En sygdom i skyggen

Er du syg eller rask lige nu? Har du det godt eller dårligt? Vi vil gerne have tingene til at være det ene eller det andet. Så enkelt er det aldrig, og det ved 24-årige Victoria Amena Koffi Koberg alt for godt. Som 15-årig blev hun diagnosticeret med epilepsi, og i lang tid skyggede de epileptiske anfald for den angst, der fyldte mere og mere. 

Som 21-årig var Victoria midt i en omvæltning. Hun var flyttet hjemmefra, og hun skulle finde et job: 

”Her begynder min angst. Det er meget fysisk, jeg er svimmel og har hjertebanken og sveder, men det gør jeg jo også, når jeg har epileptiske anfald, så jeg tænker ikke mere over det.” 

Tiden går, og Victoria får det værre. De epileptiske anfald og angsten minder om hinanden, men én ting adskiller dem: Katastrofetankerne. 

”Dengang tænkte jeg på det som tankemylder. Meget negative tanker og meget selvhad. Om aftenen lå jeg og tænkte på, om jeg kunne klare et job med min epilepsi. Hvis jeg havde en vagt alene i kaffebaren dagen efter, tænkte jeg, at jeg ikke kunne klare det. Så kørte tankerne videre, for så kan jeg jo heller ikke klare at have et andet job, og så kan ikke forsørge mig selv, og så kan jeg ikke have en familie … indtil tankerne endte med selvmordstanker.” 

Victoria taler med sin neurolog om det, men han er mere optaget af hjernen og de fysiske anfald. 

”Jeg er ret ensom og opgivende på det her tidspunkt. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, og jeg har ikke overskud til at række ud eller gøre noget. Jeg mangler ord for, hvad der er galt. Jeg har brug for et lille håb for at tænde den gnist, men der er ikke noget håb.” 

Efter et halvt år med tiltagende katastrofe- og selvmordstanker søger Victoria hjælp. Men ventelisten er lang. 

Endelig hjælp 

Efter et år kommer Victoria endelig til psykiater. Før hun kan blive diagnosticeret, skal hun begynde at føre logbog og registrere, hvornår angsten blusser op: 

”Så skriver jeg: ’Den 22. februar er jeg på vej til at mødes med mine venner for at drikke et par øl, og jeg oplever de her symptomer: Hjertebanken, svedige håndflader, vejrtrækningsproblemer.’ Det gør jeg i nogle måneder, hvor jeg skal notere, hvilke følelser jeg har, mens jeg har angst. Det krævede meget energi.”

Sådan står det på i et halvt år, indtil psykiateren stiller diagnosen generaliseret angst. Det gav mening for Victoria, der før diagnosen var forvirret over, at hun både følte angst i sociale situationer, før jobsamtaler og i flere andre tilfælde: 

”Det var så rart! Det var virkelig en lettelse. Jeg vidste, at nu var der en professionel, der vidste nøjagtig, hvad der kunne hjælpe mig. Det er sværere at gå rundt i det der limbo, hvor ingen rigtigt ved, hvad der er galt.” 

Hun fik også antidepressiv medicin og begyndte at arbejde på forskellige teknikker til at håndtere angsten, herunder vejrtrækningsøvelser og modargumenter. Hvis hun for eksempel skal til en mundtlig eksamen, begynder hun at blive bange for at få et epileptisk anfald, så hun ikke kan gennemføre. Men hvor katastrofetankerne tidligere ville fortsætte, kan hun nu udfordre dem med modargumenter: 

”Så skal jeg tænke: Hvor stor er risikoen for, at jeg får et anfald på netop det tidspunkt? Og hvis jeg får et anfald under eksamen, hvad er så det værste, der kan ske? Så kan jeg gå til en reeksamen og prøve igen. Kan jeg gøre andet? Ja, jeg kan fortælle det til min lærer, så hun kender til udfordringen. Jeg begynder altså at tænke mere konstruktivt: Hvad kan jeg gøre aktivt, hvem kan jeg række ud til, og hvad kan der egentlig ske? Det er et forsøg på at ændre tankerne, så de ikke når helt ud i mørket.” 

Victoria måtte vente længe på hjælp, men langsomt begynder det at gå bedre. Katastrofetankerne dukker stadig op, men de ender ikke længere i selvmordstanker. Hun er blevet klogere på sin angst, så hun ved, hvornår den kan melde sig, og hvordan hun kan forberede sig, for eksempel med vejrtrækningsøvelser.

Konflikter og drømme 

Der har været – og er stadig – konflikter med pårørende, fortæller Victoria: 

”Folk tror ofte, at de har svaret. ’Har du prøvet yoga?’ spørger de måske. Det er en god nok idé, men det kan ikke stå alene, og det har folk svært ved at forstå. Der skal heller ikke så meget til, før alt perspektiv og historik er kastet ud ad vinduet. Hvis jeg har gode perioder og ikke har talt om angst i flere uger, så er alt pludselig glemt.” 

Victorias bedste råd til pårørende er at være tålmodig og prøve at lytte og forstå i stedet for at komme med alle løsningerne: ”Støt op med det, du kan. Du behøver ikke være psykiater, neurolog, yogainstruktør og ven på samme tid. Men jeg må selvfølgelig også sige, at jeg selv har stillet uretfærdige krav, da jeg havde det værst.” 

Victoria er blevet frarøvet store dele af sin ungdom til sygdom, ventetider og systemer, der ikke taler sammen. Men hun har fået redskaber mod angsten, og epileptiske anfald har hun ikke haft længe. Hun er frivillig flere steder og begynder at kunne se fremad: 

”Nogle gange kan jeg tillade mig at drømme, og jeg har brug for at drømme. Men det har taget tid at acceptere egne grænser og justere forventninger. Når min angst fylder det hele i en måned, er det godt at kunne se tilbage og huske, at jeg måske lige har haft to måneder med meget lidt angst. Men det er også et arbejde, det kræver rigtig meget tid og energi.” 

Man er ikke nødvendigvis syg og har et dårligt liv eller er rask og har et godt liv. Man kan også være syg med et godt liv det meste af tiden, mener Victoria. 

”Jeg forventer ikke, at angsten forsvinder helt. Jeg er kun 24 år, og der kan ske meget i mit liv, så jeg forventer, at den banker på igen.” Og når den banker på, ved Victoria, hvad hun skal gøre.

Se også

Tema: Forskelsbehandling

Nogle mennesker føler, at de bliver stemplet, når de får en psykiatrisk diagnose. Det kan føre til, at de bliver dømt på forhånd og behandlet anderledes af omverdenen, alene fordi de har en psykisk sygdom.