”Læger behandler folk forskelligt, afhængigt af hvem der kommer ind ad døren”
Sundhedssystemet er fyldt med ulighed og forskelsbehandling. Men hvorfor er det sådan, og hvad kan vi gøre ved det? Det forklarer professor og speciallæge Morten Sodemann.
Der mangler ikke opmærksomhed på de mange udfordringer i sundhedssystemet. Ventetiderne stikker af, der mangler hænder på hospitalerne og skadestuerne, og der mangler midler. Alt det ved vi godt. Men hvad ved vi egentlig om den forskelsbehandling og ulighed, der bliver praktiseret i sundhedssystemet?
- Professor på Klinisk Institut ved Syddansk Universitet.
- Overlæge på Indvandrermedicinsk .Klinik på Odense Universitetshospital
- Speciallæge i infektionssygdomme og professor i global sundhed og indvandrermedicin.
- Medlem af Behandlingsrådets fagudvalg i programgruppen for Ulighed i sundhed.
Morten Sodemann ved mere end de fleste. Han er speciallæge og professor og forsker i netop ulighed i sundhedssystemet. Hvordan ulighed virker, og hvordan det bliver praktiseret. Han siger:
”Ulighed i sundhed er ikke noget, der bare virker af sig selv, det bliver udøvet. Vi forskelsbehandler i sundhedssystemet. Meget er afhængigt af, hvilket køn man har, alder, etnicitet, indtægt, hvor – og hvor længe – man har gået i skole. Der er ens retningslinjer landet rundt, men vi praktiserer de retningslinjer forskelligt, afhængigt af hvem der kommer ind i rummet.”
Hvis man samtidig har en psykisk sygdom, bliver det endnu mere udtalt: Man bliver diagnosticeret senere, sygdomsbehandlingen er dårligere, man kommer senere til genoptræning og rehabilitering. Man dør hurtigere. Den ulighed er ikke en naturkraft, den er menneskeskabt:
”Man kan komme til at fastholde en idé om, at ulighed er sådan noget, der er i luften, et vilkår i livet. Det er ikke rigtigt. Og hvis vi havde mere data, ville vi nok stå med en noget anden analyse.”
Sagt på en anden måde: Vi ved meget om ulighed, men der er rigtig meget, vi ikke ved. Morten Sodemann forklarer:
”Vi måler jo, hvad vi kan måle, og hvad vi vil måle. Der er en enorm skyggeside af ulighed, hvor vi simpelthen ikke har ordentlige data på det, så der er også ulighed i data. I min forskning ser jeg fx lige nu på mislykkede patientaftaler, altså udeblivelser. Vi har nemlig virkelig dårlig information om de samtaler, der ikke bliver til noget. Hvem er det egentlig, der har skylden? Det ser faktisk ud til, at det halvdelen af gangene er sygehusets skyld, at patienten udebliver.”
Medicin koster stort set det samme, uanset om man er millionær eller på kontanthjælp.
Dårlig digitalisering
Morten Sodemann fortæller, at der er forskellige former for ulighed, der kommer til udtryk i sundhedssystemet. Den ene er økonomisk: Medicin koster stort set det samme, uanset om man er millionær eller på kontakthjælp. Dertil kommer, hvad han kalder relationel ulighed, altså at fx læger behandler folk forskelligt, afhængigt af hvem der kommer ind ad døren. Det kan betyde, at man ikke får den rette behandling, eller at man får en behandling, der ikke kontrolleres godt nok.
Til sidst er der den strukturelle ulighed: Hvordan vi har organiseret systemet på en måde, der kun er til gavn for nogle:
”Det er svært at finde rundt i systemet, det er svært at komme til, og det går for hurtigt. Det er struktureret af raske mennesker med lange uddannelser, som selv har nemt ved at finde rundt i det, men alle andre falder hele tiden af. Hver gang der opstår et problem i sundhedsvæsenet, så bliver der lavet en app. Patienterne skal selv hente deres ting online, man skal selv udfylde en journal. Man har med andre ord fået ekstremt meget hjemmearbejde.”
Morten Sodemann uddyber: ”De digitale løsninger passer mange velstillede, fordi de ikke skal bruge så lang tid på det, og de kan måske godt overskue en videosamtale. Men der er rigtig mange patienter, der synes, det er forfærdeligt. Hvad med dem?”
Han fortæller, at det både handler om dårligt sprog og overblik i de forskellige forsøg på digitale løsninger. Konsekvensen er, at mange patienter har svært ved at sætte sig ind i, hvad der kræves af dem, og hvad de skal gøre for at få hjælp. Han refererer til en undersøgelse, der viser, at man for 20 år siden kunne klare sig i kommunikationen med det offentlige, hvis man havde syv års skolegang. I dag kræver det mindst 12 års skolegang.
Mange danskere med psykisk sygdom bliver altså forskelsbehandlet, både fordi de har en psykisk sygdom, og fordi de og har en kortere uddannelse: ”Sociologer har undersøgt, hvad man får ud af en lang skolegang, og det er bl.a., at man lærer at regne den ud. Man lærer at oversætte information til, hvad det betyder for en selv, og hvad man skal gøre ved det.”
Det handler også om det netværk, man får gennem uddannelsen: ”Jo længere man har gået i skole, jo flere kender man også, der kan hjælpe en, og som man kan trække på.”
Nogle mennesker føler, at de bliver stemplet, når de får en psykiatrisk diagnose. Det kan føre til, at de bliver dømt på forhånd og behandlet anderledes af omverdenen, alene fordi de har en psykisk sygdom.
Fatale konsekvenser
Mange med psykisk sygdom oplever, at de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet. De bliver pålagt en bevisbyrde, for lægen tror ikke nødvendigvis på, at man er fysisk syg, hvis man samtidig er psykisk syg. Danskere med skizofreni fortæller ofte, at lægen mistænker, at det ”bare” er den psykiske sygdom, der taler. Det kan have store konsekvenser.
Julie Mackenhauer er speciallæge i samfundsmedicin. Hun har i sin ph.d.-afhandling undersøgt danskernes opkald til alarmcentralen. En af de triste konklusioner er, at jo sværere psykisk sygdom man har, desto større er risikoen for ikke at få tilsendt en ambulance. Risikoen er også større for at blive afsluttet i akuttelefonen eller på skadestedet – altså ikke at blive bragt ind med en tilsendt ambulance – og alligevel ende på hospitalet efter syv dage. Forsinket behandling var også blandt resultaterne.
Undersøgelsen viser ifølge Morten Sodemann, at der ikke blot er tale om uvidenhed, men decideret forskelsbehandling:
”Rammerne for det akutte arbejde er langtfra optimalt for mennesker med flere samtidige problemer. De ansatte på akuttelefonerne og i modtagelserne er virkelig dårlige til at lytte og høre efter, fordi de har en anden opgave, og det er at få ting til at ske lynhurtigt og få folk væk fra det akutte felt. Det er bagsiden af akutmodtagelserne: Der er ingen, der har tid, og succes måles på responstider og hurtig beslutningstagning.”
Når de ikke trænes i at lytte, bliver de dårligere til at lytte. De mister ifølge Morten Sodemann evnen til at lytte efter spor, altså at der kan være noget andet på spil, end man i første omgang tror. Han fortæller om såkaldt konversationsanalyse, hvor sprogkyndige lytter til både pauser og ord:
”De undersøger, om lægen virkelig hører, hvad der bliver sagt, og det er interessant, for her kan man se, hvordan ulighed virker: Vi hører simpelthen ikke efter, for vi tror ikke, at patienten ved, hvad han snakker om. Eller vi mener ikke, det er interessant, for vi har allerede truffet en beslutning om, at du er psykisk syg, eller du er pylret, og at du må komme igen, når det er blevet værre.”
Når det er blevet ”værre”, er det ofte for sent. En sygdom kan have spredt sig, man er blevet mere ensom, mere isoleret, i værste fald er man død af den forskelsbehandling, der har medført manglende behandling. Morten Sodemann minder om, at vi også her mangler viden:
”Vi har kun data fra det øjeblik, man ser diagnosen. De mange besøg, man har haft i almen praksis eller på skadestuen med uklare problemstillinger, er jo ikke registreret som del af problemstillingen i et forløb. Det starter først, når man har diagnosen. Så vi har ikke oplysninger om, hvor mange gange man går til lægen, før tiøren falder, når man fx er psykisk syg. Og dem uden pårørende har endnu flere problemer, for man har ikke nogen til at tale for sig eller tage kampen for sig.”
Dystre udsigter
Der er 600.000 danskere, der har svært ved at læse. Altså hver tiende dansker. I et digitaliseret samfund er de endnu dårligere stillet end for bare få år siden. Der er, fortæller Morten Sodemann, en sproglig klasseforskel, som vi helst ikke taler om. Med flere års skolegang og uddannelse følger også bedre muligheder for at variere sit sprog, og det er en fordel i sundhedssystemet:
Vi forstærker nogle ting i systemerne, fordi de ikke er indrettet til dem, der har allermest brug for dem.
”På den måde kan lægen eller sygeplejersken i akuttelefonen eller på den psykiatriske skadestue forstå, at noget er alvorligt, eller at noget er blevet værre. Det kræver en sproglig styrke og et overskud, som kommer af at have gået i skole i mange år eller at have et stærkt netværk, som kan formulere, at noget fx er blevet værre.”
Forestil dig, at din gamle far er begyndt at ændre adfærd, og at andre ikke kan se det. Men du kender ham og ved det. Du skal både være der til at se det, og du skal kunne forklare det for at få hjælp i tide. Det kan handle om ordforråd, om man kan finde de rette tillægsord, om man kan finde den rette analogi:
”Hvis den første analogi ikke virker, så finder man en anden analogi og en tredje, og så sætter man andre tillægsord på. Hvis du bare siger, at noget er blevet en smule værre, kan en læge ikke omsætte det til en skala eller noget akut. For lægen lyder det bare, som om det ikke er noget at behandle. ’Du må komme igen, når det er blevet værre,’ får man så at vide. Men det er allerede blevet værre, og så kommer patienten først igen, når han er halvdød.”
Der mangler også viden om de personer, der bliver forskelsbehandlet. Statistisk set er der mindre sandsynlighed for, at man deltager i en tilfredshedsundersøgelse, jo kortere tid man har gået i skole.
”Så du har ikke engang en stemme i det system, der burde give dig en stemme. Dét er strukturel ulighed, og det er jo bevidst, at man ikke vil lave mere og flere kvalitative undersøgelser.”
Uligheden ser vi allerede i skolen: ”Dem, der tidligt er gode til at læse, bliver rigtig gode til at læse. Dem, der er dårlige til at læse, bliver endnu dårligere til at læse. Vi forstærker nogle ting i systemerne, fordi de ikke er indrettet til dem, der har allermest brug for dem.”
Det lyder dystert. Uligheden er stor, og det ser ikke ud til at blive bedre. Men langsomt bliver vi klogere på, hvordan vi forskelsbehandler i det danske samfund, og den viden skal hjælpe os til at hjælpe hinanden. Uanset hvor vi kommer fra, hvilket køn vi har, og hvor vi har gået i skole.
Læs også
Claudia har bipolar lidelse og må derfor kun få et tidsbegrænset kørekort. Men ifølge hendes psykiater er der intet ved hverken diagnosen eller hendes medicin, der påvirker hendes kørsel. Nu skal hun selv betale, hver gang hun skal forny sit kørekort.
Lucif Dalins øjensygdom blev ikke opdaget i tide, fordi lægen overså den bag hendes psykiatriske diagnose. I dag har hun kun 10 procent af sit syn – men et skarpt og kritisk blik på psykiatrien.