svær psykisk sygdom. Man har ikke lyst til at leve, og man kæmper med mange ting, som gør, at man ikke kan opretholde et godt liv. Da jeg havde det rigtig dårligt, prøvede jeg at drømme mig væk ved at skrive, fordi det altid har været et safe space.”

Han føler sig ikke længere lige så plaget: ”Det har været et helvede i flere år. Jeg har hørt stemmer, og de kan stadig dukke op i små bidder, men de råber ikke længere. De er ikke truende.”

Flere af deltagerne til dagens skrivesalon tager udgangspunkt i egne erfaringer, når de skriver. Som sidste del af dagens program har de mulighed for at læse deres tekster op for hinanden og give anerkendende feedback. Skrivevært Frederik minder om, at ”feedback handler ikke om personen, der har skrevet teksten, men om teksten selv.”

Det samme kan man læse i antologien Sol og chok. Den præsenterer tekster af deltagere i et skriveforløb, som Forfatterskolen PS! afholdt i samarbejde med psykiatrien på Aarhus Universitetshospital. I bogen skriver specialpsykolog og forsker Nicolai Lund Ladegaard om betydningen af at adskille teksten fra dens afsender, og hvordan det understreger, ”at man ikke er sin sygehistorie, men derimod har en sygehistorie”.

Tigerbalsam i hjernen

På skift læser deltagerne op af de tekster, de har arbejdet på. 

Nicolaj har skrevet om psykose og bliver blandt andet rost for den malende sætning ”Jeg har fået tigerbalsam i hjernen”. Silja har været inspireret af vejret og er ifølge en anden deltager god til at veksle mellem nærhed og distance.

 Anders har skrevet en sang, der kombinerer en klassisk kærlighedstekst med geopolitik. Teksten passer til en særlig rytme, bemærker en af de andre.

Da Sara begynder at læse op, rejser servicehunden Eddie sig op og kigger opmærksomt på hende. Hun skriver i slutningen af teksten om at brænde op som en døende stjerne, og de andre er begejstrede for hendes astronomiske referencer. 

De takker hinanden for feedback og inspiration. Sidste punkt på programmet er at ”tjekke ud”: at dele, hvordan de har det. Flere er trætte, men glade. Som Nicolaj konstaterer:

”Jeg er smadret, men jeg har hygget mig i dag.” 

Læs også

Når kunst hjælper sproget på vej

Hvordan kan man arbejde med kreative værksteder i psykiatrien? Og kan skønlitteratur hjælpe læger? Psykiater og overlæge Birgit Bundesen forsker i brugen af kunst i psykiatrien.

Brug hænderne – for hovedets skyld

Craft-psykologi forklarer de psykologiske effekter, det har at lave håndarbejde og håndværk. Det skal ikke erstatte psykiatrisk behandling, men det kan lindre. Og måske er vi først nu ved at forstå potentialet, forklarer ekspert Anne Kirketerp.

En broderet hyldest til det uperfekte

Trine Runge Jessen drømmer om et samfund, hvor man kan få broderi på recept. For håndarbejde kan være en vigtig lindring for mange mennesker. Mød broderisten, der gør tingene på sin egen måde – og insisterer på, at alle skal have lov til at have det...