Jussi Adler-Olsen: Der mangler empati og omsorg
Siden barndommen har Danmarks bedst sælgende forfatter haft et indgående kendskab til psykiatrien. Han har altid været interesseret i at forstå mennesker og har en stor tro på den gode samtale – også i psykiatrien. I dag er Jussi Adler-Olsen uhelbredeligt syg, men han har stadig meget på hjerte. Han har også støttet Psykiatrifonden og håber på bedre hjælp til dem, der har brug for det.
Foto(s): Tine Harden
Han har solgt flere bøger end nogen anden nulevende dansk forfatter. Hans bøger er blevet oversat til 42 forskellige sprog. Men egentlig skulle Jussi Adler-Olsen have været psykiater. Det var i hvert fald planen, da han startede på medicinstudiet. Hans far var overlæge, og den unge Jussi havde samme interesse i mennesker – og samme ønske om at hjælpe mennesker.
Men han brød sig ikke om miljøet på studiet, og som han bemærker: ”Jeg havde været nok på hospitaler.”
Som barn boede Jussi Adler-Olsen med sin familie i forskellige lægeboliger, hvor faren arbejdede. Han kom helt tæt på de indlagte og fik et unikt indblik i menneskeskæbner og forskellige typer behandling. Han mødte også mange læger, der ifølge ham både manglede empati og interesse for de indlagtes baggrund.
Empati er ikke en uvæsentlig faktor, når det drejer sig om at behandle sindslidende.
”Der var meget få som min far. Det er vanskeligt både at være en intelligent behandler og samtidig virkelig se folk. Empati er ikke en uvæsentlig faktor, når det drejer sig om at behandle sindslidende, og empati fandt jeg ingen specifikke steder, heller ikke senere på medicinstudiet.”
Han fortsætter:
”Som barn så jeg aldrig, at lægerne så på det sociale aspekt ved personens liv, det kunne være socialt betinget, økonomi eller underernæring og meget andet, der kan have indflydelse på, at man ender et bestemt sted, bliver mere ustabil, mere udsat.”
Jussi Adler-Olsen fortæller, at hans far blev anset som kontroversiel inden for psykiatrien, men han var dygtig og avancerede hurtigt. Som administrerende overlæge i Brønderslev indførte han ”ting, der for psykiatrien har været ufatteligt nyttige”: mænd og kvinder på samme afdelinger, muligheden for som patient at kunne bruge gartneriet, at få praktiske funktioner, føle sig nyttig og ”få en snert af, hvad de havde været engang”, som Jussi siger. De indlagte fik også mulighed for at fortælle om den mad, de fik serveret. Måske en lille ting, men en gestus, som gav dem en stemme og bidrog til at udligne hierarkiet en smule.
Hans far indførte også en biograf for både indlagte og personale – og for Jussi og de andre børn.
”Det var en måde at samle folk på. Det eneste krav var, at patienterne selv skulle hente deres billetter, ellers kom de ikke ind. De lærte det hurtigt,” smiler han.
Fra Brønderslev til Afdeling Q
Livet som barn i lægeboligerne lærte Jussi Adler-Olsen meget om dét at være menneske. Om hierarkier, vigtigheden af at lytte og give tid nok til patienter og medmennesker. Han boede i Brønderslev, fra han var 7 til 13 år. I læge-, funktionær- og plejeboligerne var der over 100 børn. Han spillede fodbold, fik venner og oplevede sin første forelskelse.
”Vi lavede meget med de indlagte. Snakkede med dem, lavede kreative projekter, arrangerede bobturneringer. Når man selv har været sammen med psykiatriske patienter på den måde, kan man se, hvor karikeret en film som Gøgereden er.”
Læs også
Samfundets syn på indlæggelse er stærkt præget af filmhistorien. Forsker og filmentusiast Peter Schepelern fremhæver de film og temaer, der har spillet en særligt fremtrædende rolle.
Der var steder, Jussi og de andre børn måtte være – og ikke være. Børnenes nysgerrighed kunne sjældent tøjles. De fandt en sprække i gulvet, hvorigennem de kunne se patienter få elektrochokbehandling. De vidste også, at den såkaldte ’kvartermester’ kørte sin prærievogn til en afdeling, når en ældre beboer var ved at dø. Og gennem et tagvindue så den unge Jussi sågar obduktioner.
”Det var selvfølgelig mærkeligt at se en person indeni, som man kendte udefra,” bemærker han. Fra en tidlig alder lærte Jussi Adler-Olsen om død, sygdom og uretfærdighed.
”Det giver jo respekt og empati og lysten til at prøve at forstå. Det går også igen i mine bøger.”
Man er ikke farlig, fordi man er indlagt i psykiatrien eller har en psykisk sygdom. Det er en misforståelse, og så sort-hvid er verden ikke. Som eksempel forklarer Jussi, at hovedpersonen i Afdeling Q-bøgerne, den forpinte kriminalbetjent Carl Mørck, er inspireret af en af farens patienter.
”Han slog sin kone ihjel. Han lærte mig også om anger, og hvad anger kan komme af. Hvad drev den mand ud på et sidespor? Hvad knækkede ham? Sorg og skam, tror jeg. Han oplevede noget, som han aldrig kom sig over. Men han havde det held, at han blev indlagt og kunne blive der. Og få den nødvendige hjælp.”
Der er jo en årsag til mange ting, og det er ikke, fordi jeg prøver at undskylde nogen af dem. Jeg vil bare gerne forstå, hvad fanden der foregår.
Han uddyber: ”Der er jo en årsag til mange ting, og det er ikke, fordi jeg prøver at undskylde nogen af dem. Jeg vil bare gerne forstå, hvad fanden der foregår.”
Gennembrud som forfatter – og menneske
Jussi Adler-Olsens oplevelser med psykiatrien i 1950’erne og 1960’erne og hans interesse for det menneskelige sind kommer særligt til udtryk i hans debutbog Alfabethuset, som han beskriver som ”hovedstolen og forklaringen på mange ting”.
Den foregår under 2. verdenskrig, hvor to engelske piloter bliver skudt ned og ender på et lazarettog, der bringer tyske soldater til et tysk sindssygelazaret – som det hed dengang. Her skal piloterne både foregive at være tyske og sindssyge. Bogen er inspireret af, hvordan man behandlede indlagte på den tid, og foruden et stort researcharbejde har Jussi Adler-Olsen mødt mange patienter i Danmark, der også har prøvet at være indlagt tilbage i 1930’erne og 1940’erne. Han har derfor kendt meget til behandlingsmetoder og forestillinger om hospitaler og læger dengang og under krigen. Det var – mildest talt – en anden tid.
Der er selvfølgelig sket meget med psykiatrien siden da, fx distriktspsykiatrien. Der er også sket meget i Jussi Adler-Olsens liv siden udgivelsen af Alfabethuset. Han har solgt over 30 millioner bøger, signeret bøger og læst op rundtomkring i verden, han har overlevet to kræftforløb og fået to børnebørn.
Nu er han, som han selv siger, uhelbredeligt syg. Jussi Adler-Olsen har knoglemarvskræft. Siden han var omkring 19 år, har han haft sin kone Hanne ved sin side. Hun og resten af familien er med til at holde ham kørende. Tidligere har musik givet ham stor indre styrke, og han husker tydeligt at høre Joni Mitchell synge ”I’m still standing” og gøre det til sit mantra.
”Hvad kan hjælpe mig nu? Jeg ved det ikke, men jeg øver mig lidt endnu. Det vigtigste har altid været mine nære og at have en hobby, en kærlighed til noget, som ikke behøver være mennesker eller dyr. Det kommer man langt med, uanset hvilken sygdom man har.”
Artiklen fortsætter under billedet
- Jussi Adler-Olsen
Forskel på psykiatri og somatik
Jussi Adler-Olsen var indlagt i et halvt år. Han har fået god hjælp under sit kræftforløb og mødt dygtigt personale med overskud. Han ved også, at der ikke er de samme ressourcer i psykiatrien. Der er strukturelle problemer, lange ventetider:
”Mange får hjælp så sent, at det psykisk udfordrede menneske begynder at tro på, at der ikke er nogen vej udenom – at man ikke er andet end en sygdom.”
Han mener, at vi for hurtigt kasserer mennesker med psykisk sygdom og parkerer dem på førtidspension, selvom de måske gerne vil være indlagt eller modsat gerne vil arbejde – og endda kunne have gavn af det.
”Altså, man kan jo være psykiater på mange måder. Der er mange, der ikke lodder patienternes sociale baggrund, ikke sætter sig ind i den, ikke forstår den. Mange bliver indlagt og får utallige piller frem for den timelange snak, som ofte vil kunne afdække: Hvad er dit problem lige nu?”
Jussi Adler-Olsen understreger, at han ikke er imod medicin. Men han mener, at vi ofte glemmer samtalen. Måske er ressourcerne der ikke til det. Dertil kommer et problem, der går igen i hele sundhedsvæsenet: et presset plejepersonale, som vi ikke passer godt nok på, hvilket går ud over patienterne.
Meget sundhedspersonale har det svært. De skal ofte rejse langt, når de skal på arbejde. De er smadrede, når de kommer hjem. De møder ind med underskud, fordi de er pressede. Så hvor skal empatien komme fra?
”Meget sundhedspersonale har det svært. De skal ofte rejse langt, når de skal på arbejde. De er smadrede, når de kommer hjem. De møder ind med underskud, fordi de er pressede. Så hvor skal empatien komme fra?”
Omsorg og kærlighed
Jussi Adler-Olsen fyldte 75 år i august. Han har oplevet og opnået mere, end de fleste kunne drømme om. Han har læst medicin, samfundsfag og filmvidenskab. Han har ejet en tegneseriebutik, komponeret musik til Valhalla, arbejdet i Fredsbevægelsen og i forlagsbranchen – og tjent flere penge på bøger end nogen anden dansk forfatter. Men Jussi Adler-Olsen er også et menneske. Han er dødelig, og han har følelser som alle andre. Ingen er immun over for livet. Som de fleste har også han haft psykisk sygdom tæt på:
”Sorg og depressioner er noget, vi alle må støde på. Nu har jeg en alder, hvor vi begynder at miste flere nære. Når en person har støttet sig op ad en anden i 50 år, og den person er væk, kan vi ikke gøre ham levende igen. Jo, jeg har haft deres psykiske lidelser tæt inde på livet.”
Jussi Adler-Olsen er her skam endnu. Han holder sig i gang så godt som muligt, men han kan ikke være så fysisk aktiv, som han gerne vil. ”Vi ved jo, at det er godt for det kognitive, at vi har noget fysisk til at holde hjernen i gang. Det er det, jeg frygter allermest ved sygdommen i dag. Jeg er så fysisk uvirksom, så jeg skal virkelig passe på min hjerne.”
At passe på hjernen, at passe på de nære, at passe på hinanden. Det hele hænger sammen, og Jussi Adler-Olsen håber, at vi kan udvise større rummelighed og respekt for hinanden – også når det kommer til psykisk sygdom:
Alle kan gå hen og få en psykisk sygdom, også den, der har fået al kærlighed i verden.
”Ofte er der meget, der kan virke unormalt på folk, men lad dog de mennesker være anderledes, og giv dem hjælp, hvis de har brug for det. Der er nogle, der bliver indlagt, som ikke burde blive det, men andre burde få mulighed for at blive indlagt og ikke tvinges ud, når den rette hjælp er under indlæggelsen.”
Men vi ved også, hvad der hjælper de fleste, siger han:
”Alle kan gå hen og få en psykisk sygdom, også den, der har fået al kærlighed i verden. Ofte vil man også kunne se, at fundamentet i personens opvækst – omsorgen og kærligheden – er blevet svigtet på et tidspunkt. Så er det med hurtigt at finde frem til, hvad der skete og hvornår, så den person kan få hjælp i tide. Men omsorg hjælper helt fra barnsben – kærlighed hjælper endnu mere.”
Læs også
"Det måtte næsten ske, at jeg fik en depression" siger skuespiller Henning Jensen. For 44 år siden gled han ”gennem en tynd, tynd glasvæg” med en voldsom depression. Halvandet hundrede siders noter fra dengang har ligget og ventet på, at han med egne ord ”var et andet sted”.
Da Kirsten Møldrup mistede sin mand til selvmord, prøvede hun at gå samme vej. 20 år senere er hun et godt sted og fortæller om sin vej fra dybet, væk fra depression og angst. En ”hård, tung og voldsom rejse”, som har lært hende meget om, hvem hun er – og hvilken værdi hun har.