Simone var ved at dø
Simone fik en spiseforstyrrelse, da hun forsøgte at finde en vej ud af sin OCD. Hun blev afvist i psykiatrien og begyndte at selvskade. Nu vil Simone inspirere andre, der har prøvet at miste håbet – og har lavet en indsamling til fordel for Psykiatrifonden.
På få år har Simone Lorentzen fra Holstebro været udsat for mere, end mange oplever på et helt liv. Som 16-årig kan hun i dag se tilbage på store dele af en ungdom, som hun aldrig får igen, og hun kan se tilbage med en klarhed, der kan give håb til andre, der bliver afvist i psykiatrien og venter på at få den rette hjælp.
“Jeg har haft et langt forløb, men over kort tid. Det startede med, at jeg var rigtig usikker, og jeg trivedes bare ikke. Jeg havde udviklet lidt OCD på det tidspunkt. Det kunne være noget med at gå over dørtrin, hvilken vej min hovedpude vendte, problemer med at læse, fordi jeg skulle dele alle ord i stavelser. Hver gang jeg havde arbejdet med én ting, kom der noget nyt. Det er også det farlige ved at lære om sygdommen: OCD’en får pludselig gode ideer.”
OCD er en angstlidelse, hvor man har uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen. Som regel af frygt for, at der ellers vil ske noget slemt.
Simones OCD fyldte mere og mere, og hun havde brug for tryghed og kontrol.
“Og min kontrol var at styre mad og træning. Det gik hurtigt ned ad bakke, så hurtigt, at ingen kunne følge med. Jeg spiste hele dagen, fordi jeg tog så små mundfulde, det tog hele familiens energi og tid.”
Hun tabte sig. Meget. Hun var 13 år, men hun og familien måtte se forgæves efter hjælp.
”Jeg blev afvist to gange i psykiatrien, fordi jeg ikke var syg nok. De kunne ikke se noget som helst problem. Så det blev rigtig meget værre. Når man har en spiseforstyrrelse, føler man sig ikke syg nok, så da systemet bekræftede det, følte jeg et pres for at leve op til det. Det blev en motivation for at spise endnu mindre.”
Jeg blev afvist to gange i psykiatrien, fordi jeg ikke var syg nok.
Spiseforstyrrelser kan være svære at forstå for folk, der ikke selv er i det. Spiseforstyrrelser følger deres egen logik, og meget handler om kontrol – og ofte sammenhængen med andre lidelser. Så hvad stiller man op med pårørende, som bare vil hjælpe? Og hvad stiller de pårørende op?
”Jeg havde så god støtte omkring mig. Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne. De havde også forsøgt at måle mad og drikke op i en sprøjte og måtte holde mig for at få det i mig. Men jeg var så bange for at blive rask. Jeg fik jo spiseforstyrrelsen for at komme væk fra min hverdag, der var styret af OCD’en.”
En dag gik det helt galt. Simone hverken spiste eller drak i ti dage. Hun kunne stadig ikke blive indlagt i psykiatrien, men fik en somatisk indlæggelse:
”De målte en masse, og mine tal var fine, så der var ikke noget at komme efter. Jeg blev tabt mellem to stole, så mine forældre stod alene med mig. Magtesløsheden fyldte bare alt. Jeg er så glad for, at min søster var på efterskole, så hun ikke også skulle se, hvor dårligt jeg havde det.”
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved et usundt og tvangspræget forhold til mad, krop og vægt. Det kan fx komme til udtryk ved, at man spiser alt for meget eller undgår at spise.
Tæt på at dø
Simone kom endelig i psykiatrien. De lavede en spiseaftale og forsøgte at tvinge mad i hende. Hun blev flyttet til Skejby. Det gik skiftevis bedre og værre. Flere gange begyndte hun med drikke- og spisestop.
”Jeg havde det virkelig ikke særlig godt, men jeg blev alligevel udskrevet. I hele mit forløb har én ting gentaget sig, nemlig at min OCD er blevet indblandet efter hvert måltid. Jeg var i en helt anden verden, det var en besættelse for mig. Hvis jeg havde fået en portion lasagne, skulle jeg tænke igennem, hvad jeg præcist havde fået igennem kroppen. Jeg ringede også tit til mine forældre for at spørge dem, hvad jeg havde spist. Min OCD styrede mig. ’Hvornår kan jeg sætte mig for mig selv og tænke igennem, hvad jeg har spist?’”
Jeg havde det virkelig ikke særlig godt, men jeg blev alligevel udskrevet.
På en måde erstattede OCD og anoreksi hinanden. På en måde hang de sammen.
”Jeg har været helt opgivende. I et halvt år var jeg fanget i en anden verden, det var håbløst, og alle blev blandet ind i det. Det var, som om jeg var besat. Alt skulle være perfekt.”
Behovet for kontrol blev større og sendte Simone dybere ned i mørket.
”Jeg kom på bosted, hvor selvskade sneg sig ind som en måde at håndtere den kontrol, jeg ikke havde. Den erstattede spiseforstyrrelsen og OCD’en. Jeg isolerede mig og læste bøger hele dagen for at komme ind i en anden verden, og selvskaden fyldte mere. Det er selvforstærkende. Nok er aldrig nok. Du følger en tanke, men den tanke vil have mere. Det startede med et forsøg på tryghed gennem mad, og det endte med, at jeg var ved at dø. Flere gange. Tingene tager fart, når tankerne først får opmærksomhed.”
Med ar på krop og sjæl
Simone blev indlagt igen, men noget var anderledes denne gang.
”Jeg kunne ikke længere holde til ikke at spise og drikke, så … De giver mig sonde to gange på samme dag, og det er faktisk dét, der vender spiseforstyrrelsen for mig. Jeg ville bare ikke have sonde, det var simpelthen for ubehageligt. Psykiatrien har ikke hjulpet mig, kun ved at afskrække mig.”
Simone var blevet udskrevet og skulle fejre jul med familien. En tid, der kan være svær for mange, også når man har en spiseforstyrrelse. Men Simone besluttede sig for at spise igen den 24. december.
”Jeg tror, jeg tænkte: ’Okay, nu har jeg levet i det her så længe. Hvor vil jeg gerne være om et år? Måske jeg ikke længere kan se mig selv være indlagt og se mig selv være så syg. Så hvornår skal den forskel ske?’ Jeg elsker jul, og det skulle betyde noget, så jeg gjorde mig klar til at prøve at glæde mig til juleaften.”
Det er en fejl, at man ikke kan sætte ind tidligere. At man i systemet kun ser på BMI og ikke lytter til mennesket.
Et år efter lykkedes det Simone at komme af med sine tvangstanker. Hun stoppede med at selvskade. Simone kom ud på den anden side, og hun besluttede, at hun ville gøre noget for at gøre opmærksom på problemerne – og samtidig vise, at man kan få det bedre.
”Det er en fejl, at man ikke kan sætte ind tidligere. At man i systemet kun ser på BMI og ikke lytter til mennesket, når man har brug for hjælp mod en spiseforstyrrelse. Jeg havde brug for at være omringet af positiv energi, men der var ingen inspiration.”
Netop dén inspiration håber hun, at hun kan give videre til andre unge i samme situation – og deres forældre og andre pårørende. Hun rakte ud for at lave en indsamling til Psykiatrifonden.
”Da det var et år siden, jeg var stoppet med selvskade – og var tæt på at dø – besluttede jeg, at det var dét, jeg skulle: Sprede et vigtigt budskab og sætte fokus på det. For alle kan have ar, både udenpå og indeni. Minder, traumer, alt kan sætte sig. Jeg har ar op og ned ad armene. Men man skal aldrig lade sin fortid ændre nutiden.”
Simone er ved at genvinde nogle af de ting, hun har mistet. I en genbrugsbutik fandt hun en konfirmationskjole og blev mindet om, at det var endnu en ting, hun var gået glip af på grund af sin spiseforstyrrelse:
”Endelig blev det min tur, jeg blev konfirmeret, alene, og det var helt perfekt. Da følte jeg, at jeg fik bundet en sløjfe på hele mit forløb."
Det er let at oprette en indsamling til fordel for Psykiatrifonden, og alle indsamlinger er vigtige. Læs meget mere her: indsamling.psykiatrifonden.dk
Her kan du få støtte og vejledning, uanset om du selv har det svært, eller er pårørende – fx til et barn, en ven eller en anden tæt på. Rådgivningen er for voksne og unge over 15 år, og vi tilbyder gratis og anonym rådgivning via telefon og chat...
Læs mere om OCD
OCD er en angstlidelse, hvor man har uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen. Som regel af frygt for, at der ellers vil ske noget slemt.
Hanne Schønning lever et liv med OCD. Et godt liv. Men sådan har det ikke altid været. I mange år gjorde tvangstanker og tvangshandlinger det svært for hende at arbejde og at være der for sin familie.
Fotograf Marie Hald følte sig forkert og alene med skamfulde tanker i årevis, fordi ingen så hendes sygdom. I dag lever hun med OCD og har for nylig fået diagnosen ADHD. Hun vil nedbryde tabuer og gøre det nemmere at tale højt om psykiske lidelser, så andre kan få den hjælp, de har brug for.