Hjælpen kom for sent: Som 14-årig begyndte Johannes at dulme med alkohol og hash
Uden den rette støtte til familien endte Charlottes søn i de forkerte miljøer. Han begyndte at tage stoffer og har fået en behandlingsdom. Familien prøver at være håbefuld – men de er bange for, hvad der sker, når Johannes fylder 18 år.
Foto: Pavel Danilyuk
Det gik egentlig udmærket i folkeskolen. Johannes havde store følelsesudbrud, men han fungerede fint i de rammer, hans lærere skabte for ham. Som hans mor siger: Lærerne så ham og mødte ham, som han er. Men midt i 5. klasse flyttede familien, og det gik hurtigt skævt på den nye skole:
Johannes blev så frustreret, at han en dag lagde en kniv på bordet. På skolen blev de selvfølgelig chokerede, men det var Johannes’ måde at sige ’se mig nu!’ på. Han ville have en reaktion, så han kunne få hjælp.
”Lærerne forstod ham slet ikke, de jagtede ham nærmest. Johannes blev så frustreret, at han en dag lagde en kniv på bordet. På skolen blev de selvfølgelig chokerede, men det var Johannes’ måde at sige ’se mig nu!’ på. Han ville have en reaktion, så han kunne få hjælp.”
Der blev holdt møder, men altid uden løsninger. Johannes blev smidt ud, startede på en anden skole, blev smidt ud igen.
”Vi havde på det tidspunkt længe prøvet at finde ud af, hvad vi kunne gøre, men vi blev ikke bakket op, da vi ville have ham udredt. Vi havde ingen forsikring, så vi måtte betale for det,” fortæller Charlotte.
Som 14-årig blev Johannes diagnosticeret med autisme. Han brød sammen af lettelse og tænkte, at han nu endelig ville få hjælp. Nogle måneder senere blev han også diagnosticeret med ADHD. Men hjælpen måtte han kigge langt efter.
Autisme er en gruppe af udviklingsforstyrrelser med fælles træk. Personer med autisme har en anderledes måde at opleve verden på og kan have vanskeligheder inden for kommunikation, social interaktion og adfærd.
ADHD er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse. Den kan vise sig som fysisk uro og impulsiv adfærd, mens den hos andre primært mærkes som en svær indre uro og store udfordringer med at fastholde fokus og koncentration i hverdagen.
Dulmede symptomerne
Johannes havde længe følt, at han ikke passede ind. At han ikke forstod sig selv. Han begyndte at hænge ud med et slæng, der præsenterede ham for alkohol, hash, smøger, puffbars. Måske også andre ting, som Charlotte og hendes mand stadig ikke ved noget om.
På et tidspunkt forsvandt Johannes i en hel uge, og forældrene blev desperate. Da han kom hjem igen, indskrev de ham på en efterskole for at få ham væk fra det dårlige miljø. På efterskolen eksploderede det imidlertid, også bogstaveligt talt: Johannes lavede bomber af afløbsrens og blev kort efter smidt ud.
På sin vis forstår Charlotte, at hendes søn har haft brug for at dulme de symptomer, han har haft i årevis. Hans behov for at få ro og ikke føle sig forkert. Samtidig har – og havde – Charlotte et akut behov for at beskytte sin søn og holde ham fra at selvmedicinere.
Efter han var blevet smidt ud af efterskolen, endte Johannes tilbage i det dårlige miljø med mange stoffer. Charlotte forsøgte igen at få ham væk og skaffede ham praktik hos en tømrer, hvor han trivedes.
Johannes er god til at bruge hænderne, fortæller Charlotte, og den gode oplevelse hos tømreren gav ham mod på at begynde på en teknisk skole.
”Men de andre på skolen var meget ældre, og de introducerede ham for nye og hårdere stoffer. Han begyndte også at sælge dem.”
23-årige Julie blev mere paranoid og fik det værre, da hun blev afhængig af snus. Alligevel var hun bange for abstinenser. Julie deler sin historie om afhængighed, og en ekspert deler ny viden og gode råd.
Et uventet opkald
Johannes’ forældre forsøgte at være støttende for ikke at skubbe Johannes væk. Han talte dem ofte efter munden, og de følte, de ikke kunne nå helt ind til ham. At de aldrig helt kunne forstå, hvad der skete. På et tidspunkt fortalte han, at nogen var efter ham, og hos lægen fik han en henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien. Nu skulle han endelig have hjælp. Men han blev afvist, fortæller Charlotte:
I psykiatrien gav han dem det indtryk, at det ikke gik helt så dårligt, som han ellers havde fortalt både os og vores læge.
”I psykiatrien gav han dem det indtryk, at det ikke gik helt så dårligt, som han ellers havde fortalt både os og vores læge. Jeg tror også, han måske blev afvist, fordi de stillede spørgsmål på en måde, som hans autistiske side ikke svarede ’rigtigt’ på.”
Når Johannes bliver presset, bliver han hurtigt vred. Både til møder med sin kontaktperson i kommunen og hos sine forældre. På et tidspunkt truede han sin mor med en svensknøgle, og da tingene var ved at køre helt af sporet, fik Charlotte et uventet opkald:
”En af de andre unge fra det dårlige miljø ringer og fortæller mig, at der er noget helt galt, og at min søn skylder penge væk. ’I skal vide, at han er ude i noget rigtig skidt’, fortæller han mig. Min søn overhører opkaldet, tager min telefon og løber væk. Han bliver frustreret over, at det nu skal gå ud over os.”
På det tidspunkt kan Johannes selv se, at der skal ske noget. Han rækker ud til kommunen for at finde en løsning. For at komme væk fra det dårlige miljø. Johannes spørger sin støttekontaktperson om muligheden for frivillig anbringelse – en løsning, som forældrene også havde diskuteret – og kommer hurtigt til et opholdssted i en anden by.
Som pårørende kan du føle dig meget alene. Samtidig føler du måske, at du har et særligt ansvar for den person, som lider under et misbrug eller en dobbeltdiagnose. Vi har spurgt afdelingsleder i Rusmiddelafsnittet i Aalborg Kommune Theresa Lyngdahl, hvad du kan gøre som pårørende.
”Første skridt er at række ud. Du skal vide, at du aldrig er alene. Det kan stadig være tabubelagt at være pårørende, men det er vores erfaring, at det er godt at møde andre med samme problematikker. Derfor er det godt at få sagt det højt.”
Theresa Lyngdahl fortæller, at de i Aalborg Kommune har et team til pårørende på fire personer, som kan give råd og vejledning samt behandling både individuelt og i grupper. Men der er hjælp at finde mange steder i landet.
”Du behøver ikke henvende dig i din egen kommune for at få rådgivning. Rusmiddelcentre kan give råd og vejledning, og de vil kunne fortælle om muligheder for gruppeterapi, frivilligsteder og mere i dit nærområde. Mange kan også give online-råd.”
Du kan også henvende dig i Psykiatrifondens rådgivning. Vi hjælper også pårørende.
Læs mere her: Hjælp og rådgivning
Flammer giver røg
Før Johannes fik hjælp, var han i påvirket tilstand med til at tænde et bål, der var ved at sætte en gammel bygning i brand. Det resulterede i en behandlingsdom på fem år.
”Så nu får han samtaler i psykiatrien,” fortæller Charlotte. ”Hvis han ikke tager sin medicin, bliver han indlagt.”
Johannes’ ADHD-medicin hjælper meget, siger hun. Hans følelsesmæssige udsving er mindre nu, og han arbejder hos en tømrer, der er glad for ham. Først nu kan det mere pædagogiske arbejde påbegyndes, fortæller Charlotte. Men snart bliver han 18 år, og kommunen vil sende ham hjem til forældrene.
For at være helt ærlig er jeg bange for, hvad der sker, når han fylder 18 år.
”Jeg kan ikke afvise min søn. Men vi kæmper for, at kommunen ikke bare tager den nemme løsning. Johannes har brug for et opholdssted med pædagoger omkring ham, som kan støtte ham. For at være helt ærlig er jeg bange for, hvad der sker, når han fylder 18 år.”
Charlotte er både mor, sagsbehandler og projektleder i Johannes’ liv. Samtidig er hendes mand også blevet diagnosticeret med autisme, og da han har måttet trække sig i mange situationer, har Charlotte stået alene med meget som pårørende. Når hun tænker tilbage på sin søns selvmedicinering, har hun en klar overbevisning:
”Han tog stoffer for at dulme. Han fik det jo værre og værre, fordi han ikke blev set. Allerede i skiftet fra børnehave til skole kunne man se tegn og mønstre. Tiden er så ekstremt vigtig, for der skal være tid og nysgerrighed; ofte giver børnene os svaret på, hvordan man kan hjælpe dem, og så skal man tage sig tid til at prøve at forstå dem.”
Navnene er opdigtede grundet familiens ønske om anonymitet. De rigtige navne er Psykiatrifonden bekendt.
Læs også
I snart fire år har Morten Falk Størling ventet på den rette hjælp. Det kunne have kostet ham livet. Nu håber han, at andre mænd også tør åbne op.
Når man dulmer sine symptomer – uanset om de er fysiske eller psykiske – ved at indtage medicin eller rusmidler uden om læge, kan man tale om selvmedicinering. I dette tema kan du blive klogere på den komplekse sammenhæng mellem psykisk sygdom og...